HVAD SKYLDES DET MON?

At influenza, lungebetændelse, forkølelse har hærget det ganske land, kan man hurtigt få et indblik i ved at følge med i blogland. Min afdeling har også været ramt, unge kolleger og deres familier har været syge i over en uge, og vi andre går tilsyneladende fri. Sådan er det. Man kan gisne om, hvorfor en bliver syg og en anden aldrig. Generne har helt bestemt noget at sige, nogle vil hævde, at livsstil også har, men blandt mine syge kolleger findes også en ung kvinde, som er meget sund, meget mere end mig, og alligevel går jeg fri, og hun blev voldsomt nedlagt. Til gengæld er hun nok hårdere spændt for i hverdagen med børn i børnehavealderen og skolealderen.

Når det kommer til det at blive ramt af apopleksi, kan jeg ikke finde en forklaring på, at dette år er der få, der er blevet ramt af apopleksi i juledagene. For den enkelte er det stadig en katastrofe, for den enkelte familie er det et hårdt slag, men samlet set er der færre end vanligt. Sådan svinger antallet meget; mens jeg har været på diplomuddannelse, har afdelingen haft mange patienter, som har været hårdt ramt. Jeg ville håbe, at der samlet set kunne ses en nedgang i apopleksiramte i Danmark, men vi lever vist desværre for godt, vi lever vist med den overbevisning, hvorfor gøre noget ved et for højt blodtryk, når vi nu har det godt? Hvorfor ændre på livsstilen, når det nu er så forbistret svært? Hellere leve stærkt og dø ung. Og for nogle findes der bare ikke en forklaring; jeg kender en kvinde på min alder, som var heldig. Hun fik trombolyse, så de fysiske skader er minimale, men de kognitive fylder stadigt meget her et år efter apopleksien: træthed, koncentration, delt opmærksomhed (det at kunne holde fokus på mere end en ting ad gangen) osv. Der er ikke fundet en forklaring, og det gør man faktisk ikke hos 30 % af de apopleksiramte. Og jeg kan godt forstå, at man kan have svært ved at finde motivationen. Er man hårdt ramt, kan man måske tænke, kan det blive værre? Er man let ramt, kan det være svært at tage det alvorligt, for vi kan jo ikke udstede garantier. Vi kan sige, at sænker man blodtrykket, holder op med at ryge, drikker mindre alkohol, sænker kolesteroltallet, motionerer mere, bliver normalvægtig, får styr på en evt diabetes osv, ja så reducerer man risikoen for en ny apopleksi væsentligt.

2. januar går vores nye tiltag i luften. Vi får som andre steder i Danmark et dagafsnit for mennesker, som er til observation for en forbipasserende blodprop (TCI eller som det nu skal hedde: TIA). Studier har vist, at bliver disse mennesker hurtigt udredt og sat i forebyggende behandling, ja så reducerer man antallet af dem, der får en apopleksi efterfølgende, altså en blodprop i hjernen, som giver varige mén. Vi glæder os til at starte afsnittet, og jeg får lov til at være første sygeplejerske i afsnittet.

En skønne dag håber jeg, at alles anstrengelser kan ses i antallet af apopleksipatienter, men det har været meget stabilt på mellem 10.000 – 12.ooo pr. år. Studier har vist, at færre kommer på plejehjem, færre dør og færre får alvorlige handicap, når patienter indlægges på et apopleksiafsnit. Og det er også rigtig godt, men kunne tallet reduceres, ville det være endnu bedre.

Nok om apopleksi og sygdom, nu vil jeg dække bord til julegæsterne, som kommer i morgen samtidigt med at jeg kommer hjem fra arbejde. Det er mine tre søstre med familie samt min far, jeg glæder mig.