torsdag, december 27, 2012

HVAD SKYLDES DET MON?

At influenza, lungebetændelse, forkølelse har hærget det ganske land, kan man hurtigt få et indblik i ved at følge med i blogland. Min afdeling har også været ramt, unge kolleger og deres familier har været syge i over en uge, og vi andre går tilsyneladende fri. Sådan er det. Man kan gisne om, hvorfor en bliver syg og en anden aldrig. Generne har helt bestemt noget at sige, nogle vil hævde, at livsstil også har, men blandt mine syge kolleger findes også en ung kvinde, som er meget sund, meget mere end mig, og alligevel går jeg fri, og hun blev voldsomt nedlagt. Til gengæld er hun nok hårdere spændt for i hverdagen med børn i børnehavealderen og skolealderen.

DSC06361

Når det kommer til det at blive ramt af apopleksi, kan jeg ikke finde en forklaring på, at dette år er der få, der er blevet ramt af apopleksi i juledagene. For den enkelte er det stadig en katastrofe, for den enkelte familie er det et hårdt slag, men samlet set er der færre end vanligt. Sådan svinger antallet meget; mens jeg har været på diplomuddannelse, har afdelingen haft mange patienter, som har været hårdt ramt. Jeg ville håbe, at der samlet set kunne ses en nedgang i apopleksiramte i Danmark, men vi lever vist desværre for godt, vi lever vist med den overbevisning, hvorfor gøre noget ved et for højt blodtryk, når vi nu har det godt? Hvorfor ændre på livsstilen, når det nu er så forbistret svært? Hellere leve stærkt og dø ung. Og for nogle findes der bare ikke en forklaring; jeg kender en kvinde på min alder, som var heldig. Hun fik trombolyse, så de fysiske skader er minimale, men de kognitive fylder stadigt meget her et år efter apopleksien: træthed, koncentration, delt opmærksomhed (det at kunne holde fokus på mere end en ting ad gangen) osv. Der er ikke fundet en forklaring, og det gør man faktisk ikke hos 30 % af de apopleksiramte. Og jeg kan godt forstå, at man kan have svært ved at finde motivationen. Er man hårdt ramt, kan man måske tænke, kan det blive værre? Er man let ramt, kan det være svært at tage det alvorligt, for vi kan jo ikke udstede garantier. Vi kan sige, at sænker man blodtrykket, holder op med at ryge, drikker mindre alkohol, sænker kolesteroltallet, motionerer mere, bliver normalvægtig, får styr på en evt diabetes osv, ja så reducerer man risikoen for en ny apopleksi væsentligt.

2. januar går vores nye tiltag i luften. Vi får som andre steder i Danmark et dagafsnit for mennesker, som er til observation for en forbipasserende blodprop (TCI eller som det nu skal hedde: TIA). Studier har vist, at bliver disse mennesker hurtigt udredt og sat i forebyggende behandling, ja så reducerer man antallet af dem, der får en apopleksi efterfølgende, altså en blodprop i hjernen, som giver varige mén. Vi glæder os til at starte afsnittet, og jeg får lov til at være første sygeplejerske i afsnittet.

En skønne dag håber jeg, at alles anstrengelser kan ses i antallet af apopleksipatienter, men det har været meget stabilt på mellem 10.000 – 12.ooo pr. år. Studier har vist, at færre kommer på plejehjem, færre dør og færre får alvorlige handicap, når patienter indlægges på et apopleksiafsnit. Og det er også rigtig godt, men kunne tallet reduceres, ville det være endnu bedre.

Nok om apopleksi og sygdom, nu vil jeg dække bord til julegæsterne, som kommer i morgen samtidigt med at jeg kommer hjem fra arbejde. Det er mine tre søstre med familie samt min far, jeg glæder mig.

DSC06363

16 kommentarer:

  1. Hvis det, at hvem der bliver ramt og hvem der ikke gør, fulgte bestemte regler, var det hele jo meget nemmere.
    Vi kender vel alle historien om ham, der røg og drak ad pommern til i 70 år og døde glad og mæt af dage af ganske almindelig alderdom.
    Min første chef døde som 51-årig af en hjernesvulst; hun var nærmest sundhedsfanatiker. En anden kollegas søn døde som 32-årig af en hjerneblødning - han var meget sportstrænet, røg ikke og drak meget lidt.
    Selvfølgelig bør man gøre alt det du skriver her, og jeg vil absolut ikke påstå, at det er sundt at ryge, drikke eller være overvægtig - der er bare så meget andet, der også spiller ind, tror jeg.
    LivsSTIL spiller en rolle, men det gør livsKVALITET også, er jeg sikker på, og jeg tror, at kroppen kan klare utrolig meget, hvis sjælen har det godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, du beskriver fint kompleksiteten i årsagssammenhænge, og dine ord gav anledning til tanker til et nyt indlæg :-)

      Slet
  2. Det der har jeg også undret meg over. Hvorfor blir jeg så sjelden syk? Nå lever jeg riktig nok veldig sunt i matveien, men jeg er overvektig (ikke så rent lite), jeg trener ikke og jeg har en jobb der jeg vasser i snørrete tenåringer. Likevel blir jeg ikke en gang snørrete. Nå er det mange år siden jeg var borte fra jobben en dag pga sykdom. Det var i mars 2007, - og jeg tenker at nå, - nå må jeg vel bli syk igjen. Nå julen har min sønn hatt en skikkelig halsinfeksjon, og før penicillinen kom i hus, hostet og nøs han på meg i flere dager. Vi får se om det holder denne gangen også.

    Gener? Flaks? Tilfeldigheter?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hege, og jeg har ikke svaret ;-) for er det gener, held eller tilfældigheder, når du og jeg sjældent bliver syge. Jeg bliver end ikke særligt forkølet.
      Og translate-google vil ikke oversætte snørrete for mig, betyder det forstyrrede? :-)

      Slet
  3. Tænk, at så mange får apopleksi på årsbasis. Det er mange. Det er godt, der bliver arbejdet så meget med forebyggelse og behandling, og det vil sikkert også vise sig at have en effekt. Engang.
    Når det handler om forkølelser og den slags infektioner, så er det svært at forklare, hvorfor nogle rammes oftere end andre. Jeg har i mange år klaret frisag, men nu smitter mine små forkølede børnebørn mig. Ikke voldsomt, men småsnottet bliver jeg. Mit vuggestuebarnebarn, han er godt nok uhyggelig tit hostende og fuld af snot. Jeg tror, de er for mange samlet på for lidt plads.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, pladsen er helt sikkert medansvarlige, men også det at de er mange. Mine børn blev først rigtig forkølede, da de skiftede fra dagpleje til børnehave, men efterhånden blev de immun, det håber jeg også dit barnebarn bliver. Og så har jeg en teori om at hvis man kan holde sit barn hjemme et par dage længere end til blot feberen er over, så hjælper det også, men hvor mange småbørnsforældre kan det?

      Slet
  4. I nogle tilfælde er det oplagt, hvad der har ført til en sygdom, og i andre er det helt uforståeligt..

    Om det er gener, livsstil, livskvalitet, held eller uheld skal jeg ikke kloge mig på, men jeg tror på at det er vigtigt at nyde livet og få noget godt ud af det mens vi kan, når vi kan og fordi vi kan.

    Det bliver spændende med jeres nye dagafsnit, betyder det så at du kun skal have dagvagter i fremtiden..??

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, jeg har ikke fået nyt job, men vi får alle en ny funktion oveni de øvrige, og har heldigvis også fået normeringen sat op, så vi glæder os :-)

      Slet
  5. Dit indlæg får mig til at tænke på, at jeg måske skulle gå til lægen og få målt mit blodtryk; det er ikke fordi jeg synes, jeg har symptomer på forhøjet blodtryk, det er bare for at være på den sikre side.

    Det må være svært at leve med en apopleksi, så det er godt, at der efterhånden er fokus på at etablere særlige afsnit for de ramte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, når man når en vis alder er det godt at få tjekket sit blodtryk med jævne mellemrum, for det er sjældent at man mærker, blodtrykket er forhøjet :-)

      Slet
  6. Det lyder spændende med dit nye job! Nu har jeg fået læst om jeres juledage - jeg har ikke været på nettet siden Lillejuleaften:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte og stakkels dig, som har været syg, håber du har det bedre nu. Jeg har som sådan ikke fået nyt job, men vi har alle fået en ny funktion, som vi glæder os til :-)

      Slet
  7. Lige en hurtig hilsen for at oenske en glaedelig bagjul. Jeg kan laese mig frem til du har haft en rigtig god jul indtil videre. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Tina og i lige måde :-)

      Slet
  8. Jeg kan godt føle mig lidt forvirret over, hvad der er sundt og "rigtigt". Er lidt på linie med Ellen.
    Jeg havde en nabo, som var sygeplejerske, og kendte til reglerne for et sundt liv. Hun røg ikke, dyrkede sine egne grøntsager, lavede sin egen saft, motionerede m.m. Desværre døde hun som 55-årig af kræft i maven.
    Og så har jeg iøvrigt læst et sted, at manglende sociale relationer er lige så farligt som hvis man ryger og ikke dyrker motion. (hvilket straks gjorde mig bange)
    Min far var alkoholiker. Sad altid ned med en øl i hånden og spiste kun fed mad. Han blev næsten 90 år.

    Tja...jeg prøver selv på at gøre alt det, du fortæller om. Men kun fordi jeg ikke tør andet - for hvis man lader være, kan man jo ikke bare sige NÅ bagefter, hvis det er gået galt!
    Tak for et godt indlæg - både det her og det næste. Det er godt at få noget at tænke over.
    Knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Johanne, jeg har heller ikke et svar, for garantier udstedes ikke på vores liv. Der er så mange faktorer, som kan spille ind, så jeg hælder nok mest til, at man ikke skal tage skyklapper på, men forholde sig nysgerrigt til den viden, der findes og så derefter beslutte sig til, hvordan man hver især vil leve, for vi ER eksperter i vores eget liv. Og ingen skal bilde mig andet ind ;-)

      Slet