SAMMEN KAN VI ALT

Når andre sukker dybt over møder, gruppearbejde, fælles arbejdsdage og lignende, så trives jeg. Ja ikke kedelige langtrukne møder, men møder, hvor der diskuteres og besluttes. Jeg arbejder udpræget bedst sammen med andre, og derfor får jeg også ind imellem dyk humørmæssigt, når jeg går alene på gården. Jeg er ikke god til at arbejde alene, og det var en af grundene til, at jeg i tidernes morgen måtte stå skoleret hos den daværende viceforstander for sygeplejen på Aalborg sygehus. Jeg havde hele mit liv planlagt, jeg skulle være sundhedsplejerske, så først ansættelse på to forskellige børneafdelinger henholdsvis 1 og 2 år (tjek!), dernæst et vikariat i hjemmesygeplejen (tjek), søge om optagelse på Danmarks sygeplejerskehøjskole (det hed det vist), jeg blev optaget (tjek!). Så søge om orlov med løn fra sygehuset (tjek!), dernæst søge om kollegiebolig i Århus (tjek). Der var bare det lille aber dabei, at da jeg kom ud i hjemmeplejen, fandt jeg ud af ovenstående, jeg savnede mine kolleger, jeg savnede det at være på en afdeling, jeg trivedes ikke med at køre alene. Jeg savnede mine kolleger så meget, så jeg af og til lagde mine frokostpauser hos dem, og da de hørte, hvordan jeg havde det, og da de manglede en sygeplejerske, ja så tog de fat i oversygeplejersken.

Oversygeplejersken indkaldte mig til samtale, hun var selv gammel sundhedsplejerske, så hun skulle i den grad sætte sin forforståelse til side og høre på min forståelse af situationen. Da hun havde sikret sig, at det ikke bare var en dille hos en ung, usikker sygeplejerske, så lagde hun en plan. Vi skulle sammen tage ud til viceforstanderen, jeg skulle holde min mund, hun skulle nok føre ordet. Han var kendt for at støtte unge ambitiøse, karriereorienterede sygeplejersker, så sådan en som mig ville han ikke kigge på med milde øjne, jeg var jo årsag til, at Nordjylland det år fik en sundhedsplejerske mindre. Og oversygeplejersken var sikker på, at han godt kunne finde på at sige, at der ikke var plads til sådan en som mig på sygehuset.Vi drog af sted.

Jeg holdt min mund, lod chefen føre ordet, og da vi tog af sted derfra, var jeg ansat på min gamle børneafdeling igen. Resten af sommerferievikariatet i hjemmesygeplejen gik som en leg. Jeg var overbevist om, at jeg resten af mit arbejdsliv skulle være på børneafdelingen, jeg elskede mit job. Sådan gik det som bekendt ikke. Jeg ville ned i arbejdstid, da jeg fik datteren. Det kunne jeg ikke få på børneafdelingen, og så gik mit liv i en helt anden retning.

Men jeg er stadig bedst til at arbejde i grupper, jeg får helt vildt meget fra hånden, hvis jeg arbejder sammen med andre. Jeg får energi og glæde ud af samarbejdet. Hvorimod jeg nemt kan dykke, når jeg går alene. Udenfor er der den smukkeste solopgang, jeg har bestilt togbillet til København, for jeg skal være sammen med mine børn i weekenden, huset er rengjort, vinduerne pudset. Nede på sønnens værelse står alle julekasserne, der skal vist findes lidt julemusik på computeren. Jeg læste forleden dag om en hjemmeside med nonstop julemusik, gad vide om jeg kan finde det blad igen? Der meldes om tøvejr, det gider jeg ikke, jeg er vild med mit snelandskab. Ikke mere snak, der skal arbejdes. God dag til dig, hvad mon du fylder i din dag?