torsdag, januar 17, 2013

HUMØRBAROMETERET

er ikke oppe på strålende sol, måske står det snarere på noget grågrumset, sjasket vejr. Og jeg kan faktisk ikke sætte fingeren på ét sted på min arbejdsdag, der er årsag til det. For det er vist nærmest en kombination af mange ting: forkølelse, manglende søvn, skred i planer, uro på afdelingen, fordi det skred påvirkede mange, og undervisning, der gik godt og alligevel efterlod mig ikke helt tilfreds, (der har jeg været før, så det handler mere om mig og mine følelser end det handler om deltagernes opfattelse). Da jeg så kom hjem, kom jeg i tanke om, at det, jeg ikke havde fået nået på arbejde, og som jeg skulle lave herhjemme, ja det havde jeg glemt at sende til mig selv, så med mindre jeg vil forstyrre aftenvagterne og få en af dem til at logge på med min kode, finde filen og sende den til mig, ja så må jeg vente til i morgen og få en af dagvagterne til det!

Nu vil jeg arbejde ihærdigt på at få barometeret på sol, te er brygget, strikketøjet er fundet frem, landmanden skal spise ude, så jeg tror, at jeg skal have grød til aften med smørklat og kanelsukker, dertil yndlingsdrikken ved juletid: halv citronsodavand og halv hvidtøl. Benene op, fjernsynsbetjeningen frem, høreapparatet ud(det generer mine ører i disse dage, forkølelsen måske?) og så vil jeg nyde tanken om tre fridage foran mig. OG det allerbedste:  at jeg i næste uge kun skal arbejde mandag, så jeg smutter til hovedstaden for at besøge børnene et par dage og lader landmanden passe forretningen herhjemme.

DSC06471

8 kommentarer:

  1. Der kan være mange gode grunde til at humøret ikke er helt i top, men jeg er sikker på det topper når du kommer til hovedstaden.. Giv lyd hvis du har tid til overs.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, det bliver så godt og jeg giver lyd :-)

      Slet
  2. Det lyder til, at du planlægger en dejlig aften, som kan reducere stressniveauet en hel del. Strikketøjet lyder ideelt. Det er ikke godt at gå rundt og tænke på arbejdet, når man har fået fri. Jeg synes, det skal være sådan, at når døren til arbejdet smækker i bag en, så har man rigtigt fri.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, jeg vil også gerne lukke døren, men jeg har et hængeparti, som skal være færdig til i morgen formiddag :-)

      Slet
  3. Åh, jeg havde helt glemt den blanding af citronvand og hvidtøl, som min bedstemor yndede og som vi da også drak hos min mor. Hyggeligt at blive mindet om ;-)
    Dejligt for dig med fridage i udsigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, nu føler jeg mig rigtig gammel ;-) Og jeg er så glad for mine fridage.

      Slet
  4. Dejligt indlæg! Det blev faktisk bedre og bedre, jo længere jeg læste:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det var også meningen, man kan jo ikke have et barometer på sjap og søle ;-)

      Slet