Der er jeg ikke gået før, så det kan man sikkert godt

Jeg elsker at gå nye veje på mine vandreture, at prøve om jeg kan finde rundt uden kort (dog med kortet i lommen). På mine lange vandreture på retræten gik det for det meste godt, men jeg måtte også op af stejle bakker flere gange, som jeg lige var kommet nedad for blot at konstatere, at det her ikke var en sti, men et spor efter skovarbejdernes maskiner.

Er det mon stien?

Stilheden i skoven blandede sig med fuglesangen og langs markerne ved skovkanten hørtes dyrene på marken. Min krop elsker vandreture, den formelig hopper af begejstring, jo mere den bliver brugt og presset.

Skovhuset, retrætested med en ganske særlig og skøn atmosfære

Min krops søvnbehov og søvnrytme opførte sig så eksemplarisk, så der både blev til middagslure og god nattesøvn. Jeg vågnede altid, før uret ringede, og så hoppede jeg i tøjet og gik mig en lille tur før badet og den smukke morgenvækning. Charlotte, retrætelederen, gik rundt med en lille klokke og ringede med den, samtidig med at hun sang morgensalmer.

Charlotte havde sørget for blomster overalt

Min morgentur blev den samme hver dag. Første dag var jeg lidt spændt på stien, for den var svær at skimte inde i skoven mellem alle de nedfaldne blade, men pludselig dukkede en sti op, som indikerede, at jeg var på rette vej. Og da jeg kom ud af skoven og gik langs skovkanten, hørte jeg den mest mærkelig lyd fra søen på engen. Jeg tænkte, det var fugle, som advarede hinanden om, at her kom jeg. Det lød som musikinstrumentet Guiro, men senere, da vi gik ud af stilheden, kunne de andre fortælle mig, at det var frøer i hobetal, der frembragte lyden.

Og huset ligger langt borte

I øvrigt lå der et hus ved søen på engen i mosen ved skoven, som lige var sådant et hus, jeg gerne ville bo i, når vi skal pensioneres fra landmandslivet. Det var også til salg, men det er vi ikke klar til endnu.

Guldsmede og et uskarpt billede

Jeg savner min krops reaktion på roen, stilheden og gåturene, så det vil jeg forsøge at finde en måde, hvorpå jeg kan overføre dette til min hverdag. Der er ikke så mange ukendte stier her i min mose, men så må jeg vælge en anden indfaldsvinkel, det kan jeg sikkert godt. God tirsdag til dig.

Gudenåen i tæmmet natur

Guldsmeden

Den kom til mig på en retræte. Jeg havde svært ved at koncentrere mig under en meditation, og så var den der pludselig, uden for det smukke vindue. Den blev min hjælp til fokus og retning.

I torsdags var den der igen, flygtig og væk med det samme, men jeg følte mig velkommen og tryg i det lille, smukke og skønne Skovhus. Jeg vidste, at jeg godt kunne gå ind i stilheden, nærværet og tankerne uden at have den fysisk hos mig.

Jeg har vandret, meget, i stilhed, alene og sammen med min søster. 22.000 skridt blev det til både fredag og lørdag.

På min lange vandring alene mødte jeg guldsmeden igen på vej op til Sukkertoppen. Jeg var træt, det var varmt, jeg havde ingen vand med, men op ville jeg. Og så kom den flyvende forbi mig og ledte mig på vej. Jeg nød den smukke blå farve, som glimtede i solens stråler.

Oppe på toppen nød jeg udsigten over Mossø og skovene omkring søen. Det var fredag, ingen skovudflugter, ingen andre mennesker, jeg var helt alene i skoven.

Da jeg nu forsøgte at finde vejen hjem og vejen ned fra Sukkertoppen uden alt for mange omveje, dukkede guldsmeden op igen, nu i selskab med to af dens venner. De dansede omkring mig og satte sig til hvile på bøgens grønne blade og lod sig varme af solstrålerne. Jeg følte mig velkommen i deres selskab og nød solen sammen med dem. Herefter skiltes vores veje, men jeg kan stadig finde de indre billeder frem af den smukke guldsmed.

#retræte #stilhed #kristenmeditation

Mod bedre vidende

Jeg ved det godt, det er ikke særlig smart og absolut ikke gavnlig for kroppen, men jeg knokler igennem og ignorerer trætheden. For i morgen tager jeg på retræte, der er dog lige en arbejdsdag i morgen, som skal være effektiv.

Noget af det, jeg ordner i de her dage, skulle have været ordnet i søndags, hvor jeg holdt fridag mutters alene. Det blev bare aldrig til noget, jeg slikkede sol og slappede af, for jeg fik en af mine ture, hvor humøret ikke ville det samme som mine intentioner.

Og så kan jeg blive stædig og træt af mig selv og ...

Så nu har jeg købt to højbede, de blev samlet i går og placeret på gårdspladsen ud foran terrassen af mig. Da landmanden kom hjem efter hundetræning (og over min sengetid - det er her det ufornuftige kommer ind) fik vi placeret dem nøjagtig med samme afstand fra terrassen og mellem hinanden. Der kom også fiberdug i, og i dag har landmanden sørget for, at de har fået jord.

Nu skal mine stakkels planter, der enten er ved at gå til i en krukke eller har levet et kummerligt liv i skyggen af rhododendronbuskene ved terrassen omplantes. Højst sandsynligt ikke særligt smart i den her varme, men omvendt så er der vist kun rødder og plante i krukkerne. De andre i terrassebedet kan vente, for alle rhododendronbuskene er skåret ned med hård hånd af landmanden. Heldigvis kommer de alle med små skud, så næste år har vi blomstrende buske ved terrassen igen.

Jeg har haft en lang arbejdsdag, er først kommet hjem kvart i otte. Så igen i aften bliver det sent, før sengetiden indfinder sig. Der skal pakkes til vandreture og behageligt tøj til meditationsseancerne, og der skal gøres klar, så den kære landmand kan klare sig uden sin hushjælp i flere dage. Heldigvis har jeg fået lov til, at vi holder projektdag her, for jeg skal køre nærmest lige efter arbejdstid for at nå ned i landet til klokken 18. Mine kolleger kommer klokken syv, rengøring klokken otte og jeg sidder bare her og skriver indlæg. Det dur ikke, en slurk te mere, og så ud i den skønne luft. Det kan vel aldrig vare at plante fire planter.

Bloggen, som i forvejen lever et sporadisk liv, holder derfor fri. De næste dage er jeg uden mobil (mobilen er godt nok med, men skal kun bruges som nødtelefon ved gåture og som vækkeur), computer og iPad. Det bliver så godt, og jeg glæder mig helt vildt til at gå ind i stilheden.

Må du få fire skønne og gode dage.

Den smukkeste buket pryder vores bord. En buket fra vores datter som tak for skriverefugiet. Vi nød det.

Dygtig, du er så dygtig

De sidste to hunde, vi har haft på gården, har i den grad udfoldet landmandens evne for hundetræning. Det er en fornøjelse at se mand og hund sammen og den forbundethed der er uden ord. I går aftes fik jeg lov til at se noget af træningen på græsplænen.

De træner rapportering, som er en udvidet udgave af apportering og søg. Endemålet er at Ayla skal gå med en bringsel om halsen, når hun bliver sendt ud for at finde et nedskudt vildt. Når hun så finder det, tager hun bringslet i munden, kommer tilbage til landmanden og viser ham vej ud til vildtet.

Lige nu er de der, hvor bringslet ligger ovenpå et dyreskind, Ayla bliver sendt ud for at finde skindet, og når det er fundet, kommer hun tilbage med bringslet. Herefter støtter landmanden hende i at finde skindet igen, uden at han viser vej, det gør han både med ord og tonefald. Og hun er så dygtig.

Der belønnes med både anerkendende ord, klap, kærtegn samt godbidder. Og Aylas hale har vældig travlt med at vise al den glæde, en hund kan rumme.

Anerkendelse er altid rart, det stiver selvtilliden af, det ansporer en til at blive bedre og det kan også være en direkte feedback på de ting eller ord, der er gjort/sagt. Dog skal det nødigt blive drivkraften i ens liv, så man kun har det godt, når man får anerkendelse. Hele mit liv har jeg arbejdet med at turde tro på, at jeg er god nok, også uden at jeg hele tiden får anerkendelse. At turde hvile i mig selv som den jeg er og ikke forsøge at være som den, jeg tror, andre mener jeg er eller skal være. Jeg synes, jeg er der, hvor jeg ved hvad jeg kan, men også ved at jeg ikke er en isoleret ø, så jeg har som alle andre brug for samspil - modspil - medspil. Jeg er helt klart en af dem, der fungerer allerbedst sammen med andre om opgaver. Så det er sjovt, at jeg egentlig er så alene, som jeg er, meget af den tid, jeg ikke er på arbejde. Det udfordrer mig, og det er vel også en af grundene til, at jeg oprindeligt startede min blog i tidernes morgen - at få kontakt med andre mennesker selv om jeg bor herude på landet, langt væk fra menneskemylderet.

Ayla og landmanden er kørt ud igen efter pausen. I dag bliver de sidste kartofler lagt, og det er derfor også slut med at smøre eftermiddagsmadpakker. Dem genoptager vi, når kartoflerne skal tages op i august, september og oktober (især de sidste to måneder). Nu vil jeg tage mig sammen til at nå noget af det, jeg faktisk gerne vil på denne fridag. Han en god tirsdag.

Søndagsafslapning

Landmanden og Ayla har været til træning hele dagen fra i morges til sidst på eftermiddagen.

Jeg har derimod slappet af, spist langsom morgenmad, ligget i solen, siddet i solen, siddet i skyggen og indimellem lavet lidt småting. Læst en bog, læst noget om blodtryk, åreforsnævring (tidligere kaldet åreforkalkning) og kollateral blodforsyning.

Og så har jeg sluttet dagen af med 5 km gåtur på denne skønne majaften. Landmanden er på jagt og Ayla synes absolut ikke om, at vi sådan begge to går. Mon ikke hun overlever, nu er jeg hjemme igen og skal lige finde ro og hvile den sidste halve time inden sengetid. I morgen er nemlig arbejdsdag i sygeplejen.

God pinse til dig.

Lydene omkring mig

Landmanden kører på en traktor og kammer kartoffelkamme op. Det er så langt væk, at jeg ikke kan høre traktoren brumme. Indimellem er der en tagplade eller andet, der stønner her i varmen. Og i ny og næ hører jeg, når gyllen transporteres ud fra stalden til gylletanken på den anden gård. Det sker også, at blæseren i kølehuset går i gang

Fuglene synger så højt, så selv jeg uden høreapparat kan høre det. Ellers er der helt stille. Jeg nyder det, mens jeg fejer terrasse og fliserne foran huset. Fejning er ikke nok, så jeg er i gang med hakker for at få mos væk mellem fliserne.

Lige nu er jeg dog krøbet under parasollen på terrassen med en kop te og et glas koldt vand. Jeg har måttet skifte arbejdstøjet ud med bikini, for det er varmt at gå i solen. Her kan jeg høre fluerne og humlebiernes summen.

Jeg håber,  vejret bliver som skitseret på langtidsvarslerne, for næste weekend må landmanden klare  sig selv, jeg går nemlig ind i stilheden i tre dage sammen med andre mennesker i et hus i en skov mellem Skanderborg og Silkeborg. Og jeg glæder mig, glæder mig til den faste ramme med tidebønner før morgenmad, frokost, aftensmad og nat sammen med kristen meditation formiddag og aften. Det giver tid til eftertænksomhed, vandreture og blot at være til med alle de tanker, der til daglig holdes nede af hverdagens gøremål.

Pausen blev lidt længere end planlagt, men det er helt ok. Når man som jeg ikke bryder sig om havearbejde, så skal der lægges små belønningspauser ind undervejs, så dagen føles god og kærlig. Må du få en dag med varme og nærvær, enten med dig selv eller sammen med andre.

Ugen, der gik

Hvad skal du lave i dag, spørger landmanden, mens han finder sin morgenmad frem. Jeg er søvnig, jeg er træt, jeg har egentlig ikke lyst til at svare eller forholde mig til, hvad jeg skal lave på denne fredagsfridag. Spørgsmålet stilles, viser det sig, fordi han har brug for min hjælp. Så jeg starter dagen med at køre efter ham ned i marken, han på traktor, jeg i bil. Der skal lægges kartofler, så han har kartoffellæggeren bag traktoren. Så kører vi hjem igen, hvor han henter traktoren med vognen med læggekartofler.

Mandag var også fridag, den var fuldt besat med fodterapeut, fysioterapeut og jubilæumsfrokost. Sygehuset havde inviteret alle med 25 og 40 års jubilæum som ansat i regionen til frokost, tale og udlevering af diplom og gave. Det var hyggelige halvanden time, jeg kendte få af de tilstedeværende, men fik dog snakket sygepleje, ændring af vilkårene og det hårde pres, der er på sygehusene.

Tirsdag var jeg til temadag med mine vejledere for studerende på afsnittet, hvor vi blandt andet hørte håndboldtræner Peter Bredsdorff-Larsen levere et fremragende oplæg om udvikling af (vinder)kultur og hvordan en træner/vejleder kan gøre sine studerende/medarbejdere bedre. Jeg var skeptisk, jeg synes ikke altid, at sportsverdenen/erhvervslivet kan bidrage ind i min verden, men Peter fejede det hele af vejen og overvandt mine fordomme. Og ovenstående billede er herligt og kan egentlig bruges i mange sammenhænge, for hvad forstår vi hver især, når vi slynger omkring os med ord. 

Vi hørte også Tanja Hall, medstifter af fremtidsfabrik.dk, levere et spændende oplæg om generation Z, de unge fra 14 - 22 år. I betragtning af, at hun lever at være med på det nyeste inden for forskning og viden om de unge, så oplevede jeg hendes powerpoints som tunge og mørke. Når jeg sidder lige nu og kigger på de slides, så er de ikke så mørke og triste, men der i salen havde de svært ved at holde mig fangen.

Sidste oplægsholder var Sine Lehn-Christiansen, som fortalte om projekt Sammenhæng på Tværs, hvor man på Rigshospitalet har fulgt 40 sygeplejestuderende gennem deres uddannelse. Man har iværksat fire eksperimenter i klinikken (altså ude i praksis) for at gøre de sygeplejestuderende klar til at arbejde som sygeplejersker. Oplægget havde fokus på vejledning og vejleders rolle, og en af mine kolleger sagde, man får helt ondt i maven. For nøglen til et godt og lærerigt praktikforløb var vejlederen, hendes måde at være på og vejlede på var altafgørende.

De sidste to arbejdsdage har været projektdage. Hvor vi var helt høje efter vores præsentation til sygeplejesymposium, så røg vi ned i det dybe hul, nu hvor vi langt om længe tog fat på diskussionsafsnittet. Sådan er det, enhver begyndelse er svær. Gårsdagen afsluttede med et godt møde i netværksgruppen for min funktion, jeg syntes, jeg fik ideer til, hvordan vores brush up kurser for mine kolleger kunne sættes sammen.

Og så er vi tilbage til denne fredag friformiddag, hvor tankerne mere er fokuseret på arbejdsopgaver og dem, jeg holder af end på landmandskonens opgaver. Døren ud til verdenen står åben, der strømmer frisk luft ind, fuglene har travlt med at spise af de lækre mejseboller. Lige nu har tyrkerduen indtaget foderhuset, mens de små grønirisk som sædvanligt altid vil til den samme mejsekugle og derfor slås i luften med baskende vinger. Nede på jorden hopper en grønsisken rundt og indimellem kigger flagspætte og skovskade forbi.

Må du få en solbeskinnet, dejlig fredag.

Den rette kombination opstod

Det var søndag, det var godt vejr, landmanden havde besluttet sig for at holde fri, sygeplejersken havde fri og begge længtes efter årets første motorcykeltur. Og hvilken tur. Vi slappede af om formiddagen med langsom morgenmad, jeg gik en god gåtur og landmanden snakkede med en af sine kammerater, der kom forbi. Over middag gjorde vi os klar, bryggede te og fandt motorcykeltøjet frem.

På vej mod Hanstholm

Selfie af bagsædepassageren

Pause tæt ved Hanstholm

Og så gik det derudaf. Vi kørte mod vest af små veje frem til Fjerritslev, herefter videre til Hanstholm og ned langs Vestkysten forbi Klitmøller og Nr. Vorupør. På et tidspunkt tog vi tværs over Thy og fortsatte tværs over Mors og Salling for at holde pause ved færgen til Hvalpsund.

Hanstholm

På vej til Klitmøller

Et sjældent syn i landskabet

På vej fra Thy til Mors

Lidt senere sad vi i Hvalpsund og nød vandet, solen og en kæmpestor isvaffel. Herefter kørte vi videre op gennem Vesthimmerland, bankede på hos nogle motorcykelvenner, som ikke var hjemme og kørte herefter den hurtigste vej hjem over Løgstør og Aggersundbroen.

På vej fra Mors til Salling

På vej fra Salling til Vesthimmerland

På vej fra Vesthimmerland til Hanherred

Tre broer og en færge måtte der til for at komme komme rundt og hjem igen.

Og så må jeg afsløre, hvor uvidende jeg er på det her googlehalløj. Egentlig blev tanken sat i gang, da jeg fik ny mobil og den unge mand nævnte noget med deling af sine billeder på ens google drev. Og i dag søgte jeg så efter google foto og vupti, der ligger alle mine billeder fra mobilen. Her har jeg møjsommeligt sendt hver eneste billede til min mail og så lagt dem i mapper på computeren for derefter at bruge dem. Førhen overførte jeg dem med kabel, men det virkede ikke mere og slet ikke sammen med min Mac bærbar. Nu mangler jeg bare at finde ud af om jeg også kan gøre det fra OpenLiveWriter, det kunne jeg ikke finde ud af lige nu og her. Okkeja så gammel man så føler sig.

Nu vil jeg gå i gang med at kokkerere til den travle landmand. Han skal have vildgåsebryst, linsesalat med blomkål og grønkålssalat. Og hvis fruen gider, får han også brasede kartofler, så bliver han glad.
Ha en god mandag aften.

Nydelse og viden i pæn forening

Lad mig slå fast med det samme, jeg elsker at spise, jeg har en god appetit. Du kommer aldrig til at se mig nippe til mad. Har jeg besluttet mig for en is, så bliver det den is, jeg er allermest vild med og det er som regel den største, der findes. Så ingen sodavandsis til mig, jeg går all in i nydelsen. Og jeg har altid sagt at uanset hvad der sker, så mister jeg ikke appetitten, og nu har jeg 61 års erfaring i mig selv, så jeg ved, at det som ofte holder stik.

Jeg er samtidig den, der ikke gider at lave mad og som kan synes, at alt det der risteri, nørderi og kæleri med småting i maden bliver for meget, når jeg selv skal gøre det. Men jeg elsker at være gæsten hos madnørden, jeg elsker at blive overrasket på mine smagssanser. 

Jeg plejer dog at sige, at jeg spiser for at leve og lever ikke for at spise. Det er så en sandhed med modifikationer, har jeg erfaret. Som sagt blev jeg så træt af, at alt strammede på mig, og at spejlbilledet nu viste en hængemave frem for en mave, som bulede ud af men dog under kontrol. Så noget måtte ske. Jeg skippede alt, hvad der hed kure, da jeg var ung efter at have prøvet lidt af hvert. Og derfor har jeg også en god portion skepsis, når den ene madtrend efter den anden lancerer sig som Sandheden.

Jeg hører, hvordan de lærde er bekymrede for børn og unge, som vokser op med, at der er mad, der er forbudt, og hvad den holdning giver af spiseforstyrrelser. Jeg nikker anerkendende, når diætisten på vores kurser siger, at der ikke er noget, der er forbudt, men der er noget, man kan spise meget af og andet, man kan spise mindre af.

Mit problem er, at jeg godt ved, hvad der skal spises lidt af, men jeg gør ikke det, jeg ved. Derfor har mit middel været hver gang, jeg har brug for at stoppe op og lige kigge på madvanerne, at logge mig på madlog (nej dette er ikke en reklame, for det er helt for egen regning). Her kan jeg nemlig selv bestemme, hvad jeg spiser, men jeg får tydeligt bevis på det, jeg i forvejen ved, nemlig hvor mange kalorier jeg indtager.

Og i går blev det tydeligt at jeg bør være havemenneske, for det hårde havearbejde takseres til at forbrænde flere kalorier pr time end at gå 6 km på en time, så jeg kunne nyde en kage i går aftes uden at komme i overskud med kalorier. I dag er jeg gået all in på min morgenmad, det gør jeg hver søndag, så jeg ændrede ikke på mine vaner. Dog synes jeg, det er sjovt at se, hvor mange kalorier f.eks yndlingsmyslien herhjemme leverer med sølle 10 gram. Lad mig blot sige, at jeg normalt øser mere end ti gram på, men de ti gram var perfekte til at få smagen af nødder og rosiner. 

Jeg øvede mig også i at spise langsomt. jeg er berygtet på min afdeling for at kunne spise en skål mad med grove grøntsager, salat og kød/fisk/vegetardeller på under fem minutter. De andre når nærmest ikke at få gaflen til munden, før jeg er færdig. Det er ikke noget, jeg er stolt af, jeg øver mig i at spise langsomt, når jeg når at tænke på det. Men i en hektisk hverdag ryger jeg tit tilbage til de dårlige vaner. Det gør ikke så meget på arbejde, for der spiser jeg ikke mere end den portion, hvorimod herhjemme føler jeg mig mere sulten og snupper  måske lige noget mere.

I dag nød jeg min morgenmad langsomt og kunne derfor heller ikke spise et helt rundstykke som ellers planlagt. Andre vil synes, det er helt vildt alt det, jeg spiser, og tror, at jeg så går resten af dagen uden mad. Jeg kan sagtens spise igen til frokost og eftermiddag og aften og aftenste og derimellem. Det er nemlig det, jeg har måttet erkende denne gang. Mad bliver ofte hos mig brugt som trøst, belønning, afhjælpning af kedsomhed, fjernelse af trælse tanker osv. 

Note: Den eneste gang jeg bruger smør på mit brød er søndag morgen på mit rugbrød til mit blødkogte æg/pålægschokolade,  og det er ren nydelse. Jeg køber ikke øko marmelade, det er min egen hjemmelavet marmelade, der bruges ;-) Og kalorieregnskabet siger, at jeg hellere må gå mig en lang tur i dag, ellers overskrider jeg vist dagens kvote.

Håber du er startet dagen med dit yndlingsmorgenmåltid - gad vide hvad det mon er? God søndag til dig.

Hvad med mig?

En snude skubber til min arm, mens jeg sidder ved computeren på kontoret. Der er uorden i sagerne ifølge Ayla, hun er blevet efterladt hos mig, mens landmanden får sat vores tidligere elev i gang med at så. Det er godt for landmanden, at eleven/nu økonomistuderende gerne vil bruge sin tidligere læreplads som studiejob.

Og når jeg ser ham og husker på de to skønne unge kvinder, som fortalte om EUX uddannelse i forhold til social og sundhedsassistentuddannelsen, så fryder jeg mig over denne kombination af erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse. Det minder mig om det interview, jeg hørte i radioen om Schweiz, hvor langt de fleste unge tager en erhvervsuddannelse og senere læser de måske videre. Som den ene unge kvinde sagde, hun var ikke klar til at tage tre år med ren læsning, og på denne måde fik hun løn under uddannelse og samtidig kunne hun, hvis hun ville, læse videre til sygeplejerske eller jordemoder. Vi har brug for unge, der vil tage erhvervsuddannelserne.

Ayla har opgivet og lagt sig på sit tæppe. Egentlig er det utroligt, at hun orker at ligge i en traktor fra klokken syv om morgenen til klokken ti om aftenen. Men hvad gør man ikke for at være tæt på den, man elsker? Landmanden og jeg ser kun hinanden i korte øjeblikke, for når han kommer ind, går jeg i seng. Jeg øver mig i at få søvn nok, jeg øver mig i ikke at se på en skærm frem til sengetid, jeg øver mig i at få energien tilbage. Jeg er træt af at være træt. Og jeg er træt af tøj, der strammer og en krop, der lige så stille bliver større. Det øver jeg mig også på at gøre noget ved.

Nu bliver min fod slikket forsigtigt og en snude skubber ihærdigt til min arm. Vi snakker lidt sammen og der bliver kløet bag ørerne. Det er ikke nemt, når ens vante rutine pludselig ændres. Mens jeg børstede tænder, ren rutine, vandrede tankerne tilbage til børneafdelingerne og mine første seks år som sygeplejerske og derefter til de to år som fast aftenvagt på en medicinsk afdeling. Jeg kan ikke huske, at vi havde så travlt, som vi har nu. Der er nogle gange, jeg tænker, om det er ren indbildning, men det tror jeg ikke. Om natten havde vi strikketøj med og hyggede os mellem tilsynene hos patienterne. Vores nattevagter er i gang, fra de kommer til de går hjem. Der prioriteres tid til en powernap, hvis det kan lade sig gøre, og det er der evidens for, at det er godt for deres krop. Ellers så foregår kaffedrikning og spisning samtidig med, at der laves kontorarbejde. Alt det vi ikke når i dag/aftenvagt er skubbet til nattevagterne: tjek af diverse akutbakker, tjek af patientjournaler, mangler der screeninger, mangler der blodprøver, tjek af lægenotater, tjek af hjertestopvogn, tjek af patienternes medicinjournaler, klargøring af journal og medicin til patienter, der overflyttes næste morgen, oprydning rundt omkring osv. I gamle dage holdt man pause væk fra kontoret i personalestuen, men den ligger i den ene ende af afdelingen, så nattevagterne føler, de er for langt væk, hvis patienter forvilder sig ud på gangen eller råber fra en stue, fordi de er forvirret og ikke kan bruge klokkesnoren.

Ayla skifter stadig mellem at gå hvileløst rundt og pibe lidt og så lægge sig ned. Mon ikke snart landmanden er færdig med sin instruktion, så kan der blive tid til tosomheden mand og hund igen. Det kan synes som en varm dag, når man sidder her lunt og godt bag husets mure, men udenfor er der koldt. så koldt at mine briller duggede, da jeg gik ind efter at have fodret fuglene. Klokken 9.15 har jeg lovet mig selv, at jeg går ud og begynder fra en ende af med havearbejde. Gid man dog elskede havearbejde og kunne se det fornøjelige i det. Jeg elsker smukke haver, jeg har mange planer for at forskønne min have, men det bliver ikke til mere end tanker. Tankerne i sig selv gør mig træt og pludselig sidder jeg med en bog eller ser på en skærm i stedet for at være i haven. Det skal ikke ske i dag. Det har jeg lovet mig selv, men jeg er ikke så god til at tage mig selv og mine tanker alvorligt. Det øver jeg mig også på. Der er plads til forbedring.

Ha en god lørdag med plads til forbedringer og må din dag gå dig i møde med et smil.

Et øjeblik

• Ayla og landmanden har travlt, der er lange arbejdsdage i marken og den ugentlige fridag bruger de på træning eller prøver. Ayla ser ud til at blive lige så god som Istvan. I weekenden var de til prøve i 3 timers 400 meter Schweissprøve. Her er der lagt et blodspor ud på 400 meter, 3 timer før hunden skal følge sporet. Det går gennem skoven, der er knæk på, og hundeføreren er nødt til at stole på sin hund, som er i lang line, at den kan holde sig på sporet, for føreren kender ikke ruten. For at bestå skal man have en 1. præmie, og det lykkedes. Så det var to trætte makkere, som kom hjem til gården.

• Som alderen går kommer der skavanker til, for nogen flere end for andre. Jeg har hele tiden vidst, at jeg på ét punkt lignede min far, og det mærker jeg nu. Jo ældre han blev, jo mere fik han svedudbrud efter aktivitet, det være sig gåture, havearbejde, tømmerarbejde osv. Og hans ældste datter ligner ham. En halv times støvsugning har betydet, at jeg som en anden bokser i ringhjørnet sidder med håndklædet om nakken, tapsveder, drikker vand og forsøger at finde tilbage til grundformen. Jeg hader det! For det samme sker på arbejde, et enkelt sengebad eller værre endnu at have hjulpet en patient med brusebad, og mine kolleger bliver dybt bekymret for mig, for sveden løber ned over ansigtet. Og jo varmere det bliver udenfor, jo værre bliver det. Og det kommer ofte forsinket, så jeg kan sagtens være gået i gang med noget andet, før vandfaldet starter.

• Jeg nyder dog solen udenfor, og døre og vinduer står åben, så jeg kan nyde fuglesang og frisk luft strømme ind. Når ringhjørnet forlades, går jeg videre med rengøring af de rum, jeg står for. Der er ikke rengøringshjælp i denne uge, så derfor har jeg måttet støvsuge overalt. En gård med en aktiv landmand og hund sætter sine spor. Det er ikke altid, de tænker på, at de slæber jord ind. Jeg satser dog på at holde en pause på terrassen, for selv om jeg ikke er til solbadning og hellere vil ligge i en sofa i mine pauser, så har vi alle brug for sol. Måske kan jeg kombinere det med lidt læsning som i søndags.

• Ugens arbejdsdage har været fyldt med møder, kontorarbejde og kursus. Indimellem føler jeg mig mere som en sekretær, når jeg laver dagsordener, sender mødeindkaldelser ud, reserverer lokaler til kurser og møder og besvarer mails. Men nogen skal jo gøre det, for undervejs i den proces får jeg også reflekteret over, hvad indholdet skal være eller hvad jeg mener. I morgen arbejder jeg hjemmefra, for vi har en del instrukser, som skal opdateres, og måske bliver jeg mindre forstyrret og kan arbejde mere koncentreret ved at være hjemme. Det er i hvert fald intentionen. Derfor skal huset også være i orden, så jeg ikke bliver distraheret af det.

• Gåture skal dog være plads til både i dag og i morgen. Og jeg nyder i fulde drag, at de lyse aftener giver mulighed for sene gåture. Det sjove er, at dem kommer jeg ikke til (endnu) at svede af, måske fordi jeg bliver kølet ned undervejs, når det er om aftenen, jeg går. Ha en god Kristi Himmelfartsdag.

Memento mori

“Husk at du skal dø” er den mest populære oversættelse af det latinske ord. Egentlig står der; husk at dø, men meningen er, at vi skal huske på, at vi er dødelige. Og så ligger det lige til højrebenet at tænke; derfor husk at leve.

Ordet brugte en af vores informanter i forbindelse med at få en blodprop, det at man bliver mindet om, at man er dødelig, at livet ikke varer evigt. Og hvad skal vi så bruge det til? Svend Brinkmann var inde på det i sine første bøger, Stå Fast og Ståsteder. Her kommer det i forbindelse med ikke altid at skulle være positiv, når ulykken/trælse hændelser rammer. Man må gerne brokke sig, sige fra, men til sidst må man også lægge det fra sig, sige pyt og så se op og finde noget, der er værdifuldt at fylde i sit liv, fordi livet ikke varer evigt (min fortolkning af bøgerne).

Som afslutning på symposiet i fredags kom Søs Egelind med sit foredrag Kræft, Trit og Retning. Hun var fantastisk, tænk at kunne holde en hel sal fangen i en time med latter, tårer i øjenkrogene og eftertænksomhed at gå hjem med. Søs tog udgangspunkt i sin kræftsygdom, tog os med gennem forløbet og dermed også da hun fik en anden kræftsygdom oveni den første. Sidste år blev hun kåret som årets optimist, og det var også denne tilgang, som hun selv mener, der reddede hende. Som hun sagde, det kan jeg jo ikke sige med sikkerhed, og nej, det kan hun ikke, for jeg har også oplevet mennesker med en positiv tilgang til livet og til det at have kræft, som ikke overlevede. Men jeg er sikker på, at det er det, der gør, at hun i dag kan holde foredrag om det og at hun virker til at være kommet helskindet igennem et forløb på trods af, at hun stadig i dag har bivirkninger efter behandlingerne.

Når man er til foredrag, bruger nogen at slutte af med en slides med Tak Home Messages. Det gjorde Søs Egelind ikke. Der var slet ikke nogle Power Points slides. Der var kun en kvinde på en scene, og hvilken kvinde. Men noget af det jeg tog med hjem, det var netop dette med at livet varer ikke evigt, og Søs Egelind symboliserede det med at tage et målebånd fra IKEA, 100 cm, symbolet på et menneskeliv. Hun rev de første 60 cm af, da hun i år bliver 60 år. Derefter blev hun enig med sig selv, at på en god dag kunne hun nok blive 86 år og så rev hun de sidste 14 cm af. Så stod hun med 26 cm, det synede så lidt og så sagde hun, jeg vil have mest ud af hver millimeter af mit liv, og hun mente, at det måtte man hver især gøre op med, hvad det så kunne være.

Jeg har før været inde på det, at jeg ikke har behov for at opleve al Verden, men skulle jeg dø i dag, ville jeg sige, at jeg har haft et godt liv. Og indimellem tænker jeg også, hvad drømmer jeg egentlig om? Jeg dagdrømmer meget, men det er ikke realistiske drømme, det er drømme, der bearbejder mit liv og giver mig en ventil til at tænke helt anderledes, og nogen gange bruger jeg delelementer i dagdrømmene i det virkelige liv. Men hvad drømmer jeg egentlig om? Hvordan skal mine 25 cm liv være, hvis vi antager, jeg bliver 86 år? Se det tænker jeg på i disse dage. De tanker satte Søs Egelind gang i.

Jeg husker også, at hun talte om forskellige måde at reagere på, når man får kræft. Og hun var glad for sin egen reaktion, nemlig at være nysgerrig på forløbet. Søs Egelind fortalte om en novelle af Karen Blixen om et skibsbrud. En var kommet op i en redningsbåd modsat andre, der druknede omkring vedkommende. Han rejste sig op og råbte mod himlen: “Hvorfor mig?” Hvortil en anden i en anden redningsbåd rejste sig og råbte: “hvorfor ikke” Og jeg kan stadig se Søs Egelind spille disse to i hver sin redningsbåd; hvorfor mig, hvorfor ikke.

Det har egentlig altid været min holdning, at man skal ikke bruge tid på at spekulere på, hvorfor rammer det mig, hvad har jeg dog gjort, det her er uretfærdigt. For ville det være mere forståeligt, hvis det var naboen eller ham den dumme nede om hjørnet? Ville det være mere retfærdigt? Livet er ikke retfærdigt, livet er her og nu, vi er tvunget til at leve det. Alternativet er formentlig ikke bedre.

Og så går jeg tilbage til Svend Brinkmann, for han vil med sine bøger, at vi skifter fokus fra os selv til det at være sammen med andre. Hvad kan vi gøre for andre? Søs Egelind bruger sin egen oplevelse og sine evner som skuespiller til at give andre en forståelse for, hvad det vil sige at være ramt af kræft. Hvad skal vi som sygeplejersker tænke på, når vi plejer et sygt menneske. Og det store take home message fra hele symposiet var i mine øjne det, som forståelsesrammen Fundamentals of Care netop pointerer, sørg for at du ved, hvad patienten tænker, samtidig med at du bruger din faglighed til at støtte patienten i hans valg. Etabler en relation, så patienten har tillid til dig. Find ud af hvordan netop denne sygdom påvirker netop denne patient. Hvad har han brug for at vide og lære for at kunne mestre denne sygdom?

Og netop disse sidste ord giver mig en forståelse for, hvorfor jeg har så svært ved at slippe de oplevelser, jeg havde i en hård Store Bededagsweekend på arbejde. Jeg nåede nemlig aldrig til det at give patienterne mulighed for at udtrykke deres angst og bekymring, fordi der var så travlt, og fordi de fysiske behov hos patienterne måtte prioriteres over de psyko-sociale behov. Og jeg blev så glad, da jeg i en audit af sygeplejejournaler efterfølgende læste, at en kollega havde haft tid til en aften efter weekenden at spørge en af dem, jeg passede; hvorfor tror du, at du er så urolig (patienten var hele tiden på vej ud af seng/stol med fare for at komme til skade) Patienten svarede, at det vidste vedkommende ikke, og de nåede måske ikke frem til en årsag, men de fik snakket om det, og måske hjalp snakken og anerkendelse af det vi så, patienten.

Søs Egelind afsluttede sit foredrag med at vise en video med en sang, som hun har skrevet tekst til og også har instrueret: Et øjeblik. Giv dig selv et øjeblik og nyd en smuk sang. God søndag til dig.

I believe I can fly

I believe I can touch the sky

Jeg er træt og meget glad. Vi har haft en fantastisk skøn dag i dag. Igennem 20 år har regionens sygeplejersker afholdt Sygeplejesymposium hver andet år. Forrige år var jeg med for første gang sammen med to kolleger og hørte mange gode indlæg, blandt andet min leders præsentation af sit masterprojekt. I år skulle jeg så selv på sammen med mine to kolleger og fortælle om vores projekt og havde også en poster på symposiet. Vi skulle præsentere vores foreløbige fund om eftermiddagen og havde sommerfugle i maven. Formiddagens program blev indledt med fælles oplæg, først af vores professor og leder af forskningsenheden for sygepleje. Han gjorde det som altid godt og kunne oplyse, at halvdelen af de mundtlige præsentationer i dag var fra det forskningsprogram, som han har stået spidsen for, med henblik på at bringe forskning og udvikling ud på de enkelte afdelinger og tage afsæt i de områder, vi ønskede undersøgt.

Dernæst kom professor Marit Kirkevold fra Norge på podiet. Jeg har aldrig hørt hende forelæse før, men jeg har læst flere artikler af hende, for hun har forsket meget i apopleksipatienters forløb og i sygeplejerskens rolle i sygepleje til mennesker med apopleksi. Derudover har hun forsket i sygepleje  og sygeplejens udfordringer. Hun sluttede af med sin forskning indenfor apopleksi, og det passede som fod i hose til vores projekt. Min leder var resolut, tog et handsout af vores projekt og gik hen og inviterede professoren op til os og gav hende vores handsout. Bagefter kom professoren hen til vores poster, hvor vi talte om vores projekt og så troede vi, det var det. Vi var vældig stolte af at få anerkendelse fra hende.

Eftermiddagen kom og vi sluttede præsentationerne af i den sal, vi var i. Det gik rigtig godt, vi supplerede hinanden godt. Og vi kunne godt mærke, at vi har brugt mange timer sammen og med at diskutere vores analyse. Vores dygtige vejleder, som er forsker, sad og smilte undervejs og tog billeder. Jeg havde set, at bagerst i salen sad en person, som lignede professoren fra Norge, men det havde mine to kolleger ikke. Så da der var tid til spørgsmål og de opdagede, at det var hende, der ville spørge os om noget, så kiggede de lige på hinanden og tog en dyb indånding. Vi fik en rigtig god dialog med hende, og bagefter kom hun igen hen til os for at sige, at det var et vigtigt stykke arbejde, vi havde gjort. Vi kunne nærmest flyve, og da vores leder, vores vejleder og andre gode kolleger også roste os, ja så var dagen nærmest fuldendt.

Nu er jeg hjemme igen. ved siden af mig ligger min nye telefon, som skal nærstuderes. Min gamle mobil blev syg i går nat og om det var det, der vækkede mig, skal jeg lade være usagt. Men fordi den intet ville og fordi jeg ikke syntes, jeg kunne undvære den næste dag, ja så brugte jeg noget af natten på at lede efter en af de gamle mobiler. Den fandt jeg ikke, og søvnen og jeg fandt heller ikke hinanden. Det blev en hård kursusdag i går med ingen søvn siden klokken 3, og bagefter måtte jeg ud og købe en telefon. Jeg skulle jo lægge vores præsentation ud på USBstik, og uden mobil kunne jeg ikke komme på min arbejdsmail eller min arbejdsplatform, fordi der sendes koder til den. Bagefter skulle jeg forberede mig til i dag, så selvfølgelig var jeg så overtræt, at jeg ikke kunne falde i søvn. PYT, vi har holdt oplæg for Marit Kirkevold og andre, det er stort!

God 4, majs aften. Håber du husker at tænde lys i vinduerne.

Hverdagsfridage med tid til afslapning

Efter den effektive start på mandagens fridag gik tempoet ned. Kroppen ville ikke være med til at ignorere de tre hårde arbejdsdage, og da jeg skulle til plasmatapning over middag, måtte jeg stoppe lugning af gårdspladsen, som ellers var formiddagens mål og sætte mig i gyngestolen og nyde fuglenes flokken om fugletræet.

Plasmatapningen gav mig chance for at genlæse lidt i en hjernebog, jeg læser hurtigt og det er ikke en fordel, når jeg gerne vil huske noget. I går læste jeg om korttidshukommelse og langtidshukommelse. Det slog mig, at jeg egentlig altid havde sagt det forkerte, nemlig at man bliver ramt på korttidshukommelsen ved Alzheimers sygdom, selv om jeg godt ved, at det ikke er korttidshukommelsen, der rammes. Man bliver ramt i Hippocampus, som er ansvarlig for at lagre erindringer, og det betyder, at man ikke kan huske de ting, der netop er sket. Som når min far gennem en hel dag både så landmanden høste korn og vi talte om høst, og alligevel spurgte min far gentagne gange i løbet af dagen, hvor landmanden var henne. I nuet kunne vi godt tale om høsten og min far kunne bruge sine erindringer fra før, han blev syg, til at tale om høst i hans barndomshjem eller hos hans brødre, men denne snak blev ikke lagret, så han kunne trække på den viden, når han undrede sig over, hvor hans svigersøn var (dette her var 5 år før min far døde)

Hvad jeg ikke har været bevidst om er, at mens hippocampus er ansvarlig for at lagre det oplevede, så er det andre dele af hjernen, der lagrer det motoriske. Egentlig er det vel det, som en demensssygeplejerske sagde, nemlig at man husker med kroppen. Så vi sørgede for, at vores far havde gode oplevelser at huske. Han kunne de sidste år ikke huske, at vi havde grinet, sunget og danset, eller at vi i det hele taget havde været på besøg, men hans krop huskede, at han havde haft det rart.

Mens jeg blev tappet, blev himlen helt mørk og regnen stod ned i stænger, da jeg kom ud. Eftermiddagens mål var shopping af forskellige ting i Aalborg, jeg nåede kun lige hen omkring hjørnet og fik købt farvede strømpebukser. Så var energien brugt og det var så ærgerligt, for butikken var fyldt med farvestrålende bluser, trøjer, kjoler og nederdele. Jeg må helt sikkert tilbage, den butik giver mig lyst til at shoppe.

Aftenen blev brugt på at gå en lang tur, og så var den dag gået.

I dag er formiddagen gået sammen med mine to projektkolleger, vi har øvet præsentation af vores projekt til sygeplejesymposiet på fredag. Og ellers har min yndlingsplads været i gyngestolen foran terrassedøren med udkig til havens fugle. Haven var lige ved at være tør og fik slået græs for første gang i søndags. Nu står der store pytter vand, og landmændene har måttet finde på andet at lave, forårsarbejdet er gået i stå med de mængder vand, vi fik i går og i nat.

Og min strikkede kjole? Tjah nu er jeg langt om længe blevet færdig med hestetømmekanten i halsen, og det viser sig, at jeg har fået samlet for mange masker op foran, så der er ingen vej udenom, det er en ommer.

Nu vil jeg sætte den ene fod foran den anden og se hvor lang aftensturen bliver i aften. God aften til dig.