Det er weekend igen

Hver gang bliver jeg lige lidt overrasket, for jeg har stadig ikke vænnet mig til, at jeg er taget ud af weekendkabalen for at gøre gavn på anden vis. Så nu har jeg fri, og jeg er også brugt. Jeg har brugt tid på at tænke over, hvorfor det føles hårdere i år med forårstravlheden i marken kombineret med travlhed på arbejde, for sådan er det jo altid.

Jeg kunne mageligt smide coronakortet som begrundelse, jeg tror alle ville se det som en plausibel grund. Det er måske en del af årsagen og så alligevel ikke. Årsagen ligger mere i, at vi har haft mange kartofler at sælge af og der har været bud efter dem, ofte med en dags varsel. Det er jo godt, man vil som landmand jo gerne have alle sine afgrøder solgt. Men kombineret med travlheden i marken har det gjort, at de to landmænd ofte har sorteret kartofler i 8-9 timer, hvorefter de er kørt i marken. Det har for mig betydet, at jeg udover de vanlige eftermiddagsmadpakker også har skullet tænke i aftensmad  til vores medarbejder 6 ud af 7 dage i ugen. Det er ikke vanligt, heller ikke i de travle perioder.

Og hvorfor betyder én mere til aftensmad så noget? Det burde det ikke gøre. Vi har dog immervæk været 4 på matriklen i mange år. det er egnetlig ikke det at lave maden, men det mere at jeg i forvejen er så træt af at lave mad, så jeg nyder at veksle mellem dage, hvor der laves god mad, og dage, hvor vi spiser rester af den gode mad. Nu kan jeg ikke vælge rester til aftensmad dagen derpå. Der er ofte ikke nok til to landmænd, jeg kan jo som bekendt leve af havregrød og salat, så derfor bliver der lavet mad hver dag, og resterne skal så spises om søndagen. Og faktisk er jeg god til at finde på, for løsningen med at købe mad udefra dur ikke. Jeg ved ofte ikke, hvornår de kommer ind, så maden skal gerne kunne holde sig varm i ovnen. Indimellem tyr jeg dog til halvfabrikata, men vi har jo masser af gode kartofler, så de gange jeg har købt færdiglavet kartoffelsalat eller flødekartofler er jeg blevet skuffet hver gang. De smager syntetisk.

Kombineret med det vanlige arbejde på gården for mig (kontor, regnskab, husholdning) og at der også er nok at se til på arbejde og en artikel, der hænger faretruende over mit hoved, så må jeg bare konstatere, at det kan godt være, andre ville synes, det ikke var noget at tale om, endsige skrive om, men det gælder ikke mig.

Aalborgs Havnefront

Apropos artikel, så lovede jeg en tilbagemelding, og det har ladet vente på sig, fordi jeg helt ærligt blev slået ud af, at vi fik afslag på optagelse i det internationale tidsskrift. Mest af alt fordi den ene gennemlæser havde glemt, hvad de lærer om feed-back. Vedkommende sablede vores artikel ned. Hvorimod den anden gennemlæser var mere opbyggelig i sine kommentarer.

Jeg var ved at kaste håndklædet i ringen, fordi jeg ikke syntes, afdelingen kunne være tjent med, at vi stadig ikke var færdig. Men vores vejleder stod fast, vi skulle ikke skrive meget om og vi måtte ikke bruge mange dage på det, for nu skulle vores to vejledere på banen og gøre noget af arbejdet. Min kollega og jeg inddrog en fridag i torsdags efter aftale med vores leder og brugte syv timer sammen for at gennemarbejde artiklen igen. Vi har fået lov til at få en dag mere i næste uge, så der SKAL den være færdig fra vores side.

Vores vejleder syntes så, at det kunne være godt at lave en lynsøgning for at tjekke om der var kommet nyt litteratur. Det kunne vores medicinske bibliotek heldigvis hjælpe os med. Så jeg har brugt 2½ time på at gennemlæse 400 titler og vælge mulige brugelige artikler fra. I morgen når landmændene arbejder, skal jeg have læst de måske egnede artikler igennem og uddraget essensen af dem. Ellers når vi ikke i mål i næste uge.

Vi er for længst videre, vi er jo godt i gang med at få den viden, vi fik fra hele studiet inklusive de mange artikler, vi har brugt i vores diskussion, til at komme patienter og pårørende til gode. Og det er blandt andet det, dette interview med mig, som jeg tidligere har bragt link til, beskriver. Men samtidig er jeg også enige med vores vejleder, vi er forpligtet til at få beskrevet den viden, som vi går ud i vores egen lille verden og fortæller om. Jeg er bare så træt af den mentale byrde, den opgave giver mig.

Det ændrer ikke på, at det nu er maj, vi er rigtig godt med i marken. De er ved at gøre markerne klar til at lægge kartofler, kornmarkerne er tilsået. Mine kolleger er jeg stadig meget stolte af, og jeg elsker at være sammen med dem. I dag skulle jeg egentlig have introduceret en ny kollega, et barselsvikariat, men hun blev syg, så i stedet for hjalp jeg først i plejen, ringede derefter til en patient og sluttede af med at komme alle søgningerne igennem.

Der er handlet ind til aftensmad, vi skal kun være os to, det var vi også i går. Så jeg får brugt resterne af aftensmaden fra de forrige dage. Dermed kan landmanden få en af sine yndlingsudgaver af kartofler, nemlig brasede kartofler af resterne fra forleden dag. Jeg er ikke så god til at lave fiskeretter, så en af mine favoritter er fyldte rødspætter fra frost, som ryger i ovnen og passer sig selv. Kombineret med en hjemmelavet salat er vi vist rimelig sunde i dag.

Utzon Center i Aalborg har opkaldt deres restaurant efter Jørn Utzon (og min mand) :-)