En fredag på landet

Foråret er i gang udenfor, men markerne er våde, og de lover mere regn, så forårsarbejdssæsonen i marken kan blive en lang affære. Når jeg planlægger for os begge eller for mig selv, tænker jeg altid forårssæsonen ind i planerne. Nu begynder jeg at tænke på, om alle planer holder. De er dog gået i gang med at pløje og harve, men de marker, hvor der skal sås korn, skal have gylle, og sådan en maskine kører man ikke ud på en meget våd mark. Endnu er vi ikke der, hvor der køres længe, og medarbejderne derfor skal have eftermiddagsmadpake med. Og forhåbentlig får vi heller ikke for mange af de dage, hor der skal køres rigtig længe, hvilket betyder aftensmad til alle. Ikke fordi jeg kan sagtens lave aftensmad til dem, men det er hårdt arbejde at sidde på en traktor mange timer hver dag, dag ud og dag ind. Jeg skal bare tænke på udsendelsen Rigtig Mænd og den unge landmand, som var bleg, havde en dårlig hudkulør og var lidt smålasket, netop fordi man nemt snupper usunde madløsninger, når man hele tiden er på farten, og mad og drikke er noget, man snupper undervejs. Det er typisk, at de unge medarbejdere tit har lidt godter med til at forsøde de mange timer, og jeg har også nemt ved at sende kager og småkager med ud. Jeg er jo selv en af dem, der er udpræget belønningsspiser.

For mit vedkommende er der sengetøj i vaskemaskinen, der er strøget tøj, der er betalt regninger, der er talt i telefon med nogle hængepartier, men der er også slappet af. Jeg har nemlig arbejdsweekend i morgen, og mod sædvane skal jeg i dagvagt, jeg glæder mig faktisk, fordi jeg normalt er i aftenvagt, når jeg er i plejen. Eftermiddagen i dag starter arbejdsrelateret, jeg skal til supervision, og det glæder jeg mig også til. Jeg har et emne, som jeg håber de andre også synes, er interessant at drøfte.

Mens jeg skriver, er regnen begyndt, og påskeliljerne lyser op overalt, de gør mig glad. Andre holder ikke af gule blomster, jeg elsker mine påskeliljer. Når regnen stopper, hvad den forhåbentlig gør, skal jeg fylde vaserne med de gule forårsbebudere. Men nu må jeg hellere gøre mig selv byklar, tandlæge og supervision venter. Ha en god fredag.

Cirkushesten vrinsker

Hårene strittede på nattevagterne, de først ankomne af dagvagterne så på fordelingen og diskuterede fordeling. Der var brug for min hjælp, og det fik de. Mange nye patienter og mange af dem med meget stor behov for hjælp til alt. Egentlig ville jeg gerne have gået sammen med en af mine nye kolleger, men vi fik rapport sammen og tilrettelagde sammen arbejdsfordelingen for de 8 patienter, vi havde ansvaret for. Vi havde en kollega mere, han skulle så gå stuegang på alle vores patienter. Vi fik hjælp fra trombolysesygeplejerskerne, da den ene havde doseret medicin og den anden, som var senvagt, var mødt. Så med en god plan nåede vi det planlagte og jeg kunne gå fra til møde klokken 11. Da havde jeg lige snuppet et glas vand og prioriteret, at de andre havde fået deres kaffepause, for de skulle holde til tempoet resten af dagen. Jeg er en af dem, der godt lige kan blive lidt hektisk i blikket og rød i kinderne ved tanken om alle de patienter, der skulle have morgenmad, morgenhygiejne og observationer på bestemt tidspunkt, når også terapeuter ville til. Men alt klappede, terapeuterne afveg fra deres planlagte vurderinger og hjalp, der hvor det gav mening i forhold til vurderingen. Og jeg nød hvert et sekund, jeg nød at få brugt mine kompetencer som erfaren sygeplejerske. Mødet bagefter gik også rigtig godt, så selv om jeg havde en dundrende hovedpine, da jeg kørte hjem, så var det med sang og smil på læben.

Hjemme blev teen nydt i sofaen og så tog kameraet og jeg på havevandring. Det gør mig glad at fokusere på makromotivet, at kunne se det smukke i det små, vejret bød op til kun en termovest over kjolen, og den lille tur på under en halv time fik hovedpinen til at forsvinde. Nu er aftensmaden lavet og spist, og jeg vil gå ud og nyde solens sidste stråler, mens jeg får gået nogle skridt.

God aften til dig

Forskellige steder i livet

Dagen er tilbragt i Odense sammen med en kollega. Det halvårlige netværksmøde blandt trombolyse og trombektomiansvarlige sygeplejersker var i dag. Vi er hjemme igen med en masse erfaringsudveksling samt emner, der skal undersøges til næste møde, så vi kan blive endnu bedre, end vi allerede er. For som en overlæge sagde til mødet for læger og sygeplejersker efterfølgende, det er da ret godt gået, at vi i Danmark har den tid. Den tid er tiden fra patienten møder trombolyseteamet og til trombolysebehandlingen er startet. Hjemturen foregik med mig bag rattet i min kollegas bil. Så fandt jeg ud af, at jeg i den grad har vænnet mig til automatgear og fartpilot. Min lægmuskel er stadig helt forkrampet efter i tre timer at have holdt speederen på motorvejsfart. (shh, jeg har endnu ikke hørt noget fra lysglimtene, tror I mon jeg slipper?)

Min kollega er mor til to teenager i begyndelsen af skalaen, og jeg fik lige genopfrisket den tid og bekræftet i, at vi glemmer hurtigt, at vi en gang var et andet sted end der vi er nu. I mandags var det otte år siden min mor døde, og da jeg kom hjem fra kirkegård og besøg hos min far, ville jeg finde mine indlæg om den tid. Jeg fik nærmest læst hele april og maj måneds indlæg igennem fra den gang og fik fokus på noget helt andet, nemlig mig og min måde at være i verdenen på. Det gav stof til eftertanke og gjorde mig lidt stille. Kameraet skal findes frem igen, legen med at dokumentere de små mirakler i forårets komme ude i haven, i grøfter og på marken skal vist genopdages.

God aften til dig.

Lyset er her, nu kommer varmen forhåbentlig

Det har været en skøn weekend med masser af sol, men endnu er markerne slet ikke klar til at blive kørt på. Der står stadig meget vand rundt omkring, også hos os, så landmændene må væbne sig med tålmodighed og vente på, at varmen kommer og dermed også marker, der kan gøres klar til kartofler og korn. Der sorteres kartofler i dag, de er lige så gode og fine som nye kartofler, kølehusene gør deres arbejde godt. Jeg holder fri fra sygeplejen i dag og kører en tur ned til min far, men først skal der ordnes lidt på kontoret og min fysioterapeut skal også besøges. Jeg måtte aflyse tiden for en måned siden, fordi min far blev syg, så det er seks uger siden mine skuldre og min fod er blevet masseret igennem, og det mærkes tydeligt. Mine nye briller har jeg vænnet mig til at gå med, men landmand og jeg skal begge vænne os til formen, mon ikke også det kommer?

Søndag fik jeg min vilje, jeg ville på motorcykeltur, og landmanden lod sig overtale. Tænk engang, en gang var det ham, der skulle overtale mig til at sætte mig op på motorcyklens bagsæde, nu er det mig, der sukker og er lidt trist over, at vi ikke skal på motorcykelferie i år. men jeg er ikke chaufføren, så jeg må pænt vente på, at han får lyst til de lange ture igen. Men i går kørte vi, jeg elsker den fornemmelse af frihed og sanseberigelse, det er at sidde på en motorcykel. I går kørte vi ud til svoger og svigerinde i Aalborg, og landmanden blev bedt om at tage de små veje, han er jo født og opvokset her og har siddet på en knallert, fra han måtte (og nok også før), så han kender alle de små veje. Vi kom faktisk på en lille stump vej, som landmanden aldrig havde kørt på. Det er sjovt at se de små husmandssteder, som forvandles til store huse med plads til heste og trampoliner. Det er billigt at bosætte sig på landet, det kræver bare nogle biler, hvilket folk ikke altid tænker på. Den offentlige transport kører ikke rundt på landet, som den gjorde i Morten Korchs tid, så har man børn og hver sit arbejde i hver sin retning, så må man have to biler.

Tankerne fik frit løb, der blev tanket op og når man så ovenikøbet kombinerede det med hyggelig snak med familie, så blev eftermiddagen fuldendt. God mandag til dig

Poetisk morgen

At forfattere, digtere, kompinister maler med den bløde, farverige pensel, når de skal beskrive en morgenstund som denne, forstår jeg godt. Jeg kan ikke komponere musik, der illustrerer fugletrillerne, mens tonerne stiger til vejrs. Jeg kan ikke gengive den blå farve, himlen får sådan en solrig morgen, på et lærred. Jeg kan ikke finde ordene, der beskriver de små perler på græsset eller den følelse, der fylder mig, når jeg bare går og går med solbriller på, og fleecetrøjen må tages af, fordi solen gennemvarmer min krop.

Alle de kloge hoveder beskriver lykken som en flygtig følelse, en følelse, vi ofte ikke er opmærksom på i det nu, hvor vi føler os lykkelig, men som vi bagefter kan genkalde. Jeg følte mig lykkelig der, jeg følte mig lykkelig, da vi åbnede terassedøren og satte os udenfor med en kop te. Istvan følte sig helt sikkert også lykkelig ved at kunne sidde mellem de to stole og bare nyde solen, fuglesangen og stilheden sammen med os.

Nu er vi trukket indenfor, blæsten er kølig, og en har været sløj i nogle dage (men landmænd melder sig jo ikke syg), en anden har haft optræk til halsonde, så solglæden skal styres. Strikketøjet kom ikke frem i går, nu vil jeg finde det frem og nyde denne søndag formiddag. Må solen skinne på dig.

Nye øjne

eller rettere sagt nye briller kræver sin tilvænning. Hjerne insisterer derfor på lidt svimmelhed og let kvalme. Det er helt normalt, før havde jeg hovedpine, fordi mine øjenmuskler prøvede at kompensere for mit dårligere syn, og nu skal jeg så lige vænne mig til en støre brille og dermed et større felt med glidende overgang. Landmanden havde fået gæster, mens jeg var af sted efter briller, en herlig gut på 9 år og hans bedstefar. Vi har kendt ham, fra han var ca 4 år, blot i periferien, vi mødes normalt oppe i sommerhuslandet. Nu kom de ud for at hilse på, og mens jeg var væk, havde gutten spottet min store kasse med duploklodser, så der var gang i byggeriet. Det er det, der fascinerer mig ved lego, både små og store kan lege med det, og når man er ni år og interesseret i alt med maskiner til landbrug, så kan en Duplo bondegård bruges på en helt anden måde end en to-årig kan. “Kommer der mange børn her og bruger det?” Nej det måtte jeg erkende, at der ikke var lige nu, de er alle ved at være voksne og børnebørn er der ingen af. “Hvis du vil sælge det, så sig det lige til min morfar, så kan vi købe det” Han er en ægte handelsmand som sin morfar, elsker det store loppemarked i Hune hver søndag om sommeren, hvor der bliver købt, men også sommetider solgt. Jeg skal ikke sælge, jeg har masser af legetøj på loftet, og en skønne dag kan mine børnebørn sige til deres forældre, som mine børn gjorde; vi behøver ikke legetøj med. Mine forældres hus var et slaraffenland, for min mor havde gemt alt legetøjet, som så kom frem, når børnebørnene dukkede op.

Gåturen og øvelserne, som skal gøre gavn for skulder og knæ, er fuldført. Solen skinner herligt, og alle andre ville nok flyve på have eller oprydning i skabe og gemmer. Mig? Jeg erkender blankt, at jeg højst sandsynligt som i går falder ned i sofaen. I dag har jeg dog intentioner om, at strikketøjet skal med. Men det er sådan det er, jeg har hverken lyst eller energi til at lave noget, udover det jeg SKAL lave. Så vasketøjet bliver klaret, og der er også et regnskab, der banker på. Jeg er nødt til kærligt at anerkende, at der er dømt fridage uden arbejde, fridage i lavt gear, og at en skønne dag skal jeg nok løfte hovedet og se på min fritid med mere energiske øjne. Det bliver bare ikke lige nu, selv ikke med nye briller.

Genkendeligt som barn i 60'erne

Da jeg var ti år, var verdenen nået til 1967. Hvor de fleste små indlæg på Facebook , i blade etc med overskrifter så som du er over 50 hvis ..., du er født i XX hvis ..., altid har indeholdt punkter, som ikke har sagt mig noget, ja så er nedenstående faktisk meget rammende for min barndom. Og det fik hukommelsen til at hive minder frem fra lagrene rundt omkring i hjernen.

• Hvis du er vokset op med hjemmelavet mad - selvom jeg tænker på min mor som en, der har det som mig: det er faktisk ret kedeligt at lave hverdagsmad og at skulle finde på, så fik vi dog hjemmelavet mad hver dag. Dengang fandtes der ikke fastfood. Og selv om vi havde ung pige, som var med til at lave aftensmaden, så var det et fælles projekt, den unge pige havde jo også fri. Som jeg husker det, havde den unge pige fri, når mine forældre var kommet hjem fra skole, men hun spiste med til aftensmaden, og hun havde ofte forberedt noget af aftensmaden om dagen.
• aldrig gået i SFO - det har mine søskende som er børn af 70 erne nu heller ikke. Min yngste søster, der er født i 69, kom i dagpleje hos en lærerkollegas hustru, fordi mine forældre valgte, da jeg blev 15, at vi ikke skulle have ung pige mere. Det var der vist mange årsager til. Det var svært at finde en ung pige, der ville eller havde de evner, mine forældre efterspurgte. Tiden var blevet en anden, unge piger tog ikke et år i huset, som man tidligere gjorde. Mine forældre havde som lærer og skoleinspektør alle muligheder for at håndplukke en ansvarsbevidst og moden pige, som ikke ønskede at gå på gymnasiet eller gå i lære lige efter folkeskolen. Min mor havde holdt et sabbatår fra skolen og havde på mange måder nydt, at vi kun var os syv i huset. Vi var også blevet ældre, økonomisk kunne vi spare noget, og det betød, at alle fem børn så fik hver deres værelse. Vi var et par år forinden flyttet ind i et nybygget hus og jeg fik ungpigeværelset, væk fra alle de andre, med eget toilet, det var stort. Indtil da havde vi boet i en lærerbolig, ejet af kommunen.
•  cyklede i skole uden hjelm - nu har jeg altid boet tæt på skolen, for lærerboligerne lå alle på Skolevej, og da skolen flyttede lige uden for byen, fordi tre byers skoler blev slået sammen til en Centralskole, ja så flyttede vi med og byggede hus lige overfor. Men cyklet blev der, ind til byen, ned i bakkerne, ud til kammeraterne på landet  eller til veninden på præstegården i den anden by, og aldrig med cykelhjelm, det var slet ikke opfundet dengang.
•  spolede kassettebånd op med en blyant - lige her bliver jeg i tvivl ,om jeg har ændret overskriften på det oprindelige indlæg. For havde vi kassettebåndoptageren i 60'erne, eller fik jeg først det efter min konfirmation i 1971? Men stadigvæk husker jeg teknikken med at spole med en blyant. Vi havde en spolebåndoptager og min søster og jeg  optog musik fra radioen med en mikrofon. Så skulle der være helt stille i stuen, og hvor har vi skældt vores lillebror ud, fordi han altid skulle lave sjov og drille, bedst om vi optog. Vi var også godt irriteret på Mylius, fordi han snakkede henover musikken, det gjorde Jørgen Hjorting aldrig. Åh jo vi var både til Dansktop og rock/pop.
•  fjernbetjeninger fandtes ikke - næh og fjernsynet var et stort skrummel på hjul med låger af teak, som kunne dække skærmen. På den måde så det pænere ud i stuen. Men faktisk husker jeg ikke at have set meget fjernsyn, da jeg var barn, altså ikke teenager. Dog husker jeg julekalenderen med Magnus Tagmus, for ikke at tale om børneprogrammet Ingrid og lillebror. Det var tider dengang. Jeg har et erindringsglimt af en uhyggelig serie, der gik i fjernsynet, og som andre af mine skolekammerater fik lov at se. Jeg husker, hvordan jeg sneg mig ind i stuen og så lidt af det bag ved mine forældres stole, og at det var så uhyggeligt, men jeg kunne jo ikke snakke om det. Mens jeg skriver, husker jeg og tjekker med google - korrekt! Det var Flygtningen, som gik fra 66 - 67. Mine forældre var skrappe, sådan noget var ikke noget for børn, men mange så det altså.
•  butikkerne var altid lukket om søndagen - korrekt. Og butikkerne lukkede klokken tolv mellem jul og nytår. Dengang holdt man de tolv juledage i hævd. Det var også dengang, man gik i skole om lørdagen. Senere oplevede jeg de bilfrie søndag, jeg husker stadig fornemmelsen af at gå på hovedvejen en søndag på en vinterdag. Hvidt og stille.
•  kreditkort og Facebook ikke var opfundet endnu - og jeg sparede op af mine lommepenge til at købe gode ting som et par kunstskøjter eller en kassettebåndoptager (hvorfor kan jeg ikke huske, hvornår jeg fik den?) 
• og du legede udenfor hele dagen, selv med en kniv og økse, endda med halstørklæde, klatrede i træer, nogle gange i meget stejlt terræn, uden opsyn af en voksen - Vi legede uden for hele dagen, og det er noget, jeg har før har tænkt meget over. At mine børn er vokset op med voksenopsyn nærmest hele tiden. Da jeg var barn, legede vi over ved Ole, for han havde en gammel bil i haven, som vi klatrede rundt på. Vi legede også nede i bakkerne, vi havde dolke med og vi skar os sommetider. Det skjulte vi for vores forældre, løj for dem, for vi måtte ikke lege med dolke. Træklatring, farlige stunts med cykler og kælke, lege, hvor det gik vildt for sig, osv. Vi nød det. Det med halstørklædet studsede jeg over, for mine børn har da haft halstørklæde på udenfor. Men så husker jeg tragiske hændelser med børn i nyere tid, der kom galt af sted på legepladser. Så det er åbenbart ikke korrekt forældreadfærd i dag.
• så sæt dette på din væg, for du har oplevet det, vi i dag kalder ekstremsport - Nu har jeg valgt ikke at være på Facebook, men det kommer så her på bloggen som et bidrag til min historie som storesøster til fire og som barn i 60'erne.

På kontoret

Teen er skænket, materialet er fundet frem, nu skal jeg bare finde de rette ord. Det er arbejdsaften i aften, der er en deadline for et dokument, eller rettere, jeg gider ikke at trække arbejdet i langdrag, så hvis jeg kan komme i mål i aften, kan min medskriver og jeg færdiggøre det i næste uge. Derudover skal jeg for 4. gang holde en hel dags undervisning for nye kolleger i morgen. Og hvor jeg de andre gange har kunnet køre det efter de forberedelser, jeg gjorde ved det første kursus, så er der kommet ny viden, som jeg skal have omsat til undervisning. Det skal doseres rigtigt i morgen, der er meget andet, der skal igennem i morgen, og inden sommerferien dykker vi ned i den viden igen, denne gang med kurser for alt personale.

Koraftenerne i dag og næste onsdag er aflyst, i aften pga. forberedelserne til kurset i morgen, og næste uge pga. møde i Odense. Godt jeg fik sunget gospel i søndags. Hvad jeg har lavet i dag? Jeg har deltaget i faglige snakke om patienter, procedurer, pjecer og samtaler til børn. Jeg har gennemlæst vores patientforløbsbeskrivelse og fået sat henvisning til alle de instrukser vi har. Jeg har skrevet mails til forskellige personer med spørgsmål, vi gerne vil have styr på. Jeg har deltaget i sygeplejefaglig konference, hvor vi blev klogere på behandlingen af mennesker med sinustrombose. Jeg har undervist nye kollega i dysfagiscreening. Jeg har pakket materiale til kurset i morgen. Som jeg vist tidligere har skrevet, så er det nemmere at være læge, der skal undervise, de kommer med et USBstik. Jeg kommer med to senge, der skal bestilles i morgen tidlig og et helt rullebord med tøj, sokker, håndklæder, store og små, udstyr til mundhygiejne, uddelingskopier (note til mig selv, de sidste skal printes ud i morgen tidlig inden kl. 7, og jeg har glemt at pakke pjecer, der skal vises og jeg har ikke fået kopieret det materiale, jeg skal bruge til timerne om apopleksi) Så skal jeg også huske at tage computer med samt vand. Godt det blot er en etage over vores afsnit. Ikke flere overspringshandlinger, jeg skal snart i seng, så jeg kan være inde på afsnittet 6.15 i morgen tidlig. Normalt er kollegerne med i plejen til kl. 8, men i morgen går vi direkte på undervisning kl. 7. Faktisk glæder jeg mig, det plejer at være en god mulighed for at skabe bånd mellem de nye kolleger og lære dem bedre at kende.

God aften til dig.

opdatering: nogen gange bliver jeg så begejstret for fagre nye verden. Tænk, jeg kan sidde herhjemme og printe uddelingskopier ud til min Skyprint, så jeg i morgen bare skal køre mit id-kort hen forbi kopimaskinens registreringsdims og så printer den det ud, der er sat hæfteklammer i og der er lavet huller. SKØNT!

Min moster og jeg

Min mor var den ældste af fire søstre og så havde de en storebror. Den ene af mine mostre døde 19 år gammel af leukæmi, min morbror døde 52 år gammel af kræft i en spytkirtel og min mor døde 74 år gammel af kræft i tyktarmen. Min morfar faldt om i en butik og var død, da han var 70 år, det var en blodprop i hjertet, og min mormor døde 79 år gammel af kræft i mavesækken. Jeg har heldigvis kendt dem alle, min moster, der døde som ung, har jeg historier og billeder som erindring. Min bedstefar (morfar) og min mormor husker jeg, min bedstefar døde, da jeg var 13 år, og min mormor, som var 14 år yngre end min bedstefar, døde, da mine børn var små.

Min yngste moster er kun 12 år ældre end mig, så jeg husker den spændende tid, da hun fik en kæreste, blev forlovet med ham og siden gift. Han og hun var tålmodige sjæle, for min mosters niecer (min lillesøster og jeg) mente helt klart, at vores onkel (som 18 årig) kom for at lege med os, så min moster fik nærmest ingen tid sammen med ham, når vi var på besøg. Han kunne rode op i håret og skægget og sige som og ligne en bjørn, uh som vi elskede den leg. Vi hang bogstaveligt på ham, fra han kom, til min moster fik ham listet ud af en dør. Min moster blev lærer og min onkel præst, og min moster valgte at blive præstefrue på fuld tid med fem børn, en kæmpe præstegård og en menighed, der skulle passes.

Min anden moster er lige så gammel som dronningen, hun var min første barnepige og mine forældres første unge pige i huset. Hun blev uddannet som barneplejerske, men efter hun blev gift og fik børn, valgte hun at koncentrere sig om dem og siden hen blive en fantastisk dagplejemor for en masse børn. Hun elsker at synge lige som jeg gør, men på et punkt er vi absolut ikke enige. Min moster kan ikke fordrage gospelmusik, hun holder utroligt meget af den klassiske korsang, salmer og hele liturgien i folkekirkens gudstjeneste. Hun fik en kærlig tanke i søndags, for efter at have skældt mig selv ud for ikke at være kommet af sted til gudstjeneste, så klikkede jeg ind på Kirku.dk for at se, om ikke der var en nordjysk folkekirke, der havde eftermiddagsgudstjeneste eller aftengudstjeneste. Skalborg kirke havde ikke bare eftermiddagsgudstjeneste, de holdt gospelgudstjeneste, så fluks gjorde jeg mig klar og drog af sted.

Kirkebygningen er en forholdsvis ny kirke, hvor der er forskellige samlingsrum i samme bygning som kirkerummet. Præsten gik rundt og hilste på de fremmødte, mens pianisten tjekkede lyd og de tre korsangere snakkede. Lidt efter lidt kom der flere og flere. Jeg tror vi var omkring de 30, flest kvinder. kvinderne foran mig havde en pjece om Aalborg gospelkor, og hjemme igen kunne jeg læse, at pianisten, som sammen med præsten ledte gudstjenesten, var dirigent i koret. Formodentlig var mange af kirkegængerne fra koret, for jeg skal love for, at der blev sunget. Som jeg kender det fra frikirker, blev teksterne vist på storskærm, man stod de fleste gange op og sang, og det gav jo mulighed for at bevæge sig til musikken. Flere af sangene har vi også sunget i mit kor, så jeg kunne få lov til at synge til og nyde de skønne ord i toner.Der var både bøn, tekstlæsning, prædiken, nadver og som sagt masser af sang. Det er ikke sidste gang, jeg deltager, der er gospelgudstjeneste igen om en måned. Næste gang jeg snakker med min moster, så vil jeg høre, om hun vil med (det bliver nok lidt svært, når hun bor over i hovedstaden). Jeg sidder her og fniser som en skolepige, for jeg kan lige se hendes ansigtsudtryk for mig, men hun vil glæde sig på mine vegne, at jeg har fundet et sted lige for mig.

Har du tabt dig?

Nej jeg har bare fået klippet hår og er stanghamrende træt.

Det kunne da ellers være dejligt, hvis trætheden og hårklipning automatisk blev fulgt af vægttab, men sådan spiller klaveret ikke. Hun var sød, min kollega, for bagefter fik jeg formaninger om at passe på mig selv. Vi er jo få i 50+ segmentet på mit afsnit, så vi må passe på hinanden. Nu er der lavet mad til landmanden, boller i karry, og han havde glædet sig. Det var så lidt for tidligt, at han gjorde det, for jeg huskede forkert, og doserede vel rigeligt salt i risene! Heldigvis var der mere gulerodssalat og boller i karry, så han tog en portion til uden ris, og som plaster på såret fik han også et påskeæg med nougat (helt ærligt, de var sat ned, det siger man da ikke nej til). Jeg havde ikke lyst til den aftensmad, så om lidt beslutter jeg mig for, om det bliver skyr eller havregrød, begge dele er min yndlingsretter morgen, middag og aften. Allerhelst vil jeg bare spise knækbrød med gode oste på, men det må jeg dosere på få, men udvalgte tidspunkter, så som kl. 17, da jeg netop hjemkommet fra arbejde træt faldt om i sofaen. Uhm manchegoost på knækbrød smager godt. Jeg tror, jeg laver mit eget lille pyjamasparty med te, skyr, serie og en god dyne, det kan kun blive godt. God aften til dig.

Vælg et billede eller to

Til supervision har jeg prøvet flere gange, at når et emne er blevet udforsket først ved at supervisor har stillet afklarende og fokuserede spørgsmål til fokuspersonen, og dernæst at det reflekterende team sammen har udforsket emnet, så har vi fået opgaven: vælg to billede, der siger noget om de tanker, I har nu. Det er postkort, reklamepostkort, postkort fra gallerier og udstillinger osv. Først synes jeg ikke, jeg kan finde nogen, men da det skal gå hurtigt, så snupper jeg to og så bagefter fylder jeg ord på. Jeg bliver altid forbavset over, hvor meget jeg egentlig kan sige ud fra billedet. Nu har jeg fundet billeder, der ikke har været på bloggen og vil fortælle lidt ud fra dem.

Landmanden spiser normalt nede hos medarbejderne, men i mine fridag efter påsken valgte han at spise sammen med mig. Normalt spiser jeg ikke rugbrødsmadder til frokost, men denne dag var der ikke så meget i køleskabet, så jeg hoppede på rugbrød med hjortespegepølse og røget makrel med røræg. Det sidste lavet på æg fra landmandens lille hønsegård.

En af fridagene blev også brug på plasmatapning. Den lille hjerteformede bold bruger jeg til at klemme på, når blodet løber for langsomt ud af åren. Når jeg er færdig hænger en pose på ca. 450 ml plasma, fyldt med gode plasmaproteiner. Fordelen ved denne tapning for mig er, at jeg får de røde blodlegemer først tilbage i blodet og derfor dykker min blodprocent ikke. Det tager længere tid, og man skal sørge for at drikke godt med væske både før og efter, og det var formentlig det, der gik galt for mig sidste gang, hvor jeg døjede med hovedpine resten af dagen.

Lyse aftener er der nu efter sommertid, til gengæld står jeg op i mørke. Heldigvis er der lys forude, som det anes på morgenbilledet fra min arbejdsplads kl. 6.25.

Min arbejdsplads har en lang tradition for, at nattevagterne laver aprilsnar med dagvagterne. I år var de lidt ondskabsfulde, i hvert fald holdt min leder og jeg vejret, da vi så opslaget til højre, og jeg var hurtig til at tilkendegive, at det måtte være en aprilsnar overfor mine nye kolleger. Tænk hvis de troede, at de kun skulle arbejde hver 4. weekend. Vi har problemer nok med at få det til at hænge sammen, så folk kun arbejder hver 3. weekend. Vores fokustavle var til gengæld en gennemskuelig spøg og en, der var skøn at kunne grine af sammen som starten på en dag, hvor der var meget travlt på afsnittet, fordi der var kommet mange nye patienter om aftenen og natten forinden, og de var meget dårlige.

Og billederunden slutter af med gårsdagens frokost, noget mere belæsset end min anretning, der startede indlægget.

Søndagen banker på, og igen har jeg sovet over ni timer uden at føle mig rigtig frisk. Jeg føler mig nærmest gumpetung. Og igen droppede jeg at klæde mig pænt på og køre til gudstjeneste. Jeg gad virkelig godt, at gudstjenester lå senere på søndagen. Nu vil jeg tage traveskoene på og gå tunghed i krop og tanker væk. Søndag i Nordjylland er grå og lidt våd, men der er helt sikkert fuglesang, frisk luft og højt til loftet derude. God søndag til dig.

#streetartaalborg

Landmanden skulle i jagtforretningen, jeg havde lyst til te fra den gamle tebutik i Aalborg, så vi drog af sted sammen. Det er år og dag siden, synes jeg, at vi har gjort noget sammen, bare os to, alt for ofte lader vi det, at vi har hver vores interesser, få indflydelse på fritiden. Det blev en god tur til Aalborg, jeg havde printet street art kortet ud, og landmanden var med på en gåtur, efter vi havde handlet. Så har du lyst, så kom bare med.

opdatering d. 3/4: Street Art i Aalborg startede oprindeligt ved at 10 internationale street art kunstnere blev inviteret hertil for at male deres kunst på væggen rundt om i Aalborg. Siden hen er flere kommet til. Du kan se mere her.

Først gik vi gennem de små gader med de små gamle huse, som jeg altid har drømt om at bo i, og som landmanden ville få klaustrofobi ved at skulle bo i. Så var vi ved Danmarksgade, hvor vi skulle finde de to første gavlmalerier. Lyset drillede mit kamera, så billederne er lidt sløret, men man skal jo ikke brokke sig over solen. Gad vide om man kunne være gået ind i en gård og se det sidste billede i sin fulde bredde? (oh yeah, jeg gik glip af noget, se bare her)

Hvad der er i det gamle Kvickly under Budolfi parkeringspladsen, ved jeg ikke, men facaden ud mod Vingårdsgade var blevet brugt til at lade lokale vise, hvad de kan.

Længere henne i en sidegade til Vingårdsgade kom flere værker til syne. Jeg mener, at det galleri, der ligger der, er en af initiativtagerne til Street Art i Aalborg.

f

Herefter gik vi op til det gavlmaleri, som jeg først fandt, og som jeg stadig er vild med. Ved siden af ligger det, jeg viste forleden dag, det fik jeg ikke taget billeder af i dag.

På parkeringspladsen bag discountsupermarkederne ud mod Vesterbro var der indtil flere malerier.

Så havde vi set gavlmalerier nok for i dag, men der er flere endnu, og dem skal jeg på udkig efter en anden dag. Samværsturen sluttede af på Søborggårds bryghus med en god frokost på terrassen uden for bryghuset og med udkig til Budolfikirkens tårn. Nu vil jeg smide mig i sofaen, smage min nye grønne te med brombær og appelsin og sende en kærlig fødselsdagstanke til vores svigersøn i hovedstaden. God lørdag til dig.

Inden sovetid

Energien er blevet brugt på arbejde, så herhjemme er der slappet af med computeren, gåtur og tedrikning.

Forleden dag så jeg en artikel på Dr.dk, som fik mig til at trække på smilebåndet. Deri stod der:

“Synes du også, det er irriterende, at påsken falder i marts det ene år og i april det næste? … Så er du enig med den såkaldte anglikanske kirke og dens overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby.” taget herfra

Det var ikke så meget det med, at påsken skulle være fast på en bestemt dato. Det var mere ordene “den såkaldte”, for i min sprogverden betyder det, at nogen giver sig ud for at være noget, de egentlig ikke er. Dette måtte jeg så slå op (sjovt ordvalg, når det jeg egentlig gør, er at taste en hjemmeside frem, skrive ordet og så klikke med musen):

“som har den nævnte betegnelse, der bruges af nogle el. mange, og som kan være tvivlsom, misvisende, triviel, ny el. sjælden”

Måske er det bare mig, men såkaldte behøvede slet ikke at være i sætningen, for den anglikanske kirke er den anglikanske kirke, og den er hverken tvivlsom, misvisende, ny, sjælden, men måske triviel i nogens øjne. Måske handler det mere om, at journalisterne ikke kendte til den anglikanske kirke, førend de skulle skrive om den? Eller kunne det være et nyt pendulord?

Pyt, det er vist bare småtanker før sovetid. Sov godt

PS når nu foråret stadig leger semivinter, så er det godt, at foråret kan springe ud indenfor.