| Er det mon stien? |
| Skovhuset, retrætested med en ganske særlig og skøn atmosfære |
| Charlotte havde sørget for blomster overalt |
| Og huset ligger langt borte |
| Guldsmede og et uskarpt billede |
| Gudenåen i tæmmet natur |
| Er det mon stien? |
| Skovhuset, retrætested med en ganske særlig og skøn atmosfære |
| Charlotte havde sørget for blomster overalt |
| Og huset ligger langt borte |
| Guldsmede og et uskarpt billede |
| Gudenåen i tæmmet natur |
| Den smukkeste buket pryder vores bord. En buket fra vores datter som tak for skriverefugiet. Vi nød det. |
| På vej mod Hanstholm |
| Selfie af bagsædepassageren |
| Pause tæt ved Hanstholm |
| Hanstholm |
| På vej til Klitmøller |
| Et sjældent syn i landskabet |
| På vej fra Thy til Mors |
| På vej fra Mors til Salling |
| På vej fra Salling til Vesthimmerland |
| På vej fra Vesthimmerland til Hanherred |
En snude skubber til min arm, mens jeg sidder ved computeren på kontoret. Der er uorden i sagerne ifølge Ayla, hun er blevet efterladt hos mig, mens landmanden får sat vores tidligere elev i gang med at så. Det er godt for landmanden, at eleven/nu økonomistuderende gerne vil bruge sin tidligere læreplads som studiejob.
Og når jeg ser ham og husker på de to skønne unge kvinder, som fortalte om EUX uddannelse i forhold til social og sundhedsassistentuddannelsen, så fryder jeg mig over denne kombination af erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse. Det minder mig om det interview, jeg hørte i radioen om Schweiz, hvor langt de fleste unge tager en erhvervsuddannelse og senere læser de måske videre. Som den ene unge kvinde sagde, hun var ikke klar til at tage tre år med ren læsning, og på denne måde fik hun løn under uddannelse og samtidig kunne hun, hvis hun ville, læse videre til sygeplejerske eller jordemoder. Vi har brug for unge, der vil tage erhvervsuddannelserne.
Ayla har opgivet og lagt sig på sit tæppe. Egentlig er det utroligt, at hun orker at ligge i en traktor fra klokken syv om morgenen til klokken ti om aftenen. Men hvad gør man ikke for at være tæt på den, man elsker? Landmanden og jeg ser kun hinanden i korte øjeblikke, for når han kommer ind, går jeg i seng. Jeg øver mig i at få søvn nok, jeg øver mig i ikke at se på en skærm frem til sengetid, jeg øver mig i at få energien tilbage. Jeg er træt af at være træt. Og jeg er træt af tøj, der strammer og en krop, der lige så stille bliver større. Det øver jeg mig også på at gøre noget ved.
Nu bliver min fod slikket forsigtigt og en snude skubber ihærdigt til min arm. Vi snakker lidt sammen og der bliver kløet bag ørerne. Det er ikke nemt, når ens vante rutine pludselig ændres. Mens jeg børstede tænder, ren rutine, vandrede tankerne tilbage til børneafdelingerne og mine første seks år som sygeplejerske og derefter til de to år som fast aftenvagt på en medicinsk afdeling. Jeg kan ikke huske, at vi havde så travlt, som vi har nu. Der er nogle gange, jeg tænker, om det er ren indbildning, men det tror jeg ikke. Om natten havde vi strikketøj med og hyggede os mellem tilsynene hos patienterne. Vores nattevagter er i gang, fra de kommer til de går hjem. Der prioriteres tid til en powernap, hvis det kan lade sig gøre, og det er der evidens for, at det er godt for deres krop. Ellers så foregår kaffedrikning og spisning samtidig med, at der laves kontorarbejde. Alt det vi ikke når i dag/aftenvagt er skubbet til nattevagterne: tjek af diverse akutbakker, tjek af patientjournaler, mangler der screeninger, mangler der blodprøver, tjek af lægenotater, tjek af hjertestopvogn, tjek af patienternes medicinjournaler, klargøring af journal og medicin til patienter, der overflyttes næste morgen, oprydning rundt omkring osv. I gamle dage holdt man pause væk fra kontoret i personalestuen, men den ligger i den ene ende af afdelingen, så nattevagterne føler, de er for langt væk, hvis patienter forvilder sig ud på gangen eller råber fra en stue, fordi de er forvirret og ikke kan bruge klokkesnoren.
Ayla skifter stadig mellem at gå hvileløst rundt og pibe lidt og så lægge sig ned. Mon ikke snart landmanden er færdig med sin instruktion, så kan der blive tid til tosomheden mand og hund igen. Det kan synes som en varm dag, når man sidder her lunt og godt bag husets mure, men udenfor er der koldt. så koldt at mine briller duggede, da jeg gik ind efter at have fodret fuglene. Klokken 9.15 har jeg lovet mig selv, at jeg går ud og begynder fra en ende af med havearbejde. Gid man dog elskede havearbejde og kunne se det fornøjelige i det. Jeg elsker smukke haver, jeg har mange planer for at forskønne min have, men det bliver ikke til mere end tanker. Tankerne i sig selv gør mig træt og pludselig sidder jeg med en bog eller ser på en skærm i stedet for at være i haven. Det skal ikke ske i dag. Det har jeg lovet mig selv, men jeg er ikke så god til at tage mig selv og mine tanker alvorligt. Det øver jeg mig også på. Der er plads til forbedring.
Ha en god lørdag med plads til forbedringer og må din dag gå dig i møde med et smil.
“Husk at du skal dø” er den mest populære oversættelse af det latinske ord. Egentlig står der; husk at dø, men meningen er, at vi skal huske på, at vi er dødelige. Og så ligger det lige til højrebenet at tænke; derfor husk at leve.
Ordet brugte en af vores informanter i forbindelse med at få en blodprop, det at man bliver mindet om, at man er dødelig, at livet ikke varer evigt. Og hvad skal vi så bruge det til? Svend Brinkmann var inde på det i sine første bøger, Stå Fast og Ståsteder. Her kommer det i forbindelse med ikke altid at skulle være positiv, når ulykken/trælse hændelser rammer. Man må gerne brokke sig, sige fra, men til sidst må man også lægge det fra sig, sige pyt og så se op og finde noget, der er værdifuldt at fylde i sit liv, fordi livet ikke varer evigt (min fortolkning af bøgerne).
Som afslutning på symposiet i fredags kom Søs Egelind med sit foredrag Kræft, Trit og Retning. Hun var fantastisk, tænk at kunne holde en hel sal fangen i en time med latter, tårer i øjenkrogene og eftertænksomhed at gå hjem med. Søs tog udgangspunkt i sin kræftsygdom, tog os med gennem forløbet og dermed også da hun fik en anden kræftsygdom oveni den første. Sidste år blev hun kåret som årets optimist, og det var også denne tilgang, som hun selv mener, der reddede hende. Som hun sagde, det kan jeg jo ikke sige med sikkerhed, og nej, det kan hun ikke, for jeg har også oplevet mennesker med en positiv tilgang til livet og til det at have kræft, som ikke overlevede. Men jeg er sikker på, at det er det, der gør, at hun i dag kan holde foredrag om det og at hun virker til at være kommet helskindet igennem et forløb på trods af, at hun stadig i dag har bivirkninger efter behandlingerne.
Når man er til foredrag, bruger nogen at slutte af med en slides med Tak Home Messages. Det gjorde Søs Egelind ikke. Der var slet ikke nogle Power Points slides. Der var kun en kvinde på en scene, og hvilken kvinde. Men noget af det jeg tog med hjem, det var netop dette med at livet varer ikke evigt, og Søs Egelind symboliserede det med at tage et målebånd fra IKEA, 100 cm, symbolet på et menneskeliv. Hun rev de første 60 cm af, da hun i år bliver 60 år. Derefter blev hun enig med sig selv, at på en god dag kunne hun nok blive 86 år og så rev hun de sidste 14 cm af. Så stod hun med 26 cm, det synede så lidt og så sagde hun, jeg vil have mest ud af hver millimeter af mit liv, og hun mente, at det måtte man hver især gøre op med, hvad det så kunne være.
Jeg har før været inde på det, at jeg ikke har behov for at opleve al Verden, men skulle jeg dø i dag, ville jeg sige, at jeg har haft et godt liv. Og indimellem tænker jeg også, hvad drømmer jeg egentlig om? Jeg dagdrømmer meget, men det er ikke realistiske drømme, det er drømme, der bearbejder mit liv og giver mig en ventil til at tænke helt anderledes, og nogen gange bruger jeg delelementer i dagdrømmene i det virkelige liv. Men hvad drømmer jeg egentlig om? Hvordan skal mine 25 cm liv være, hvis vi antager, jeg bliver 86 år? Se det tænker jeg på i disse dage. De tanker satte Søs Egelind gang i.
Jeg husker også, at hun talte om forskellige måde at reagere på, når man får kræft. Og hun var glad for sin egen reaktion, nemlig at være nysgerrig på forløbet. Søs Egelind fortalte om en novelle af Karen Blixen om et skibsbrud. En var kommet op i en redningsbåd modsat andre, der druknede omkring vedkommende. Han rejste sig op og råbte mod himlen: “Hvorfor mig?” Hvortil en anden i en anden redningsbåd rejste sig og råbte: “hvorfor ikke” Og jeg kan stadig se Søs Egelind spille disse to i hver sin redningsbåd; hvorfor mig, hvorfor ikke.
Det har egentlig altid været min holdning, at man skal ikke bruge tid på at spekulere på, hvorfor rammer det mig, hvad har jeg dog gjort, det her er uretfærdigt. For ville det være mere forståeligt, hvis det var naboen eller ham den dumme nede om hjørnet? Ville det være mere retfærdigt? Livet er ikke retfærdigt, livet er her og nu, vi er tvunget til at leve det. Alternativet er formentlig ikke bedre.
Og så går jeg tilbage til Svend Brinkmann, for han vil med sine bøger, at vi skifter fokus fra os selv til det at være sammen med andre. Hvad kan vi gøre for andre? Søs Egelind bruger sin egen oplevelse og sine evner som skuespiller til at give andre en forståelse for, hvad det vil sige at være ramt af kræft. Hvad skal vi som sygeplejersker tænke på, når vi plejer et sygt menneske. Og det store take home message fra hele symposiet var i mine øjne det, som forståelsesrammen Fundamentals of Care netop pointerer, sørg for at du ved, hvad patienten tænker, samtidig med at du bruger din faglighed til at støtte patienten i hans valg. Etabler en relation, så patienten har tillid til dig. Find ud af hvordan netop denne sygdom påvirker netop denne patient. Hvad har han brug for at vide og lære for at kunne mestre denne sygdom?
Og netop disse sidste ord giver mig en forståelse for, hvorfor jeg har så svært ved at slippe de oplevelser, jeg havde i en hård Store Bededagsweekend på arbejde. Jeg nåede nemlig aldrig til det at give patienterne mulighed for at udtrykke deres angst og bekymring, fordi der var så travlt, og fordi de fysiske behov hos patienterne måtte prioriteres over de psyko-sociale behov. Og jeg blev så glad, da jeg i en audit af sygeplejejournaler efterfølgende læste, at en kollega havde haft tid til en aften efter weekenden at spørge en af dem, jeg passede; hvorfor tror du, at du er så urolig (patienten var hele tiden på vej ud af seng/stol med fare for at komme til skade) Patienten svarede, at det vidste vedkommende ikke, og de nåede måske ikke frem til en årsag, men de fik snakket om det, og måske hjalp snakken og anerkendelse af det vi så, patienten.
Søs Egelind afsluttede sit foredrag med at vise en video med en sang, som hun har skrevet tekst til og også har instrueret: Et øjeblik. Giv dig selv et øjeblik og nyd en smuk sang. God søndag til dig.
I believe I can touch the sky
Jeg er træt og meget glad. Vi har haft en fantastisk skøn dag i dag. Igennem 20 år har regionens sygeplejersker afholdt Sygeplejesymposium hver andet år. Forrige år var jeg med for første gang sammen med to kolleger og hørte mange gode indlæg, blandt andet min leders præsentation af sit masterprojekt. I år skulle jeg så selv på sammen med mine to kolleger og fortælle om vores projekt og havde også en poster på symposiet. Vi skulle præsentere vores foreløbige fund om eftermiddagen og havde sommerfugle i maven. Formiddagens program blev indledt med fælles oplæg, først af vores professor og leder af forskningsenheden for sygepleje. Han gjorde det som altid godt og kunne oplyse, at halvdelen af de mundtlige præsentationer i dag var fra det forskningsprogram, som han har stået spidsen for, med henblik på at bringe forskning og udvikling ud på de enkelte afdelinger og tage afsæt i de områder, vi ønskede undersøgt.
Dernæst kom professor Marit Kirkevold fra Norge på podiet. Jeg har aldrig hørt hende forelæse før, men jeg har læst flere artikler af hende, for hun har forsket meget i apopleksipatienters forløb og i sygeplejerskens rolle i sygepleje til mennesker med apopleksi. Derudover har hun forsket i sygepleje og sygeplejens udfordringer. Hun sluttede af med sin forskning indenfor apopleksi, og det passede som fod i hose til vores projekt. Min leder var resolut, tog et handsout af vores projekt og gik hen og inviterede professoren op til os og gav hende vores handsout. Bagefter kom professoren hen til vores poster, hvor vi talte om vores projekt og så troede vi, det var det. Vi var vældig stolte af at få anerkendelse fra hende.
Eftermiddagen kom og vi sluttede præsentationerne af i den sal, vi var i. Det gik rigtig godt, vi supplerede hinanden godt. Og vi kunne godt mærke, at vi har brugt mange timer sammen og med at diskutere vores analyse. Vores dygtige vejleder, som er forsker, sad og smilte undervejs og tog billeder. Jeg havde set, at bagerst i salen sad en person, som lignede professoren fra Norge, men det havde mine to kolleger ikke. Så da der var tid til spørgsmål og de opdagede, at det var hende, der ville spørge os om noget, så kiggede de lige på hinanden og tog en dyb indånding. Vi fik en rigtig god dialog med hende, og bagefter kom hun igen hen til os for at sige, at det var et vigtigt stykke arbejde, vi havde gjort. Vi kunne nærmest flyve, og da vores leder, vores vejleder og andre gode kolleger også roste os, ja så var dagen nærmest fuldendt.
Nu er jeg hjemme igen. ved siden af mig ligger min nye telefon, som skal nærstuderes. Min gamle mobil blev syg i går nat og om det var det, der vækkede mig, skal jeg lade være usagt. Men fordi den intet ville og fordi jeg ikke syntes, jeg kunne undvære den næste dag, ja så brugte jeg noget af natten på at lede efter en af de gamle mobiler. Den fandt jeg ikke, og søvnen og jeg fandt heller ikke hinanden. Det blev en hård kursusdag i går med ingen søvn siden klokken 3, og bagefter måtte jeg ud og købe en telefon. Jeg skulle jo lægge vores præsentation ud på USBstik, og uden mobil kunne jeg ikke komme på min arbejdsmail eller min arbejdsplatform, fordi der sendes koder til den. Bagefter skulle jeg forberede mig til i dag, så selvfølgelig var jeg så overtræt, at jeg ikke kunne falde i søvn. PYT, vi har holdt oplæg for Marit Kirkevold og andre, det er stort!
God 4, majs aften. Håber du husker at tænde lys i vinduerne.