KONTINUITET og noget om min arbejdsdag

Meget kan man sige om at gå hjem klokken 23.15 og møde igen næste dag klokken 7.00, men det giver en god kontinuitet i forhold til patienterne. Jeg har foreslået min chef (med blink i øjet og latter i stemmen) at det skal hun bare indføre, for så er det lige før, at samme sygeplejerske kan modtage og udskrive patienterne. I dag var jeg også trombolysesygeplejerske, hvilket jo betød, at jeg kunne være en ustabil samarbejdspartner, da jeg ville stikke af til røntgen, hvis der blev kaldt trombolyse. Jeg var sammen med to sygeplejersker, den ene mødte først klokken otte. Vi havde fire patienter, hvoraf de tre var dem, jeg modtog i går aftes. Mens min kollega, som var den, der skulle gå stuegang, hældte medicin op, så gik jeg ud og så til vores patienter. De tre sov, men min tyske turist var vågen og ville gerne i bad før morgenmaden. Det gav mig mulighed for at observere, hvordan dette gik. Så mens turisten tog bad, gik jeg til og fra badeværelset og observerede. Samtidig nærmede klokken sig morgenmadstid, så jeg måtte have de to øvrige patienter, som kunne spise, vækket og sat op i sengen, så de sad i en god spisestilling. Jeg nåede det hele, så alle tre fik morgenmad serveret. Alle tre var nye, så de skulle vurderes af terapeuterne, inden teamkonferencen klokken halv ti. Det betød, at jeg skulle være færdig med det, jeg havde planlagt, halv ni. Det nåede jeg lige, men jeg fik en god snak med terapeuterne til alle tre patienter, så de vidste, hvad jeg havde nået, og hvad jeg havde observeret. I mellemtiden var kollegaen mødt, og hun tog sig af den sidste patient. Vi nåede alle tre at være med til teamkonferencen. Jeg fremlagde sygehistorien for de tre, fordi jeg kendte dem jo både fra i går aftes og fra morgenstunden.

Herefter blev jeg kaldt til trombolyse, jeg nåede dog heldigvis at få te og et stykke rugbrød. Og heldigvis havde jeg også fået dokumenteret alle mine observationer og målinger af værdier samt neurologisk vurdering, så jeg kunne hurtigt fortælle mine to kolleger, hvad der manglede. Resten af formiddagen blev brugt i røntgen, for patienten kunne desværre ikke få trombolyse, men i visse tilfælde er det muligt at tilbyde en behandling, hvor man fjerner blodproppen kirurgisk, og det skulle vurderes af eksperterne i Aarhus, før vi kunne sende patienten af sted. Tilbage på afdelingen var det nu tid til, at to af mine patienter skulle overflyttes til genoptræning på stamsygehuset/udskrives med en genoptræningsplan. Jeg tog mig af bestilling af transporter, tog telefonsamtaler og derudover forsøgte jeg at være backup for mine nye kolleger. Flere af dem valgte ikke at få mad, for de ville hellere være færdige med dokumentation, så de kunne gå hjem til tiden. Jeg hentede vand/saft til dem, for lige netop dokumentationen kan man ikke sætte andre til. Så blev der meldt flere nye patienter, samtidig med at vi havde problemer med at få patienter overflyttet. Ikke fordi sygehusene ikke kunne tage dem, men fordi der var akut mangel på sygebiler til at transportere patienterne. Der var åbenbart rigtig mange, der havde brug for transport i dag.

Da klokken var lidt i tre, var vores dyrebare sedler med oplysninger om patienterne (stue, diagnose, plan, plejebehov, observationshyppighed) skrevet ud, så aftenvagterne kunne sætte sig på kontoret og starte rapport til tiden. Vi andre trak os væk fra kontoret, de fleste gik hjem, de to senvagter passede stuerne samt gik stuegang, den var nemlig slet ikke færdig endnu på trods af ihærdig indsats fra lægerne og sygeplejerskerne. Jeg sørgede for, at vores turist blev neurologisk vurderet og blev informeret om planen for aftenen, og at alt var dokumenteret. En anden kollega manglede lige at få noget dokumenteret færdig, og så ønskede vi hinanden god weekend. Det blev en travl dag, men også en god dag.

Nu har jeg nydt te og spist masser af mandler, abrikoser, dadler og chokolade til min te, mens jeg har skrevet dette. Nu er jeg klar til weekendfri. Håber du også er det. God fredag aften.