Det har været en god dag, sol fra morgen til aften. Der blev endda pause fra kartoflerne for mit vedkommende i et par timer midt på dagen. Hyldebærrene fristede, og da både de unge i hovedstaden og landmandsparret elsker varm hyldebærsaft, var det oplagt at plukke et par spande mere. Det kunne passende være en beskæftigelse, jeg kunne gå til og fra. Jeg nåede dog at få bærrene sat over i saftkogeren, inden der var bud efter mig igen.
Istvan var ikke helt tilfreds med, at han kun hver anden gang fik lov til at køre med traktoren, han måtte så nøjes med mig i ventetiden på næste læs kartofler. Jeg sad på trappen til kartoffelhuset og nød solen og et godt blad i pauserne mellem læssene.
Klokken 18 stoppede vi, jeg skyndte mig at tage løbeskoene på og løb en tur, mens Istvan og landmanden kiggede hen til agerhønsene, som nu er sat ud, men kommer hen til volieren, hvor der stadig er foder til dem.
Aftensmaden blev lavet, imens landmanden så nyheder og vejrudsigt, og dagens vejrprogram på DR1 bød også på en lovprisning af kartoflerne (ca 4:45 min. henne i udsendelsen), endda med billeder fra en anden af vildmosekartoffelavlerne. Jeg vidste det jo godt, men nu blev det sagt højt igen, der er halvt så mange kalorier i kartofler som i pasta og ris. Samme mængde kartofler mætter meget mere end ris og pasta. 200 gram kartofler om dagen og så har du fået den mængde C-vitamin, du har brug for. Kartofler er fyldt med vitaminer og mineraler og er kaloriefattige, så værsgo og spis. Tænk en gang, vi skulle ikke ha kartofler, men pasta vendt i pesto! Jeg skyndte mig at lune kartofler fra i går og vendte dem også i pesto, vi skulle da fejre sådan en lovprisning.
I aften gjorde jeg noget, jeg ofte har tænkt på. Da saftkogningen var slut, puttede jeg de dampede hyldebær over i en gryde med vand og kogte dem op sammen med nogle æbler. Efter at have siet sammenkoget, puttede jeg kanel, citronsaft, sukker og æbletern i saften og kogte det op endnu en gang. Til sidst jævnede jeg det og voila, en lækker hyldebærsuppe til aftenteen.
Det har været en god dag i dag.
Hund og agerhøns lyder som en uheldig kombination. Istvan må være m-e-g-e-t artig, når han kan få lov at komme med. Uhm, den hyldebærsuppe ser lækker ud :-)
SvarSletFruen i midten,jeg tror, at han fik lov til at sidde i bilen imens ;-) Suppen smagte også lækker
SletJa, det forklarer jo en del, hvis Istvan måtte blive i bilen ;-)Og det er rigtigt, han ligner en ældre herre, af oberst-typen ...
SletFruen i midten :-) Istvan er med, når de træner stand for hønsefugle, men han er også meget lydig :-)
SletSuppe til teen? Men den ser virkelig lækker ud!
SvarSletDet er sjovt, som Istvan er kommet til at ligne en ældre, bøs herre, selv om han vist slet ikke er det :-)
Rasmine, det var da et lidt sundere alternativ end is, som vi hyppigt spiser som dessert sammen med aftenteen ;-)
SletHerligt udtryk om Istvan, han ser nemlig bøs ud :-)
SKØNNE billeder - virkelig godt vejr også. Jeg havde helt glemt, at efteråret også kan se sådan ud ...
SvarSletHyldebærsuppe minder mig om min mor. Hun havde meget ofte en stor gryde med hyldebærsuppe på komfuret, til når vi kom hjem fra skole. Så kunne vi selv lige varme den op; jeg yndede at putte cornflakes på. En dag blev jeg dog så optaget af tv efter at have sat hyldebærsuppen over varmen, at der lige kom hyldebærsuppe ud over hele komfuret. Så skulle der gøres rent (og det kom selvfølgelig med i konfirmationssangen!)
Conny, jeg genså billeder fra de sidste års oktober måneder, der var mere sol på dem end i år :-) Hyldebærsuppe er bedst i maven :-)
SletHej Lene
SvarSletJeg kom tilfældigt ind på din blog - da jeg søgte efter billeder af de små badehuse på stranden i Blokhus - og jeg tog et kig på din blog - Det er dog en herlig måde du fortæller "livet" på som landmands kone og så videre - så jeg melder mig til som læser af din blog selv om jeg slet ikke kender dig - Men dine indlæg fanger mig i deres dejlige dagligdags univers . og så syntes jeg det er smukt at du har brugt en LILHOLT frase til navnet på din blog - Han var mit store idolindtil han gik "itu" og faldt i den almindeligt store popverden og IKKE mere laver det smukke arbejde i musik og tekst som førhen - Nej den Lilholt vi kender fra gamle dage er ikke mere til, Fordi!!! han skal også overleve i det her hektiske musik univers, og så må han jo følge tiden og blive POP smart.....!!! Og det kan jeg ikke lide..
Tak for kigget og jeg vender helt sikkert tilbage og læser med snart igen..
mange hilsner Lone
Hobro