Gårsdagens dagvagt var blevet byttet til en aftenvagt for at hjælpe en kollega. Hun og de øvrige kolleger så noget trætte ud, da vi mødte ind. Tre syge og mange nye patienter, herunder en del, der kom til vurdering for den akutte blodpropopløsende behandling (trombolyse), gjorde, at de alle så ud, som om de trængte til at komme hjem og få benene op og ro på hovedet. Vi startede ud med at få ryddet senge efter patienter, der blev udskrevet og overflyttet. Vi er nu en hyperakut afdeling, så patienter er gennemsnitlig hos os 2,5 dag. Nogle bliver indlagt og udskrevet i samme døgn. Uanset længden af indlæggelsen er der mange ting, der skal dokumenteres og ikke mindst formidles til patient og pårørende. Det tager tid.
Aftenvagten fortsatte i samme dur, jeg var trombolysesygeplejerske, vi nåede at blive kaldt til trombolyse tre gange. Så forsvinder vi fra afdelingen og har arbejdsplads i røntgen, hvor patienten modtages, bliver undersøgt, får taget blodprøver, får målt blodtryk, temperatur, puls og iltmætning, samtidig med at radiografen skal undersøge, om der er metal i noget af tøjet, og om patienten har indopereret noget metal i kroppen. Det går stærkt, det foregår samtidig, så patienten er udsat for et sand bombardement af mange indtryk. Mens patienten bliver scannet, får vi noteret observationer, lægen kigger på billederne i den rækkefølge, de dukker op på skærmen, og der besluttes om patienten skal have behandling. De to gange skulle der ikke gives trombolyse, normalt følger vi så patienten over på afdelingen, hvor vi fortsætter med de ting der skal gøres ved en indlæggelse. I det ene tilfælde måtte vi sende patienten over til afdelingen med en portør og lade vores kolleger der fortsætte, for næste patient kørte ind på røntgenafdelingen netop da. Den sidste patient fik trombolysebehandling, og så er vi optaget med den patient de næste par timer. Der er så mange observationer, der skal gøres og dokumenteres, og i det her tilfælde skulle informationen foregå på tysk, så mit skoletysk fik kamp til stregen. Det blev kombineret med fagter og mimik og heldigvis en læge med tysk oprindelse.
Nu sidder jeg så her, træt, men parat til dagvagt, også en trombolysevagt, så hvis vi fortsætter som vi slap i går, så bliver der nok at se til. God fredag til dig.
Jeg tænker tit på en oplysning min ex mand oplyste mig om. 11 timers reglen. Han sagde der skulle være 11 timer fra man får fri til man møder ind igen. Har aldrig undersøgt denne påstand. Men kan se, du ikke kan praktisere den i det ovennævnte tilfælde.
SvarSletHåber ikke du har nattevagt næste gang.
God arbejdsdag.
Abildjyde, tak jeg havde en god dag, Og jeg har normalt ikke nattevagt, og det her var for at hjælpe en kollega :-)
SletI skal godt nok være effektive - og så endda helst smile samtidig :-) Vil det sige, at I fik en turist ind som patient? Hvorfor skal der undersøges for metal, hvad betyder det, hvis patienten er fyldt med søm og skruer eller pacemaker?
SvarSletFruen i midten, en MRscanner er en stor og kraftig magnet, så hvis der kommer løs metal ind i rummet, eksempelvis en saks i en lomme,så ryger det fluks hen på scanneren. Og metal i kroppen kan også vriste sig løs. Metal som bøjler i BH eller lynlås kan blive meget varme og derfor ubehagelige at have på
SletDen metallurgiske undersøgelse skyldes vel skanningen, går jeg ud fra? Der måtte ikke være metal af nogen art på min krop, da jeg blev MR-skannet.
SvarSlet11-timers-reglen kan fraviges (https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=30120#K9), og når man frivilligt tager en andens vagt for at få det hele til at hænge sammen, hjælper det nok ikke så meget at holde fast i reglerne.
Derfor er det nu alligevel nogle hårde arbejdsdage, du holder dig, Lene - jeg håber ikke du glemmer, at du ikke er 20 år længere, selv om du er en flink person, der altid gerne vil hjælpe.
Er det helt umuligt at forestille sig, at I kan få flere ressourcer, når I nu er blevet til en 'hyperakut afdeling'? Ingen holder til et sådant arbejdspres i længden - så begynder folk at rejse, og den onde cirkel bliver sværere at bryde.
Undskyld, jeg lyder så negativ - jeg har bare set det alt for mange gange, og jeg vil helst ikke se det ske for dig :-)
Tak for linket mht. 11 timers reglen.
SletMin ex mand er "gammel" slagteriearbejder. Nærmest opvokset i det. Kom i lærer som 14 årig,
Husker en episode (en af de mange årsager til han er ex). Jeg var i et firma som regnskabsassistent/blæksprutte funktion. Tlf. lukkede kl. 16.00, og det var der jeg havde fri. En dag hvor jeg skulle hentes, kom et telefonopkald kl. 15.59.45, og det var til mig/regnskabsassistenten. Denne samtale tog lidt tid at behandle. Da jeg så kom ud, var min ex der ikke. Det var før mobiltlf. tiden. Jeg troede han var forsinket, men nej, han var bare kørt, for når man har fri kl. 16.00, så står man klar til at gå ud af døren kl. 16 i flg. ham.
Ellen, vi har fået flere ressourcer, men mangler stadig noget, riget fattes dog penge så der er indført ansættelsesstop. Vi er opmærksomme på hvordan vi bedst får omstruktureret vores arbejdsgange, for vi bliver orst til skyerne af vores nye personale, fordi vi på trods af travlhed og mange nye har haft overskud og tid til at tage os af dem. Det skulle vi gerne beholde. :-) Og Ellen, jeg byder mig ikke så tit til mere, både fordi jeg ikke kan holde til det, men også fordi jeg har for mange specialefunktioner til at vi kan finde ud af et byt, der også bliver til gavn for mig :-)
SletAbildjyde, du pirker lige til en fordom jeg har om slagteriarbejdere ;-) Når man som jeg har med mennesker at gøre, så må man sommetider blive lidt ekstra tid, vi får så også betalt for det.
SletMan kan se arbejde som et middel til at holde fri, eller man arbejder med noget man virkelig holder af, så føles det ikke som arbejde. Og der er utroligt givende at være noget for andre mennesker, så derfor kan man yde det ekstraordinære når der er behov for det. Og så lader man op i fritiden. Så hemligheden er at finde dyb tilfredsstillelse i det man arbejder med. mvh Else (tidl. sygeplejerske)
SvarSletElse, jeg er glad for at mit arbejde fylder mig med tilfredsstillelse, og jeg bliver ked af at høre, når en køkkenassistent som er tre år yngre end mig, siger til en assistent på 62, gid det var mig, der kunne holde nu. Det må være hårdt at have et job som man dybest set hellere vil undvære.
SletDit svar til Else dækker vist meget godt din indstilling til dit arbejde, sådan som du også formidler det til os i dine blogindlæg.
SvarSletOg jeg kan ikke være mere enig i din sidste sætning i svaret til Else. Og jeg er SÅ glad for, at det er lykkedes mig at få et sådant job.
Conny, jeg er også glad for at jeg har fundet et sådant job :-)
SletJeg er også glad for, at jeg har et job, som jeg holder af at udføre. Men jeg har også det princip, at jeg ikke arbejder gratis - hvilket ikke betyder, at jeg kunne finde på at slippe den opgave, jeg er igang med, præcis når klokken slår 7. Hos os får vi kun betalt overarbejde, hvis det reelt er nødvendigt at blive på jobbet.
SvarSletFornylig blev jeg faktisk lidt stram i masken, fordi ingen af mine assistentkolleger ville overtage en opgave, jeg var igang med, selv om klokken var over 7. Der var mødt 7 personaler ind og alle insisterede på at være med til rapporten. Her er jeg nok af den gamle skole; det må være vigtigst, at den sygeplejerske, som passer gruppen får rapport og så må assistenten "holde fortet" så længe. Og det kan ikke passe, at afdelingen skal have udgifter til overtid til mig, når der er nok personaler mødt ind.
Men ellers er vi vist meget enige :-)
Henriette, til det sidste om at ingen ville overtage din opgave, da er jeg på linje med dig :-) Og hos os kan det lige så godt være en sygeplejerske, der må tage over. Man skal ikke have overarbejde på den baggrund. Og jeg vil heller ikke arbejde gratis, men litteratur læser jeg ofte i min fritid, her mener jeg at det hører med til at holde sig ajour, men det har jeg mange kolleger, som ikke vil.
Slet