PÅ GRÆS

Eva skriver i sit indlæg i dag  bl.a. om, at det er Lærerens dag i dag og minder os om, at lidt anerkendelse altid er kærkommen. Min kommentar var denne:  “Som barn af to lærere og søster til en lærer og mor til en lærerstuderende, så ved jeg, at det kræver sin mand og kvinde at være lærer. I har al min respekt og anerkendelse. Du og I gør et kæmpearbejde, og som hos andre professioner er det desværre de få kvajpander i et fag, der ødelægger det for alle de super dygtige, de engagerede og de professionelle, som heldigvis er de fleste . Ret bare ryggen og smil til verden, du er værdsat!”

Og det fik mig til at dykke ned i min fars bog, den slægtsbog han skrev efter at være blevet pensioneret. Her er alle hans søskendes beretninger om deres liv lige fra barndommen og altså også min fars beretning. Så jeg vil lade ham fortælle om den sidste tid på seminariet:

“En måned efter juleferien skulle vi på ”på græs” (ud i betalt praktik, for dengang var der lærermangel). Doris kom til Grønbæk og jeg til Vejrum Nordre skole. Vi var “lærere” i 3 måneder og gjorde vore første erfaringer i den vanskelige kunst at undervise.

Vejrum nordre skole var en to-klasset skole. Børnene gik i skole 6 timer hver anden dag. Jeg var der den 1. april, da de nye elever begyndte i skolen. Det var bestemt en lang skoledag for sådanne elever. Men sådan var det – og det diskuterede man ikke. Jeg afløste en lærer, som havde været der i over 30 år. Han havde ikke haft det særligt rart, døjede meget med at styre eleverne og blev, så vidt jeg ved, heller ikke bakket op af forældrene. Han havde forsøgt at søge derfra mange gange, men det lykkedes først i en alder af 59 år. Jeg havde det godt med elever og forældre. Det var egentlig et taknemligt job. F.eks. havde børnene aldrig fået gennemgået næste dags lektie, så de var gode tilhørere til min undervisning.

Vi vendte tilbage til seminariet med vore nyhøstede erfaringer. Og der blev selvfølgelig snakket om vikartiden. Først og fremmest med klassekammerater, men også med seminarielærerne. Vi kom så i gang med sidste år på seminariet. Vi glædede os selvfølgelig til at afslutte læreruddannelsen. Ikke fordi vi var kede af at gå på seminariet, tværtimod. Vi gik i en god klasse, hvor sammenholdet var fint. Vi havde meget med hinanden at gøre også efter skoletiden.

Efter 2. seminarieklasse havde vi afsluttet nogle fag. Resten skulle vi afslutte det sidste år. I alt 22 fag tog vi eksamen i. Både Doris og jeg fik en god eksamen. Efter 2. klasse stod vi lige, men efter 4. klasse blev jeg distanceret af Doris. Jeg har selvfølgelig en forklaring, hm: Vi skulle også op i sang og musik. Jeg skulle bl.a. spille violin. Her skulle vi spille danske sange. Jeg kom op i ”Langt højere bjerge…”. Den havde jeg ikke øvet mig på, for jeg var overbevist om, at den kunne jeg spille helt uden noder. Det gjorde jeg også, men ikke helt korrekt. Mine punkteringer var forkerte, for jeg spillede den, som jeg havde lært den hjemme.

Vi fik vores lærereksamen. Vores familie kom til Ranum og overværede vores dimension. Dagen efter var vi til haveparty hos forstanderparret. Vi var for øvrigt blevet ansat som lærere, før vi afsluttede vores lærereksamen. Vi og vore klassekammerater var glade for at skulle ud og prøve kræfter i den danske folkeskole. Dog var det svært at sige farvel til vore klassekammerater, som vi næsten hver dag i fire år eller mere havde delt glæder og sorger med. Et væld af oplevelser tog vi med fra Ranum.”

Resten af min fars fortælling om sin lærertid får du senere i dag, når jeg er taget i aftenvagt ;-) Og har du lyst til at læse flere af min fars fortællinger, så ligger de under etiketten Far fortæller. God fredag til dig.