GENSYN OG MINDER DUKKER FREM

Man siger, at fysisk rod genererer rod i krop og sjæl. Man siger så meget. Jeg har kasser med mit liv fra gymnasietiden stående på et værelse, de har indtil nu stået på mine forældres loft, og man kunne sige, at når jeg ikke har savnet dem i 36 år, så kan jeg vel lige så godt smide dem ud uden at kigge dem igennem. Det gør jeg så ikke, for tænk nu, hvis der var et sjovt minde iblandt.

De kasser kan jeg ikke overskue, i stedet for har jeg valgt at rydde op i min mailboks på arbejde. Det kan gøres herhjemme med en kop te ved hånden, og mens lyset bryder frem. Jeg sletter og sletter. Jeg er stadig ved 2009 og det er sjovt, som der dukker minder op. Minder om da sygeplejerskerne på mit apopleksiafsnit overtog trombolysebehandlingen, minder om det år, hvor jeg var ansat som uddannelsesansvarlig, minder om diskussioner om sygeplejemæssige ændringer, som nu for længst er indført, minder om et nyt instrukssystem som skulle indføres på sygehuset og ikke mindst laves instrukser til, minder om en tid, hvor jeg var ved at køre ned. Et kort interval i mit liv, men som jeg stadig kan genkalde mig blot ved at læse mails, for ingen steder står der noget om, hvor dårligt jeg havde det. Jeg havde ingen at snakke med, hverken privat eller arbejdsmæssigt, ganske enkelt fordi jeg selv byggede en barriere op. Jeg skammede mig over at have så svært ved det job, jeg satte så høje forventninger til min kunnen og bankede mig selv så hårdt i hovedet, og jeg følte mig så alene. Det er underligt at tænke på nu, for jeg kom jo ovenpå igen og kunne rette ryggen og klappe mig selv på skulderne, for jeg klarede det. Jeg var så bange for at gå helt ned med flaget, jeg førte lange samtaler med mig selv; om natten når jeg ikke kunne sove og sad og græd i stuen eller i bilen, hvor jeg græd hele vejen hjem. Siden hen har jeg talt med min ledelse om den tid, så der er blevet ryddet op i hjernen og tiden er blevet sat ind på sin rette plads. Jeg er ikke uddannelsesansvarlig mere, ikke med ledelsens gode vilje, men fordi besparelser gjorde, at ting måtte ændres. I dag vil jeg sige til det bedre, vi har en uddannelsesansvarlig, som kom tilbage med en kandidatgrad i sygepleje og hun har i den grad hjulpet os andre til at være skarpe på, hvad det er, vi vil med sygeplejen på afsnittet. Jeg er blevet specialisten, som kan få lov til at være med til at sætte målene for sygeplejen til apopleksipatienter samt arbejde med, at vi når de mål, og jeg nyder det.

Sådan kan et tilbageblik være med til, at jeg læner mig tilbage i stolen, tager en slurk te og tænker, der var engang, men nu er jeg her, og det er jeg glad for. Du ønskes en rigtig god onsdag.