Hvor mange afsnit vælger at holde kursus for deres ansatte, hvor man taler om sygepleje og sygeplejeteoretikere en hel dag? Faktisk tror jeg ikke, det er så mange, men på mit afsnit er brush up kurser, som vi startede med at kalde dem tilbage i 2009, hvor vi blev et selvstændigt afsnit, blevet en årlig tilbagevendende tradition. Ofte har det været specifikke metoder/tilgange, som er blevet trænet samtidig med, at man fik en teoretisk viden om begrebet, men i år valgte ledelsen, at vi skulle dykke ned i en artikel af Marit Kirkevold om sygepleje til apopleksipatienter. Ikke en artikel om så gør du sådan og sådan, men en artikel, der bygger på studier med fokus på, hvad der kendetegner sygeplejens rolle i rehabilitering af apopleksipatienter. Samtidig inddrager artiklen også patienters oplevelser af rehabilitering og sygeplejerskens rolle heri.
Min kollega, som har en kandidatuddannelse i klinisk sygepleje, valgte at kombinere denne forskers beskrivelse af speciel sygepleje til apopleksipatienter med en af de gamle sygeplejeteoretikeres bud på grundlæggende sygepleje. Virginia Hendersons 14 behov blev jeg undervist i, da jeg blev uddannet sidst i 70erne, og sygeplejestuderende i dag bliver også undervist i dem. De er stadig højaktuelle. VH sætter fokus på både de fysiologiske behov og de psykosociale behov. Og måske er det fordi vi er på et apopleksiafsnit, at vi kan se det. Men vi er fuldstændig enige i, at uden opfyldelse af disse behov når man ikke langt med rehabilitering. Hvem kan træne, hvis man er svært forstoppet eller er underernæret? Hvem kan træne, hvis bekymringer for fremtiden og afmagt over det skete fylder hele hverdagen? Hvem har energi til at fokusere på mål, hvis ens mund gør ondt pga. dårlig mundhygiejne, og i værste fald kan denne dårlige mundstatus føre til lungebetændelse, og så kan man da slet ikke indgå i et aktivt rehabiliteringsprogram. Mange sygeplejersker og assistenter synes heller ikke, at det er noget særligt. De vil gerne som terapeuterne kunne bidrage med noget synligt og konkret. Både Virginia Henderson og Marit Kirkevold understreger, at denne grundlæggende sygepleje er alfa og omega, og MK argumenterer derfor også for, at den er en del af rehabiliteringen. Træning/rehabilitering er ikke bare de halvanden time daglig med terapeuterne. Al sygepleje på afsnittet er en del af træningen, ja det er sådan set fundamentet for, at træningen kan lykkes. Så sygeplejepersonalet må gerne rette ryggen og huske på at de har en vigtig funktion ikke blot i at forhindre, at der tilstøder yderligere komplikationer men også i at sikre, at de grundlæggende behov bliver tilgodeset. Sygeplejepersonalet har derudover også opgaver så som at forklare, hvad er det, der er sket og hvordan er sammenhængen med de symptomer, som de pårørende og patienten oplever. Vi har også en trøstende funktion, det er svært at være midt i håbløshed og afmagt, vi skal holde ud at kunne være der sammen med patient og pårørende. Vi skal være dem, der kan hjælpe og støtte ved at påpege de små fremskridt, vi skal støtte patient og pårørende til at kunne se en ny fremtid.
Vi skal også være dem, der sammen med patienten og de pårørende får inddraget de lærte teknikker og principper i hverdagen. Vi er dem, der koordinerer det tværfaglige teams arbejde sammen med patienten, vi koordinerer udskrivelsen, så den forhåbentlig giver patienten det bedste udgangspunkt for den videre færd. Jeg ved jo godt alt det her, men jeg tror, at det har værdi en gang imellem at stoppe op og se på, hvad siger forskere og teoretikere om dette. Sådan en dag giver stof til omtanke og forhåbentlig påskønner mine kolleger, at der bliver afsat tid til dette og forhåbentlig går de derfra med en bevidsthed om, at det, de gør, ikke blot er et sengebad eller hjælp til toiletbesøg eller spisning, men at det er første trin i rehabilitering af apopleksipatienter.
PS Rehabilitering er langt mere end genoptræning. Og derfor vælger det officielle Danmark også at kalde den plan for videre træning, man sender med hjem, for genoptræningsplan, for det forpligter ikke på samme måde som rehabiliteringsplaner (min påstand)
Definition på rehabilitering: ” Rehabilitering af mennesker med nedsat funktionsevne er en række af indsatser, som har til formål at sætte den enkelte i stand til at opnå og vedligeholde den bedst mulige fysiske, sansemæssige, intellektuelle, psykologiske og sociale funktionsevne. Rehabilitering giver mennesker med nedsat funktionsevne de redskaber, der er nødvendige for at opnå uafhængighed og selvbestemmelse. (Sundhedsstyrelsens oversættelse af WHOs definition)
