Jeg er vild med det

Bortset fra starten på min arbejdsweekend, så blev det to gode dage. Normalt er jeg i aftenvagt, normalt er jeg ansvarshavende eller trombolyseansvarlig. Jeg var ingen af delene, og det var fedt! Jeg kunne få lov til at fordybe mig i patientplejen, og det er jeg vild med. Jeg er vild med følelsen af at mærke, at jeg mentalt kan hente viden fra min store erfaringsbaserede rygsæk, og at blande denne viden med den viden, der er også er i min rygsæk. Den viden, der er fremkommet ved at sygeplejersker og andre sundhedsprofessioner har undersøgt problemstillinger og blevet klogere på patientens perspektiv, den pårørendes perspektiv, sygeplejerskens perspektiv, sygdommens perspektiv, den menneskelige krops perspektiv, sindets perspektiv osv. Der er så megen viden, der er så mange perspektiver, jeg kan fokusere på og kunsten er vel at fokusere og inddrage det, netop dette menneske har brug for. Travlhed er et faktum, som der ikke kan ændres ved, for når mennesker bliver syge, kan jeg jo ikke sige, stop, det passer ikke så godt at vi får to mennesker, der er hårdt ramt. I dag vil det passe os bedst med en patient med få symptomer. Den viden, man har, siger også, at det menneske, der er ramt, har bedst af, at vi så hurtigt som muligt får vedkommende udredt og opstartet behandling og pleje, så vi kan ikke bare sige, vi venter lige til i morgen med den her scanning, for så kan patienten lige nå at finde sig selv midt i det kaos, der opstår, når sygdom rammer en.

I går var jeg til møde i min netværksgruppe for den funktion jeg har, og her snakkede vi om mødet mellem patient og sygeplejersken. Dette første møde, som er så afgørende for hvordan forløbet for patienten bliver. For min påstand (og det støttes jeg i af forskning) er, at hvis patienten føler sig hørt og set, hvis patienten føler, at det vedkommende fortæller, faktisk også bliver hørt og handlet på, og patienten ved, hvad planen er, så vil både patient og sygeplejerske opleve, at trods travlhed og ventetid bliver forløbet bedre. Så hvordan bliver vi klædt på til dette første møde, det kræver den gode rygsæk med viden, det kræver nærvær, det kræver empati og omsorg. Og det er for mig rigtig sygepleje, det er der, jeg stortrives, når dette møde med alt hvad det indebærer, går godt. Så kan jeg godt klare en travl og hektisk hverdag, men hvis vi er presset så meget på bemanding og erfarenhed i forhold til patienternes sammensætning, at vi ganske enkelt ikke kan nå dette, så slider det.

Tankerne står i kø, og nu skal jeg køre, hvis jeg ikke skal haven i kø på vej til arbejde, så god dag til dig.