NOGET OM KOMMUNIKATION og lidt om film

For et par år siden havde vi en temadag om neuropædagogik, altså hvordan støtter og hjælper man mennesker, som er hjerneskadet, når deres adfærd giver problemer både for dem selv og omgivelserne. Vores neuropsykolog stod for oplæggene, det var en god dag, og noget af det jeg tog med til min privatsfære var terapeutisk kommunikation. I dag har jeg fundet PowerPointssiderne frem og kan se, at der faktisk var mere end det, jeg huskede. Desværre er der ikke sat kilde på, så hvor definitionen kommer fra, ved jeg ikke. Men definitionen lød:

En kommunikationsform mellem ligeværdige, men ikke ligestillede kommunikationsparter.

Den mest ressourcerige kommunikationspartner har ansvaret for at styre kommunikationen på en sådan måde, at der bliver plads til:

Anerkendelse og gensidighed og opretholdelse af den følelsesmæssige kontakt.

Det jeg huskede og det jeg har brugt i samtalen med min far, som jo er svært ramt af Alzheimers, var, at kommunikation skal være ligeværdig og at min far skal føle sig anerkendt og hørt.  I dag er det sjældent, at der kommer ting, der relaterer sig til her og nu. Det er også sjældent, at jeg i den snak, min far har, kan høre, hvor i fortiden han er. Men jeg forsøger at spejle ham, både hvad angår det han siger og det han gør, så når han smiler eller ler, så reagerer jeg på det med smil og latter. Jeg gentager ord, han siger, så som “ man skal bare gøre sådan?” (selv om jeg ikke aner hvad det er man skal gøre sådan) Så tager min far det op og uddyber det, der kommer stadig ikke betydende navneord på og derfor ved jeg stadig ikke, hvad vi taler om. Men det skal jeg heller ikke, pointen er jo, at min far føler, at jeg lytter, og at vi har en samtale. Og så sker der, som det også gjorde i lørdags, at pludselig siger min far, mens han enten ser på mig eller kigger ud, hvor er her dog dejligt. Han er således til stede i nuet et kort øjeblik, og så ryger han tilbage i sit eget sted. Nogle gange vælger jeg at begynde at synge eller spille sange ved klaveret for at bryde talestrømmen, og så synger min far med, aldrig med ordene (det kunne han i starten på plejehjemmet), heller ikke ved at gribe mundharmonikaen, men med hans smukke klangfulde stemme, som er så ren og dejlig at høre på. Min far har det man kalder apraksi, han kan ganske enkelt ikke gøre de bevægelser/rutiner, han før kunne. F.eks at spille mundharmonika eller at bruge en gaffel. Men han kan sprede glæde, han kan få mig til at smile og le, og han kan se så kærligt på mig og klappe mig på armen eller hånden, så jeg stadig føler og fornemmer, han er min far.

Så var det, jeg havde tænkt at jeg ville skrive om en film, jeg så i går, men jeg kan ikke finde en overgang, der føles naturlig. Jeg kunne skrive om, at samværet med min far rører mig og gør mig glad, ligesom den film jeg så, Jeg kunne skrive, at min far har de samme milde øjne, som Morgan Freeman kan have, men jeg tror bare, jeg hopper over til filmen. Når jeg skal se film, skal der være en Happy End, der skal være en god historie, som rører mig, der skal være humor i den, og der må også gerne være kærlighed i den, det behøves ikke at være kærlighed mellem mand/kvinde. Filmen Sommeren i Belle Isle rummer alt dette, jeg nød at se filmen, jeg blev rørt, jeg grinte og jeg følte mig i godt selskab. Den har ikke fået så gode anmeldelser, men bibliotekaren fra mit lokale bibliotek, som er med i Filmstriben.dk, har også syntes som jeg. Måske skal man være nordjyde for at kunne se kvaliteten i den film, måske tager vi den bare for det, den er, en god sommerfilm om at føle sig mødt og hørt, så man blomstrer op på ny.

God mandag til dig.

PS denne blomst stod i et bed på plejehjemmet, Det ligner en valmue, både hvad angår blomsten og frøstanden, men ikke farven. Ved at google har jeg nu fundet ud af, at valmuer ikke altid er røde!