DET SMAGTE

Kartoffelbollerne blev uden kartofler, men med havregryn, sesamfrø, lidt hørfrø og lidt grahamsmel i stedet for.

Trods læsefejl( akaciehonning istedet for ahornsirup) så smagte mine nye muffins godt.

Rugbrødet klares med en færdigmelsblanding, og i morgen er det rigtig godt. Det er billigere end det rugbrød, vi køber, og smager bedre, så det må vist blive en fast tradition her.

KARTOFFELBOLLER (20 stk.)

2 dl. Kogende vand
30 g. smør
3 dl. Mælk
50g. gær
400g. kogte, kolde kartofler
2 tsk. Salt
1 æg
Ca. 900 g hvedemel

Bland det kogende vand med smørret, og rør, til det smelter.
Bland mælken i. Mærk om temperaturen er lillefingervarm, og rør gæren ud.
Riv kartoflerne fint, og rør dem i sammen med krydderier og æg.
Ælt nu melet i, lidt af gangen, til dejen kan æltes på bordet – den må gerne være smidig og let at ælte.
Stil den tildækket til hævning 45 minutter. Ælt igennem igen, del dejen i passende stykker og form til boller. Lad dem efterhæve tildækket på pladen i 30 minutter. Pensl med æg eller mælk.
Bag dem på næstnederst rille i en forvarmet oven (alm. ovn 210 grader, varmluft 175 grader)
Bollerne skal bage ca. 20 minutter.
Afkøles på rist, kan fryses.

afskrift fra min kogebog

DET LYSNER

både ude og inde.
Rugbrød er i ovnen, ligeledes tranebærmuffins (en ny opskrift skal afprøves) og bollerne står til hævning.
Vasketøjet bliver lagt sammen indimellem, og tankerne flyver afsted.
Hvad skete der?

En på matriklen havde brug for et kærligt øre at tale til, og så blev tristessen og irritationen lagt på hylden for glemte sager. Yngelplejeinstinktet tog over, jeg kan ikke fjerne angsten og uroen, jeg kan være her, og det er jeg.

Og nu har jeg bestemt, at de skal have et dejligt tebord efter arbejdstid, mine dejlige børn og min seje ikkerygende mand.

JANUARHUMØR

Vejret udenfor er trist, mørkt, blæsende og regnfuldt.
Egentlig skulle jeg gøre, som datteren har foreslået, sætte mig ned og læse en god bog eller strikke på min trøje. Lige nu kan jeg ikke finde ro, mit indre svarer til vejret udenfor.

Aftenvagten i går var lige så travl som dagen før, men i går havde jeg da ikke overarbejde.
Det, jeg husker i dag, er min kollegas bitterhed over, at hun ikke kan holde tre ugers ferie med familien, hun føler, det er et slag i hovedet, at her knokler vi konstant, og så kan man ikke få lov til en ordentlig ferie. Hvad skal hun bruge den sidste uges ferie uden familie til? Hun har ret, men hvor hun vender bitterheden mod ledelsen, så resignerer jeg, for jeg kan ikke se, hvad de kan gøre.

I dag er jeg for første gang ramt af følelsen af latterlighed over min løn, jeg har altid haft det sådan, at jeg var så glad for mit arbejde, så jeg kunne ikke bruge til noget, at man på det private arbejdsmarked kunne få langt mere i løn for jobs med mindre ansvar end mit, sådan har jeg det ikke i dag!

Man vil nedlægge sygehuse, man vil have, at patienterne skal være kortere tid på sygehusene. Fint! Men hvor ….. skal vi sende dem hen, når de nedlægger medicinske afdelinger og genoptræningsafdelinger. Når et menneske ikke kan tale for sig, skal man indlede en værgesag mhp. et ja til plejehjem, det tager tid. I mellemtiden, siger loven, må patienten ikke flyttes til en aflastningsplads. Dvs. denne patient, som er klar til at blive udskrevet fra sygehuset, skal blive på vores afdeling, vi kan nemlig ikke få patienten overflyttet til medicinsk afdeling, de har ikke plads.

Vi kan kun have 15 patienter, så mens denne patient, som ikke har brug for vores ekspertise mere, ligger hos os, er der andre patienter ramt af apopleksi, som går glip af vores hjælp og bliver indlagt på andre sygehuses medicinske afdelinger. Lige nu har vi haft 6 patienter, som var på venteliste til genoptræningsafdelinger. Så jeg synes ikke, der er sammenhæng mellem de planer, politikerne lægger, og så min virkelighed. Og det er mig og mine kolleger, som hele tiden skal få tingene til at hænge sammen.

Som I kan høre, er jeg træt og pylret i dag, forhåbentlig klarer vejret og mit humør op.

NØL

Det røde kort får jeg nok ikke. Her går alle ud fra, at jeg er en arbejdsom kvinde. Hvis man først er stemplet, så skal der meget til for at ændre den opfattelse og det gælder både prædikatet flittig og doven.

Jamen jeg er heller ikke doven på arbejde, men jeg funderer over, om jeg har forkerte arbejdsrutiner, for de sidste mange dage har jeg haft ½ times overarbejde. Det er blevet brugt til dokumentation af, hvad jeg har bedrevet i mine 8 timer på arbejde.

I dag vil jeg bruge tid på at kigge på min aftenvagt i går aftes og så se, om jeg kan gøre det bedre i aften.

VED HAWET, VED HAWET

Blokhus og Løkken har deres charme, men Lønstrup er blevet vores yndlingsmål om sommeren, når vi kører en tur på motorcyklen.

Her er ingen bred strand, hvor bilerne kan køre, og derfor bliver der heller ikke den konstante trafik ned til stranden. Folk sætter deres biler rundt omkring på p-pladserne i byen, og så går de. Her er nok at se på, keramikerne, glaspusteren, guldsmeden, skulptøren, tøjbutikker og tingel-tangelbutikkerne.

I går fik Ellas lille kat en venlig tanke og et billede taget til ære for hende.

Vi stillede bilen oppe ved fiskeskibene og gik langs klitten hen til vores yndlingscafé, café Havblik. Den havde vinterlukket, her er ellers en herlig udsigt udover havet. varm kakao og en solnedgang, så er livet godt.


I går fandt vi så bodegaen Bounty, som kunne levere varm kakao og udsigt til enarmede tyveknægte, det var godt, for der var koldt og blæsende udenfor.

PÅ TUR TIL

en del af mit Nordjylland. Aviserne er stadig ikke læst, for vi besluttede os til at gøre forarbejdet til en tur, vi har lovet at arrangere for motorcykelklubben til sommer. Kriterierne for turen var asfaltveje uden striber.

Turen startede i Øster Brønderslev, for nogle kan det godt føles langt hjemmefra.
Engdraget ved Klæstrup
Sejlstrup gård
Lønstrup strand, hvor vi fik en god kop varm kakao
Rubjerg Knude
Lyngby kirke
Himmelen ved Børglum Kloster
Himmelen i Store Vildmose

MANGFOLDIGHED

Søndagen er startet tidlig trods fridag. Landmanden har pasningstjansen ved grisene, og sønnen skulle sammen med sin ungdomsgruppe stå for gudstjenesten i deres kirke.

Vi besluttede at overraske sønnen og udsatte teen, sofaen og de tykke søndagsaviser til senere og drog i kirke.

Det blev en dejlig oplevelse. De unge havde gjort et godt stykke forarbejde, havde virkelig tænkt over tingene, og dermed fik vi også en oplevelse med hjem.

I de glade 70er, hvor man var åh så tolerant, var der ikke meget tilovers for unge, som vedkendte sig den kristne tro, man skulle helst være ateister eller til østens religioner for at føle sig med i kammeratskabet.

Sådan er det ikke i dag, i hvert fald ikke på det gymnasium vi kender. Her er der rummelighed, accept af hinanden, og pokeraftener, computernætter og Jomfru Aneture er også en del af min unge mands hverdag, han er ikke dømt ude, og det kan jeg lide. Og i dag var der heller ingen antydning af ”sort kristendom”, nej her var accept af andre, som de var, og et ønske om at møde andre i fælles respekt.

Så selvom aviserne og mageligheden tit vinder over kirkegang her i huset, så var jeg glad for, at vi tog af sted.

CIRKULATION

Blodet pulserer rundt i kroppen, det mærkes ud i fingerspidserne og ned i tæerne.

Gåturen nåede jeg lige i den blå time, hvor solen gik sin vej for at skinne på andre.
Aftenen skal tilbringes sammen med mennesker, jeg holder af.

RYD OP I DIT LIV

Her foregår ingen radikal oprydning, det er ganske almindelig kedelig lørdagsoprydning, og efter denne overspringshandling en omgang rengøring, så jeg kan holde weekend.

MEN jeg får tænkt masser af tanker under sådan en oprydning, der bliver ryddet ud og op i hjernen, og noget af det kunne jeg godt tænke mig at nedfælde på papir, men lige nu orker jeg ikke.

Livet og døden, vores forhold til døden ,vores evne til at kapere andres sorg, vores evne til at leve og sørge samtidig, alt hvivler rundt som et kalejdoskop i mit hoved.

Og mens hænderne skræller æbler til æblegrød, så tager tankerne på langfart rundt til de mennesker, jeg elsker. Der er noget helende over sådan en ganske almindelig lørdag.

DER ER SÅ STILLE

Ind af døren fra arbejde, hej og farvel, to unge mennesker snupper bilnøglerne, en skal øve i band, en anden skal på restaurant med kæresten, og her er der nu helt stille.

Jeg ku vaske op
jeg ku vaske tøj
jeg ku lægge tøj sammen
jeg ku rydde op
jeg ku lave aftensmad
jeg ku la vær

jeg har weekend

og på klaveret står min søns figur, et minde om en tid for lang tid siden, hvor meget i min verden drejede sig om mine børn. Den gør mig glad.

NOK HØRE IKKE SE

Jeg er en pivskid, jeg får ondt i maven af at se håndbold på topplan. Godt jeg har min egen dejlige kommentator, jeg behøver ikke at se, men kan levende følge med, og indimellem bliver jeg beordret til at se et godt mål. Jeg kan gå rundt, når det går hedest til, for sidde ned, det kan jeg ikke holde til.
I aften er der bedre stemning i stuen end i går, da skulle vi ikke have målt nogens blodtryk.

Strikning går som en leg, kommentatorens stemmeføring sætter mig op i tempo, og mønsteret i aften er ikke så hårdt ved tommeltotten som i går, så her går det godt.

Tilføjelse : kender du dit blodtryk, og har du lagt mærke til hjernesagens kampagne for, at du kender det, og hvorfor du skal kende det ?

Forhøjet blodtryk er årsag til mange blodpropper/blødninger i hjernen.

INGEN FASTE HÅNDTRYK

til gengæld masser af luft! Ikke i maven, men afdelingen kom i dag ned på det laveste patienttal i over et år, så der har været tid til at gå i dybden, hjælpe hinanden, komme ned i et tempo, som har været godt for krop og sjæl, som jeg mærker, nu hvor jeg er hjemme igen.
Trætheden er ikke så markant som ellers, så måske jeg kan få lavet andet end at strikke og blogge, hvem ved?

SÅ VED MAN DET !

Højre hånds tommeltots led bruger man, både når man strikker, og når man bruger mus en hel aften. AV. Jeg håber ikke, jeg møder et menneske med et meget fast håndtryk i dag !

ENDELIG

Trods det gode vejr har jeg ikke haft tid til gåtur de forrige dag, så i dag skulle det være.

Sne, solskin og frosten, der bed i kinderne, det var bare som det skulle være.

To rådyr hoppede over vejen, heldigvis så langt væk, så Laika ikke fik færten af dem.

Og tre rådyr mere stod og studerede os, da vi gik forbi.

TRÆK VEJRET, IND, UD, IND, UD

Kroppen stivner, hjernen går op i omdrejninger, det grønne chartek med papirerne til årsregnskabet, hvor er det?

Bakkerne på kontoret gennemrodes, først kontrolleret, siden panikagtig. Skufferne gennemsøges. Pulsen stiger støt og roligt i takt med, at ilten svinder fra hjernen. Hylder gennemrodes, papirkurve undersøges.
Nu til de utænkelige steder, alle skuffer og hylder i skabe og reoler i stuerne bliver usystematisk gennemsøgt.

Nu er BT og puls på deres højeste, men hjernen ER slået fra, panikken har fået godt og grundigt greb i mig. Tanken om alle de steder jeg skal kontakte for at få fat i nye papirer gør mig syg.

Ny strategi: te skænkes op, kontorstolen indtages, automatisk bliver nye kuverter åbnet, betalingsdato registreret og noteret i kalenderen, mens vejrtrækningen kommer ned i tempo, og ud af det ene øje skimtes et HVIDT chartek i første bakke, jeg gennemrodede.

Alt er godt igen, så kan arbejdsdagen herhjemme begynde.
Ha en god dag

VÆRDIGHED

At bevare sin værdighed selvom man skal have hjælp til alt, kan være svært. At være personalet, der skal hjælpe og tænke værdigheden ind i plejen kan også være svært.

Tænk når man skal skifte tøj, ble etc. pga. afføring eller vandladning. Det nemmeste for personalet er så lidt ”fyldstof” i sengen, men for patienten må det være forfærdeligt at ligge der halvnøgen og blive drejet fra side til side, så vi kan skifte lagen, lægge ble på, trække underbukser og bukser på. Løsningen kan være et tæppe(som aldrig er der, når man har brug for det, og linneddepotet er i den anden ende af afdelingen) eller et håndklæde lagt hen over de nedre dele.
Hvis så personalet samtidig står og snakker privat snak henover hovedet på patienten, så er ydmygelsen i mine øjne komplet.

At give en person mad, som ikke selv kan, kan også blive ydmygende for patienten og faktisk grænseoverskridende for personalet. Den der med at stryge skeen hen under munden, hvis noget drypper. Har I prøvet det på jer selv, det er decideret ubehageligt, både for børn og voksne.
At give noget at drikke til en person, som mangler erkendelse af, hvad der sker omkring personen, er også svært. Patienten snerper munden sammen, for hvad er det for noget koldt og ubehageligt, vi prøver at proppe i munden.

I går stod jeg og skulle ha en patient til at drikke og spise mere, for drop er ikke en vedvarende løsning. Når der samtidig så er travlt, og jeg var gruppeleder, så følte jeg lige pludselig, at det her var overgreb, det gik alt for hurtigt. Jeg prøvede at ændre strategi, gav mig selv ordre på at slappe af, tog patienten i hånden, forsøgte at fortælle, hvad der skulle ske, men det var helt klart, at patienten syntes ikke om at skulle drikke så meget, som jeg syntes. Men jeg fik et klap på kinden, et tryk i hånden, så et eller andet sted opnåede vi da lidt samhørighed.

I aften er jeg bedre forberedt, så går det nok bedre.

SPROGFORBISTRING 2

Forrige indlæg om studentertiden og min manglende hukommelse omkring det faglige har fremkaldt mange minder.

Allerede som 12 årig vidste jeg, at jeg ville være sygeplejerske, så kursen var lagt, studentereksamen, ½år i England som ufaglært sygehjælper og så ½ års erhvervsarbejde herhjemme, ingen slinger i valsen der.

På gymnasiet havde vi forskellige dage rettet mod senere uddannelsesvalg, og jeg tog til åbent hus på sygeplejeskolen. Min musiklærer var gift med en læge, så jeg spurgte vores rundvisere, om de kendte ham. Jo,jo han var pediater.

Jeg var jo vældig klog dengang ;-), først siden kom erkendelsen af, jo mere man erfarer, jo mindre ved man.

Latin var noget, man skulle have for at komme på sygeplejeskolen, så det var jeg inde i.
Pes = fod, pedes = fødder, ergo måtte musiklærerens mand være fodlæge. Hvor svært kan det være?

Da jeg så startede på sygeplejeskolen og fik mere viden, så fandt jeg ud af, at han var pædiater, og det er noget helt andet. Pædiatri er læren om barnets udvikling, både sund som syg, så han var børnelæge.

I dag er det mere min nedsatte hørelse, der af og til giver sprogforbistringer, men se det er en helt anden historie.

HJERNESVIND?

Capac indledte i går et indlæg med citat fra Iliaden og tilføjer, at det kan mange sprogstuderende nok huske.
Ikke mig, og jeg tænker, hver gang nogen citerer fra litteratur fra gymnasietiden, er jeg den eneste, som er blank på det område.

Jeg har virkelig gået og grublet i går over, om der var noget af det læste, som har bundfæstet sig her 30 år efter?

Jo Katharina Blums tabte ære af Heinrich Böll (og det sidste googlede jeg for at være sikker), den kombineret med tekstanalyser af Ekstra Bladet og BTs forsideoverskrifter set i forhold til det reelle indhold af artiklerne inde i avisen grundfæstede min mistillid til journalister.

Hemingways ”Indian Summer” husker jeg også, men ikke selve novellen, men vi havde skrevet stil om novellen, og før vi fik den tilbage, havde vi diskussion på klassen om historien. Det var de sædvanlige 5-6 kloge, intellektuelle kammerater, som debatterede vældigt. I frikvarteret trak min engelsklærer mig til siden og spurgte, hvorfor jeg ikke deltog, jeg havde dog en anden, men lige så interessant fortolkning af novellen. Hvorfor? Jeg kunne overhovedet ikke huske, hvad jeg havde skrevet! Mine stile blev tit til midt om natten eller i de sidste frikvarterer før aflevering, så jeg var helt blank. Ærgrelsen over ikke at kunne blande sig for en gangs skyld med de kloge var stor, så derfor har hjernen nok lagret den information!

Lærerne husker jeg, gymnasiet husker jeg, nogle af kammeraterne husker jeg, men det læste?

Kan du huske citater, brudstykker af det læste fra din skoletid?

SLOW SØNDAG

Vejret kan man altid tale om!

I dag har jeg følt mig som medvirkende i Ringenes Herre, der hvor mørket fra Mordor har spredt sig til menneskenes verden. Det meste af dagen har været som aften, og det påvirker mig i den grad.

Så nu er jeg krøbet under tæppet, har anerkendt kvalmen, kuldefølelsen og utilpasheden og sagt fra som kok.

En god lur har hjulpet lidt, så jeg håber at være klar til "forbrydelsen"

TRYGHED

tryghed er:
- at ha sine forældre på besøg
- at finde tæpper til begge, fordi de har været sent oppe (så nu er det både ens børn og ens forældre)
- at lytte til deres rolige åndedrag
- at tænke på alle de oplevelser, vi har haft sammen
- at se dem sidde grinende sammen med mine børn
- at vide, at jeg er elsket fuldstændig og helt af dem uden forbehold

Trods regn, blæst og mørke udenfor så føler jeg mig tryg og glad