HELT FÆRDIG

Knap havde teknikeren i går ringet til mig og meldt, at han var helt færdig med flytning af IPadresser (tror jeg nok det hedder) og at vi snart ville have en ordentlig forbindelse, førend at det gik op for os, at vi overhovedet ikke havde netværk mere.  Klokken var forbi fyraften for teknikere, så der var ikke andet at gøre end at tage den med ro og vente på, at en ny dag ville komme.

Mens jeg gjorde mig klar til eksamen i morges, ringede netudbyderen og beklagede, at vi ingen net havde, teknikeren skulle have været inde hos os og ændre på vores routers indstillinger. Nå jeg drog af sted og så måtte landmanden agere døråbner.

Nu sidder jeg med en dejlig kop varm te og et stykke julekage, der er kommet netforbindelse og en ny router, alt er godt. Og eksamenen er overstået, karakteren var skøn, kunne ikke være bedre, men ordene, der fulgte med, var det bedste. Det er dem, jeg husker nu, det er dem, der gør mig glad, men det allerbedste er, at nu kan jeg slappe af.

Teen smager dobbelt så godt som i morges, mine skuldre har sænket sig, hold da op som jeg var nervøs, men nu kan jeg nyde. Nyde sneen, der ligger i driver på vejen, så jeg måtte tage landmandens bil. Nyde at jeg nu kan kigge rundt hos jer. Nyde at jeg i morgen skal synge koncert. Nyde at jeg i weekenden får lov til at være rigtig sygeplejerske igen, nyde at der venter flere fridage på den anden side af weekenden, så hvis jeg har lyst, kan jeg bage og julehygge.

Må din decemberdag fyldes med glæde

Der er meget mere sne nu.

ROLIG NU!

Så længe jeg blot skulle læse og forsøge at forstå, gik det fint, det var svært, jeg fik hovedpine, jeg måtte ud i frisk luft, men det gik.

Nu kan jeg slet ikke tænke, jeg synes, jeg har godt greb om, hvorfor de teoretikere, jeg har valgt, er relevante. Jeg er slet ikke i tvivl om, at skulle jeg skrive en opgave, ville den blive rigtig god, men en mundtlig præsentation på 10 minutter! Jeg skal både præsentere selve den form,  jeg har valgt til formidlingen, jeg skal præsentere selv formidlingssituationen og hvordan jeg forestiller mig, at den finder sted.  Lige nu kan jeg slet ikke se forskellen på form, situation og hvordan den finder sted. Så skal jeg give teoretiske begrundelser for, hvorfor jeg har valgt den formidling, og jeg må gerne vælge et område og gå i dybden med dette. Til sidst skal jeg komme ind på, hvordan jeg vil evaluere min formidling. Alt det skal jeg nå på 10 minutter, hvordan i alverden skal jeg nå det?

Lige nu er jeg parat til vaske vinduer, til at pynte op til jul, til at reparere tøj, alt andet end den møgeksamen, som venter i morgen. Det var lettere med en skriftlig opgave, hvor man havde 12 sider til at forklare sig og gå i dybden med emnerne. Nå det var mit tildelte kvantum af brok for i dag. Tag dig sammen, Lene. Du har nøjagtig 24 timer, før du skal sætte dig i bilen og køre ud på skolen.

Udenfor har naturen drysset endnu mere sne, så sneploven er kommet på traktoren. Der skal skrabes rent foran kartoffelhuset, så lastbilen, der skal hente kartofler til dig, kan komme til. Må din dag blive god og varm.

DET ER EN KOLD TID

Efter en dejlig dag sammen med min familie, hvor vi nød min ældste nieces besøg i Danmark, og en lang tur hjem med kuldegrader udenfor på mellem 5 og 8 graders frost, ventede et koldt hus herhjemme. Fyret var gået ud, men heldigvis kan det ikke have været så længe, nogle af radiatorerne var stadig lunkne. Mens landmanden sørgede for fyret, tændte jeg op i brændeovnen, sammen med de levende lys   blev der hurtigt varmt igen.
Og nu prøver jeg, om nettet vil sende et enkelt billede til min blog, for se hvad jeg så på gårdpladsen i går:

Naturen sørger virkelig for julepyntning, når nu jeg ikke har tid. Og husk - julen er hjerternes fest.

DECEMBERPYNT

Udenfor mit vindue står der rhododendronbuske, som har fået et drys sne, ja faktisk mere end et drys. Naturen har været rundhåndet og givet en håndfuld sne til hvert blad. Bag buskene kan jeg skimte græsplænen, naturen har også været på færde her og spredt hvidt pynt ud over græsset. Det klæder plænen, den nåede aldrig at blive klippet, alt var vådt alt for længe. Vinduets små ruder er fyldt med vand i kanterne, vinduesfirmaernes lovprisning af at det ikke sker med deres vinduer, giver jeg ikke meget for. Næste pause skal bruges med en klud rundt i alle rum. Men lige nu danner den duggede kant en smuk ramme til snelandskabet udenfor.

Det er godt, at naturen huskede, det var december, jeg havde glemt det, så et enligt kalenderlys uden en stage men midlertidigt sat på mit smukke glasfad vidner om december måned. Adventslys må købes, når eksamenen er overstået.
Jeg tror, at jeg giver mig selv en julekalender mage til den, Liselotte har givet sig selv, den lyder skøn og rar. Og trænger jeg til en lille låge, der skal åbnes, kan jeg bruge Charlottes link til en julekalender for børn og barnlige sjæle.

Lige nu læser jeg om sygeplejefaglig vejledning med en systemteoretisk forståelse, her har du lige et citat fra den læsning:

"For at dømme en anden mand må du først gå i hans mokkasiner i 10 dage" (indiansk ordsprog)

God 1. søndag i advent

MORGENGRY

Kunne jeg vise billeder på bloggen, hvad jeg stadig ikke kan, kunne du se min morgenstund gå fra mørke til lys.

Sneen udenfor lyste op i mørket, da jeg klokken syv tændte for computeren. Solen var lige dukket op, da Istvan senere vågnede og gøede højt af avisbilen. Det røde skær fra solen gav en smuk baggrund til de sorte silhuetter af træerne. Kulden bredte sig i min krop, så jeg skyndte mig at få ild i brændeovnen. Lyset er nu brudt igennem, hvor jeg har dækket morgenbord og luner boller i ovnen. På bordet står nylavet marmelade fra i går. Noget skulle jeg jo foretage mig som overspringshandling, når jeg ikke kunne surfe rundt på nettet. Jeg kunne nærmest kun pjaske lidt i vandkanten, hvis vi skal blive ved hav-metaforen.

Læsningen tager længere tid end beregnet, jeg har jo læst det før, men nu skriver jeg ned i håb om bagefter at kunne se sammenhænge og forskelle og se hvad jeg skal tage med i min præsentation. Måske er det ikke den rette metode, men det kan tiden kun vise. Jeg håber, at jeg også går fra mørke til lys.

PS: jeg skriver stadig: skrive ned, selvom jeg jo reelt ikke skriver ned på papir, men ind(?) på computer, eller hvad skriver man?

God lørdag til dig.

FREDAGSHYGGE

Lysene på sofabordet brænder stille og roligt. Gløderne i brændeovnen sender et varmt skær ud i stuen. På bordet står tomme skåle, som for lidt siden indeholdt småkager, tørrede figner og nødder. I hundekurven ligger Istvan og sover, den nyder, at vi er samlet. I sofaen sover landmanden trygt og godt. Jeg sidder ved spisebordet og arbejder. Eftermiddagsløbeturen var lige det, der skulle til for at få energien tilbage og hovedpinen sendt i skammekrogen.

Der er helt stille her, kun brændets knitren, landmandens vejrtrækning og mine tastebevægelser sender lyde ud i stuen.

Jeg nyder det. Det minder mig om andre hyggestunder i stuen, hvor nogle læste, andre lavede lektier, og andre igen sov. Der er noget trygt og godt ved sådan en fredag eftermiddag, som er ved at gå over i fredag aften.

EN PROCES

Hvordan vi lærer, er individuelt
Hvordan vi husker, er individuelt
Hvordan vi forbereder os til eksamen, er individuelt

Det er knap 32 år år siden jeg sidst gik op til mundtlig eksamen. 32 år! Det er jo vildt mange år. Tænk at jeg sidder her i en alder af 55 år og forbereder mig til en mundtlig eksamen, lige som jeg gjorde som 23 årig.
Dengang vidste jeg ikke det, jeg ved nu.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville stoppe med at være sygeplejerske, jeg ville have fnyst hånligt, hvis nogen havde antydet det dengang. Men jeg blev jo som bekendt sygeplejerske igen.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville få to børn, jeg håbede da på at få børn, men det var ikke et aktuelt emne.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville blive landmandskone, jeg var jo forelsket i en tømrer. (og manden blev ikke skiftet ud, han tog blot en uddannelse mere)
Dengang vidste jeg ikke, at computeren ville blive hvermandseje. Jeg skrev noter i hånden og skulle det være rigtig fint, skrev jeg på skrivemaskine, sådan en havde jeg nemlig.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville rende rundt med en lille telefon i min lomme. Jeg gik hen i telefonrummet på kollegiets gang og ringede til min mor, når der var råd, jeg havde brug for.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg en dag ville betale regninger over internettet. Jeg gik pænt hen på posthuset og betalte mine regninger.
Dengang vidste jeg ikke, at jeg en skønne dag ville hive et lille firkantet kort op af pungen, når jeg skulle betale for mine varer. Jeg havde været i banken først for at hæve penge eller ved større indkøb kunne jeg godt finde på at skrive en check på beløbet.
Dengang vidste jeg ikke, at man kunne kommunikere sammen via internettet (som jeg heller ikke vidste noget om) Den gang skrev jeg breve, jeg havde pennevenner, i dag har jeg blogvenner.
Og kære blogvenner, det er i den grad gået op for mig, hvor meget jeg bliver hæmmet i min vante levevis, fordi internettet er så sløvt, at nærmest ingenting kan lade sig gøre. Så jeg må køre på posthuset og betale regninger, og lige nu kan jeg da, med lidt tålmodighed, få nettet til at give mig oplysninger om de teoretikere, jeg har valgt. Telefonen bliver brugt til at snakke med min arbejdskolleger med om nye forandringer, som de gerne vil have, at jeg også er med til at beslutte. Jeg krydser fingre for at teknikeren i dag finder en løsning.

Må I få en god dag, jeg vil sætte en intens spurt ind, så jeg i aften er nået meget langt med min gennemgang af teoretikere og hvorfor jeg har valgt dem til at belyse min undervisningssituation.

ENVEJSKOMMUNIKATION

Det er jo derfor, jeg synes, det er sjovt at blogge. Her er der ikke tale om en hjemmeside, hvor jeg kan lægge mine meninger eller oplevelser ud og så kan andre læse det. Hvad sjovt er der ved det? Næh, det er jo gennem jeres kommentarer, at det bliver vedkommende, at jeg lærer noget nyt, at jeg får sat tanker i gang. Og netop i dag bliver det tydeligt, for det er kun sket en gang i dag, at jeg kunne komme ind og læse kommentar og kommentere. Så jeg kan læse starten af jeres kommentarer ude i sidebaren, og hvor bliver jeg dog frustreret af det. Men tusind tak fordi I gider at kommentere, jeg håber på, at jeg kan læse dem i aften.

Nu vil jeg lukke computeren, egentlig vil jeg rigtig gerne gå en tur, hovedet trænger til frisk luft, men der kunne jo komme en tekniker, så det går jo ikke. I stedet for har jeg danset lidt sammen med Lis Sørensen. I stedet for vil jeg gøre mig klar til at køre ned til min far. Der skal flyttes om, vi havde de bedste hensigter med indretningen, men nu er tiden kommet til at ændre den. Mine to andre søstre fra Jylland er nede ved min far nu. Når jeg har ageret flyttemand sammen med dem, skal vi alle tre til et foredrag om demens. Foredraget foregår på plejehjemmet og jeg glæder mig til at være sammen med mine to søstre. Det er godt, at vi er tre, når vi skal gengive det for de to københavnske søskende.

God aften til jer alle, jeg håber inderligt at nettet er bedre i morgen, ikke blot fordi jeg savner jer ;-), men også fordi jeg har ting, jeg skal have søgt efter på nettet til min eksamen, og der er jo også en landmandskone, som skal bruge nettet.

SÅ FIX DET DOG!!

Mit internet er sygt, det kan ikke udgive indlæg med billeder. Det kan ikke hente mails fra min arbejdsmail. Det tager en krig at komme ind på sider, og nogle vil den slet ikke ind på.

"Doktoren" blev konsulteret, jeg måtte omkring oplysningen for at finde mit teleselskabs kundenummer, for telefonbøger har vi jo ikke mere, og ...

"jeg kan godt se, der er støj på linjen og at centralen ikke leverer det, du har betalt for"
Det var da altid noget.

"der kommer en tekniker i morgen, og da du har serviceaftale, skal det senest være oppe at køre på mandag kl 16"
HVAD. Ikke tale om. Heldigvis har jeg jo lært at lytte og at argumentere. Normalt er jeg rigtig dårligt til det, men nu var jeg desperat. Er det rimeligt, at når I nu ikke kan levere det, jeg betaler for, at jeg så skal vente til i morgen?

"lige et øjeblik -------- nu kommer teknikeren i dag og problemet skal senest i morgen kl. 16 være løst"
TAK. Nu må vi så se, om internettet overhovedet vil udgive det her indlæg.

Overspringshandlinger som bloglæsning og kommentering kan jeg godt glemme, i stedet for må jeg koncentrere mig om at blive skarp til eksamenen på tirsdag.
God dag til dig.

TIDEN GÅR

og jeg går med. I går nåede jeg udover vejledning også at komme i blodbanken og besøge mine kolleger. Blodbanken var en pludselig indskydelse, egentlig kørte jeg rundt for at finde parkeringsplads ved sygehuset, så jeg kunne besøge mine kolleger, da jeg så P-skiltet for bloddonorer, og så kom jeg i tanke om en sms, jeg havde fået, om at de manglede mit blod.

Jeg nyder den halve time, det tager at blive tappet, i går lukkede jeg øjnene og slappede fuldstændig af. Jeg fik dog også tid til at nyde deres solbærsaft og chokolade. Den unge sygeplejerske var ikke helt sikker på, det var en god ide med at blive tappet, for de havde erfaring med, at den halve liter blod, man afgiver, faktisk kunne lave ravage, når man var stresset pga eksamen. Flere studerende havde oplevet at de mistede dyrebar tid til forberedelse, fordi de var trætte og ikke kunne koncentrere sig. Det mente jeg nu ikke kunne være et problem, så vi gik i gang. Blodprocenten var smuk, blodtrykket knapt så smukt, det kunne godt signalere, at den unge sygeplejerskes erfaring også gjaldt en gammel garvet sygeplejerske. Jeg har nu ikke mærket noget til eftervirkninger, men jeg brugte også min tid i går på meget andet end eksamen.

Det var ren nydelse at se mine kolleger, hold da helt op som jeg savner dem. Jeg glæder mig til at komme tilbage, jeg glæder mig helt vildt! Der er mange forandringer på vej for mit lille afsnit, vi glæder os, og samtidig er vi lidt bange for, hvad de forandringer kommer til at betyde. For nogle af mine kolleger er der andre forandringer på vej, en sad og hvilede armene på en lille “fodbold”mave, en anden ville gerne hvile armene på samme måde, men det må hun vente et par måneder med :-) En tredje har fået “fodbolden” ud og er lige startet på arbejde igen. Og så sad vi andre og mindedes, akkeja som vi dog mindedes. Både fruen her, hvis børn er på mine kollegers alder og dem, der nu havde fået skolebørn. Tiden går, og vi går med.

Nu vil jeg gøre mig klar til at køre nok en tur, for de bøger, som min vejleder også syntes, jeg skulle opgive sider fra, er først kommet til byen i dag. Visse dage gad jeg godt at kunne cykle til skole/arbejde. Men jeg sætter julemusik på og synger mig frem, “All I want for Christmas is youuuuuuuuuuuu” og nu får jeg pludselig lyst til at se den her film.

Må din dag give dig tid til at nyde menneskene omkring dig.

Og jeg har overhovedet ikke tid til fotojagter i dagslys, så her er et taget efter gåturen i mørket i aftes.

TRE GODE TING

Samtalen med sønnen i går aftes. De børn, der får ham til lærer, kan føle sig heldig. Hans måde at lytte på, hans måde at stille spørgsmål på, så jeg fik lov til at dykke ind i hjernen og hive teoretikere frem, hans rolige stemme, hans latter. Det var så godt.

En god nats søvn. Jeg havde ellers bange anelser, da jeg måtte hente notesblokken ind til sengen, fordi tanker tumlede omkring i frit leg. De blev smidt over på papiret,og så sov jeg.

Tanken om, at jeg har 27 timer endnu, før litteraturliste og disposition skal foreligge på skrift hos vejlederen, og tanken om at jeg lige om lidt forhåbentlig også møder en lærer, der kan vejlede mig til at bruge de timer bedst mulig.

Må du finde tre gode ting ved dagen i dag.

NÆRVED OG NÆSTEN

slår ingen mand af hesten. Og løber er man kun, hvis man løber. Så efter næsten en uges pause fra motion og løbeture tog jeg mig sammen i dag. Der skulle godt nok alvorlige samtaler til med mig selv, det var jo koldt; det var gråt; jeg kunne ikke finde ud af at stille en skriftlig disposition op, så jeg endte med at sende entil min vejleder, som slet ikke satte fokus på det, der var inde i mit hoved; jeg syntes alt var noget møg.Men bevidstheden om hvad en løbetur og frisk luft kan gøre sat op mod alternativet som ville være at banke mig selv i hovedet med det, jeg ikke kunne finde ud af, gjorde det lettere at få mig selv sparket ud af døren.

Nu sidder jeg godt svedig og lader tankerne flyde. Det hjalp på tankemylderet i hovedet, nu er det så bare at få det omsat til ord på papir. For godt nok handler det her om en konkret undervisningssituation, men hvorfor har jeg valgt, at det ikke er traditionel formidling, som jeg plejer? Hvorfor har jeg valgt, at mine kolleger denne gang skal sætte sig i grupper og selv formulere, hvad de tror, er deres rolle i en ny arbejdssituation, vi snart skal opstarte? Hvorfor tror jeg, at det fremmer læring mere end den traditionelle form? Hvad vil jeg gerne, at de skal lære af den undervisningssituation? Hvad kunne hindre, at de lærte det ønskede? Kan jeg begrunde det?  Kan jeg overhovedet starte en refleksion? Hvad siger de kloge hoveder om refleksion og læring? Hvad er teorien bag reflekterende teams? Kan en casebeskrivelse sætte de samme tanker i gang som en fortælling fra det virkelige liv? Kan vi overhovedet nå det på 2 timer? Sætter jeg målene for højt? Jeg kunne blive ved, og jeg kan mærke, mens jeg skriver det her, at det er det, jeg skal. Jeg skal udfordre mig selv med alle mulige spørgsmål. Og så skal jeg svare på spørgsmålene, og hver gang skal jeg starte med fordi eller på grund af. Der er vist rigeligt med arbejde frem til i morgen klokken halv ti, hvor jeg skal have vejledning. Og jeg kan jo godt, for når jeg lige nu læser min sidste opgave, som faktisk konkluderer det, som jeg nu vil undervise i, så synes jeg, at jeg havde nogle gode sammenhængende argumenter for det faglige i undervisningen. Men det er jo det pædagogiske, jeg skal have fokus på denne gang. Og selvfølgelig kan jeg det, men jeg skal åbenbart gå omveje for at nå til målet. Og i dag blev omvejen først det forkerte fokus, dernæst en løbetur.

Har du taget nogen omveje i dag?

CITATER

Jeg er ikke god til at huske kloge ord eller citater, måske skulle jeg som datteren begynde at skrive dem ind i en bog? Men jeg kender mig selv, sådan noget gør jeg ikke. Til gengæld kan jeg så skrive lidt om det her på bloggen, det øger nemlig min evne til at genkalde den viden.
Det første citat er af en engelsk filosof og bevidsthedsteoretiker Gregory Bateson, som har sagt:

"Når jeg har sagt, hvad jeg tænker, så kan jeg tænke over, hvad jeg har sagt"    

Jo flere gange jeg læser de ord, jo flere gange jeg siger de ord, jo klogere synes jeg, at de er. For netop, når man får mulighed for at fortælle om noget, der har undret en eller har været svært at stå med, så vil man opdage, at mens man fortæller, så begynder man at tænke over det, man siger. Og ofte kommer man selv på banen med løsninger eller forklaringer, uden at andre egentlig har sagt noget. Dette oplevede jeg jo selv for nogle dage siden. Og det er også baggrunden for, at vi overordnet på min afdeling ønsker, at der skal være tid til, at man sammen snakker om ting, der undrer en eller er svært, i dagligdagen. Vi er ofte tilbøjelige til at sige, det har vi ikke tid til, men de 15 - 20 minutter kan være godt givet ud, for de kan være med til at sætte en tankeproces i gang, ikke blot hos den, der fortæller, men også de, der lytter eller måske stiller afklarende, uddybende og refleksive spørgsmål. Og når tankerne er sat i gang, kan det være med til at styrke ens kunnen og færdigheder i det praktiske arbejde.

Nu vil jeg tænke videre og af og til tale højt med mig selv ;-)

                                                                                                  

SØNDAGSTANKER

Der er ild i brændeovnen, bøgerne er lagt frem, computeren står parat. Min hjerne er også klar, landmanden og jeg var enige om, at gårsdagens traditionelle julefrokost med gamle venner ikke måtte sætte sig andre spor end glæden og nydelsen ved at være sammen med mennesker, som vi for de flestes vedkommende kun ser en gang om året, men som vi har holdt julefrokost sammen med, lige siden vi var helt unge. Så da klokken slog tolv, gav vi knus og kram til højre og venstre og satte kursen hjemad, landmanden kørte, så jeg kunne sove.

Før julefrokosten nåede vi også besøg hos min far, og det var helt tydeligt, at han nød at have besøg af min mand, der blev snakket kartofler, i går mest om opbevaring og sorter, men min far var godt med på emnet og prøvede også at sende tråde tilbage i tiden. Der er det så, at vi andre skal være gode til at følge trådene og sætte ord på. Heldigvis har vi før haft de snakke, så jeg ved som regel, hvor det er, min far vil hen. Hver gang nogen ser min far som det gode og værdige menneske, han stadig er, glædes jeg. Derfor varmer en kommentar her på bloggen fra min mors kusine mig også, jeg blev så glad af at læse den. I går aftes skulle flere også lige høre til min far, nogen har haft ham i skolen, andre har haft børn, der er gået i skolen hos min far og mor, andre igen kender ham som en del af tropsrådet i den spejdertrop, hvor nogle af os slog vores folder eller kender ham som en tidligere aktiv del af den lille landsby, jeg kommer fra. Ord skaber tanker og billeder, og ordet dement skaber billeder af uværdighed, tristhed, sorg og bekymringer. Men livet er sorg og lykke, livet er bekymringer og glæde, livet er barndom og alderdom, livet er sygdom og velvære, livet rummer det hele.  Og ja, jeg kunne skrive side op og ned om min længsel efter forældre, der kunne tage del i mit liv og ikke mindst mine børns liv, men sådan er livet så ikke for os, til gengæld kan mine børn få det smukkeste og kærligste smil fra deres morfar og  derigennem vide, at de er elsket, omend han ikke kan give udtryk for det. Vi kan vælge at fokusere på alt det, vi ikke kan få, vi kunne også vælge at fokusere på alt det, livet giver os mulighed for at opleve. Og størst af alt er dog kærligheden.

Må du få en dejlig søndag, hvor du føler dig set og elsket.

DET HAR JEG DA IKKE TID TIL !!

Hvis jeg og min gruppekammerat har stillet diagnosen rigtig, så skal min højre albue have ro. Den er meget øm, men ikke hævet,varm eller rød. Den skal have ro, men alligevel skal den bevæges, så jeg øver mig i at arbejde med venstre hånd, mens jeg bevæger højre arm igennem, og endelig sørger for, at den ikke hviler på bordet.

Morgenmaden er spist sammen med landmanden og en jagtkammerat, som skal på krondyrjagt her på matriklen, det bliver spændende, om de får held med sig. For år tilbage så vi aldrig krondyr her, nu har vi så mange, at de somme tider kan rasere et stykke af en kartoffelmark. Kartoflerne er i hus, så dyrene må finde anden føde. Her på gården findes der fodersteder rundt omkring i læhegnene, derudover har vi en lille mark med majs, som både dyr og fuglevildt nyder godt af. For landmanden er det ikke afgørende at få skudt noget, han nyder den rigdom, det er at kunne se dyr, fasaner, agerhøns og harer rundt omkring på gårdens marker. Og nu har jeg hørt en kronhjort brøle, en fantastisk lyd. I går aftes, da jeg kørte hjem, måtte jeg køre langsomt, for to rådyr skulle passere vejen, det ene var et lam, som ikke var så let til bens, da det skulle op ad den stejle grøftekant.

Landmanden har hentet brænde og tændt op i brændeovnen, jeg tror da godt, jeg kunne vænne mig til at skulle bede om at få ting gjort, men i længden går den nok ikke, Han er jo vant til, at jeg selv svinger 25 kilos kartoffelsække op på paller eller at jeg slæber brænde ind eller at jeg ordner andet hårdere manuelt arbejde. Arbejdsrytmen må ændres lidt i dag, jeg kan ikke holde til at skrive med en blyant, så computeren må være notesbog for en dag. Der skal læses op på teoretikere, for nu har jeg besluttet mig til en undervisningssituation, og da jeg har vendt op og ned på min sædvanlige måde at fyre undervisning af på, skal der nærlæses teoretikere, som kan underbygge den nye måde at undervise på. Jeg skal også flytte arbejdsplads, for jeg tror, det er netop stillingen ved bordet med en blyant konstant i hånden, der har udløst irritationen i slinmsækken ved albueleddet. Så jeg rykker tættere på brændeovnen, sætter mig i sofaen og mon så ikke det alt sammen går, det tror jeg.

God lørdag til dig.

Billederne er fra gårsdagens solopgang

SÅ SIDDER JEG HER

Dagen er i den grad blevet kortere, det nåede nærmest at blive mørkt, inden jeg var hjemme i går, og lyset har ikke travlt her til morgen med at dukke frem. Det har jeg heller ikke, jeg skal møde en time senere i dag, så jeg har tændt op i brændeovnen og tændt levende lys i stuen alias mit studerekammer. Det er så mørkt, at jeg begynder at komme i julestemning, ikke i pynte-op-til-jul-stemning, men det at tænde lys, det at bruge julekruset fra sønnen og svigerdatteren,  det at høre julemusik i bilen om morgenen i mørket, det er for mig den første del af julestemningen.

Egentlig havde jeg besluttet mig for, at nu skulle jeg ud af mit glasbur og følge med i nyheder fra morgenstunden, men jeg nyder stilheden så meget, at nyheder må vente til i eftermiddag. Egentlig havde jeg bestemt, at jeg skulle løbe her til morgen, men jeg nyder langsomheden og roen i min krop og i vores hjem, så det er også udskudt til i eftermiddag. I stedet for vil jeg læse lidt om praktikerens måde at reflektere på, og så vil jeg give mig tid til en stillestund, inden lyset udenfor bebuder, at det er tid at tage af sted.

Må din dag starte godt og sende dig blidt af sted ud i verdenen.

NÅR JEG BLI’R EN STOR PIGE

Den sang elskede jeg, jeg var meget romantisk og sentimental som barn (det er jeg så faktisk stadig). Så da jeg var lille, drømte jeg om at blive en ny Gitte Hænning. Jeg var også vældig optaget af Dean Martin show, og de piger, der sang sammen med ham. Tænk at få lov til det.

Musicals var min yndlingsfilmgenre, jeg drømte, at jeg dansede rundt sammen med Gene Kelly, Fred Astaire var en bedre danser, syntes jeg, men han så ikke så pæn ud. Og når Judy Garland sang, så drømte jeg, at en skønne dag ville min lille by blive berømt, fordi det var der, jeg var opvokset. Akkeja. Hvornår blev mine fremtidsdrømme mon mere realistiske? Jeg husker, at frisør var første ønske, og jeg overvejede også bibliotekar, men det var mere, fordi jeg tænkte, det kunne være fantastisk at kunne sidde på arbejde hver dag og læse bøger. Kunder i butikken havde jeg nok ikke tænkt på.

Det blev også en bog eller flere, der blev årsag til det, jeg allerhelst ville være, da jeg blev 12 -13 år. Har du læst med her længe, husker du det måske. Fra den dag af ville jeg være sygeplejerske. Jeg ville nærmest frelse verdenen, jeg ville passe mine forældre, når de blev gamle, jeg ville rejse til U-landene og gøre en forskel, jeg ville blive den bedste sygeplejerske nogensinde. Ulandsfrivillig blev jeg aldrig, mine forældre frigav mig fra mit løfte, og jeg lader trygt personalet, der er uddannet til at passe mennesker med demens, passe min far. Min mor savner jeg, jeg savner hende til at være der for mine børn og deres kusiner og fætter. Jeg savner at snakke med hende. Jeg savner at kunne ringe og spørge, hvordan gør man dit og dat. Der bliver I så brugt :-) Nå det var lige et lille sidespring, tilbage til emnet.

Noget af det, jeg synes, der er allermest fantastisk, er, at det fag, jeg drømte om som 12- 13 årig, kan stadig i dag begejstre mig. Jeg bliver så ked af det, når jeg hører historier om folks dårlige oplevelser med sygehusvæsenet. Noget af det skyldes helt sikkert vilkår, som jeg og mine kolleger ikke kan gøre så meget ved. Andet skyldes dårlig sygepleje, om det er fordi de mennesker aldrig skulle have været sygeplejersker, eller om de gennem tiden har ladet sig presse til at tro, at deres måde at være sygeplejerske er i orden, skal jeg lade være usagt. Men det smerter mig, og jeg håber aldrig, at jeg må blive uberørt af sådanne historier. Men der findes også de gode historier. Og jeg er vild med at være sygeplejerske. Jeg savner patientkontakten lige for tiden, jeg savner det at blive udfordret på mine evner som sygeplejerske, jeg savner at kunne bruge hele mig. Jeg kan rigtig godt lide at studere, og jeg synes, det er træls, at jeg skal skrive afsluttende opgave til foråret. Jeg har nydt at få ny viden, at få udfordret min hjerne, men jeg har også nydt at komme tilbage igen til afdelingen hver gang.

Så Kong Mor, du skrev, du gerne ville vide, hvad jeg gerne ville være, da jeg var lille. Det her er mit svar.

Jeg er storesøsteren med det lyse hår.

VEJEN IND TIL MIN HJERNE

Når man er så fyldt op af tanker, som det er svært at finde hoved og hale i, så kan man gå en tur. Det gjorde jeg i aftes, det var godt, og undervejs kom der også ideer frem. Måske fordi jeg først havde lavet en lille mind map. Mind map er overhovedet ikke noget, jeg er uddannet i eller har særlig megen kendskab til, udover at jeg ved, at man starter et sted på sit papir, skriver et ord eller flere, sætter en cirkel omkring, farvelægger det måske. Og så starter legen. Ud fra det ord fylder jeg på, hvad jeg kommer i tanke om. Måske bliver cirklerne forbundet, måske er der underpunkter til nogle, måske farvelægger man med forskellige farver. Det gør jeg så ikke, for mig er det nok at se det nede på papiret i en form for system. Det er en god måde at få inspiration men også til at få et overblik. Måske kan jeg pludselig se nogle sammenhænge, jeg ikke før havde set.
Jeg kunne også have lavet brainstorming, som for mig er forbundet med, at man skriver ned alt det, man kommer i tanke om, men det forbindes ikke, i hvert fald ikke i første omgang.
Jeg har før skrevet om, at jeg til de skriftlige opgaver altid kom i krise, jeg fik skriveblokering, kunne ikke finde på noget. Jeg lærte efterhånden blot at starte med at skrive, skrive alt det jeg overhovedet kunne finde på uden på vurdere det. Ofte fandt jeg nemlig gennem denne kontinuerlige skriveproces vej ind til emnet igen, og faktisk kunne jeg bruge visse passager af det skrevne i opgaven.

Forslag til eksamensemne

Andre metoder til at finde vej ind i min hjerne kan være at gøre noget helt andet, i aftes var jeg til gospelkor, det gav lige en pause til hjernen, nu skulle den i stedet for genkalde sange og arrangementer af sange. Hjemme igen satte jeg mig ned og prøvede at lave en mind map over alt det, jeg har fået af viden på studiet. Jeg skulle vist have taget et større stykke papir, men alligevel giver papiret mening for mig.

Alt det jeg har hørt om

Når jeg i sidste indlæg bad om forslag til emner, så var det faktisk ikke, fordi jeg følte mig forpligtet til at skrive, men fordi jeg gerne ville skrive. Min blog er i høj grad min måde at slappe af på, samtidig med at den hjælper mig til at reflektere eller fokusere, bloggen hjælper mig også til at blive bedre til at formulere mig skriftlig. Så jeg nyder at skrive, jeg kan bare ikke altid finde på emner at skrive om. Så tak til jer for input


.

HVAD DU ØNSKER SKAL DU FÅ

og jeg beklager, hvis nogen herefter har en indre grammofonplade kørende. Til den yngre generation kan jeg oplyse, at en grammofonplade var forgængeren til CD’en. Det ved jeg da godt, din odder, kunne du måske finde på at udbryde, hvis du som min datter samler på plader og har en rejsegrammofon. Igen undskylder jeg, hvis der nu kører en indre julekalender.

Det her har nemlig overhovedet ikke noget med jul og alskens juleforberedelser at gøre. Jeg elsker at skrive indlæg til bloggen, jeg elsker at få kommentarer, men lige nu har jeg udviklet tunnelsyn og kan nærmest kun tænke i eksamensemner, så hvis du nu skulle komme med ønsker til et indlæg her, hvad kunne du så godt tænke dig at høre om?

Mens du tænker på emner, vil jeg sætte mig hen til bordet, tage et stykke A4 papir frem og forsøge at lave en mind map over alle de formidlings, vejlednings eller undervisningssituationer, jeg kunne vælge at gå op til eksamen i.

ÆNDRINGER AF PLANER

Løbeturen blev som planlagt. Beskrivelse af en situation fra praksis blev også fuldført, og derudover fik jeg  lige en tillægsgave fra Ellen i sidste kommentar, for gennem spørgsmålet blev jeg tilstrækkelig forstyrret i min tankegang, så jeg måtte sætte ord på formålet med dette modul.

Til gengæld er turen til min far droppet. Der er omgangssyge på plejehjemmet, alle inklusive personale har det eller har haft det, og lige nu er det min fars tur, så han sover og bliver vækket og får tilbudt væske og mad med jævne mellemrum. Jeg ville jo sætte ind på hans krops oplevelseskonto, det kan ikke rigtig lade sig gøre, når han sover hele tiden. Han ville helt sikkert nyde at vågne op en gang imellem og se sin datter sidde i stuen. Men det bliver ikke til noget, for selvom jeg nærmest aldrig får omgangssyge, så skulle det bedst passe, at det denne gang blev undtagelsen, der bekræftede reglen. Og det har jeg simpelthen ikke tid til lige nu. Så jeg besluttede mig for at udskyde besøget til en anden dag.

Jeg går rundt i dejlige varme sokker, sokker som jeg har fået fra en norsk blogger, fordi jeg hjalp hende med at finde nogle danske noder til hendes harmonikaorkester. De er smukke og jeg nænner næsten ikke at gå i dem, for tænk hvis de nu bliver slidt, men sokker skal bruges og nydes, så det gør jeg. Men lige om lidt må jeg hoppe ud af dem, for på dagens program står også andre opgaver, som kræver en nyvasket og lidt pænere udgave af fruen i de lune sokker. Må din tirsdag svøbe sig lunt og trygt omkring dig.