At klokken nærmer sig otte, ved jeg kun, fordi computerens ur fortæller mig det. Mørket og mit indre ur vil, at det stadig er tidligt morgen – som om at tiden er stået stille, fra jeg stod op. Min mekaniker sagde, bare kom, når du er klar. Jeg har besluttet mig til, at jeg ikke er klar endnu, for der bliver ventetid, inden bilen er færdig. Er jeg heldig, får jeg en reservebil og kan køre hjem, men jeg pakker tasken med en bog og lidt strikketøj for en sikkerheds skyld.
Min far og jeg hyggede os i går, men faktisk sov han meget af tiden. Det er tydeligt, at der er sket en forværring, min far kan stadig kende os, han er stadig lige musikalsk, men mange praktiske funktioner skal han have hjælp og støtte til. Her om vinteren kan vi ikke køre ud på tur, og lige nu tænker jeg på, om vi mon kan det igen, når foråret kommer. Det håber jeg, sidste gang jeg var på besøg, lånte jeg en transportkørestol, da kunne min far godt gå fra stol til bil, og så tog vi ud og handle. Det var dejligt nemt, min far kunne slappe af i kørestolen og han holdt kurven, mens jeg fandt lækkerier til personalet. Jeg drømmer om ture ned til vandet, om ture ud i skoven, men vi får se. I går hyggede vi os med musik, vi hørte dansk korsang, min far spillede lidt på mundharmonika, jeg spillede på klaver (enfingersystem), vi sang og nynnede, indtil jeg tog hjem igen. Det er ikke lange besøg, men da vi er tre søster, som kan skiftes i det daglige, og vi har to søskende på Sjælland til at tage en weekend ind imellem, så får min far alligevel besøg en gang om ugen og gerne også en gang i weekenden. Derudover har min mors bedste veninde erklæret sig for ugentlig besøgsven til min far. Hendes mand er død og min mor er død, så hun nyder at gå tilbage i tiden med alle de minder, min far og hun har sammen. Det er vi dybt taknemlige for, for mange mennesker viger tilbage for besøg, så snart et menneske bliver ramt af Alzheimers sygdom. Det er synd og trist.
Weekenden er arbejdsweekend og dermed byder den på tre aftenvagter. Jeg er blevet god til at give mig selv fri om formiddagen, for jeg ved aldrig, hvad aftenen kan byde på, så der må slappes af på forhånd. I dag skal jeg dog lige have styr på kontoret, men med en kop te og lidt god musik går det nok. Håber du har gode planer for i din weekend, god fredag til dig.
Det er vigtigt at give sig selv fri Lene :)
SvarSletog ja, det er synd og trist når bekendte viger fra en ældre med demens/Alzheimer..det oplevede vi tæt på i de sidste ti år, hvor Eddies far levede..hos os var det også de korte besøg der var de bedste ( nogle gange kun fem minutter) Det sidste år han levede kunne han kun genkende Eddie og Eddies storebror..vi andre, anede han ikke hvem var..jeg skal engang fortælle dig en sjov/pudsig historie herom, den er for lang at skrive her :)
God arbejdslyst til dig.
Jeg skal besøge Marianne på Amager og det glæder jeg mig rigtig meget til :)
Anne, faktisk synes det er helt oplivende, at Eddies far kunne kende sine børn til det sidste. Min farmor kunne ikke kende sine børn.
SletTak og hils Marianne :-)
Dejligt, at I stadig kan hygge jer. Ja, nogle mennesker viger tilbage for at besøge demente, men lige så tit er det vist de demente, der skubber de besøgende fra sig. Sådan skete det i hvert fald med Farmor. Der var faktisk et par ældre damer, der gerne ville kigge til hende, men da hun blev ved med at afvise dem, opgav de til sidst. En prof. besøgsven blev også afvist. Nu sidder hun så på en midlertidig plads og får nul besøg ud over Gemalens, når han er på Sjælland alligevel. Det kan næsten ikke være mere trist (eller 'sølle', som det hedder på godt jysk).
SvarSletFruen i midten, det må være svært, når ens ældre dels bor langt væk og dels afviser besøg. Det ville aldrig ske for min far, men hans gamle kolleger, som ellers har holdt sammen, kommer ikke og besøger ham, heller ikke da han boede hjemme. Til gengæld er vi jo så fem, der kan fordele besøgene, og det må være hårdt for din mand, når han er ene om det.
SletDet er det også!
SletDet kan jeg godt forstå.
SletHvor er du god til at finde sammen med din far om det, der glæder ham og som han kan følge med i. Men det er trist, når færdighederne forsvinder.
SvarSletMin mor hjalp, i begyndelsen hun var på plejehjem, med til at skrælle kartofler og sådan nogle små opgaver i køkkenet. Men langsomt blev det, som om hun havde 10 tommelfingre. Jeg tror ikke selv, hun registrerede det sørgmodige i det.
Når jeg læser Fruen i Midten, så er det virkelig sørgeligt. Det værste er, hvis ens kære bliver vred og aggressiv. Men man kan også som besøgende gøre noget andet, end man plejer. F. eks. åbne døren på klem og sige 'kuk-kuk ... er der nogen hjemme?'
Der findes også litteratur om, hvordan man kan understøtte og anerkende den demente i samtalen og glide med på hans/hendes tankegang.
Jeg kan ikke lige nu huske titler på bøger, men jeg havde stor glæde af at læse om de forskellige teorier, da min mor endnu levede.
God arbejdsweekend til dig.
Tak Betty, det lyder spændende med den litteratur du har læst. Jeg har selv fra mit arbejde haft om terapeutisk kommunikation, hvor man spejler den andens følelser og ord, måske lidt som det du beskriver med at følge tankegangen. Da jeg i går prøvede det, syntes min far pludselig, det var noget sludder, det han sagde ;-)
SletJeg er så taknemlig for at min far ikke er aggressiv, men han har dog været irriteret og vred på personalet, fordi han ikke kunne forstå, hvad de ville have ham til at gøre.
Det er godt at han stadig kan kende jer og at I har sang og musik tilfælles..Håber I når at få nogle flere udflugter sammen..;-D
SvarSletTak Annemarie, det håber jeg også :-)
SletDet er godt, din far har jer fem til at komme på besøg. Og ovenikøbet en besøgsveninde. Og det virker meget til, at både I og han stadig får noget ud af besøgene.
SvarSletConny, vi synes stadig vi ser vores far i vores far, hvis det giver mening :-)
SletDet gør det :-)
SletGodt :-)
SletJeg håber du også i foråret får gode timer med din far.. Dejligt at I er flere der kommer og besøger ham på skift.
SvarSletInge, jeg kan jo se og høre, hvor hårdt det er, hvis man er alene eller føler sig alene (kender søskende hvor de ikke er enige om besøg, når man er familie til en dement.
Slet