onsdag, juli 17, 2019

Sofabetragtninger


  • Egentlig har jeg en masse, jeg gerne vil lave, men lægen siger, jeg skal tage den med ro, så nu halvt sidder, halvt ligger jeg her i min sofa og lader dagen starte langsomt
  • Landmanden havde købt morgenbrød i morges og lavet te. Det nød jeg.

  • Jeg kom galt af sted på min mountainbike i går. Nu havde jeg langt om længe knækket koden til, hvordan man kunne pumpe luft i dækket (tænk at det skulle være så besværligt). Så nu skulle cyklen bruges. Og så mistede jeg balancen på vej ud på en vej, fordi jeg trykkede for hårdt på håndbremserne. Det betød, at jeg satte benene ned på jorden for at undgå at falde. Den ene ben ramte dog det store tandhjul, som så rev en ordentlig flænge i benet. Resultat: en tur til lægen og seks sting rigere på min læg.
  • Inden uheldet nåede jeg dog en aftentur til vandet på cyklen OG at bade i havet. Det var bare så godt. Lige som et havbad skal være, først koldt, så man tænker, jeg kommer aldrig under, og det næste øjeblik, når gyset har fortaget sig af at smide sig i bølgen, føles vandet lunt og dejligt.

  • Alle mine havemøbler er nu malet, de sidste måtte gøres med hensyntagen til lægens ordre om ro til benet.
  • I går fik jeg læst et kapitel mere i Morten Albæks bog. Lige nu distraherer det mig, at den arbejdssituation han beskriver tydeligvis ikke er min. Den er mere i den branche, hvor man møder klokken ni, arbejder i en anden verden med andre parametre og ord. Der tales om DICS, som jeg ikke aner hvad er. Øh nej det må være DISC profil, google er endnu en gang min hjælper og fortæller om guide til selvindsigt, kommunikation og samarbejde. DISC står for Dominans, Indflydelse, Stabilitet og Konformitet. Han taler også om KPI, som google igen kan fortælle mig betyder Key Performance Indicator. Hovedpointen er dog, at ledere i dag har mere fokus på at opnå målsætninger fremfor at have fokus på, at medarbejderen oplever meningsfuldhed i sit arbejdsliv og dermed trives, får selvindsigt og selvværd.
  • "meningsfuldhed skaber en bedre forretning i morgen, end den vi har i dag, eftersom mening driver produktivitet, innovation og medarbejderfastholdelse stærkere end noget andet. Men det primære er og bliver, at intet menneske ledes til at fortryde det ene liv, de er blevet givet, og vi bør benytte lejligheden til at knæsætte det som den fineste og vigtigste KPI for den ledelse, vi bedriver"

  • Morten Albæk taler også om begrebet HR afdeling Det lyder fint, at man arbejder i HR afdelingen, men det lyder måske knapt så tiltalende, hvis man oversætter forkortelsen til det den faktisk står for, at man arbejder med administration af menneskelige ressourcer. Morten Albæk har en pointe i, at det er skræmmende, at man omtaler vi mennesker som ressourcer, der kan udnyttes, udvindes og opbruges.

  • Jeg havde skrevet en lang smøre om selvtillid versus selvværd inspireret af MA, men jeg kan mærke, at det skal simre lidt længere i min tankegryde, før det kommer på skrift
  • Nu er opvaskemaskinen sat i gang, morgenbordet er ryddet væk, det nye stykke med græs er vandet og jeg læser lidt mere, inden jeg vil gøre mig klar til at gå ud i verden efter de ting, jeg har brug for. 

20 kommentarer:

  1. Det var godt, du nåede i vandet, inden lægen påbød hvile. Dine billeder af det knap så brusende hav sætter gang i min lyst til at få et havbad. Men det må vente en halvanden uges tid endnu.
    En lille note til bogen: Jeg synes, det ville være bedre, at forfatteren brugte forkortelser, som også vi, der ikke nødvendigvis begår os i ledelses-/økonomkredse, umiddelbart forstår. Så ville han nå længere ud, tror jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg glæder mig til næste uge, så skal der bades igen.
      Jeg er enig, jeg bliver irriteret, når der tales et indforstået sprog.

      Slet
  2. Det er væmmeligt at komme galt afsted, og selvom det måske ikke går så galt som med dig, der måtte på systuen, kan forskrækkelsen være rigeligt. For 8 år siden blev jeg kørt ned. Jeg led ikke større overlast end blå mærker, men en times tid efter, bankede chokket på, så jeg rystede over hele kroppen.
    Menneskelige resurser, tja. Som medarbejder er man ikke blot resurse, man skal også udvikle selvsamme resurse.
    Cost benefit-tankegangen gennemsyrer vores samfund og tænkemåde. "Man" siger fx, at det nu går bedre for Grækenland. Jeg ved knap, hvad de mener med Grækenland - det kan ikke være de forarmede pensionister, de mange der er blevet arbejdsløse, eller de unge der må emigrere for at få job.
    God bedring med såret. Jeg kunne sagtens se det positive i at få besked om at tage det roligt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, det var en grim oplevelse, du var ude for, og du har ret, det kan sidde i kroppen længe efter.
      Indimellem synes jeg det er svært at se og forstå, hvad man måles på.
      Tak, jeg nød også rådet, har solet mig hele eftermiddagen i selskab med en bog :-)

      Slet
  3. Trist med uheld, men "heldigvis kun" seks sting, da det kunne være gået langt værre, hvis du var røget udover styret med hovedet forrest. Af dine billeder af cykel på stranden fremgår det ikke,
    1. at du bruger cykelhjelm. Hvis du ikke gør det, så vil jeg anbefale det kraftigt, men du ved det sikkert godt.
    Det vil muligvis være en god ide at få reguleret dine bremser lidt (kablet fra bremsegreb til bremse skal være LIDT længere) - så de ikke blokerer så nemt, men vil bremse blødere - eller i det mindste sikre dig, at bagbremsen begynder at bremse FØR forbremsen (og SLET IKKE omvendt!!), da det formindsker risikoen for at falde udover styret betragteligt.
    2. at du har bagagen sikkert på bagagebærer eller rygsæk, men snarere i en taske, der hænger på styret. Hvis det sidste er tilfældet, så håber jeg, at du aldrig gør det mere, da tasken ved et drej med styret alt for nemt kommer mellem forhjul og cykelstel, så hjulet ikke kan drejes tilbage, hvorved forhjulet blokerer.
    Mvh. og god fornøjelse med cyklen.
    PS: Vesterhavets vand og sand indeholder meget salt og både sand og salt er den sikre måde at forkorte udvendige gears levetid. Hvis det var min cykel ville jeg holde den langt væk fra stranden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kristine, jeg brugte cykelhjelm, da uheldet skete, men ikke på stranden. Det sker fremover. Jeg tror mere det handler om at jeg ikke er vant til håndbremser, cykler ikke så meget.
      Jeg har aldrig noget på styret, havde rygsæk på ved uheldet, men min taske på strande havde jeg også sat på som rygsæk :-)

      Og jeg ved godt at det er hårdt for cyklen, men den er købt til at skulle cykle alle steder, så sådan bliver det :-)

      Slet
    2. Det er netop, fordi du er håndbremse-novice, at du med fordel kunne justere dine håndbremser, men dig om det. Jeg håber, at du opnår rutinen uden yderligere uheld/skader.
      Mvh. Kristine

      Slet
    3. Tak for rådet, Kristine

      Slet
  4. Undskyld jeg glemte at tilkendegive mig i mit indlæg.
    Mvh. Kristine

    SvarSlet
  5. At være en ressource kan i mine øjne være fint positivt, men selvfølgelig ikke i samme sætning som ordet 'udnytte' og 'opbruge'. Jeg fik engang at vide, at jeg var en ressourceperson, hvilket var en stor kompliment, fordi det bl.a. betød, at jeg både var faglig kompetent og havde overskud til at hjælpe andre.
    Surt med såret - jeg håber du er en hurtig 'heler', så du kan komme i gang igen. Man skal godt nok slappe af i ferien, men det skal helst være frivilligt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. At være en ressourceperson er en god ting, så det afhænger nok også af sammenhængen.

      Jeg er i gang, men i dag driller benet, dog ikke mere end at jeg kan gøre hvad jeg vil, men det kan mærkes bagefter. Og så er jeg netop bange for at jeg belaster såret for meget, så jeg tager den med ro i dag.

      Slet
  6. Pyh, sikke en omgang, - men du slap da nådigt. Og tænk at være nødt til at tage den med ro i ferien..... Ikke så ringe, når det nu skal være.
    Jeg får lyst til at læse Morten Albæk igen. Den gav så megen mening for mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg slap meget nådigt, og roen var der i forvejen, for jeg havde tid til at gå og arbejde i mit eget tempo, men nu kom jeg lige en tak mere ned :-)
      Lige nu er jeg et sted hvor jeg blev irriteret på ham, men det er kun godt at blive provokeret :-)

      Slet
  7. Uha, det lyder som en grim oplevelse. Lige som Eva får jeg også lyst til straks at læse Morten Albæk. Rigtig god bedring!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Madame, og jeg tror du vil nyde den bog. Det gør noget godt for mig at læse den i bidder, jeg sluger normalt en bog i løbet af kort tid.

      Slet
  8. Åh, det lyder som en slem oplevelse. Rigtig god bedring og heling. Jeg er ikke vant til håndbremse, og når jeg har prøvet det på andres cykler, føler jeg mig rigtig utryg. Men det er selvfølgelig en vanesag.
    Fortsat god ferie med hensyntagen til benet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Betty, det går fint, nu skal jeg bare have genvundet tilliden til mine cykelevner.

      Slet
  9. Uha...der kan hurtigt ske noget. Go´ bedring . Her er vi ved at lande efter svigerdatter og søns bryllup. En fantastisk dag. Og så bliver fruen her ramt af halsbetændelse. Det er da typisk. Har haft ondt i halsen i flere dage sådan on-off.Nu er der podet og dømt penicillin. Det er noget skrammel. Go weekend til dig og dine... P:S: Har i noget der skal høstes , eller er det udelukkende kartofler. Vi er blevet færdige med vinterbyggen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Joan, tak og tillykke med brylluppet, det var skønt at I havde en god dag.
      Stakkels dig, rigtig god bedring og tak, også god weekend til jer.
      Vi har vårbyg, så det skal først høstes i august måned, typisk midt eller slut måneden. God høst til jer.

      Slet