onsdag, december 26, 2012

NOK IKKE STJERNESTØV

Mens resten af huset sover endnu, får jeg ryddet op. I går lød der protester, hvis jeg ville planlægge eller lave noget, vi skulle jo hygge os og slappe af. Nu kommer der imidlertid gæster til eftermiddagskaffe, så huset kunne godt trænge til en hurtig oprydning og en let omgang støvsugning. Med årene har jeg det bedst, hvis alt omkring mig ikke roder, tænk at det skulle overgå mig – sådan var jeg absolut ikke som ung. Jeg husker endnu den gang, landmanden var landet i min lejlighed før mig, han syntes, der var lidt for mange “hybelkaniner”. Jeg ejede ikke en støvsuger, så han tog resolut en kost, fejede den lille etværelses lejligheds trægulve, puttede resultatet i en plastikpose og hængte det op på min opslagstavle med en etikette på, hvorpå der stod Danefæ.
Det var noget helt andet, landmanden og søn brugte fejebladet til natten til juleaftensdag. Vi var godt i gang med at se film, da landmanden tilfældigvis skulle hente noget i køkkenet. Til hans store gru opdagede han, at det sejlede med vand oven på brændeovnen. Op på loftet og se – ganske rigtigt, der var fygesne overalt. De to mænd brugte 2½ time med at fjerne sne og først klokken halvto var de færdige. Imens fik jeg kogt kartofler, strøget juledug, pakket julegaver ind og lavet te til de trætte mænd. Hvis ikke han havde opdaget det, ville vi være stået op til et hus, som sejlede i vand.  Sikke en start på juleaften vi så havde fået.
Heldigvis gik det ikke så galt, og nu vil jeg glæde mig til dagens gæstebud. Glædelig 2. juledag til dig.

PS Hybelkaniner er norsk for nullermænd ;-)

DSC06336

6 kommentarer:

  1. Det var godt I opdagede det, og du fik styr på resten af forberedelserne mens sneen røg ud igen.
    God 2. juledag hos jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Inge, med den mængde sne de fik ud, så er jeg glad for at det blev opdaget :-)

      Slet
  2. Hybelkaniner er nemlig et rigtig godt udtryk. Jeg er nok lidt bagud for dig i min udvikling, for jeg kan også godt lide, at der er rent og ordentligt omkring mig, men hvis det er mig selv, der skal sørge for, at det er sådan, så kan jeg godt klare en noget lavere standard ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Henny, jeg synes også det er skønt hvis andre tager sig af det, og til daglig køber jeg mig fra rengøring, men ikke her mellem jul og nytår :-)

      Slet
  3. Og de hedder dammtussar på svensk:-) Hvor er han dejlig, din landmand - til det hele!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, dammtussar, et herligt navn :-)

      Slet