lørdag, juli 01, 2017

En solskinsrig dag

I dag har vi fejret en ung mand, og han nød helt tydeligt dagen. Den blev lige som han havde ønsket det med hele familien, studiekammeraterne og så os, hans praktiklandmandspar. For fire år siden kom han til os 17 år gammel, en bydreng, som hele sit liv havde været optaget af traktorer og landbrug. Hvor han fik ideen fra, ved ingen, men han ville være landmand. Den gård, hvor han kom efter skoletid, kendte os, vi havde haft deres søn ansat, og min landmand sagde ja til et fireårigt forløb. For drengen valgte at begynde den kombinerede uddannelse EUX, hvor man ender med at være landmand og student på samme tid. Her skiftede han mellem praktikophold hos os og så ophold på landbrugsskole/gymnasium. Faktisk gik han på mit gamle gymnasium.

DSC_4138

I dag var det en ung mand på knap 21 år, der bød velkommen. De fire år har i den grad modnet ham, og vi har nydt at være en del af hans dannelsesrejse. Selv om det var landbruget, der trak, så har den kombinerede uddannelse givet ham andre muligheder, så nu håber han på at kunne studere erhvervsøkonomi.

DSC_4141

Jeg er begejstret for den kombinerede uddannelse og efterhånden er der mange erhvervsuddannelser, der har den. Det gør, at man står anderledes rustet. På fire år har man både fået en erhvervsuddannelse og en gymnasiel uddannelse.

DSC_4142

Bordene var smukt dækket med de rød-grå farver, som denne uddannelse har som bånd i studenterhuen, og i vaserne stod der røde roser som symbol på studentereksamenen og kornstrå og kartofler på spid som symbol på tiden hos os.

DSC_4149

At kartofler har været en stor del af praktikken sås også i mormors gave til sit barnebarn.

DSC_4150

Der blev også tid mellem alt det lækre mad at gå tur rundt på Knivholt Hovedgård, som er et smukt naturcenter og kulturcenter.

DSC_4137

Det har været en dejlig dag.

21 kommentarer:

  1. Jeg tror, at det er en rigtig god grunduddannelse. Tillykke til ham.
    Praktik og teoretisk viden i skøn blanding.
    Det værste for ham bliver nok at affinde sig med et dansk system, som gennemsyres af rendyrkede teoretikeres hærgen.
    -Men så er der da heldigvis den store verden derude, som står klar til at tage imod vore dygtige unge mennesker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Farmer, de står i hvert fald med en vifte af muligheder, også hvis de ikke kan affinde sig med det danske system.

      Slet
  2. Det er en god idé med sådanne uddannelseskombinationer, tillykke til ham. Vejret var også perfekt til at fejre, det var skønt rigtigt at mærke solen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eric, jeg synes kombinationen er genial. Det var det skønneste vejr.

      Slet
  3. Tillykke til den unge mand, han har helt sikkert nydt at være hos jer. Hvor er det spændende, at der findes så mange uddannelses muligheder og kombinationer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Marianne, og vi har nydt at have ham. Så det bliver et savn ikke at skulle have ham mere. Men kommer han ind på studiet, så kan det være, at han har brug for at tjene lidt penge i ferier og weekender, og så ved han hvor vi er og han kender vores spidsbelastningsperioder :-)

      Slet
  4. Det er sådan en fin ide at kombinere uddannelse på den måde. Tillykke til/med den unge mand :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Randi, det er en virkelig god ide.

      Slet
  5. Elsker de kombinerede uddannelser
    Tillykke med ham, skønt vejr at fejre huen i.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anette. De havde valgt den perfekte dag, for siden har det blæst og været råkoldt.

      Slet
  6. Jeg siger som de andre, at kombinationsuddannelse lyder som en god ide.
    Pøjpøj til jeres unge protegé - han skal nok blive til noget med den ballast.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, og jeg stemmer i :-) Han skal nok klare sig, det er jeg enig med dig i.

      Slet
  7. Dejligt med unge mennesker, der finder deres vej og ikke mindst med arbejdsgivere, der har øje for det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det er ikke nemt at finde vej og nogle gange farer man vild. Jeg tror dog han nok skal finde vejen for ham.

      Slet
  8. Hjertelig tillykke til praktikanten. Hvor bliver det spændende hvad om det bliver erhvervsøkonomi eller noget helt andet han falder over, nu hvor han er klar til at træde ud i "nye sko".
    Som tidligere nævnt er jeg lige så vild med muligheden for at kombinere uddannelsen EUX.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Abildjyde. Ja det bliver spændende, hvordan han kombinerer sin uddannelse.

      Slet
  9. Dejligt.
    Og muligheden for de kombinerede uddannelser er ikke tosset :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pernille, det var dejligt og godt :-)

      Slet
  10. Det lyder til at have været en god periode for både jer og jeres "elev". Jeg er også tilhænger af uddannelser, der giver lidt af hvert. Vi har klart behov for, at de unge mennesker finder ud af, at man ikke nødvendigvis skal have en lang videregående uddannelse for at lykkes i livet. Der findes så mange andre gode muligheder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, der findes mange muligheder, og jeg håber de unge får øje på dem også :-)

      Slet
  11. Hanne, jeg er enig. Kombinationsuddannelser giver de unge større råderum.

    SvarSlet