Så Lene, sagde min unge kollega, ned med skulderne og træk vejret dybt. Vi bliver udfordret på hverdagen lige for tiden på mit arbejde, der er sygdom blandt personale, både langtidssygemeldinger og influenzaen hærger stadig. Der er mange patienter, der er sygdom blandt lægerne (også influenzaramt), der skal afholdes undervisning (mit ansvar). Derudover er vi startet op med vores nye dagafsnit, som holder til huse i opholdsarealet ved afdelingen, og det afsnit skal alle sygeplejersker klædes på til at håndtere (mit ansvar).
Dagen i dag var afsat til administrativ dag, men jeg endte med at overtage tjansen med dagafsnittet. Normalt kan det at undervise ikke hyle mig ud, men i går aftes fik jeg pludselig præstationsangst og kunne ikke falde i søvn. Jeg afprøver jo en ny måde at holde undervisning på, og fra første undervisning havde jeg fået gode tilbagemeldinger om, hvad der var godt og hvad der var mindre godt. Jeg havde regnet med tid til at få disse ændringer tænkt igennem, men det endte med, at jeg dels fik den indledende bemærkning, dels måtte kaste mig ud i undervisningen uden tid til eftertanke. Det lykkedes, jeg har nogle gode kolleger, som er friske på at være med på andre måder at undervise på.
Og samtidig nød jeg at høre om deres overvejelser om sygeplejerskens rolle i et dagafsnit og hvordan vores tilgang til den afsluttende samtale med fokus på risikofaktorer skulle være:
Så et frø i patienten – respektere patientens valg - tage udgangspunkt i det patienten ved – tilbyde vores faglige viden, så de har et grundlag at træffe deres beslutninger på – aldrig optræde formynderisk – anerkende patientens situation. Og det bedste var, at alle disse betragtninger blev underbygget med eksempler fra praksis, det var ikke teori. Og jeg fik lov til at bygge noget teori på om læring og sundhed.
Jeg har pudset næsen rød, jeg har sprittet hænder i en uendelighed, nu vil jeg smække benene op i sofaen, drikke te og nyde, at snevejr er lig suppevejr. Her i huset bliver det hjemmebragt karrysuppe. God mandag tirsdag aften til dig.
Puha, hvor har du travlt.
SvarSletJeg kender kun alt for godt det med ikke at kunne sove, når man faktisk har allermest brug for det.
Den var sød: "så et frø i patienten" ... så har de nok også lettere ved at blomstre op igen ;-)
Ellen, det har vi alle og jeg har endda meget fri i januar, min souschef har helt vildt travlt og hun er mor til to i børnehave og indskoling sammen med fuldtidsjob. Jeg beundrer hende virkelig.
SletOg at få en patient til at blomstre og tro på, at han/hun kan ændre livsstil, i stedet for at få dem til at visne, det må da være god sygepleje :-)
Pyhhh hvor jeg kender de dage.. og nætter.. :-) du har dejlige kolleger, der giver med og modspil på en konstruktiv måde.. Det er guld værd.
SvarSletInge, ja travlhed og spekulationer kan nemt forplante sig til søvnen :-) og mine kolleger er jeg bare så glade for.
SletSygdom og nye ting på arbejdet spiller ikke helt sammen. Puh, der skal vist pustes ud og trækkes vejr og sættes skuldre ned på plads en hel del gange undervejs og bagefter.
SvarSletConny, snart går jeg mange fridage i møde :-) og nu går jeg snart i seng
SletJeg er helt sikker på at du har gjort en stor forskel for mange mennesker du møder på din vej.
SvarSletPatienter, kolleger, elever, børn, ældre, venner osv.
Selv når du har travlt og der er lidt for meget på programmet formår du at sætte omsorg for andre først.
Du er fantastisk - og fortjener at slappe af nu!
Tak søde Stine, og jeg må bare sige, at jeg har fantastiske kolleger, som inspirerer mig :-)
SletDet lyder som nogle rigtig spændende tanker og metoder du har i patientbehandlingen. Mange afdelinger kunne vist bruge en ildsjæl som dig; det er bare så godt gået.
SvarSletTak Hanne, det jeg kan, kan jeg i kraft af den inspiration og viden, jeg får fra mine kolleger, jeg er så glad for min afdeling :-)
Slet