tirsdag, marts 23, 2010

BLOGSTØTTE

Dagen er gået med raske fjed, jeg fik lavet regnskab, og så havde jeg egentlig tænkt mig at holde mit ferieløfte til mig selv om at gå hver dag.Solen skinnede så dejligt ind af vinduerne.

DSC01199

DSC01200

Jeg kom blot i tanke om et andet løfte om at få startet på mit mareridtsloft, mens jeg havde ferie, så jeg prøvede tricket med at sige, jeg tager kun en time. Det virkede, jeg nåede et lille bitte hjørne af loftet, sønnen kom op og hjalp med at sortere i nogle af hans kasser.  

Det grinte vi noget af, han hænger lige så meget ved de minder som legetøj og hjemmelavede bamser fremkalder som moderen gør, men vi holdt hinanden fast på, at noget skulle ud.

 DSC01202

Så blev det aftensmadstid, og bagefter måtte jeg konkludere, at opvaskemaskinen igen, igen, igen, igen er stået af. Det er en velkendt skavank ved den model, sagde elektrikeren sidste gang, han loddede printerpladen!

Det betød så, at der stod service svarende til 2 opvaskemaskiner på bordet, så lidt overspringshandling a la blogsurfing måtte der til. Helle nøjedes ikke med en gåtur i regnvejr i morges, næh hun havde taget en tur til i solskin :-) det fik mig op af stolen, på med traveskoene og ud.

DSC01212

Solen var gået ned, men luften var fuld af forår, og jeg sendte en stille tak af sted til Helle, mens jeg gik.

HVERDAGSMORGEN

Der er helt stille i huset, landmanden og sønnen er gået ud for at sortere kartofler. Udenfor er det vådt og gråt, her, hvor jeg bor, kan man ikke høre bilerne på de større veje, og der kommer ikke så mange forbi på vores vej tæt ved gården, så der er stille, helt stille.

DSC01184

Mentalt og fysisk er jeg ved at indstille mig på, at ferien er slut. Jeg tjekker mail og er nu begyndt at stå op sammen med landmændene. Nu mangler jeg blot at få rettet sengetiden ind, så er jeg klar til sygeplejersketid, som er meget tidligere end landmandstid her på gården.

DSC01187

Til daglig står jeg op 1½ time før resten af huset, så jeg har nydt at sove 2-3 timer længere end vanligt.

Vejret egner sig til en kontordag, ja det egnede sig også til en dag på loftet, men jeg mistede helt overblikket og gejsten, da jeg kom derop i går, så jeg håber, at jeg kan mønstre lidt energi i eftermiddag.

DSC01189

Nu vil jeg sætte mig i kontorstolen, starte kontorcomputeren op og begynde at taste bilag ind og finde de rigtige kontonumre, måske skulle jeg endda finde min gamle transistor og lade den være min følgesvend i dag.

Hvad skal du fylde din dag med?

mandag, marts 22, 2010

ET PUSTERUM

Sidste uge var der en film med et af de blade, jeg læser, og i dag beordrede jeg mig selv til at sætte mig ned og se filmen!

Filmen er måske ikke den store filmkunst, men hvor har jeg dog hygget mig, grint og grædt (jeg er sentimental og romantisk, jeg ved det).

00000327_min-brors-kaereste_plakat-dk_360

Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har grint højt helt alene. (Hjælp mig, hedder det grint eller grinet?)

Ferien er forbi, jeg  har de sidste 3 fridage nu, så der står regnskabet på resten af denne lidt sløve mandag.

søndag, marts 21, 2010

GAMMELDAGS SØNDAG

Beslutningen var taget i går aftes, jeg trængte til at få fyldt på, trængte til sang og ord med åndeligt indhold, så uret blev stillet til 8.

Et bad, søndagsmorgenmad med grovboller, ost og te og så afsted.

Tre børn skulle døbes med dertil hørende dåbsgæster, så kirken var fyldt op.

Heldigvis varede al den snakken, som var ved at overdøve organistens præludium, ikke ved. Jeg nyder tid til bøn og til stille tanker, når orgelet spiller, det fik jeg så ikke i dag. Men salmer, gode ord og  synet af stolte forældre med deres små poder fik jeg med hjem.

IMGP0523

Sønnen skulle efterfølgende hentes hjem, og så gav vi os tid til at stille et lækkert frokostbord an med sild, hjortespegepølse, æg, avocado, tomater og agurk. Imens kørte P4 i baggrunden med giro 413, så der var genhør med gamle sange, og jeg fløj tilbage i tiden til dengang en søndag havde netop denne form. Så blev vi børn teenagere og gad ikke stå op, gad ikke frokost, når vi lige havde spist morgenmad, så søndagen fik en mere flydende form.

IMGP0525

I dag nød jeg den gammeldags søndagsstart.

Og billederne er fra Ryå og omkringliggende marker, det ligner en stor indsø; ikke så sært at vandet ikke kan trække fra vore grøfter, der er jo ikke plads i Ryå.

lørdag, marts 20, 2010

LØRDAG

Lyset får mere og mere magt.

DSC01178 

Udenfor forsvinder sneen langsomt, meget langsomt. Over ved hundegården gror min julerose, om den er dukket frem af sneen kan jeg ikke se, for snedriverne ligger stadig og dækker for udsynet.

DSC01171 

Gåturen og pilatesøvelserne for min ryg er genoptaget, jeg kom lige lidt ud af kurs et par dage.

DSC01166 

Og minsandten om ikke jeg nu også kan præstere en lille blomst midt i al det gråhvide.

ænder

Foråret er på vej.

fredag, marts 19, 2010

STILLE NU

Jeg rydder op, læser  i mine nye bøger, sørger for mad til to.

Mit smukke nye armbånd fryder mine øjne.

DSC01162

Mine tanker flyver viden om.

Jeg har ikke så mange ord i mig lige nu, så jeg tier.

torsdag, marts 18, 2010

EN DEJLIG DAG

Lyset vækkede mig første gang, sang vækkede mig anden gang.

Hvordan føles det, mor?

53 år! Jeg føler det egentlig ikke; min alder har jeg aldrig haft et problem med, den kan jeg ikke gøre noget ved, så den er blot et faktum.

IMGP0521

Dagen i går blev dejlig. At vågne op i datterens lejlighed, at nyde hendes selskab, at være i hendes daglige omgivelser tror jeg aldrig, jeg bliver træt af.

Landmanden og jeg gik ned til den italienske bager og købte morgenbrød, mens københavnerne hastede af sted på arbejde, og datteren sørgede for et vaskeægte fødselsdagsbord.

DSC01135

Vi nåede frokost sammen, inden det blev tid til at køre ud i lufthavnen og hente søn og svigerdatter.

Det var så godt at se dem igen, de har haft en god tur, men har begge været syge, især svigerdatteren har næsten konstant været i medicinsk behandling, så de længtes efter dansk mad.

DSC01151

Datteren havde lavet den lækreste middag, mens vi hentede de rejsende, så det var ren nydelse at sætte sig til et smukt dækket bord sammen med dem, jeg holder allermest af.

Jeg blev i den grad begavet, ikke blot i samvær, men så sandelig også materielt.

Gavekort til wellness, bøger, smukke tørklæder fra Indien, te fra Nepal, creme og parfume, jeg er på alle mulige måder en heldig kvinde.

mandag, marts 15, 2010

PÅ VEJEN

Madame skriver om stilhed.

Liselotte skriver om mængder af sne.

DSC01128

Jeg har både sne og stilhed.

DSC01130

Mens jeg går, hører jeg kun blæsten, mine egne skridt og, når Laika kommer tæt på, hendes åndedrag.

DSC01129

Hvor er jeg heldig at have ferie med sol og frisk luft og samtidig evnerne til at kunne trave en tur, hvis jeg gider.

ÆNDREDE PLANER

Mens lysene blev tændt rundt omkring i stuen, og mørket faldt på, syntes jeg ,det var for kedeligt at slutte en dejlig søndag af med en film.

aftenslys

Svigerinde og svoger blev ringet til, og de var friske til en køretur  med lovning om kaffe og kage.

DSC01111

Snakken gik livligt, og vi kom vidt omkring. Det var så skønt, at de gad.

Klokken blev mange, men jeg kunne jo sove længe; nu er morgengymnastikken overstået, landmandens formiddagsmad er smurt, og jeg er frisk på en omgang ryd op i dine skabe :-)

DSC01127

Først skal den skønne morgensol dog nydes, mens Laika og jeg skridter vejen af.

Ha en god dag.

søndag, marts 14, 2010

SØNDAG I MARTS

Hovedet er fyldt med latter, jeg er træt, men på den gode måde. To søstre, min far og en enkelt svoger var budt til frokost og eftermiddagskaffe. Jeg havde lyst til traditionel frokost, så det fik de, og det faldt i god jord.

DSC01099

DSC01095

Inden gæsterne kom, nåede jeg min ferieaftale med mig selv, og Laika har slet ikke noget imod at være min følgedame. Hun har ingen skridt tæller på, men med alle de ture hun tager op på snedriverne langs vejen og frem og tilbage på vejen, så bliver det vist mere end mine skridt.

DSC01094

DSC01097

Endnu ligger sneen som en tung dyne over hele græsplænen, men kigger jeg efter, kan jeg se, at påskeliljerne tæt ved alle træerne begynder at dukke op.

DSC01091

DSC01093

Ude på trappen har en potte med påskeliljer fået lov til at byde foråret velkommen, og indenfor stråler søsters gave, de blomster har en ganske stærk farvekraft, man kan kun blive i godt humør af dem.

DSC01108

DSC01106

Der er stadig timer tilbage i denne søndag, og jeg tror, jeg vil gøre noget, jeg faktisk aldrig gør, nemlig finde en DVD, som får lov til at underholde mig.

Har din søndag været god?

lørdag, marts 13, 2010

BLÆSTEN GÅR FRISK

Udenfor har vasketøjet blafret hele dagen, jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde vasketøj til tørre i det fri.

Gåturen blev en kold fornøjelse, jeg legede jo forår og havde kun taget min dejlige windbreaker trøje på, den tog det værste, men tynde cowboybukser og ikke noget på hoved eller hænder gjorde, at de 45 minutter udenfor betød masser af varmt tøj og varm te 45 minutter indendørs. Så kan jeg lære det!

DSC01079

DSC01081

Nu begynder det at tage form herinde, landmandens hjemmedesignede møbel til radio og grammofon samt levende lys er på plads. Mit gamle spejl hænger over møblementet og er nu langt om længe kommet til ære og værdighed. Min mormor arvede det, da min mors faster døde ,og jeg fik det, da jeg blev sygeplejerske og flyttede ind i sygehusets ejendom med små lejligheder for sygeplejersker.

DSC01090

Selvsamme ejendom, også kaldet jomfruburet, boede min mors faster i, da hun fyldte år i 1949 og fik da spejlet i gave af sin bror (min bedstefar) og hans familie.

I morgen kommer min far og to af mine søstre, så der står mere oprydning og bagning på aftenprogrammet, men jeg hygger mig, drikker lidt te ind imellem og strikker en pind eller to.

tulipan

Ha en god lørdag aften.

DER ER NOGET I LUFTEN

Forleden dag skrev en blogger, at hun kunne mærke det, jeg kan også mærke det.

Det kan godt være, at der stadig ligger masser af sne og dækker for alle mine forårsblomster, men luften siger forår.

DSC01075

Fuglene synger, når jeg går tur; og herinde går jeg rundt i bare tæer i skoene og i t-shirt uden at have gang i brændeovnen.

Udover at jeg ikke må læse arbejdsmail, og det har jeg holdt trods lysten til gentagne gange lige at se, hvad der foregår inde på sygehuset, så er et andet mål i ferien at gå tur hver dag kl 11, så det gør jeg nu ;-)

torsdag, marts 11, 2010

ENDNU EN AFTEN MED LATTER

Dagen idag blev lige så hektisk, som jeg vidste. Jeg havde besluttet mig for, at alle løse ender enten skulle bindes eller hægtes op, så jeg kunne finde dem, når jeg om 14 dage vender tilbage på arbejde. Mit mål er ikke at tænke på arbejde, ej heller åbne mail, nu får vi at se.

Jeg har efterhånden så mange kasketter på, en af dem blev placeret af oversygeplejersken, for du er jo en af de mest erfarne, en anden bad hun en anden kollega, der desværre rejser, om at sætte på mit hoved. De er begge blevet hængt hen til de andre, ingen er kommet med hjem.

Arbejdsdagen blev færdig, og så var det direkte til pilates, som gør godt for krop(især ryg og mave) og sjæl.

Således fornyet kunne jeg og landmanden nyde godt af, at et blågult varehus er åbnet i Aalborg ,og de holder åben om aftenen.

Klokken 19 trådte vi ind af dørene, mødte masser af smilende personale, og første opgave var at fylde svenske kødboller i den sultne mave.

Vi havde jo alt for lidt tid, der var masser af ting at kigge på og lade sig inspirere af, men lamper til bryggerset skulle vi have. Vi var i tvivl om noget, og så os omkring efter en blågul medarbejder, lige netop da var de væk. Vi forsatte lampekiggeriet, og så kom en medarbejder gående forbi

Fruen: der er en medarbejder, nu kan vi spørge.

Landmanden: ja det kan vi.

Så kiggede vi på hinanden et stykke tid uden at sige noget.

Fruen: hvad var det vi skulle spørge om?

Landmanden: det kan jeg ikke huske.

Så var det, at belysningsafdelingens kunder måtte lægge ører og øjne til to midaldrende mennesker, der knækkede sammen af latter. Da latteren havde renset de grå hjerneceller og givet nyt liv til alveolerne i lungerne, kom vi i tanke om, hvad det var, vi skulle spørge om.

Nu har vi lamper til bryggers og spisebord, og vi har mange flere ting, vi skal have købt; landmandsparret har fået sig et nyt udflugtsmål, så vi når det nok, hvis vi altså kan huske, hvad vi skal have ;-)

onsdag, marts 10, 2010

LATTER

Sangaftenen bød på mere latter end vanligt.

Vi har fået to unge kvinder fra asylcenteret med, og en af dem har sin 3 årige datter med. Den smukkeste lille mørke pige med masser af små fletninger på hovedet.

I dag sejrede nysgerrigheden over genertheden, så da herrerne skulle øve deres stemme, stillede hun sig i deres halvcirkel og stirrede intens på hver enkelt af dem, mens de prøvede at holde koncentrationen og tonen.

Det lykkedes ikke, fordi vi andre brød sammen af grin.

Trætheden piblede lige så stille ud af porrerne, mens vi grinte, sang og snakkede.

Og da jeg kørte hjemmefra, var der den smukkeste himmel, men ingen kamera i bilen.

DSC01063

Fat i mobilen og landmanden blev bedt om at gå ud og tage nogle aftenbilleder ;-)

HU HEJ HVOR DET GÅR

men i morgen har jeg ferie kl 15!

DSC01059

Og nej, vi har ikke blå himmel her, den stammer fra i søndags.

tirsdag, marts 09, 2010

mandag, marts 08, 2010

ET HUNDELIV

Laika må ikke være i soveværelset.

DSC01030

Laika må ikke være i stuerne.

DSC01047

Laika må være i bryggerset.

DSC01053

Til gengæld må hun løbe omkring på gårdområdet, og når vi går med, må hun løbe frit over alle marker og veje.

DSC01032

Hun ser veltilpas ud, så mon ikke hun har det godt nok?

DSC01050

Til sommer skal hun dele gården med en ny hundehvalp, en hanhund af samme race. Håber han ikke løber den gamle dame over ende.

søndag, marts 07, 2010

BEVÆGEMØNSTER

Faktisk synes jeg, det er et smukt ord, nu hvor jeg skriver det, der er en vis melodi i det, og jeg ser smukke farver på en væg, der bevæger sig ind og ud mellem hinanden, en solskinsvæg, stærke farver, smuk musik, ja sådan kan et enkelt ord sætte gang i hjernesvingningerne. Neuroner affyrer impulser inde i min hjerne, som sammen danner et billede i mit hoved, danner musik inde i mit hoved, danner farver inde i mit hoved.

DSC01008

Den måde vi bevæger os på, den måde vi først sætter højre hæl ned på gulvet, ruller hen over fodfladen og bagefter tager venstre fod over med samme bevægelse. Vi tænker ikke over det, vi gør bare det, vores hjerner programmerer os til, hjernen er i fuld sving med at sende de rette informationer ud til alle muskler. Lillehjernen står konstant og tjekker beregningerne, om vi nu bruger den rette kraft. Konstant bliver der sendt impulser tilbage til hjernen med besked om underlagets beskaffenhed, der tjekkes fremad, hvordan vejen ser ud, der beregnes i en uendelighed, og den ene fod forsætter arbejdet efter den anden fod.

Godt nok styrer venstre motoriske område i pandelapperne højre fod og højre motoriske område venstre fod, men vi var ilde stillet, om ikke de korresponderede med hinanden. Når man så bliver ramt af en blodprop et sted i hjernen, så er det ikke blot det område, der bliver ramt, det gør også hele det fintmaskede net rundt om i hjernen. 

Derfor er vi efter patienter, som vil lade den ikke lammede side gøre hele arbejdet, vi(terapeuter og plejepersonale) prøver at hjælpe patienten til at inddrage begge sider, prøver at se, om den lammede side kan blive bedre og kan den ikke det, så hvordan man kan kompensere på den bedste tænkelige måde med det bedste bevægemønster til følge.

DSC01009

Du kender det sikkert selv, hvis du har haft en dårlig fod; automatisk prøver du at aflaste, og pludselig har du ondt andre steder, fordi du ikke har det bedste bevægemønster.

Siden i efteråret har jeg haft en dårlig hæl, jeg har slået det hen med, at det nok var slidgigt, men smerterne blev værre og værre, og lægens diagnose var en irritation af en senetilhæftning til knoglen under min hæl, som så er gået over i kronisk inflammationstilstand. Aflastning er kodeordet, så jeg skal gå på gelepuder, og pludselig blev jeg opmærksom på, hvordan jeg ikke trådte igennem på venstre fod, hvordan jeg havde tillagt mig et bevægemønster, som var årsag til, at musklerne i læggen smertede, at knæleddene smertede, at ankelleddet gjorde ondt.

Jeg måtte til at gå langsomt, til at tænke over hvordan foden normalt går og så bevidst tænke over hver detalje i min gang. Det begynder at hjælpe, så nu håber jeg, at når sneen og isen er væk, så kan jeg trave igennem med et normalt bevægemønster.

DSC01024

Nu vil jeg bevæge mig lidt ud i den friske luft, førend aftenvagten kalder.

lørdag, marts 06, 2010

HVIDT FOROVEN, HVIDT FORNEDEN

Hjemme hos min far står de ældste billeder i grønne mapper, min far fremkaldte selv billeder, og min mor satte omhyggeligt dem ind på tykt papir, som i dag er gulnet, og så blev der skrevet tekster til.

DSC01018

Jeg kan huske et billede fra min første børnefødselsdag, hvor mine legekammerater fra gaden samt børn af mine forældres venner var inviteret. Jeg kan se billedet for mig, hvor vi sidder ved kagebordet, men husker også billedet med børn i varmt tøj løbe ned af trappen for at lege i sneen.

DSC01027

Jeg fylder år her midt i marts, så det er altså ikke første gang, at jeg evt. skal fejre fødselsdag i sneklædt landskab. Men det er første gang, at sneen har varet fra min søsters fødselsdag i december og frem til min fødselsdag.

DSC01023

Lige nu har jeg svært ved at tro på, at sneen skulle være smeltet om 12 dage.

DSC01013