DET KAN JEG SE

Det kom pludseligt, uden forvarsel, det føltes, som om jeg stod på randen af en dyb afgrund, mit hjerte bankede helt vildt, jeg fik ondt i maven, jeg følte mig totalt og aldeles blank. Jeg havde sat mig ned for at gennemgå alle mine noter fra modulet med henblik på at få et overblik over emnerne og så forsøge at sætte det i forhold til min hverdag på afdelingen. Jeg kunne overhovedet ikke finde bare én sætning, som sagde mig noget, jeg kunne ikke huske, jeg kunne ikke sætte det sammen med praksis, jeg glemte nærmest at trække vejret. Noget måtte der gøres. Jeg kender mig selv, jeg ved, at i den skriftlige opgaveproces får jeg sådanne timer, hvor alt ramler sammen og bagefter samler jeg det op og bliver klogere i den proces. Men det her kom, før jeg overhovedet var i nærheden af eksamensforberedelse, så hvordan taklede jeg det? Jeg besluttede mig for at gå ind til min mand, sige højt og tydeligt, at jeg havde brug for, at han lyttede, men at han ikke skulle komme med gode råd. Jeg havde bare brug for at læsse af. Han er  meget problemløsningsorienteret, man handler på de problemer, man får forelagt. Sådan er jeg også, men jeg har gennem min uddannelse og min praksis lært, at nogle gange er det bedste blot at lytte og lade den anden selv finde vej, mens de taler.

Han talte i telefon! Så jeg måtte handle praktisk, jeg lunede pandekager og fandt is frem, jeg nåede at spise min del, inden han var færdig. Jeg glemte vist at nyde dem. Så var det, at han spurgte, hvordan går det med læsningen? Jeg fik vist bare sagt, det går slet ikke. Det kan jeg se, sagde han. Og i de fire små ord lå en anerkendelse af, at det var svært lige nu. Jeg fik sagt lidt mere om min følelser, og at jeg havde fejldisponeret mine studiedage. Hvornår skal du være færdig? Jeg fortalte videre, fik sat ord på,  at det sådan set først var om en uge, at jeg skulle beskrive mit valgte emne, det havde jeg 3 dage til, og at jeg derefter havde 3 dage til forberedelsen af det mundtlige. (og så har jeg ikke taget de to weekender med)

Så snakkede vi ikke mere om det, vi snakkede mere om jagt, børn og andre skønne ting, men det var nok. Det var nok til, at jeg nu holder weekend om tre timer, og jeg har ikke i sinde at åbne en bog. Bloggen får også lov til at holde weekend. Så vi ses på mandag igen. God weekend til dig.