Grøftekantsskønhed

Nu leger jeg lidt instagram, så I får billedet fra min gåtur. Faktisk er jeg lidt misundelig, for sådan en grøftekant gad jeg godt have. Den er kommet de steder på min vej, hvor kommunen har gjort rabatten bredere og har fyldt op med jord andetsteds fra. Jeg elsker valmuers pralende røde farve, og den er smuk i solskin som i gråvejr.

Nuhar jeg gået knap 8 km, jeg har fået hilst på svoger og svigerinde, som også var ude og gå, og jeg fik snuppet et par kapitler mere af Victoria Hislops bog Solopgang som lydbog. I dag fik jeg lånt fem bøger, det må da vist være nok til en uge med udsigt til kølige temperaturer og regnbyger. Landmanden og hans to venner er travlt optaget af at lave en engelsk voliere til fasankyllingerne. Så jeg tror, jeg finder strikketøjet frem, finder en god serie og skænker mig en kop te. Jeg hører nok fra dem, hvis jeg skal køre efter aftensmad.

#skønhedenomkringos #motionergodtforsjælen

Elsk din krop

Jeg havde brug for at sidde stille, jeg fandt strikketøjet frem og så faldt jeg over en dokumentarserie på DR, Petra elsker sig selv. Min datter havde talt om den, og nu blev jeg nysgerrig. Alle 8 afsnit er set, og jeg har fulgt med på en rejse, som jeg helt sikkert tror, at mange kan genkende, desværre. Måske ikke alt, men flige af det. Petra har, så længe hun kan huske, ikke syntes om sin krop. Og det hæmmer hende. Hun synes ellers, at hun på mange andre måder er et godt menneske, men tankerne om kroppen fylder, og det sætter hun sig for at gøre noget ved. Hun får fedtfrysning af en delle, hun går til psykolog, hypnotisør, soul motion, åndedrætsterapi og taler med mange mennesker om deres kropsforhold. Hun ender med tre måneder efter at stå foran spejlet og så spørger hun sig selv; er denne krop perfekt? Nej det er den ikke, men den er min og jeg elsker den, jeg synes, jeg ser godt ud.

Og lige der gik det op for mig, at det er jo sådan, jeg altid har haft det. Jeg har haft mindreværd pga mange ting, og jeg har også troet, at hvis bare jeg tabte mig, hvis bare jeg trænede mere, så ville alt blive godt. Men jeg har aldrig talt grimt om min krop, jeg har faktisk godt kunnet lide mig selv (det meste af tiden) når jeg så mig selv i et spejl. Jeg er ikke blind for dellerne, som især nu sidder på min mave, jeg har altid været løs i kødet. Vi har en video, som landmanden har optaget af mig og vores to små børn, der deltager i mor-barngymnastik. Jeg siger jer, der er bølgegang både for og bag. Men jeg har altid haft et BMI, der ligger inden for det “normale”. Det er måske også derfor, man siger, at man ikke kan regne så meget med BMI, for det siger ikke noget om fedtfordelingen.

Jeg holder hjemmeferie i år og derfor har jeg haft lyst til at udfordre mig selv. Jeg vil gerne, at motion bliver en integreret del af min hverdag, fordi jo mere viden jeg får om forebyggelse af sygdomme, jo mere slås det fast, at motion er godt. PUNKTUM. Det er godt ved depression, som led i forebyggelse af Alzheimers sygdom, til vægttab, som afledningshjælp ved rygestop, til at sænke det lede kolesterol og hæve det gode kolesterol, til at sænke blodtrykket, til at forebygge arteriosclerose(forkalkning af årerne), til at øge muskelmassen og dermed give dig god modstandskraft ved sygdom osv. Og motion er ikke fitnesscentre eller maratonløb. Motion hver dag er gåture i rask tempo, havearbejde, støvsugning, cykelture osv. Og et par gange om ugen er det godt at få pulsen op, så man har svært ved at snakke.

Og jeg kan mærke, lige så snart at jeg gør det, så får jeg det bedre. Min krop føles anderledes (selv om den er løs i kødet) og jeg har det psykisk bedre. Så nu er jeg gået i gang, og devisen er, at hver gang jeg får motioneret, så er det godt, og hver gang jeg ikke får det gjort, så er der plads til, at jeg gør lidt mere en anden gang. Kort sagt ingen bebrejdelser, men en nysgerrighed på om jeg kan holde fast i gejsten på de travle dage.

Jeg vil tænke over min mad, jeg er sådan en, der kan spise uanede mængder uden at føle mig mæt, så jeg øver mig i langsomhed og nydelse af maden. Det er ikke nyt for mig, det har jeg forsøgt i lang tid. Jeg kender også mig selv, så jeg ved, at jeg er udpræget belønningsspiser og trøstespiser. Er jeg ked af det, spis. Er jeg sur på landmanden, spis. Har mine børn problemer, spis. Har der været travlt på arbejde, spis. OSV Jeg øver mig konstant i at stoppe op, lige før jeg køber den største slikpose/is/kage, og spørge mig selv, vil jeg virkelig det her? Og nogle gange vil jeg det, andre gange kan jeg nøjes med en mindre pose slik eller et lækkert stykke frugt eller en god rugbrødssnack med mørk chokolade i.

Om lidt kommer landmanden ind til frokost. Jeg vil nyde at smøre to tallerkener med rugbrød, æg, fisk til os begge, kødpålæg til landmanden og en ostemad til mig. Bagefter vil jeg få ordnet alle mine småærinder, der indebærer besøg i fire byer omkring mig (der er dage, hvor det ville være en fordel at bo i en storby). I går gjaldt det LOOP, gåtur på 4 km og hulahopring i sving (sammen med dellerne). I dag er en lang gåtur på programmet.

Hav en rigtig god dag.

I regn og slud

Bare rolig, det sner ikke her, men linjen dukkede op, mens jeg spiste morgenmad. For udenfor mit vindue er der lige travlt, selv om det står ned i stænger. Det slår mig lige, mens jeg skriver dette; gad vide om en udlænding, der lige er begyndt at lære dansk, ville forstå det udtryk. Kan man overhovedet sige det og så mene kraftigt regnvejr? Ja i følge google er vi i hvert fald mange, der siger det, men på sproget.dk kommer det ikke frem.

Nå tilbage til arbejdet udenfor, for det er fuglene, jeg taler om. Der er livlig aktivitet ved fugletræet, og vi nyder begge at følge med i fuglelivet. I går var flagspætten i gang med at fodre sine unger, som sad på grene i fugletræet, og så hentede moderen mad fra mejsekuglerne. Det er ikke så sært, at alle mejsekugler i røret er spist hver dag. Og aktiviteten falder ikke trods regnvejr. At skaffe mad er en konstant faktor, som end ikke regn kan stoppe. Indimellem ser jeg i dag gråspurve sætte sig på øverste trappetrin ved terrassedøren, der er der læ. Og i går måtte jeg smile af kernebiderens akrobatiske evner, hvad gør man ikke for at få mad. Om man skal stå på hovedet eller strække sig tæerne er ligegodt. Den mestrer det hele.

Landmanden og medarbejder har to forskellige arbejdsplaner for dagen, afhængig af om det regner eller ej. Mine planer er også lidt flydende, jeg ved, at jeg vil i LOOP, og at jeg vil gå en tur, det er en del af den aftale, jeg har lavet med mig selv. Måske skulle jeg hæfte ender på de hjemmestrikkede karklude og få lagt dem i koldt vand, måske skulle jeg endda få købt en ny wire til mine Knit Pro, så jeg kan komme videre med kjolen? Måske skulle jeg tage på biblioteket og låne bøger? Jeg nyder at holde fri og være herhjemme.

Forleden dag blev jeg inviteret på aftentur på landmandens nye køretøj, en ATV. Vi besigtigede marker, og samtidig med fik Ayla masser af motion, for hun ville ikke være hjemme og hun kunne heller ikke være på køretøjet. Kartoflerne står godt, kornet ligeså, så nu håber vi på en god sommer med tilpas regn og masser af sol.

I går tog jeg mig sammen efter at have vasket tøj hele formiddagen og gik en lang tur, 8 km, i mit nabolag. Det var varmt, det var godt og jeg fik hørt en del kapitler af min lydbog. Oppe i luften fløj en stor fugl, jeg havde ikke kikkert med, og i øvrigt kan jeg heller ikke skelne mellem spurvehøge og musvåger eller andre, så om det var kongeørnen, som har rede tæt på os, ved jeg heller ikke. Det så bare flot ud som den sejlede gennem luften.

Må du få en dejlig dag, om det regner eller solen skinner.

En tid til fest og en tid til stilhed

De unge mennesker er rejst hjem efter en skøn weekend, hvor vi sammen fejrede fætterens studentereksamen lørdag med mange fra landmandens familie. Vi nød alle familiesamværet, vi fik hilst på kusiner og fætre til børnene, vi fik snakket med det meste af landmandens søskendeflok. Tænk nu er den yngste af i alt 24 børnebørn flyveklar. Og med til festen var også de yngste af den nye generation, oldebørnene. Hvilken rigdom.

Søndag blev en lige så skøn dag, vi fejrede forsinket sønnens 30 års fødselsdag sammen med svoger og svigerinde. Jeg havde øvet mig med nye lagkagebunde, og de blev lagt sammen på den helt traditonelle vis med flødeskum og jordbær. Aftensmaden blev grilstegt oksefilet med små ovnbagte kartofler og gulerødder sammen med salat. Desserten var byg-selv isvafler med den bedste is fra det lokale mejeri, Ryå. Vi nåede også at gå en tur ned til fasanerne, søen og forbi den lille skov. 

Mandag blev brugt til at få ordnet forskellige ting, det er altid nemmere, når vi er sammen i stedet for over telefon. Og så blev de unge sat på toget mandag aften, og jeg gik omkuld i sofaen, jeg var så træt, at selv om jeg på et tidspunkt vågnede, fordi landmanden gik i seng, så kom jeg aldrig videre. Vågnede først ved sekstiden, i sofaen, med alt mit tøj på, og så var Ayla klar til at komme ud og til at få morgenmad.

Der er stille, når vi kun er os to. Men det trænger jeg også til, jeg nyder roen, og at jeg ikke skal på arbejde. Ikke at jeg trænger til ro fra mine børn, men jeg trænger til ro fra mine arbejdstanker. I fredags stod min hjernes tankevirksomhed helt stille på et tidspunkt, jeg kunne magte konkrete opgaver, men slet ikke at tænke tanker om læringsudbytter og hvordan studerendes muligheder er for at opnå disse hos os. Så jeg nyder, at jeg kan strikke, vaske tøj, bruge min nye græstrimmer, specielt indkøbt til mig, og luge ukrudt på gårdspladsen.

Landmanden ville lukke sine 200 fasankyllinger ud i hønsegården i dag. Det var en helt ny verden for dem, så der var absolut ikke rift om pladserne ved udgangen. Der blev kigget lidt, indtil nogle få modige vovede sig ud. Rundt omkring hønsegården er der strømførende hegn, så ræven får sig en over snuden, hvis han bliver lækkersulten. Aylas snude har også været i nærkontakt med hegnet, så hun holder sig på behørig afstand.

Der er ællinger i vores sø, så hvis jeg gik stille op på bakken, kunne jeg måske nå at se dem. Ayla ville med, men hun fik besked på at blive på vejen og tænk, det gjorde hun, dygtig hund. I søen skyndte ællingerne sig i læ af sivene, da jeg kom, så ingen billeder af dem, men jeg så dem dog.

Trætheden fylder min krop, så før jeg falder helt sammen, må jeg vist hellere holde mit løfte til mig selv om at få gået en tur hver dag. LOOP har også fået besøg i dag, og jeg startede med at få et tjek af min fysiske tilstand inklusive den metabolske alder, også kaldet den fysiske alder. Træneren var behørigt imponeret, jeg fik lige et ekstra pust energi til at gi den gas ved maskinerne. Det skal være min gave til mig selv her i sommermånederne med masser af is, vin, slik og andre fristelser: masser af bevægelse. Så nu går jeg. Ha en god aften.

Nærmest lykkelig

Jeg ved ikke, hvad der er med mig og så frokoster. Men lykkefølelsen kommer prompte, når jeg sidder der på terrassen, og bordet er dækket med nærmest alt, hvad der er i køleskabet. Det er ikke rettet fint an, for fluerne vil også være med, så det meste er i bøtter med låg på. Lykkefølelsen opstår, når alle ikke har travlt med at komme videre. Når alle nyder det at sidde sammen, og jeg indimellem går ind i mig selv og sanser latteren, snakken, smilene, så fyldes mit hjerte med ren glæde. I dag sad landmanden og hans to jagtkammerater ved bordet, datteren, sønnen og svigerdatteren var også med. Ayla havde fået besøg af Poca, en voksen korthåret hønsehund, som har sans for hundehvalpe og deres nysgerrighed, så vi kunne få fred til at spise. Landmanden har nu også et trick, Aylas foder bliver spredt ud på græsplænen, det kan hun få lang tid til at gå med at finde, og det er god træning og aktivitet.

I går kom jeg først hjem ved 19 tiden. Udenfor havde landmand og søn tændt bål i et hjemmelavet bålfad på gårdspladsen under den store parasol. Sønnen havde snittet snobrødspinde, svigerdatteren havde lavet snobrødsdej og jeg smækkede hurtigt en salat sammen. Så sad vi der med pølser og snobrød på pind, vi blev vældig gennemrøget, men parasollen kunne dække os, og vi hyggede os. Der kom lykkefølelsen også.

Ayla følte sig vist også lykkelig, selv om pølsebidderne kom lidt langsomt indimellem.

I Alt for Damerne i denne uge er der sommerens horoskop for os alle. Jeg tror jo ikke på det, men jeg grinte, da jeg læste noget af mit horoskop. Og de unge mennesker har bedt mig om at forstørre det og sætte det op på væggen, for det passer perfekt til det, de sagde til mig i deres fødselsdagstale:

Du har tendens til at påtage dig andres ansvar, og det kan stå i vejen for, at du får fuldt udbytte af den sociale medvind, du har nu. Se at få ryddet op i, hvad der er dit, og hvad andre selv burde tage sig af, og sæt så dine grænser.

Lige nu nyder jeg bare, at jeg er her, og at der ikke er andre steder, jeg hellere vil være. Det er da en gave. God lørdag til dig.

Et hus fuld af liv

Min mands niece sagde en gang til sin mor, da moderen var omkring de 50 og den unge dame tæt på de 20: du har jo ikke et liv! Hendes mor gik tidligt i seng til hverdag, og dagene gik med arbejde og de almindelige huslige ting, der nu er i et hus på hverdage, madlavning, tøjvask, indkøb etc. Jeg tror, at unge synes at sådan et liv er drønkedeligt. For os “gamle” er det ikke kedeligt, det er en nødvendighed og for mit vedkommende nyder jeg også fritimerne efter arbejde, der skal helst ikke være planlagt for meget. Der er dog dage, hvor jeg godt kunne tænke mig, at jeg kunne nøjes med fem timers søvn som i vores unge dage som småbørnsforældre, og der er dage, hvor jeg leger, at jeg stadig kan det. I aften bliver sådan en dag. Søn og svigerdatter hentede jeg i lufthavnen efter kursus. Jeg har været meget lidt selskabelig, efter vi kom hjem, vi har dog drukket eftermiddagste og spist aftensmad sammen. Jeg har fået strøget tøj, jeg har fået lavet marmelade og læst en artikel. Alt sammen, fordi jeg slet ikke kommer hjem i morgen, før dagen er blevet til aften. Min leder gør som mig og fejrer sin runde fødselsdag (20 år yngre end mig) med åbent hus for personale. Jeg har en meget travl arbejdsdag i morgen og tager direkte derfra til fødselsdag. Så det pæne tøj skal være klar fra morgenstunden af.

Søn og svigerdatter er lige kørt efter datteren, som står ved banegården i Aalborg. Vi skal være sammen i weekenden og langt om længe sammen fejre sønnens runde fødselsdag. Så bliver huset fuld af liv, og vores vante rutiner og rytmer brydes. Det er nok meget godt, vi kan hurtigt blive vanedyr. Jeg må vist hellere tage mig sammen og få dækket bord til aftensteen. God optakt til weekenden til dig.

At vælge sine kampe med omhu

Morgenen er startet langsommere end vanligt på arbejdsdage. Jeg skal på kursus, og i stedet for at sove meget længere, sov jeg kun lidt længere og har dermed haft en morgenstund med ro på. Ro til at studere fugle ved fugletræet.

I år stoppede vi ikke med at fodre, da foråret kom med masser af lækkerier for små fugle. Og det har givet en rigdom af fugle ved vores fugletræ. Vi har en flagspætte, som grovæder de gode mejsebolde. Der skal fyldes op hver eneste dag. Der er gråspurve, blåmejser, musvitter, dompapper, sortmejser, grønsisken, grønirisk og kernebider. Her til morgen morede jeg mig over en kernebider, som gerne ville sidde på huset med nødder, men det var den for gumpetung til. Til sidst fandt den en gren tæt på nøddehuset og så kunne den nå, hvis blot den gjorde sig lidt umage og koncentrerede sig om at finde balancen, når den stod på tæerne.

Sådan er det også med vi mennesker, vi kan også godt nogen gange overkomme vanskeligheder, hvis vi står lidt på tæer, er lidt opfindsomme og er vedholdende. Andre gange må vi erkende, at selv med den bedste vilje, med den mest kreative tilgang og med vedholdende knokleri, så er det ting udenfor vores formåen, der afgør om vi lykkes med det, vi vil. Og det er vigtigt at parkere frustrationerne det rette sted. Jeg kan godt lide sindsrobønnen:

Gud giv mig sindsro til
at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen

Da jeg var ung, var jeg parat til at tage alle kampe, også selv om de ikke ville flytte noget som helst. Nu er jeg kommet dertil, at jeg vælger mine kampe med omhu. Jeg vil ikke sige at jeg accepterer de ting, jeg ikke kan ændre, men jeg lader dem ikke forpeste min samvittighed, for jeg ved, at jeg gør, hvad jeg kan, der hvor jeg kan gøre noget. Så må andre kæmpe de kampe.

Nu vil jeg gå onsdagen i møde, gården ser først mig i aften ved ottetiden, det er sidste gang med undervisning af tidligere patienter og pårørende sammen med en diætist. Hun underviser i kost og kolesterol i 1½ time, jeg har en halv time om apopleksi. Nogen højere oppe i systemet må åbenbart kunne se meningen med, at jeg er med, for projektet Deltagelse af sygeplejerske i undervisning om kost og kolesterol er blevet forlænget et halv år mere.

Men først en kursusdag med fokus på vejledning, argumentationsteori og evidensbaseret praksis. God onsdag til dig.

En bedre dag

Arbejdsdagen blev langt bedre i dag end i går, arbejdstempoet var stadigt højt, men der blev tid til frokost og formiddagspause. Det var der flere grunde til.

Nattevagterne havde doseret medicin op, det var en kæmpe lettelse. Det er slet ikke altid, de kan nå det. I forgårs nat havde de haft mange nye patienter og dermed mange observationer. I nat havde de haft lidt mere roligt og det var vi taknemlige for.

Der var ikke kommet så mange nye patiente, så vi kendte mange af patienterne fra i går og kunne demed hurtigt få læst rapport og kunne også hurtigere spotte i hvilken rækkefølge, folk skulle have hjælp.

Vi var kun af sted til et trombolysekald, og selv om patienten fik behandling og dermed skulle have en sygeplejerske ved sin side i to timer, så kom patienten til at ligge på den firemandsstue, som jeg havde ansvaret for. Dermed kunne jeg stadig have overblikket over de andre patienter, måle værdier, få taget de samtaler, der skulle tages osv.

Og så er det kendetegnende for min afdeling, at folk kom ind i personalestuen i morges med smil om læben, latter i kroppen og alle ønskede hinanden en god morgen. Vi fik også snakket om, hvor trætte vi var i går, nogen havde ikke sovet særligt godt, fordi de tænkte på, hvordan dagen i dag mon skulle gå. Men ingen stønnen eller sukken over hvor hårdt det var at skulle på arbejde.

Hjemme fik jeg tid til at snakke med landmanden, vi har nærmest ikke talt sammen i 48 timer. Han var til jagtmøde fredag aften, af sted til hundestævne hele dagen i går, kom først hjem efter midnat og i dag har han været til jagtfeltskydning. Han havde brygget te, da han kom hjem og jeg havde købt kage, så vi nød solen i skyggen af parasollen. Og bagefter fik jeg en powernap på solsengen i skyggen af rododendronbuskene, mens fuglene sang for mig. Om lidt vil jeg bage gode madpandekager, lave kyllingemix til fyld, hælde et glas vin op og nyde, at selv om jeg har inddraget fire timer af min fridag i morgen til at få startet på beskrivelse af studieplanen for de studerende efter den nye uddannnelse (skulle have været færdig i sidste uge), så foregår det herhjemme. I ro og mag. Det glæder jeg mig til. God søndag aften til dig.

Det må gerne stoppe nu

eller også skal vi have en større afdeling og mere personale, for det her tærer på krop og sjæl. I meget lang tid har vi kørt med overbelægning, mine kolleger knokler, de tager ekstravagter, men det kan man ikke blive ved med. I dag havde en af aftenvagterne fra i går sagt ja til at komme ekstra ind i dagvagten, og alligevel knoklede vi en vis legemsdel ud af bukserne. Frokost var noget, som for de flestes vedkommende blev indtaget, efter man var taget hjem. Jeg var trombolysesygeplejerske og vi blev kaldt to gange. Hver gang gik der mindst en time, før vi var tilbage i afdelingen. To personer var dermed væk fra en afdeling, hvor der var brug for alle, inklusive os.

Patienterne er dårlige, og når de er klar til overflytning til genoptræningsstederne, ja så er der fyldt op der, fordi der har vi jo allerede sendt mennesker, der er hårdt ramt. Og en blodprop eller blødning i hjernen er ikke noget, man lige kommer over, hvis den har lavet stor skade i hjernen, så det tager tid med genoptræning.

Landmanden er af sted med Ayla til et heldagsstævne sammen med de andre hvalpe fra kuldet. Så jeg havde besluttet mig for at blive på afdelingen og få styr på alle de papirer, der truer med at hoppe ud af mit kontorskab. Og som gør, at jeg har svært ved at finde ting, jeg ved, at jeg har. Noget fik jeg gjort, jeg havde strategisk skiftet til civiltøj efter arbejde og sat mig ud i det rum, hvor mit skab står. Men jeg overtog også tjansen med at finde en ekstra dagvagt til i morgen, min kollega i aftenvagten havde travlt nok med at få gået stuegang sammen med vores overlæge. Så jeg ringede i øst og vest, både til mine kolleger og til vikarlisten for sygehuset. Det lykkedes først, da jeg involverede min leder, hun havde nogle navne, som ikke stod på vores vikarliste. Så nu blev hun forstyrret midt i børnefødselsdag. men det skal hun, når vi beslutter os for at bruge penge på ekstra vagter udefra. For sygehuset skal spare penge, så vi skal argumentere for behovet for ekstra hjælp. Det har vi nu ikke så svært ved med den belægningsprocent, vi har.

Nu har jeg spist sund aftensmad, nydt jordbær som dessert og spist en hel pose lakridskonfekt. Jeg er vel inkarneret belønningsspiser. I morgen kender vi en del af patienterne, så kan vi hurtigere få læst, hvad der er sket det sidste døgn og komme i gang med morgenarbejdet. I dag strakte morgenarbejdet (hjælpe patienter med personlig hygiejne) sig til klokken 15. Vi gjorde hvad vi kunne, men vi kan kun være hos en patient  ad gangen, og de skal også have målt blodtryk, temperatur og puls, de skal neurologisk vurderes, de skal have medicin, de skal have morgenmad, frokost og mellemmåltider. Vi var tre til 13 patienter, hvoraf de alle havde brug for hjælp enten i form af fysisk hjælp, mundtlig guiding, guiding ved hjælp af vores hænder (her er det følesansen de guides af) eller psykisk støtte. Det sidste havde pårørende også brug for eller information om, hvad der var sket og hvordan det var gået i nat og i dag.

Hvad nåede jeg:

• Måle værdier og neurologisk vurdere 4 patienter før morgenmad
• Hjælpe en patient med at blive vasket ved håndvask.
• Bede de patienter, der kunne, selv hente morgenmad.
• Måle værdier og neurologisk vurdere en patient, der havde fået studiemedicin, på det nøjagtige tidspunkt 4 gange i løbet af vagten (den ene gang måtte en anden tage over, jeg var til trombolyse)
• Give seks patienter morgenmad, alle kom ud af sengen og blev sat ved et bord. (her måtte jeg overlade det til kollegerne at få dem tilbage i seng, da jeg løb til trombolyse)
• Stod med en dårlig patient, som ikke havde en blodprop eller blødning i hjernen, heller ikke andre grimme ting som tumor, men alligevel blev dårligere. Det tænker jeg stadigvæk på, hvad patienten mon fejlede, men patienten kom til en anden afdeling end vores.
• Tilbage igen nåede jeg en halv kop te og et halvt rundstykke, som en sød kollega havde taget med (ja hun havde altså taget flere med end blot mit halve stykke)
• Herefter sengebadede jeg en patient alene, jeg fik lavet grundig mundhygiejne og lejret patienten godt bagefter og talt med familien.
• Så udførte jeg nedre hygiejne hos en patient, der havde haft et uheld. Måtte give videre, at patienten manglede at få vasket hoved, skiftet trøje og få børstet tænder, da jeg igen blev kaldt til trombolyse.
• Det her var en mere regelret apopleksipatient, men som ikke kunne få trombolyse, fordi det var for farligt af flere grunde. Patienten kom med os tilbage og jeg lavede en screening for synkebesvær og fik givet patienten mad.
• Så var det tilbage til målinger og min patient fra tidligere fik nu langt om længe rent tøj på og fik børstet tænder.
• Jeg ordnede et fjernsyn (eller det vil sige, det gjorde en anden patients pårørende) mens jeg fik ordnet høretelefonerne, så en patient kunne se fjernsyn. Jeg fik givet eftermiddagskaffe til tre patenter.
• Så fik jeg arrangeret transport og hældt medicin op, så en patient kunne komme hjem på orlov.
• Nå ja, så fik jeg også vejet en patient og spurgt vedkommende og fire andre om kost, vægt, rygning, alkohol og motion, så vi levede op til de krav, der er om, at det skal ske inden for de to første døgn.
• Og da klokken var lidt over tre, gik jeg ud på det lille kontor og fik dokumenteret det hele. Så ryddede jeg op, mens jeg drak te, spiste chokolade, sunde romkugler og myslibarer. Klokken halv syv kørte jeg hjem, så var den dag gået.

God aften til dig og sov godt, det tror jeg, at jeg gør.

Dem på instagram har set min kreative løsning forleden dag. Min nakke og skulder gjorde ondt, når jeg kiggede nedad på min bærbar og alle stationære computere var taget, så det her blev løsningen.

Lidt som ferie – næsten

Medarbejderen er på kursus i denne uge og kombineret med, at det hårde arbejde i forårarbejdet er færdig, føles det næsten som ferie. Der er kun os to på gården (og Ayla selvfølgelig) i dag, jeg har fridag før weekendens arbejde. Jeg vil ikke sige, at jeg er over det hårde arbejde. Der er meget, der skal nås, inden jeg går fra til ferie. Og ind imellem føler jeg, at jeg har kastet boldene så højt op i luften, at jeg har svært ved at overskue, hvor de er, og hvordan jeg får dem grebet igen.

Når jeg kører hjem fra arbejde, havner jeg i trafikkø, det tager mig mindst en halv time at komme fra sygehuset og hen til og op på Limfjordsbroen. Så den samlede transportid hjem kan godt løbe op i en time. Til sammenligning er den halve time den tid, det tager på en stille weekendmorgen at komme på arbejde. Jeg bliver træt, men hvad værre er, jeg bliver også søvning i denne kø. Så midlet er at jeg ringer til nogen, som regel først til landmanden (og bare rolig jeg har håndfri mobilopsætning i bilen) og som regel er han altid i gang med noget, arbejdsdagen er ikke slut, så stemmen og tonefaldet indikerer klart, sig hvad du vil og lad mig komme videre. Derefter er det min ældste lillesøster, og tager hun telefonen, snakker vi os igennem køen og næsten hele vejen hjem. Så er tågen i min hjerne lettet.

Forleden dag ringedede jeg til landmanden og bare toneanfaldet, da han svarede, indikerede tydeligt, at han havde travlt, at der var noget, der var opmærksomhedskrævende og at det var vigtigere end at tale med sin hustru. Senere talte jeg med ham igen, fordi køen var ekstraordinær langsom, jeg havde haft overarbejde, jeg skulle handle ind og jeg var usikker på, hvornår han skulle til hundetræning. Da var han mere afslappet, og følgende samtale udspandt sig ( dette er ikke korrekt gengivet, det er helt og holdent en partisk hukommelsesforvreden gengivelse):

Lene: hvad var det egentlig du havde så travlt med

Landmanden: vi er ved at lave fasanvoliere

Lene: nåh så det er ren fritidsarbejde, du er i gang med. Så kunne du godt have brugt lidt tid på at tale med mig, det er jo ikke arbejde! (indsæt  selv snerpet fornærmet ansigt)

Herefter kom en lang udredning om hvorfor og hvad der var svært osv. Siden har jeg dog fået bedre forbindelse i mine mobilsamtaler. Det skal siges, at den anden vej rundt tages det som en selvfølge, at sygeplejersken, som er god til at lytte, rent faktisk lytter og stiller indlevende spørgsmål til hundetræning, jagtglæde, fasankyllingers vækst osv.Og den indlevelse har hun erkendt, at hun skal gå til sin søster eller sin datter for at få i telefonen på vej hjem fra arbejde.

Hønsene skal på ferie i dag, de har nemlig fået feriegæster. I starten tog feriegæsterne kun en del af hønsehuset, og hønsene mærkede ikke meget til dem, udover at et område var skærmet af. Nu er gæsterne vokset så meget, at de ikke kan være i det lille aflukke, så de får hele hønsehuset, og så tager hønsene på ferie. Gårdene rummer forskellige rum og et af de ubenyttede bliver nu til feriehus. Om en måned er fansankyllingerne store nok til, at de kan komme ud i den danske sommer i en voliere. Landmanden har inviteret to jagtkammerater til at være sammen med ham om at gøre vores marker, skov og sø til et godt sted at være for dyr og fugle. I forvejen har vi gode læbælter med vinterfodring, vi har en skov, der kan give læ og mellem skoven og søen er der nu sået en eng med alskens planter til gavn for fuglelivet. Det er også her, kartofler og roer ligger om vinteren til dyrene. Ved søen og på den lille ø holder ænderne til, og nu kommer der så også flere fasaner ud i det skønne område.

Det er en fornøjelse i det daglige at se det mangfoldige dyreliv, og det giver også en god jagt. Landmanden har altid haft den holdning, at jagterne ikke skal være mange. På denne gård er det at gå på jagt også at være midt i den skønne natur og nyde dyrelivet. Og med de nye tiltag glæder de tre mænd sig til nogle gode jagter sammen på gården. Jeg glæder mig over det sammenhold de har og den glæde, de har ved at være sammen.

Og min fridag er nødt til at skulle udnyttes maksimalt, hvis noget af det, jeg drømmer om, nemlig en ferie med tid til bare at slappe af, skal blive til virkelighed. God fredag til dig.

Vandretur

Ayla er blevet efterladt herhjemme, landmanden skulle slå græs på den anden gård, og der kunne hun ikke være med. Det passer ikke den lille dame, så jeg har haft en hylekoncert, men nu er hun faldet til ro. Så mens jeg venter på, at landmanden kommer hjem og jeg kan komme ud og gå, kan jeg passende skrive et indlæg om min vandretur med min mellemste og ældste lillesøstre i søndags.

Vejret var absolut ikke det bedste, regnen silede ned, da jeg kørte hjemmefra. Der blev ophold i regnvejret, mens vi nød brunch uden for sommerhuset. Det sommerhus, hvor jeg har siddet så mange gange og spist morgenmad på den overdækkede terrasse foran huset. Mine forældre købte grunden, det år min mellemste lillesøster blev født, da var jeg ni år gammel. Året efter blev sommerhuset, som min far selv havde bygget, sat op. Inden min mor døde, blev hendes ønske opfyldt, og sommerhuset blev solgt til en af os. Det blev min ældste lillesøster, der købte det, og hun og hendes mand har været gode til på den ene side at bevare det særlige familiekendetegn og på den anden side gøre det til deres sommerhus. Snakken gik livligt, og vi nåede også at hilse på mine forældres gode veninde, som nu er den eneste tilbage af de to par, der byggede sommerhuse lige i nærheden af hinanden, og hvis to børneflokke legede godt sammen hele sommeren.

Så gik turen og samtidig med det begyndte regnen, men vi kunne ikke stoppes. Snakken gik livligt, mens vores løbesko langsomt blev til soppesko, undtagen den kloge af os, der havde taget sine vandrestøvler på. Mine nye vandrestøvler var ikke gået til, det var min undskyldning, og en anden havde glemt, at det måske havde været en god ide. Vi gik først langs stranden hen til Knud Strand, hvor den gamle cafe og ishus desværre var blevet rakt ned.  Så kom vi hen til begyndelsen på stien rundt om Spøttrup sø. Ingen af os havde gået den tur, faktisk eksisterede søen slet ikke, da vi var børn. Den blev først reetableret to år, før min mor blev syg af kræft for første gang. Vores mor havde talt meget om den og vores forældre havde også gået noget af turen. I dag tog vi hele turen rundt om søen, hvilket også betød, at vi kom forbi Spøttrup Borg. Den var heller ikke restaureret og levendegjort, dengang vi var børn. Men vores børn har gode minder med morforældrene, det var altid et must, når de var på ferie.

Heldigvis holdt regnen op, da vi var halvvejs, og ingen fik vabler af de våde sko, så vi nød en god eftermiddagste med hjemmebagte boller og kage hjemme i sommerhuset, før vi sidst på eftermiddagen satte kursen mod Himmerland, Vestjylland og Nordjylland. Næste gang skal vi på vandretur hos mig, det glæder jeg mig til. Og skulle du komme forbi Spøttrup borg og sø, så er det en tur værd.

Sker der for lidt eller for meget?

Jeg føler selv, at jeg er nede på det laveste antal indlæg om ugen, og jeg undrer mig faktisk over årsagen dertil. Er det fordi alt er fortalt om landmandslivet og sygeplejelivet? Er det fordi jeg nu mere er “kontornusser” end “rigtig” sygeplejerske? Er det fordi livet styrter af sted, og jeg mere og mere forsumper foran den lille firkantede ipadskærm, når jeg er hjemme, fordi der finder jeg ro? Jeg tager langt færre billeder nu end før. Er motiverne allerede brugt op? Er jeg blevet en sat, gammel kone, som ikke kan finde nyt at skrive om eller fotografere, eller mangler jeg bare en vinkel på mit hverdagsliv, som jeg ikke har fundet?

Jeg har kastet mig ud i bryllupskagebagning, første forsøg var ikke just en succes. Bundene var bastante og klæge, så bastante, at landmanden fik ondt i maven af blot et stykke kage. Moussene fungerede egentlig fine, men der var nok lidt for rigeligt af det. Nå, jeg må forsøge igen, før jeg kaster håndklædet i ringen. Man kan jo altid betale sig fra det, jeg synes bare, det kunne være skægt at prøve selv. Også fordi jeg hele tiden får at vide, at jeg skal lave andet end sygepleje i min fritid, og det her, syntes jeg, kunne være en sjov og udfordrende opgave.

I dag nåede jeg to timer ude i solen ved Garnudsalg. Mange kvinder havde brugt hele dagen på at hygge sig, købe garn, strikke, snakke og købe garn igen. World wide knit in public day= WWKIP. Og som der dog blev strikket. Jeg har nærmest ikke rørt strikkepindene i lang tid, så det var helt skønt at få dem frem. Kjolen, jeg har strikket på i meget lang tid? Øh, den kom ikke frem. Jeg aftalte med en af de andre, som også deltager i strikkecafeerne, at jeg har den på til første strikkecafe i efteråret. Så må jeg finde modet til at få det sidste lavet. Jeg mangler kun halskanten og kanten forneden plus montering, det må da kunne lade sig gøre inden august/september.

I morgen må landmand og Ayla passe på gården, jeg skal nemlig være sammen med mine to jyske søstre. Vi skal mødes i det sommerhus, som min ældste lillesøster har overtaget efter vores forældre. Og så skal vi vandre 6-8 km afhængig af vejret, jeg glæder mig. Jeg har jo én gang i denne uge erfaret, at regn er ingen  hindring for en god oplevelse, og i morgen vil jeg have min seje sygeplejersketrøje på.