NÅR JEG BLI’R EN STOR PIGE

Den sang elskede jeg, jeg var meget romantisk og sentimental som barn (det er jeg så faktisk stadig). Så da jeg var lille, drømte jeg om at blive en ny Gitte Hænning. Jeg var også vældig optaget af Dean Martin show, og de piger, der sang sammen med ham. Tænk at få lov til det.

Musicals var min yndlingsfilmgenre, jeg drømte, at jeg dansede rundt sammen med Gene Kelly, Fred Astaire var en bedre danser, syntes jeg, men han så ikke så pæn ud. Og når Judy Garland sang, så drømte jeg, at en skønne dag ville min lille by blive berømt, fordi det var der, jeg var opvokset. Akkeja. Hvornår blev mine fremtidsdrømme mon mere realistiske? Jeg husker, at frisør var første ønske, og jeg overvejede også bibliotekar, men det var mere, fordi jeg tænkte, det kunne være fantastisk at kunne sidde på arbejde hver dag og læse bøger. Kunder i butikken havde jeg nok ikke tænkt på.

Det blev også en bog eller flere, der blev årsag til det, jeg allerhelst ville være, da jeg blev 12 -13 år. Har du læst med her længe, husker du det måske. Fra den dag af ville jeg være sygeplejerske. Jeg ville nærmest frelse verdenen, jeg ville passe mine forældre, når de blev gamle, jeg ville rejse til U-landene og gøre en forskel, jeg ville blive den bedste sygeplejerske nogensinde. Ulandsfrivillig blev jeg aldrig, mine forældre frigav mig fra mit løfte, og jeg lader trygt personalet, der er uddannet til at passe mennesker med demens, passe min far. Min mor savner jeg, jeg savner hende til at være der for mine børn og deres kusiner og fætter. Jeg savner at snakke med hende. Jeg savner at kunne ringe og spørge, hvordan gør man dit og dat. Der bliver I så brugt :-) Nå det var lige et lille sidespring, tilbage til emnet.

Noget af det, jeg synes, der er allermest fantastisk, er, at det fag, jeg drømte om som 12- 13 årig, kan stadig i dag begejstre mig. Jeg bliver så ked af det, når jeg hører historier om folks dårlige oplevelser med sygehusvæsenet. Noget af det skyldes helt sikkert vilkår, som jeg og mine kolleger ikke kan gøre så meget ved. Andet skyldes dårlig sygepleje, om det er fordi de mennesker aldrig skulle have været sygeplejersker, eller om de gennem tiden har ladet sig presse til at tro, at deres måde at være sygeplejerske er i orden, skal jeg lade være usagt. Men det smerter mig, og jeg håber aldrig, at jeg må blive uberørt af sådanne historier. Men der findes også de gode historier. Og jeg er vild med at være sygeplejerske. Jeg savner patientkontakten lige for tiden, jeg savner det at blive udfordret på mine evner som sygeplejerske, jeg savner at kunne bruge hele mig. Jeg kan rigtig godt lide at studere, og jeg synes, det er træls, at jeg skal skrive afsluttende opgave til foråret. Jeg har nydt at få ny viden, at få udfordret min hjerne, men jeg har også nydt at komme tilbage igen til afdelingen hver gang.

Så Kong Mor, du skrev, du gerne ville vide, hvad jeg gerne ville være, da jeg var lille. Det her er mit svar.

Jeg er storesøsteren med det lyse hår.