mandag, maj 13, 2019

Midt i en solskinsstråle på en hverdag

Det hedder det jo ikke, men det lyder dejligt at sige solskinsstråle. Hverdagen er tilbage med buldrende puls, og jeg skal huske at trække vejret, sænke skulderne og nyde den.

For at jeg selv kan huske, hvad der egentlig sker, kommer her i sidste uge i punktform:
  • Tirsdagens fridag skulle bruges på kontoroprydning. Jeg var træt og orkede ikke, så jeg købte snegle til landmændene og mig. Det syntes jeg, vi trængte mere til end oprydning. Det var hyggeligt lige at få en snak midt i travlheden. Bagefter fik jeg dog ryddet op.
  • Onsdag kom jeg langt om længe til koraften og fik sunget gospel sammen med skønne mennesker. Jeg har ikke været til kor siden vores søndag først i marts, hvor vi indspillede tre numre. Jeg har i stedet for undervist patienter og pårørende fire gange og været til Stroke Forum. Og derfor har jeg heller ikke været med til koncert. Men nu har jeg to gange, hvor jeg kan deltage, så jeg kan være med til vores traditionelle gospelkoncert med lune hveder i Torslev Kirke. Det glæder jeg mig til, og jeg nød at synge, bevæge mig og grine i to timer. Det var tiltrængt.
  • Ugens overskift kunne passende også have været være søvndrillerier. Lige for tiden er jeg inde i en stime, hvor søvnen driller og jeg er helt klar over, at meget er psykisk, for jeg bliver nærmest nervøs for at gå i seng, for tænk nu hvis ... Jeg er begyndt at kombinere panodil og marzine, når søvnløsheden truer og det virker. Men det kan jo lige så godt være placeboeffekten som en reel virkning. Apotekerdamen alias farmakonomen syntes absolut ikke, det var en god ide, men da jeg var blevet anbefalet det af en overlæge, sagde hun ikke så meget. Udover at hun gerne ville snakke gode søvnvaner, det gad jeg ikke, for jeg kender dem til hudløshed. Og weekenden har budt på god søvn, heldigvis.     
  • Onsdag præsterede jeg at glemme, at jeg tirsdag nat havde sovet så dårligt og derfor nuppede ti minutters powernap efter madpakkesmøring, inden jeg skulle ud af huset. Mobilen var sat til at vække mig, skulle jo nødigt komme for sent. Det resulterede så i, at jeg på trods af, at jeg faldt i søvn 20.30 tirsdag aften, først vågnede, da uret ringede næste morgen, hvilket ikke var 5.00, men 5.45. Jeg præsterede den bedste tid i madpakkesmøring, tebrygning og vask/føntørring. Morgenmaden blev nydt på vej til arbejde og jeg gik ind på afdelingen omklædt i uniform 7.04 (godt jeg ikke arbejder på Skejby sygehus). 
  • torsdag var fridag og udover bilen var på værksted, så kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede. Helt sikkert noget med hus, have og landbrug.
  • Fredag var endnu en arbejdsdag, der var tætpakket. Jeg havde møder nærmest hele dagen samt undervisning af studerende og elever. Blandt andet havde jeg et møde med min leder om hvordan jeg selv ser min fremtid på afdelingen. Hun vil gerne beholde mig i mange år, måske i anden funktion, måske ...

Hune Klitplantage


Jeg har været græsenke i weekenden. Landmanden har været på kursus i sportræning sammen med Dexter. Det har været hårdt for Ayla. Egentlig var det mening, at vi to skulle i sommerhus, jeg var dog ikke helt sikker på, at Ayla ville lystre mig og blive på sommerhusgrunden, så jeg lavede en ny plan. Morgenen og aftenen var vi sammen. Fra 9 - 17 passede Ayla på gården og jeg tog i sommerhus.


Udsyn over kystlinjen ved Blokhus


Planen var, at jeg skulle rengøre vinduesrammer lørdag og male søndag. Men det blæste for meget lørdag, til at den plan kunne sættes i værk. I stedet for gik jeg i gang med projekt udryd grusarealerne. Vi har grus hele vejen rundt om sommerhuset, og jeg kæmper en ihærdig kamp for at holde ukrudt væk. Det vil være lettere at holde, hvis der var græs helt op til huset. Så jeg har kæmpet med ukrudt og grus hele weekenden. Min krop er fuldstændig mørbanket. Jeg har dog husket at holde pauser, gået lange ture og nydt det gode vejr.

Kryle Klit


Nu er hverdagen her med en ny uge. En uge, der starter med en fridag. Landmanden og medarbejder håber på, at de bliver færdig med kartoffellægning i denne uge. Men et er håb og planer, noget andet er virkeligheden, så vi får se. Der skal laves mad, smøres madpakker og udføres kontorarbejde. Derudover indeholder fridagen også fodterapeut og fysioterapeut fra morgenstunden af. Det var tiltrængt. Jeg troede dog lige det var sommer og var kommet af sted i for lidt tøj, så nu prøver jeg med lun cardigan og varm te i koppen at få den indre varme.

Må din mandag indeholde gode ting, der gør dig glad.


12 kommentarer:

  1. Det er sommervejr, men ikke sommertemperaturer! Det kan man dog kompensere for via tøjet - hvis man husker at tage det på ;-)

    SvarSlet
  2. Tak - jeg prøver at ryste ferievibes af mig før job, men det nordjyske vejr er heldigvis godt.
    God mandag.

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. A, tak og jeg håber du har haft en god vagt :-)

      Slet
  3. Det er skidt, når søvnen driller - man kan blive helt udmarvet. Dine billeder illustrerer så glimrende det gode vejr. At der så ikke er så varmt, var vel kun godt for kampen mod ukrudtet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, det er noget rigtig "møg" :-) Det var skønt at kunne arbejde sig til varmen, og så skulle jeg bare ikke forfalde til at sidde ude i t-shirt, når jeg var varm og svedig.

      Slet
  4. Dejlige billeder - jeg kender området, da min bror har sommerhus i nærheden. Nej, det har ikke været varmt, men solskin hjælper :-)
    Håber du kan få has på søvnløsheden. Mindes selv, hvor ubehageligt det er at gå på arbejde efter at have sovet for lidt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Madame. Solskin hjælper altid på humøret.
      Jeg skal nok lykkes med at få styr på søvnen, jeg arbejder i hvert fald ihærdigt på det.

      Slet
  5. Du er god til at få noget fra hånden, når det skal være. Og der er vist mange grunde til at være glad for, at man ikke arbejder på Skejby Sygehus lige nu. Fyringer er undervejs, - samtidig med at der mangler personale til at at udføre opgaverne.
    Der ser dejligt ud omkring jeres sommerhus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tak. Ja jeg får helt ondt i maven over hvor de vil finde de besparelser. Det er ikke rimeligt.
      Vi bor i et skønt område.

      Slet
  6. Tak det var en dejlig kølig mandag, med masser af sol, Håber snart der kommer lidt lune i luften igen.
    Den artikel med P-Pladser på Skejby. Husker da min søn var indlagt i 21 dage sidste år. Det kostede ham ca kr. 1000,- i parkering. Og nej, indlagte får ikke rabat/fri parkering, hvis de var indlagt som min søn, han fik penicillin i.v. *4 i døgnet over 21 dage. De sidste 14 dage kunne han lavet andet i mellem, derfor var han væk fra hospitalet. Derfor fik han ikke rabat på døgnparkering, det er lidt billigere hvis bilen ikke bliver rørt. Jeg er ikke særlig begejstret for denne P løsning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, og i dag er der blevet meget længere, fordi sygehuset som udgangspunkt er et-etagebyggeri. Og man har ikke fulgt med med p-pladser.
      Trist at din søn skulle betale for at have bilen stående. Det er jo ikke alle, der har familie, der kan køre bilen hjem og så komme igen, når patienten kan udskrives.

      Slet