VAGTSKIFTE

Jeg har ikke noget imod travlhed på arbejde. Jeg har ikke noget imod at blive udfordret og få sved på panden. Jeg har ikke noget imod, at jeg må slippe planer for aftenen. men jeg vil meget gerne have, at lige i vagtskiftet er der ro. Det stresser meget og gør det svært at danne sig et overblik, når man møder ind til meget trætte dagvagter, som forsøger at give videre alt det, de ikke nåede. De skriver, de fortæller, og kontoret er fyldt op bogstaveligt med papir og mennesker og i overført betydning af frustrationer.

Som aftenvagt sætter man sig sammen ved det ene bord, første vigtige punkt er at få dagsedlen printet ud; her står alle patienterne på, hvilken hjælp de har brug for, hvilke observationer, der skal gøres, hvordan de skal hjælpes. Det kan f.eks. være, om de skal forflyttes fra seng med høj eller lav forflytning, eller om de skal liftes med en loftlift over i stol. Det kunne også være, om de går med rollator eller om de skal følges ved gang. Det kunne være, om de må få almindelig kost eller om de skal have blød kost og fortykningsmiddel i tynde væsker eller om de slet ikke må få noget at spise, men skal ernæres gennem en sonde, som går gennem næsen ned i mavesækken. Den seddel er guld værd, når vagten tager til i tempo, her kan man hurtigt orientere sig, hvis pårørende spørger om noget, så man ikke skal ned på kontoret for at kigge i sygeplejejournaler. Den seddel bliver derfor højt prioriteret, at dagvagterne har nået at opdatere den, inden vi møder. Det er ikke altid, at de har nået det, for det vigtigste er jo at være fysisk hos patienterne og hjælpe dem, men dokumentationen er også vigtig, for at plejen og behandlingen går videre som aftalt.  Næste vigtige punkt er, at vi får fordelt, hvilke stuer, vi hver især har ansvaret for og får læst om patienterne. Der var kommet mange nye patienter, så forrige aftens plan holdt ikke, vi måtte hurtigt prøve at få fordelt os. Samtidigt ringede klokker, pårørende ville gerne tale med os, det forplanter sig, når der er travlt. Alt bliver skubbet foran sig, og pårørende og patienter reagerer på dette. Pårørende fik besked om, at når vi havde fået rapport, ville vi snakke med dem, patienter blev hjulpet på toilet på skift af mine tre kolleger, mens jeg blev gennemgående figur i at give rapport.

Og så gik vi i gang, der manglede også meget fra stuegang, og da lægerne i weekenden både går stuegang og er vagter, ja så blev de gentagne gange kaldt ud på modtagelsen, som ligger fysisk på Sygehus Syd (som jeg dog glæder mig til, at det nye sygehus kommer, selvom det nok ikke bliver i min tid). Langsomt fik vi hængepartier væk, alle patienter blev passet og plejet godt, det er fordelen ved at have fast personale, det er sjældent at vi skal have vikardækning, og dermed ved vi alle, hvad vi skal lave.

Klokken nærmede sig 20, før vi kunne sætte os ned første gang  og få aftensmad, og derefter begyndte vi på de opgaver, der er i forbindelse med nattens komme. De fleste patienter skal have målt værdier, så som blodtryk, temperatur og puls. Mange skulle vurderes neurologisk (scores), og er det en patient, som er ramt på det kognitive (talen, bevidstheden, orienteringen, opmærksomheden, sygdomserkendelse osv) så kan det tage lang tid. Vi endte faktisk med at være forud for tid, så klokken 22 kunne vi begynde at dokumentere aftenens observationer, handlinger og beslutninger. Bagefter var det tid til at ordne de sidste ting inde hos patienterne, vi nåede endda at rydde op på kontoret, printe dagsedler ud, sætte journaler på plads osv., så nattevagterne kunne starte i ro og mag. Hvordan nattevagten så er gået, det ved man aldrig. For på et akut afsnit kan tingene hurtigt ændre sig, men at komme godt fra start er altid godt. Det håber jeg, vi får lov til aften, men jeg syntes faktisk, vi gjorde det ret godt i går, trods alt.

God søndag til dig.