tirsdag, april 22, 2008

HVERDAG

Solens stråler varmer min ryg, og jeg tænker på, om jeg skal skifte til shorts, men fornuften får lov at råde. Jeg har ikke tid til en forkølelse lige nu.


Vindue efter vindue bliver vasket, fuglene kappes om at synge den smukkeste melodi til mit arbejde og ind imellem bliver den fjerne brummen af traktoren højere. Landmanden kommer forbi med gyllesprederen, han er på vej hjem for at fylde på, han ænser ikke, at jeg står og vinker, men der er også et læhegn imellem os.


Laika følger med rundt om huset, mens jeg vasker. Det her er et liv for både hund og menneske. Jeg nyder, at havedøren kan stå åben, mens jeg skræller kartofler til kartoffelmosen, og kalkunrullestegen er sat over, nu mangler jeg bare gulerodssalaten og alle vinduerne indvendig.

En forårshverdag skal man ikke kimse af.

TRAVLHED

Så er vi nået dertil, hvor landmænd bliver fjerne i blikket, og hvor jeg lige så stille forsøger at få dagen til at glide bedst muligt. Der er dyb koncentration ved spisepauserne, og jeg krydser fingre for, at maskinparken virker. Når noget kun skal bruges en gang om året, så er det jo typisk, at det driller, lige når alt kører godt. Der skal spredes gylle ud de næste dage, så der bliver en liflig duft af forår og grøde ;-)

Solen skinner, jeg har fri i dag, men forude venter tre arbejdsdage, det føles som evigheder, siden jeg sidst var på arbejde. Da jeg gik fra til seks fridage, vidste jeg jo ikke, at livet ændrede sig, men sådan er livet jo, udfordrende, dejligt og uforudsigeligt. Jeg har nu haft fri i 13 dage, det bliver godt at komme på arbejde i morgen, og om tre dage har jeg ferie i en uge, det er jo lige til at holde til.

Ikke mere blog i dag, før dagens program er overstået.

Ha en god dag og pas på jer selv og jeres kære.

mandag, april 21, 2008

SOL OG VARME

Solen har skinnet disse dage, og min far og jeg nød teen på terrassen. Konstant står vi, hvor er det eller det, men ved fælles hjælp fik vi fundet hynder til havestolene, så vi kunne sidde godt.


Min far har valgt en smuk plads til min mor på kirkegården, udsigten fra hendes gravsted er smuk og dejlig.


Herhjemme er der fuld gang i forårsarbejdet, det vejr her, kan både landmænd og folk blive enige om, dur. Vi er nu gået ind i en periode med lange arbejdsdage, om en måneds tid er vi forhåbentlig færdige med forårsarbejdet.

Men først skal der pløjes, spredes gylle, harves og sås korn, så skal der pløjes, harves, spredes gødning og sættes kartofler, og så krydser vi fingre for og beder en stille bøn om, at vejret i år er med os, så der ikke kommer frost og massive regndage. Det har vi ingen indflydelse på, så vi glæder os i stedet for over dagen i dag med sol og varme.


Og jeg nyder en stille kop te på min egen terrasse, inden aftensmaden skal tilberedes.

søndag, april 20, 2008

STEMNINGSBILLEDER


Gåturen blev heller ikke til noget i aftes, bentøjet strejkede efter en lang dag i haven.


Men en lille tur rundt om gården i den let kolde forårsaftensluft blev det til.


Og bagefter bagte vi vafler – i en ny udgave, vi manglede mælk og måtte bruge kakaomælk ;-) det smagte nu også godt.


Om lidt er jeg på farten, strejken betyder blandt andet, at den kommunale madordning ikke fungerer, så jeg skal ned til min far og sammen med ham sammensætte og tilberede ugens menu.


Ha en god dag.

lørdag, april 19, 2008

GRENE OG GRENE?

Nu sagde landmanden godt nok grene, men jeg vil nu kalde det træstammer eller trækævler.


Men når man er to går alting jo nemmere, så landmanden tog trillebøren og jeg flyttede to kævler af gangen. Når man først er blevet opmærksom på skridt lig motion, så er sådan en opgave den rene gave, jeg gik tre gange for hver gang trillebøren kørte, det blev til nogle skridt i løbet af en ½ time.


Solen skinner, fuglene kvidrer, det er ren landmandsidyl i dag. Jeg overtog trillebøren ved den sidste bunke, så landmanden kunne pløje videre.


Mirabelletræet blomstrer, så det er en fryd at se på, og herhjemme flytter flisbunken sig fra den ene ende af haven op til bedet ved min hjælp.


De har jo ret, de kloge hoveder, når de siger,at havearbejde er terapi. Jeg nyder at bruge mine muskler, jeg nyder bare at gå frem og tilbage, og imens kan tankerne flyde. I dag er der tid, i dag skal jeg ikke tænke på andet end at være her og nu, og jeg nyder solen på mine skuldre, jeg nyder, at jeg kan sidde med en kop te i døren ud til terrassen.

LIDT

har vel også sin ret. Jeg er af natur doven, men som voksen har jeg lært at tøjle den egenskab (så nogenlunde). Nu kommer den til udtryk i overspringshandlinger, hver gang jeg skal lave noget, jeg ikke gider.

Havearbejde er en af tingene, jeg ikke gider. Når jeg er i gang, er det godt, man kan se, hvor langt man når, og det er en nydelse at se på, så det er helt klart det, der er guleroden.

Da vi flyttede ud på gården, var der flere bede i haven end nu, og landmanden kommenterede ukrudtet på en af mine fridage. Jeg sukkede og sagde, at havearbejde ikke lige var mig, hvortil han svarede ”så må du lære at elske det, for har man en have, skal den holdes!” og så satte han sig på traktoren og knoklede videre. Han kan ikke huske det i dag, men jeg tænker på det, hver gang, jeg går i haven, så jeg prøver ihærdigt at elske mit havearbejde.

I går fik jeg kørt fire læs jord på et bed og byttet om på et par stauder, i dag skal der køres flis på bedet, og så må jeg i gang med de næste bede. Gåturen i går blev aldrig til noget, jeg faldt i søvn, så jeg forsøger i dag igen.


Og landmanden er i fuld sving, jeg har lige haft ham i røret, kan du ikke lige komme over med en trillebør, der ligger nogle grene efter træfældning på marken, dem skal vi have fjernet?

Man bliver aldrig arbejdsløs med en gård og en dejlig landmand ;-)

fredag, april 18, 2008

HAVEVEJR

Mon ikke havefolket elsker denne dag, solen, fridagene, alt er lagt til rette for den store havestorebededagsferie.

Nu vil jeg starte herinde, tage et rum af gangen, få styr på det håndgribelige rod, og senere vil jeg tage et bed af gangen udenfor, så landmanden og jeg til aften kan nyde en gåtur og se på de nypløjede marker og forhåbentlig en lidt pænere have.

Ha en god dag.

onsdag, april 16, 2008

HJERTEVARME


Tusind, tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer, jeg bliver så varm om hjertet, når jeg læser dem.

Mit hjem har ikke set meget til mig siden fredag aften, jeg har været hjemme og vende to nætter og ellers har jeg været hos min far eller min søster.

Jeg er så taknemlig over at have fire søskende at dele tingene med, og min far har haft nogen ved sin side siden fredag. Mine forældre mødte hinanden på seminarium, min mor var 18, min far 21. De gik i samme klasse, og som nyuddannede lærere fik de arbejde på samme skole, hvor de arbejdede sammen, indtil de gik på pension. De har også delt deres fritidsinteresser sammen, så det har været et tæt parløb, som nu er slut.

Her kommer så en fortælling om en dag, jeg vil mindes med sorg og glæde, og som for nogle vil virke bizar:

Min far ønskede, at min mors kiste skulle stå hjemme. Det kunne sagtens lade sig gøre, for bedemandsfirmaet havde været med i udvikling af en køler, som kan sættes på kisten. Vi kørte derfor fra hospice og hjem, vi søskende og min far bar kisten ind i dagligstuen.

Nogle gik i gang med at lave kaffe og te, vi søskende og min far ordnede de praktiske ting med bedemanden. Børnebørnene i alderen 10 – 22 hjalp til eller satte sig ned og hyggesnakkede. Min svigerinde drog ud og handlede ind til aftensmad til 18 personer. Min mors død kom meget uventet og pludseligt, så intet var jo forberedt.

Aftensmaden blev indtaget med megen snak, minder, grin og tårer.

Og senere var det, at jeg pludselig sansede hele min dejlige familie, og faktisk blev glad. For min far sad ved kisten, hvor vi havde taget låget af. Sammen med ham sad en god veninde af huset, 87 år gammel, og de to snakkede og mindes. Ved sofagruppen nærved sad en flok, nogle kiggede billeder, nogle snakkede, nogle smådøsede. Foran fjernsynet lå en flok børnebørn og så musikprogram. Andre sad stadig ved spisebordet og snakkede. Ind imellem gik et barnebarn forbi, klappede min mor på kinden, lagde et lille brev i kisten eller et billede. Og der var så fredfyldt i huset, og jeg ved, at min mor var med os, og at hun nød, at vi selv i sorgen kunne være sammen.

Og det føles så rigtigt, at kisten står hjemme, så jeg er glad for, at min far var så fastbesluttet på det.

søndag, april 13, 2008

ET SAVN

Mel.: Martin Elmquist 1992

Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.

Johannes Møllehave 1985.


Til minde om min mor, som døde d. 11/4 2008.

fredag, april 11, 2008

HVAD NU?

Huset er klar til weekend og hvad så nu?

Skulle jeg starte det der løbeprogram?

Skulle jeg køre ind og handle (det fordrer så et brusebad først)?

Skulle jeg strikke lidt?

Skulle jeg læse lidt?

Indtil nu har jeg siddet og kigget fjernsyn og drukket te.

Og nu har landmanden taget en beslutning for mig.

Der er nogle påskeliljer, der skal flyttes, så det bliver så løsningen, ud i haven med fruen. Det er også motion, siger landmanden. Han er så klog ;-)

MARKVANDRING

Gårsdagen bød på to lange køreture frem og tilbage til Hospice, så jeg besluttede mig for en gåtur inden.

Ofte går jeg på vejen, men i går fik jeg lyst til at gå langs vore marker.


På vej ned til vores sø kommer jeg forbi fodermarken til fasaner, rådyr og andre dyr. Majsene står ribbet for føde, og snart skal der sås nyt, så vildtet har et sted at finde føde om vinteren. Landmanden har også sat fodertønder op i alle læhegn, så skulle være nok til alle.


Majskolberne er tomme, men stadig synes jeg, de er smukke at se på.


Nede ved søen var der ingen ænder i dag, de plejer at holde til over på øen.


Laika nød turen og løb foran hele tiden. Jeg havde kameraet parat, for i skoven bag søen plejer der at stå rådyr, som suser ud, når vi kommer, men ikke i går.

Fodermarken, søen og skoven er fristed for vildtet, her er der ikke jagt.

Grøfterne er ikke så fyldt med vand lige nu, og jeg håber regnen holder sig, for vi har stadig marker, der er meget våde.

Laika nød en vandtur, hun var gentagne gange nede i grøfterne.


Og for enden af skoven lå markerne, hvor de er ved at pløje. Der havde lige været skiftetid, så det var landmanden, der var i gang. Når man pløjer, starter man hver andet år med at pløje ude fra grøftekanten og hver andet år inde fra midten, og da sønnen først er ved at lære det, skulle landmanden gøre de to marker færdige.


I dag skinner solen igen, så næste mark skal gøres klar til gyllespredning, men her må en mindre plov til, for der er mere fugtig.


Og fruen må hellere forsætte, hvor hun slap i går, husalf hvor bliver du af?

torsdag, april 10, 2008

SKIFTEHOLD

I disse dage er der ikke noget, der hedder fællesspisning, for de lyse soltimer skal udnyttes. Så landmanden spiser først, herefter afløser han sønnen i hans frokostpause.

Jeg fik lyst (jeg sagde jo, jeg er let afledelig ;-) til at lave varm mad til frokost, så gryderne kom i sving. Kødsovs a la Lene med revne gulerødder sammen med oksefars, pasta, og bønnesalat med en lækker olie-eddikedressing, som spiller smukt gul sammen med solen. Den bornholmske rapsolie er så smuk i farven.

Sønnen vil helst spise foran fjernsynet i dag, så jeg har sat mig ned på hans gamle værelse, hvor jeg har fået gjort rent, sat bord med den bærbare ind, ligeledes er motionscykel og bænkpresser stillet op sammen med strygebræt. Så nu kan jeg surfe på nettet, cykle mig en tur, bruge mavemusklerne og få strøget, alt sammen i mit nye multifunktionsrum. :-)

DEN HVIDE TORNADO

Husalfen er endnu ikke dukket op, så nu går jeg i gang, og så må vi se, hvor meget og hvor langt jeg når. Jeg er en af dem, der er meget let afledelig, så jeg har det med pludselig at fordybe mig i skuffer eller bøger, som jeg falder over på min vej.

Aftenen skal tilbringes på hospice sammen med mine forældre og mine tre søstre, vi skal snakke, være sammen og være til, det bliver guleroden for dagens arbejde.


Og mine to små glasfisk, lavet af datteren, venter på at blive hængt op. Det er med at finde det rette sted, for de er for tunge til min hasselgren, så en væg eller et vindue? Vi får se, jeg har jo fri, så mon ikke jeg når det?

Og udenfor skinner solen og lover godt markvejr.

Ha en god dag.

onsdag, april 09, 2008

ONSDAG

Dagvagten er forbi, der er seks fridage foran mig igen, solen skinner udenfor.


I dag parkerede jeg ved Zoo, det er det eneste sted, når man møder til direktørtid. Fuglene sang og andre fugle skræppede op, råger måske? Aberne var ikke ude, dem ville jeg ellers gerne have haft et glimt af, nu hvor kameraet for en gangs skyld var med på arbejde.


Herhjemme har ingen magisk fe rørt ved min opvask, mit våde vasketøj i kurven, min fyldte opvaskemaskine, min vaskekurv etc. Så jeg sidder lidt her og venter på, at jeg bliver den lille husalf, som tryller. Jeg startede med at brygge god te til mig selv.

Nu er Stines grøntsagslasagne i ovnen, teen er skænket op og jeg var snu ;-) Spurgte sønnen, om han blev og spiste. Da han sagde ja, sagde jeg: noget for noget, du tømmer opvaskemaskinen!

tirsdag, april 08, 2008

ENDELIG FORÅR

Sms blev afsendt, at maden var klar, og jeg smuttede lige ud med affaldsposen.

Og så stod jeg der midt på gårdspladsen og måtte lukke øjnene og bare sanse.

Luften var mild og frisk.

Højt oppe kom lyden af en flyver, som var på vej til eller fra Aalborg lufthavn.

Rundt om sang fuglene forskellige melodier.

Og forårstegnet! En traktors fjerne brummen, som blev højere og højere som tegn på, at mine mænd var på vej hjem til pizza. Det var en brummen, som lød rigtig, traktoren lød til at køre godt, så nu kan vi se frem til lange dage, hvor jeg kun ser mine mænd, når de skal have noget at spise.

I dag nåede jeg det ikke, der kom besøg midt i pausen, men om ikke længe skal den første kop te nydes på terrassen. Det skal blive godt.

CIRKUSHESTEN

Normalt har jeg ingen problemer med at komme tilbage efter 6 fridage, men i går var jeg lidt nervøs. Jeg har været/ er i en anden verden, der er så mange ting, der fylder, så jeg var bekymret, kunne jeg være til stede på arbejde?

Oven i købet har vi stort forbrug af vikarer lige for tiden, og jeg var sammen med tre vikarer i min gruppe, men de to var efterhånden godt kendt i vores afdeling, så det gik godt.

Tingene faldt på plads, og jeg var tilbage med nærvær og faglig kunnen, det var rart at mærke.

Udenfor skinner solen, ploven er spændt for traktoren. Hvis en traktor kunne vrinske, ville den gøre det. Landmanden vil lære sønnen at pløje, den unge mand får lært lidt af hvert i det her år, hvor han arbejder hjemme. Vi har i mange år vidst, at ingen af vore børn ønsker at være landmænd, men jeg tror, sønnen vil komme til at skønne på, at han valgte at arbejde ved landbruget et års tid. Storesøster taler i hvert fald om det som en lærerig tid, da hun arbejdede herhjemme.

Han har lært at svejse, han har tømret, han har lært at sætte sig selv i arbejde, han har lært at skulle stå op, uden at have sin mor til at vække sig. Han flyttede jo hjemmefra for tre måneder siden, og det går godt. I dag vil jeg købe ind, så han får en af sine yndlingsretter til frokost, nemlig hjemmelavet pizza.

Min blogtitel passer også i dag ;-)

mandag, april 07, 2008

SOLSTREJF

Jeg samler på små lysglimt i dag. Noget der gør mig glad og små detaljer i min hverdag, som lyser op.

De to smukke vaser/lysestager, som jeg fik i fødselsdagsgave af mine søskende, er nu blevet pyntet med hyacinter og påskeliljer. Muligvis ikke den korrekte farvesammensætning, men det er de blomster, der er i min have lige nu, og jeg bliver glad, når jeg går forbi.


Den lille kartoffelskræller, som søster og svoger fandt på ferien sydpå, og som kaldte på at komme op til kartoffelavleren.


Min jule/påskekaktus, som har glædet mig med blomster i lang tid.


Og så har jeg set en sød film, Enchanted April, mens jeg strøg, den var lige til at blive i godt humør af.


Og udenfor skinner solen, må den blive ved med det, og ingen regn tak, for nu vil vi gerne snart i gang med forårsarbejdet i markerne, men der er endnu alt for vådt.

Om lidt banker aftenvagten på døren, jeg håber, den bliver fredelig.

søndag, april 06, 2008

ROLLEMODEL


Egentlig har jeg ikke været så bevidst om det før, men de seneste uger har tydeliggjort endnu mere, at jeg har en mor gjort af ganske særligt stof.

De sidste uger har været hårde, min mor blev dårlig, mens hun var på ferie hos os, og det endte med hospitalsindlæggelse. Nu har hun det bedre og har sagt ja til et rekreationsophold på et hospice.

I dag skal vi på besøg, først skal vi omkring og hente min far, og mor har bestilt middag til os alle, datter og søn tager nemlig også med. Vi talte kort i telefon her til morgen, og nu har jeg en seddel med fade, plaider, figurer, som skal med op og pynte på stuen. Maleriet hænger der allerede sammen med min svigerindes maleri, som min mor havde forelsket sig i.

Tænk at have overskud til at glæde sig over de smukke ting, der omgiver en, selvom man er meget træt.

Nu har jeg bagt kardemommeboller og banankage, for min mor har altid været den, der kom med en kurv med kaffe og kage, når vi andre har været på hospitalet. Hun siger, at hun og min far har nogle gode børn, men som sygeplejersken på sygehuset sagde, det har du, fordi du er en god mor. ENIG

lørdag, april 05, 2008

JEG HAR VENTET SÅ LÆNGE

på den sætning, og nu kom den:

Vejret er godt, skulle vi ikke køre en aftentur på motorcyklen?

Om vi skal?

Jeg er på vej i motorcykeldresset.

Ha en herlig lørdag aften, jeg skal ud og køre :-)

SANGEN HAR VINGER

Det har været korlørdag, 5 timers sang, grin og forskellige øvelser. Energien får et løft, man kan ganske enkelt ikke være ked af det, når ben, krop og hænder bevæger sig i takt til god gospelmusik.

I dag havde vi fokus på udstråling, det at give energien videre til publikum, og vi øvede os på at være til stede, at give hinanden løft ved at smile til hinanden, ved at synge til hinanden. Og det virkede! Oh Happy Day har aldrig lydt bedre.

To nye sange blev der startet på, og vi øvede os koncentreret i 4 timer, så var der tid til sammenbragt frokost, der som sædvanligt blev en lækkerbisken. Vi aftaler ikke noget, men tager lidt med hver især. Snakken gik, og så rundede vi dagen af med at repetere de to nye sange, dem skal vi nok blive glade for at synge.

fredag, april 04, 2008

DET LETTEDE

Det småregnede, da vi stillede bilen ved Blokhus Klitplantage, men det hørte snart op.


Luften var mild og frisk, vi mødte ikke mange andre på vores vej ad gul rute.

Der er masser af væltede træer, og enkelte områder ligger bare, nu venter de på nyplantning.


Mos og lav var der i rigelige mængder.


Store smukke myretuer stod overalt, det er helt utroligt, at så små dyr har lavet så stort et bygningsværk.


Træer i mange variationer findes her, det er bare om at holde øjnene åbne og kigge til alle sider.



Blokhus Campingplads ligger lige op af plantagen, så det er nemt at tage sig en tur i skoven.


Og turen sluttede af med god mad på vores foretrukne værtshus/spisested.

DRØMMER JEG

eller jeg vågen? I nat skete det igen, den fornemmelse af at drømme, og jeg spekulerer over ting, tænker på løsninger og pludselig går det op for mig, at det ikke er en drøm, men at jeg er lysvågen. Søvnen er gået over i vågentilstand, uden at jeg har lagt mærke til det.

Jeg kan ikke sove, så jeg står op, bruger lidt tid på nettet, klikker rundt på tekst-tv og til sidst går jeg i seng, læser lidt i en bog og falder så i søvn.

Om lidt skal jeg ud i luften, hovedet er træt, og jeg håber, at jeg kan finde energien fra i aftes. Landmanden vil godt med. På mit spørgsmål om han ville med ud og gå, eller om jeg skulle gå selv, svarede han: jeg vil godt med, men du skal selv gå, du er for tung at bære :-) jeg elsker hans tørre vendelbo humor.

torsdag, april 03, 2008

SOMMERTID 2

Nok går jeg glip af min morgensol et par uger endnu, men til gengæld har jeg fået lyse aftener.


I dag nåede jeg at spise aftensmad, rydde op derefter, slå mave med et blad og så gå en lang tur, inden solen gik ned.

Påskeliljer står stadig og lyser gult.


Solen og flyene danner smukke mønstre og farver på himlen.


Træerne knoppes.


Solen står i flammer ved enden af gåturen.


Laika nyder, at landmanden har tid til at kaste med pinde. Snart banker forårsarbejdet på døren, så er der ikke tid til det.


I aften var der tid til en gåtur sammen, og den sluttede af med en havevandring i tusmørket, hvor planer blev diskuteret.


Jeg føler mig som mig selv igen, det er slet ikke så ringe endda.

FOTOSESSION

Dagen i dag skal foregå i hyggeligt selskab med datteren. Hun er i gang med optagelsesprojektet til Danmarks designskole, og vi skal på jagt efter noget at re-designe. Ideen har hun, nu må vi se, om vi kan få nogle gode før-billeder i dag.

Aftenenen gik også med fotografering, mit kor havde bestilt en fotograf til at tage billeder til en hjemmeside, så vi mødte op i sort-rødt. Vi stod og frøs udenfor mediecenteret, fordi det ville se flot ud med søen som baggrund. Hvad gør man dog ikke i reklamens hellige navn?

Heldigvis kom vi også indenfor, og mens vi stod og sang omkring flyglet, så blitzede det på livet løs. Jeg er spændt på resultatet. Og jeg var så træt bagefter, det er hårdt at trække maven ind, rette ryggen, huske at åbne øjnene, holde takten og tonen i 1½ time, for man vil jo gerne se godt ud ;-)

onsdag, april 02, 2008

TIDLIGT OPPE

Søvnen blev langsomt afløst af vågenheden, tankerne tog over, hvor drømmene slap, og til sidst opgav jeg, stod op, skrev lidt til mig selv, snusede i blogverdenen, og nu 1½ time efter er jeg ved at være træt. Godt jeg har fridag.


Tænk, nu er det snart et år siden, jeg så det her fantastiske syn. Mon de kommer igen i år?