Den del af hjernen, som forfatter ord, var udhvilet midt nat og efterhånden som flere og flere ord i det indlæg til bloggen, som den var ved at kreere, trængte sig på, måtte resten af hjernen vækkes. Så klokken fire opgav jeg at få dem til at tie stille og gik ned i stuen med dyne og pude og gav mig til at se serier i håb om, at det kunne slukke for aktiviteten i hjernen. Ordene er der stadig trods seriekigning, bagning af boller og kage og mailskrivning, så nu må indlægget hellere skrives.
I går var jeg sammen med to mænd i mit liv, to mænd, jeg er tæt forbundet med, to mænd, som jeg har en tilknytning til. Ikke på samme måde som landmanden, men to mænd, som jeg genetisk hænger sammen med; min far og min søn. Min fars sygdom er fremadskridende,; hvor den de første år efter min mors død tog få skridt ned af hjernens kognitive trappe, så rutcher den af og til på gelænderet nu. I går, da vi kom, var min far fjern, det var som om han ikke var til stede; han så mig, men ikke min søn, hans barnebarn. Jeg begyndte at fortælle, at hans barnebarn snart blev lærer som ham, jeg har en søn, der er supergod til mennesker, han har sin helt egen stille facon til at komme i kontakt med andre. Så sønnen satte sig ved siden af sin morfar, snakkede til ham, fortalte ham flere gange på forskellige måder, at han skulle være lærer som ham (jeg skal være lærer som dig, morfar). Pludselig blev min fars øjne nærværende, han kiggede på min søn, han så ham og så sagde han, du er godt nok blevet stor og så grinte de begge to højt og dejligt. Og jeg fik billedet af dem! Jeg bliver så glad af at se på det billede, for her sidder de to, gammel og ung, griner sammen, ser på hinanden og jeg er forbundet med dem. Jeg er datter og mor, og jeg elsker dem.
Om lidt vækker jeg den yngste af dem, han skal til jubilæum på sin efterskole, og senere i eftermiddag henter jeg storesøsteren til ham. Vi skal nemlig holde påskefrokost sammen i morgen, og det troede jeg slet ikke vi kunne i år, så jeg er dybt taknemlig for denne weekend. Må du få en dejlig lørdag.
Hvor dejligt at din far blev nærværende, det er et af de gode minder at have.
SvarSletGod weekend hos jer. :-)
Tak Inge, jeg samler på hvert et lille minde :-)
SletSmå øjeblikke af fuldkommen lykke gør en verden til forskel :-)
SvarSletDet lyder som en vidunderlig weekend, I er i gang med. Rigtig god fornøjelse med den :-)
Tak Liselotte, små lykkeøjeblikke gør nemlig en verden til forskel :-)
SletHvor er det fint, at du giver dig tid til at se og mærke de små glimt, - det må være svært at se sin far forsvinde på den måde.
SvarSletRigtig god weekend med påskefrokost.
Tak Eva, egentlig føler jeg det ikke så svært. Vi er alle fem søskende gode til at være i nuet og acceptere at det er der vi er, men vi glædes over de gode stunder.
SletUtroligt, men dejligt, at der lige kan komme sådan et lyst øjeblik. Hjernen er en underlig størrelse.
SvarSletRigtig god weekend til dig og dine.
Tak Ellen, ja hjernen er virkelig en finurlig størrelse :-)
SletSikke en dejlig stjernestund og hvor er du god til at beskrive dem og nyde dem. God weekend med din familie KH Anette
SvarSletAnette, tak, det var i sandhed en stjernestund :-)
Sletsidder med tårer i øjnene over dette lille øjeblik, der uden tvivl ikke bare har sat sig i hjernen, men også i hjertet. forbundetheden mellem generationer i mere end én forstand. tak!
SvarSletSelv tak Anonym, hjertets forbundethed gør stærk og glad :-)
SletNu sidder jeg også og bliver rørt...og savner...en af mine er i Aalborg, en anden af mine er i Beijing... Nå, inden jeg ser mig om er vi sammen igen...god påske til dig Og dine Lene :-)
SvarSletTak i lige måde Anne. Det er to spændende byer dine børn opholder sig i :-) Jeg havde slet ikke troet at vores kom hjem, så det var en glædelig overraskelse.
SletÅh hvor er det bare godt skrevet, gribende og som at være der selv.
SvarSletTak Hanne, jeg bliver også rørt, når jeg mindes det øjeblik :-)
Slet