fredag, august 12, 2016

En forrygende sommer

Ja her taler vi ikke om solskin eller varme sommerdage, men derimod om, at mit afsnit i den grad har været/er udfordret. Vi har aldrig haft så mange patienter igennem som i juli måned. Og det fortsætter nu hvor det er august. Dårlige patienter, unge patienter, patienter, der fejler alt muligt andet sammen med deres blodprop/blødning i hjernen. Og vi knokler for at give dem alle en god og grundig udredning og behandling/pleje, og jeg mener det lykkes. Vi får i hvert fald stadig positive tilbagemeldinger. I dag var så bare helt ved siden af det normale. Der var patienter overalt, på et tidspunkt måtte vi sågar stille en patient midt i rummet på vores observationsstue, som er vores eneste firesengsstue. Alle andre stuer, som er tosengsstuer, var allerede blevet til tresengsstuer. Alle undersøgelsesrum var i brug, og til sidst måtte vi også tage gangen i brug, indtil vores læger havde fået gået stuegang og udskrevet/overflyttet patienter. Når så patienterne skal udskrives, så vil de hjem, nu og her, men så kommer sygeplejersken og siger, at de må vente. Vi er nemlig garanten for, at de får en ordentlig udskrivelse, der skal skrives udskrivelsesark med individuel oplysning og individuelle mål for forebyggelse, der skal findes pjecer til lige netop denne patient, der skal printes medicinkort ud, der skal gives nyt medicin med, der skal bestilles transport, der skal evt. sendes udskrivelsesrapport til hjemmeplejen, der skal dokumenteres, og det hele rundes af med en samtale med patienten og evt. en pårørende. Når lægerne så samtidig har brug for en til den næste patients stuegang, eller at en patient har brug for at komme på toilet, lejres om i sengen, have lavet mundpleje, have medicin, eller at pårørende ringer ind for at høre til deres kære, ja så kommer den udskrevne patient bag i køen. Hvilket af og til skaber frustrationer. I dag var det vist så tydeligt, at vi alle gjorde vores bedste, så faktisk var der ingen, der brokkede sig eller spurgte ind til, hvor sygeplejersken dog blev af. Vi var flere, der tog overarbejde, så jeg nåede at udskrive to patienter inklusiv kontakt til hjemmeplejen og pårørende i overtiden. Andre fik gået stuegang, andre igen flyttede senge ud og ryddede op på stuerne, så jeg krydser fingre for, at aftenvagterne kommer godt i mål i aften.

Nu er det weekend, jeg har gang i bagning af boller, jeg har nydt lækker is og tekoppen følger mig rundt på min færd. God weekend til dig.

 

andedammen

15 kommentarer:

  1. Hvad i alverden sker der dog, siden det bare vælter ind med patienter på lige netop din afdeling for tiden?
    Jeg bliver (igenigen) træt bare af at læse dit indlæg!
    Og igenigen bliver jeg ked af, at I åbenbart har alt for få bevillinger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg ved det ikke. Det kan svinge meget, men det har været meget konstant her over sommeren.Måske er det fordi folk nu er mere opmærksomme på at komme ind. For nogen af patienterne har ikke apopleksi, men de skal jo udredes før vi ved det.
      Jeg håber vores leder efterhånden har solide tal og argumenter for mere personale.

      Slet
  2. Altså, altså, det er da ikke holdbart med det arbejdspres. Vi må håbe, personalet ikke begynder at rejse i frustration.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det er det ikke, så vi håber at det vender. Det plejer det at gøre, men det har godt nok været konstant længe. I går var det så ekstrem, i dag er der heldigvis ro på derinde.
      Vi har jo efterhånden ansat mange nye kolleger og alle siger samstemmende, at det er et afsnit, hvor man løfter sammen og støtter og har det godt sammen. Det bærer igennem de hårde perioder.

      Slet
  3. Uha det lyder hektisk og hårdt for både patienter og jer.. Jeg håber virkelig der snart kommer bedre bevillinger til jer, det holder ikke i længden med sådan et pres.
    Rigtig god weekend til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Inge, ja noget må der ske, men alle steder er presset, så jeg har svært ved at se, at vi får lov til at øge normeringen.

      Slet
  4. Øv, det bliver bare ved og ved! Men husk nu at klappe jer selv og hinanden på skuldrene over, at I faktisk lykkes med så meget trods dårlige vilkår :-)

    Og hvis nogen nogensinde mangler dokumentation for, at I slider, kan de bare læse din blog. Den vil kunne give enhver bevillingsperson et helt andet - og værdifuldt - indblik i jeres travle hverdag, end tal og grafer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, vi er rigtig gode til at klappe hinanden på skulderne :-) Så der er stadig højt humør på afdelingen, men meget trætte kolleger. Og tak.

      Slet
  5. Jeg håber virkelig du og dine kollegaer kan følge med fremover. Det er ikke godt med overarbejde i tide og utide.
    Jeg drømmer om flere varme hænder, og det hele vejen rundt. Og så skal vi altid sige hvor pengene skal komme fra. Jeg vil hellere betale mere i skat, end have topskat lettelser. Eller måske også få lidt flere ansatte i Skat, så vi kan få skattely pengene hjem og yngle her, få bugt med de få der snyder stort.
    Undskyld det var politik, det var ikke meningen, vil bare så gerne have flere varme hænder :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, du skal ikke undskylde, og jeg er vil også hellere betale skat.

      Slet
  6. Hanne, selvfølgelig vil man gerne hjem, det kan jeg godt forstå. Vi forsøger at lære lægerne til at sige, at der også kommer en sygeplejerske og at det ikke nødvendigvis bliver med det samme. Angående krydset så er jeg ikke enig, det behøver vi heller ikke at være. Det var lige så galt og svært under en socialdemokratisk regering :-)

    SvarSlet
  7. Jf. din bemærkning til Stegemüller er det netop rigtigt, at det er vigtigt med forventningsafstemning, så det kunne være super, hvis lægerne gjorde opmærksom på, at der er den og den procedure mht. udskrivning. Og det gælder sikkert på mange andre områder. Jeg har det i hvert fald sådan, at hvis jeg ved, hvad der skal foregå (og hvornår), så er jeg mere rolig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, det ville være rigtig godt, hvis de huskede det, men lægerne har også mange ting, de skal nå, så jeg må nok være tålmodig. For ja hvis man ved hvad der skal ske, så kan man nemmere håndtere det

      Slet
  8. Der er brug for mange flere varme hænder mange steder. Der er grænser for hvor meget man kan blive ved at læsse ovenpå det enkelte menneske. Jeg har i mange år set, hvor stærkt I må løbe, jer der arbejder i den sektor. Det er mig en gåde, at det er så svært at forstå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pia, jeg forstår det heller ikke, for når man reducerer indlæggelsestiden, så er der bare rigtig meget, der skal nås på den korte tid.

      Slet