NYBAGT LÆRER OG LÆRERINDE

I forrige indlæg lod jeg min far fortælle om sin sidste tid på seminariet. Men han fortalte også lidt om sin tid som lærer. Det er så den tid, hvor jeg kan begynde at huske med:

“Vi flyttede til H. ind i en tjenestebolig på 96 m2, for os et stort, meget stort hus, hvor vi ”næsten ikke kunne finde hinanden”. Vi kom jo fra et værelse på ca.15 m2. Møbler havde vi ikke mange af. Jeg havde lavet et spisebord og to senge hjemme hos min svigerfar (Lene: Min morfar var snedkermester). I begyndelsen havde vi kun vore madrasser, som blev placeret på gulvet.

Jeg fik nogle timer på skolen, før børnene fik sommerferie. I ferien tog vi til København, hvor Doris var på svømmelærerkursus og jeg på sløjdlærerkursus. Vi havde lånt min bror og svigerindes sommerhus. Vi cyklede hver dag til vores kursusskoler. Doris havde længst (25 km t/r). Når hun kom hjem, var hun så træt, at hun ikke orkede meget mere. Forklaringen: Lene var på vej. Vi havde en dejlig sommer i København. (Lene: min mor fortalte, at de havde haft en plan om at nyde livet med masser af oplevelser, før der skulle komme børn, det satte jeg en stopper for).

Efter ferien begyndte vi så for alvor vores lærergerning. Det var en omvæltning fra det ”frie” liv i Ranum til at være den nye lærerinde og den nye lærer, fra at være en blandt mange til at være blandt de mennesker, der blev lagt mærke til. Men vi levede os ret hurtigt ind i rollen. Vi havde en del timer i de ældste klasser. Skolen havde præliminærklasse. Der var meget at forberede. Vi tillod os en gang at gå til høstfest i Hammershøj. Næste morgen kl. 5 måtte vi op og forberede os til dagens arbejde. Vi havde ikke nået det hele dagen før. Vi var glade for skolen og havde fem gode kolleger.

Byen havde fået en gravid lærerinde; det var første gang i byens historie. Lene var ventet til ca. 1. marts, så Doris fik orlov 1. februar. Men Lene lod vente på sig, så vi lejede en bil og kørte ud på ujævne veje. Vi travede nede i bakkerne syd for byen, men lige lidt hjalp det. Lene blev først født d. 17. marts 1957.

Da vi blev ansat i 1956, fik tjenestemænd med samme anciennitet ikke lige meget i løn. Var man forsørger, fik man ca. 900 kr. pr. måned, var man ugift, fik man godt 700 kr., var en lærerinde gift med en tjenestemand, fik hun godt 600 kr., men var hun gift med f.eks. en snedker, fik hun godt 700 kr. Senere blev dette system lavet om.

I 60-erne skete der meget på skolen. Præliminærskolen blev afløst af realklasser. Men de var jo kun for de boglige elever. Senere fik vi 8.-9. klasser for de elever, som ikke ønskede at gå i realklasserne. Det var interessant at være med til at opbygge denne skoleform. Desuden var jeg med til at starte den kommunale ungdomsskole, hvor vi efterhånden fik mange hold i gang. I nogle år var jeg leder af ungdomsskolen. Også dette arbejde var interessant, men det gav selvfølgelig meget arbejde.

I 1968 blev jeg leder af den gamle skole og to år senere af den nye centralskole, hvor fem skolers elever blev blandet sammen til en skole. 1. august 1991 tog jeg min afsked lidt før end beregnet. På grund af megen arbejdsløshed blandt lærere blev der tilbudt lærere og ledere på 60 år og derover en fratrædelsesordning. Jeg tog imod tilbuddet, selv om det kom lidt pludseligt. Men nu et år efter kan jeg sige, at jeg ikke har fortrudt mit valg. Jeg har nydt at tage ud og interviewe mine søskende og er desuden meget optaget af slægtsforskning. En gang om ugen eller mere tager jeg på landsarkivet i Viborg og gransker i slægten.”

Og vi andre er taknemlige for, at min far gjorde det kæmpestore arbejde. Ikke blot vi søskende, men også resten af den store kusine/fætterflok. Min far var den yngste af 15, og mindst 6 andresøskende ville i dag også have fået diagnosen Alzheimers, den gang kaldte man det senildemens eller svært forkalket, så vi nyder alle, at deres minder er nedfældet på skrift.