LIVET

Der er nogle tanker, der er svære at formulere på skrift. Jeg vil alligevel gøre et forsøg. Tankerne har jeg haft længe, de popper op og foranledigede indlæg som dette her og dette her. De indlæg handler om værdighed og om at blive set som den, man er og ikke trække den man var ned over hovedet på en. Jeg læser med på en amerikansk blog, som oprindelig blev startet, fordi den tidligere læge og nu blogger fik konstateret Alzheimers i let grad, diagnosen er senere ændret til Vaskulær demens, altså demens på baggrund af små blodpropper i hjernen. David Hilfiker har for nylig skrevet et indlæg, hvor han undrer sig over folk, som bliver pinligt berørte over den ændring, der sker for et menneske med Alzheimers. Jeg føler mig meget på linje med ham, som jeg også synes, jeg beskriver i det første af mine links. For nylig har DH så skrevet om selvmord i forhold til sygdom. Han har aldrig ønsket at begå selvmord, selv om han fik diagnosen Alzheimers, men han skriver om, hvordan han nødigt vil blive en byrde for sine pårørende. Derfor har han skrevet et livstestamente og også informeret læge og andre om, at når han en dag ikke kan spise selv, så skal han ikke have mad. Velvidende at så vil dødsprocessen gå i gang. Jeg er ikke helt enig med ham her. Måske er det, fordi vi her i Danmark sørger for at have plejeboliger til vores ældre, der har brug for hjælp? Men faktisk er det mere, fordi jeg både på mit arbejde, men også i samværet med min far kan se, at når et menneske mødes med respekt og værdighed, så kan det at få hjælp til personlig hygiejne, spisning osv. godt gøres med værdighed. Og jeg føler stadig, at det menneske, der er totalt afhængig af andre mennesker, sagtens kan give andre menneske noget.

Mine forældre sagde til mig på et tidspunkt, hvor min mors kræftsygdom var blusset op og min fars sygdom diagnosticeret, at de ønskede ikke livsforlængende behandling. Men hvad er livsforlængende behandling? Mine søskende og jeg har besluttet, at der hvor vores fars sygdom er nu, da skal vores far ikke på sygehuset. Heller ikke hvis han får en apopleksi eller lungebetændelse. Men vi ønsker, at han får al den lindrende behandling og pleje, der i så fald kan ydes. Det har vi bl.a. besluttet, fordi jeg ved, at hvis min far kommer på sygehuset, så bliver der iværksat antibiotisk behandling ind i blodårerne eller der bliver lagt sonde til at give ernæring i. Det er bare ikke det, min far har ønsket, og så fremskreden som hans sygdom er, så ønsker vi, at de følgevirkninger, der måtte komme, at de får lov til at gå deres gang. Vi kan være heldige, at man lytter til os på et sygehus, men da vi ikke har det på skrift, så kan vi ikke være sikre på det. Heldigvis har vores fars læge og personalet på plejehjemmet lyttet til os, så alle ved, hvordan der skal handles i tilfælde af forværring. For nylig var mit råd til en ung kollega, da det tværfaglige team stod i en etisk svær situation, at hun skulle involvere de pårørende og finde ud af, om de havde talt med deres forældre om en sådan situation. Her endte det med, at sonden blev anlagt i samråd med de pårørende, og jeg håber, at alle følte sig set og mødt.

Vi har ikke en facitliste for livets svære spørgsmål. Faktisk viser det sig, at hvor mennesker uden handicap, hvis de bliver spurgt, hvor det ikke er aktuelt,siger nej til behandling, som vil give dem livet tilbage men med betydelige handicaps, ja så viser undersøgelser, at mennesker, som har sagt ja til en behandling med disse følger, ikke fortryder det. Og jeg hørte på konferencen i Nice, at det ofte var de ældre mennesker (over 60) som på trods af, at de fik større handicaps efterfølgende, var dem, hvor flest tilkendegav, at de ville sige ja igen til behandling. Det er da tankevækkende. Og går det så mod det, vi som familie har besluttet? Det synes jeg ikke, det er først nu, hvor min fars sygdom er så fremskreden, at vi har taget denne beslutning.

Må din fredag inspirere dig og være god mod dig.