KÆDEREAKTION

Kan man kalde det en kæde, når der kun er to led? Måske hvis du tager mindekæden op :-)

Mia skriver om kunstskøjteløb og minder. Og med det samme røg jeg tilbage i tiden, til dengang hvor der kun var en kanal og vinter uløseligt var forbundet med kunstskøjteløb og skihop. Jeg elskede at se skøjteprinsesserne, jeg var vild med parløb, ikke så meget isdans, det kunne sommetider være lidt for langtrukken at se på. Faktisk bliver jeg i tvivl nu, mon jeg egentlig heller kunne lide isdans, de fortalte jo ofte en historie, hvorimod parløb handlede meget om spring og kast? Det afhang vist meget af  kunstskøjteløberne. Jeg kan ikke huske navne, men jeg kan se dem for mit indre billede. Jeg drømte om at blive en skøjteprinsesse selv.

I min lille landsby var en branddam, og lykken var, når isen blev bedømt til at være sikker nok til en hel landsbys børn og unge. Drengene spillede ishockey, pigerne kørte forsigtigt i randen af dammen og snakkede sammen. Skøjterne var nogle, der kunne spændes på støvlerne, det så ikke særligt smart ud, og stor var min glæde, da jeg havde sparet sammen til et par rigtige  kunstskøjter. Mens jeg fandt en nederdel frem med vidde i og gode gamacher, drømte jeg om at suse hen over isen og svinge mig rundt med sus i skørtet. Ak den drøm bristede, min mor mente, at jeg skulle have varmt tøj på, som var lange bukser udenpå gamacherne, tyk trøje indenfor jakken, hue og vanter supplerede billedet. Jamen altså, man kan da ikke være skøjteprinsesse med så meget tøj på. Der hjalp ingen kære mor, og da jeg stod på isen, så var jeg nok heller ikke så elegant som mine idoler, men jeg nød det. Og mens jeg skriver det her, kommer jeg i tanke om, at jeg glemte dørpynten i år.

Som i indlægget i linket skal jeg også i dag ned til min far, men først skal jeg ud en tur i den friske luft, om det bliver løbetur eller gåtur må tiden vise. God sidste søndag i dette år. Mon du har minder med kunstskøjteløb, enten i fjernsynet eller på isen?