søndag, januar 25, 2009

VED HAWET

Datteren havde brugt natten på at gense Aalborg by night, og moderen fik genopfrisket det at køre til natbussen klokken tidlig morgen.

Så da jeg vendte næsen hjem efter en forfriskende travetur, var hun stået op og var klar til at få dagens motion.


Ergo hoppede vi i bilen og kørte 15 km vest på og ramte Blokhus, hvor solen stadig skinnede, tågen havde derimod fået overtaget ude i mosen.


Der var masser af andre, der havde fået samme ide, men der var plads til os alle på stranden, og mens nogle var blevet færdige med dagens arbejde, nød vi andre solen og den friske luft.


Der blev snakket, og pludselig var vi nået så langt hen af stranden, at vi lige så godt kunne tage vejen op forbi sommerhusområderne og tilbage til Blokhus.


5 km blev det til, så motionsglorien er lige blevet pudset ;-)

SOLEN ER MIN BEDSTE VEN


Løftet til mig selv om at være god ved mig selv var nemt at holde i dag.

Solen lokkede, hunderemmen blev fundet frem, og Laika hoppede rundt omkring mig, mens jeg fik traveskoene på.


Allerede på trappen kunne jeg høre svanernes sang, og pludselig lettede de og fløj hen over himlen, men kameraet nåede ikke at fange dem.

Næsen fik lige et strejf af kulde, når vejret blev trukket ind, men snart fik både jeg og Laika varmen. Der er dem, der siger, at her er kedeligt, det er fladt, og man kan kun gå på vejen gennem den fredede del af mosen. Her er ingen stier ind i mosen, og hvis jeg kun vil gå en time, må jeg gå frem og tilbage af samme strækning.


Der er dage, hvor jeg ikke lægger mærke til noget, den ene fod sættes foran den anden fod, og tankerne får lov til at leve deres eget liv.


Andre dage har jeg kameraet fremme hele tiden, og øjet får lov til at dvæle ved de krogede træer, det stillestående vand, og går jeg ned i makro, så har mosen sandelig også sin charme.


Jeg synes ikke, her er kedeligt og fladt, men jeg nyder også, når jeg flytter op i sommerhuset, hvor der er små stier langs klitterne, ind i skoven og ned til vandet.


Begge dele har sin charme, og dagen i dag bød sig rigtig til med solskin og kuldens bid i kinderne.

lørdag, januar 24, 2009

SMÅ SKRIDT

En rask gåtur på en halv times tid blev til 1½ time, vi vendte ikke om og gik gennem den fredede del af mosen og ud på landevejen og hjem igen.

7,8 km eller omregnet til min skridtlængde 9750 skridt, der er langt til de 16 000 skridt, men nu køber jeg en ny skridttæller, så kan det hjælpe med at holde styr på dagens skridt.


Luften var mild, regnen dryppede lidt, og gråvejret skabte ikke plads til solen. Alligevel var der nok at fryde sig over, og vi fik os en god snak, mens vi gik, om barndommen, fantasien, ønsker for fremtiden og gode oplevelser.


Små skridt fører os stille og roligt frem mod de mål, vi sætter os undervejs i livet.

HUSET VÅGNER


langsomt bliver der liv, morgenbordet er dækket med rundstykker, frugt, kage og te.

Vi skal vist være produktive i dag, der er en kjole, som har drillet os, og derfor har den været lagt væk i et års tid. Nu må tiden være inde til, at vi ser den i øjnene og får den syet færdig.

Ha en god lørdag.

fredag, januar 23, 2009

PELIKAN

Kroppen er tung og træt, blodårerne gennemstrømmes af frisk iltet blod, der er myldretid i huden, den halve pelikan tog mig med på en lang tur.

I Forms sidste blad slår til lyd for traveture eller som det hedder på moderne dansk power walk. Påstanden er at man lettere taber sig med traveturene end med løb, fordi man ofte kommer til at spise eller drikke mere efter en god løbetur, og hermed indtager de kalorier, man lige har forbrændt.

Hvorimod en rask travetur ikke gør en sulten på samme måde. Man skal dog op på over 16 000 skridt om dagen og mindst en halv til en times samlet travetur om dagen, for at det virker.


Det er godt at gå op af bakker, så man kan få pulsen op, så jeg gik på jagt efter bakker her i det flade område.


20 minutters gang herfra ligger ikke en bakke men et bjerg! Sandelsbjerg har været genstand for mange historier, dengang den rakte op over mosen som et vartegn. I dag ser man den knapt nok for træerne omkring den. Laika og jeg tog flere ture op af bjerget og ned igen.


Laika syntes godt nok, jeg var langsom, og hun mente helt sikkert, at al det fotograferen var et skalkeskjul for at få vejret.


Nu er jeg vist klar til det sidste arbejdstræk, før weekenden skal nydes sammen med landmanden og datteren, som kommer hjem i aften.

ROSER

Regnskabet er færdig, min farm-assistent slæbte mapper ud til bilen, men hvor var det godt, at hun var her. Jeg havde siddet inde på kontoret endnu, hvis jeg havde været alene. Selvom jeg kan alle konti, ved noget om hvor hvad skal konteres, så er et nyt program med nye genvejstaster ikke så nemt at huske. Jeg havde i hvert fald glemt meget af det, vi lavede i december. Og vi blev også enige om, at jeg vist de næste måneder skal lave regnskab hver måned, og ikke som vanligt hvert kvartal, for netop at få rutinen i programmet.

Vores farm-assistent er god til at lære fra sig og er en guldgrube af viden, og hun fik også at vide, hvor glad jeg var for, at hun kunne få tid til at køre herud.

Bagefter skulle jeg lige tjekke min arbejdsmail, og så lå der roser fra min afdelingssygeplejerske. Med få ord gjorde hun mig så glad, hun ved, at jeg har været ked af en episode, hvor jeg ikke følte, jeg levede op til min erfarne rolle som ekspertisesygeplejerske. Og så satte hun ord på min sygepleje i går, ord som gør mig glad og stolt, men som også gør mig så glad over at have en leder, som giver sig tid til efter arbejde at skrive en mail til mig.

Vi skal alle blive bedre til at se og især at sige højt det gode vi ser andre gøre. Det betyder så meget for arbejdsglæden og lysten til at videreudvikle sig.


Og egentlig skulle overskriften være anerkendende kommunikation og ikke roser, for ros er stillestående, ”hvor er du en god sygeplejerske” ”Tak” og hvad så?

Men ”jeg så, at du gjorde det og det, det, tænkte jeg, betød det og det for patient og pårørende”. Så tænker man over det sagte, får måske ideer til at gøre noget bedre eller ændre noget.

torsdag, januar 22, 2009

EN HALV PELIKAN, HVID TE OG EN KLAPSAMMENMAD.

Egentlig er det jo en dag som andre, jeg står op, tager på arbejde, passer patienter, kører hjem igen, får eftermiddagste, og….

Men i dag har jeg været træt, og selv om jeg vidste, hvor godt det ville være at gå en tur, så blev jeg hængende foran computeren, drak te og surfede lidt. Bedre blev det ikke, at landmanden tog til møde med spisning, for så skulle jeg jo ikke en gang tænke på aftensmad.

Aftensmaden bestod af klapsammenrugbrødsmad med spegepølse og ost, det sunde var resten af broccolisalaten fra i går.

Det er regnskabets time i morgen, så jeg skal have ordnet bilag, tjekket kontoudtog og gjort kontoret klar til, at vores regnskabsassistent kommer i morgen tidlig. Jeg er endnu ikke fortrolig med det nye regnskabsprogram, og så er det jo godt, at jeg kan hyre hjælp dertil. I den sidste ende tror jeg det betaler sig, i stedet for at jeg skal bruge hele dagen i morgen på at fjumre rundt og læse i manualer. Jeg lærer bedst by doing.

Nu har Laika og jeg udfordret mørket, Laika er jo ligeglad med gåtur i mørke, det er jeg ikke, så hun fik ikke lov til at løbe frit, jeg skulle vide hvor hun var, og lommelygten var med til at lyse på vor vej.

Det blæser en halv pelikan derude, men for en gangs skyld kom blæsten fra øst, så vi gik hjem i medvind. 30 minutters blæst og trav har fået min træthed væk, nu er der brygget hvid te, og jeg er klar til at lege den lille bogholder.

onsdag, januar 21, 2009

PAUSE

Opvokset i en lærerfamilie med bopæl 3 minutters gang fra skolen var det ensbetydende med, at vi samledes hjemme til eftermiddagskaffe, før alle gik i gang med deres gøremål.

I dag kører bilen ind på gårdspladsen kl. 16 eller 17, når jeg er i dagvagt, men jeg skal stadig have min eftermiddagste. Det at sidde ned, lige få snakket lidt om dagen, der gik, er et must for mig. Vores børn havde ikke det samme behov til sidst, da de boede hjemme, måske hentede de lige et stykke brød og en kop te/kakao, før fjernsynet fik magten.

Landmanden var til møde, så jeg skyndte mig at skifte sko, da jeg kom hjem, tog hunderemmen ned fra knagerækken og indbød Laika til en gåtur. 40 minutter senere gik vi ind på gårdspladsen samtidig med landmanden. Vi er jo kun os to, så vi er blevet enige om rugbrødsmadder til aftensmad, før jeg drager ud i mørket for at synge gospel.

Om en måned skal vi sammen med et andet rytmisk kor synge gospel sammen med Maria Carmen Koppel og Klüver’s Big Band og et kendt gospelkor. OM jeg glæder mig? Jeg er sikker på, det bliver en fantastisk oplevelse.

Min sang, min eftermiddagste og gåture er tre af mine pausemåder.

Hvordan holder du pauser i din hverdag?

tirsdag, januar 20, 2009

LIGE OM LIDT

Vi vil ikke gå glip af indsættelsen af den nye præsident, så teen er ved at blive brygget, bollerne bliver lunet og jeg vasker gulv, ikke fordi Obama bliver præsident ;-) men fordi der trænger.

Det her er historieskrivning, ja det er vel alt, men denne dag må få sit eget kapitel. Jeg har hos andre kommenteret om min angst for tendensen til at gøre Obama til en frelser. Intet menneske kan klare at ændre verden på egen hånd, det sker kun på film og i bøger, og derfor kan Obama hurtigt blive pillet ned fra piedestalen. Lad os håbe, at andre bakker ham op, så han får en chance for at leve op til sine løfter.


Skumringstimen er her, vi vil synke ned i stolen og lade aftenen komme, mens vi lytter til Obamas tale.

MENS LYSET BRYDER FREM


bliver alle de små dagligdags ting ordnet. Kontorbordet bliver ryddet for kuverter og papirer.


Landmanden indtager kontoret, for ikke alt kan klares, mens man sidder ved kartoffelsorter bordet. Der skal ringes i øst og vest, indhentes tilbud på diverse ting.


Imens svarer jeg en 10. klasses elev på mail, hun skal skrive opgave om det at være sygeplejerske, så jeg får tænkt tanker om mit fag.


Og billederne er taget med ca. 1 times mellemrum fra kl. 8.30. Hvor er jeg heldig, at solen lige kommer frem på min fridag i denne uge.

HAR DU SOVET GODT?

Det er vel det første, jeg spørger mine patienter om morgenen, for godt nok har jeg lige læst nattevagtens rapport, men selv om de skriver ”sovet ved tilsyn” så kan patienten meget vel have en fornemmelse af slet ikke at have sovet. Der har måske været megen uro på stuen eller de har ligget vågne, men med lukkede øjne og en rolig vejrtrækning, og så vil den, der lister rundt på den mørke stue om natten antage, at de sover.

Egentlig har jeg i denne tid alle betingelser for at få ram på min søvnløshed, jeg skal ikke i aftenvagt i 14 dage, og har heller ikke været i den forgangne uge, og alle kloge hoveder er enige om, at recepten på en god søvn er en ensartet rytme, altså i seng og op på samme tidspunkt hver dag, også på fridage. Stå op kl. 5 orkede jeg ikke i dag, men jeg stod op sammen med landmanden i dag. Det må være tidligt nok ;-)

Det er nu heller ikke så ringe at sidde her ved computeren med kontorarbejde og en kop varm te og lade lyset langsomt finde mig. i dag har jeg jo tid til at nyde dagens lys, som oven i købet her i Nordjylland skulle byde på solskin.

Håber du har sovet godt i nat.

mandag, januar 19, 2009

MØRKE DAGE

Selvom det lysner, så er fornemmelsen stadig mørke, når jeg er på dagarbejde. Det er mørkt, når jeg kører af sted om morgenen kl. 6.15, og det mørkner når jeg kører hjem. I morges blev jeg snydt af vejret, så jeg skal vist snart til at høre radio om morgenen. Sneen skjulte jo glatte veje, så tempoet kunne ikke blive til det sædvanlige, og jeg kom derfor ind på afdelingen lidt for sent.


Det er alt afgørende at få en god start på arbejdsdagen, så der er ikke noget værre, end når folk kommer dryssende det første kvarter, heldigvis er vi som regel samlet kl. 7 klar til at høre nattevagtens ord og derefter gå i gang med fordelingen af stuer og rapport ude i små grupper.

Det er mærkeligt, kort efter nytår brokkede jeg mig over ventelister til genoptræning, nu er de patienter kommet af sted, og de patienter, der bliver indlagt, er enten for dårlige til genoptræning eller behøver kun genoptræning ambulant i kommunerne.


Og lige nu er der ikke fyldt op på afsnittet, men på intensiv ligger der to patienter, som snart kommer ned til os, og så ser hverdagen pludselig anderledes ud igen. Ensformighed og kedelige gentagelser sker aldrig, når man har valgt mit fag, mørkedage findes kun udenfor, indenfor er der varme, nærvær og smukke smil.

søndag, januar 18, 2009

HVAD BYDER MAN UVENTEDE GÆSTER?

Her i huset var menuen helstegt grillet hjortefilet, kartoffelgratin med tomater og squash, julesalat med æbler og nødder og grillede gulerødder og rødløg i balsamico.

Eftermiddagste og aftente blev akkompagneret af lagkage og fastelavnsboller.

Jeg tror, min mave snart får strækmærker.

Nu er gæsterne kørt hjem, hvor var det dejligt, at storesøster fik lyst til at lykønske lillebror med fødselsdagen, som han i øvrigt fejrede alene indtil kl. 15, for fruen skulle arbejde, datteren var i København og sønnen kunne først komme til aften. Gæsterne troede, de blot skulle have en kop te, de tog fejl, for vi havde mad nok. Der står stadig 16 kardemommeboller, 20 grovboller og 18 fastelavnsboller ude i køkkenet ;-) NÅR jeg bager, så bager jeg, som om vi skulle have børnefødselsdag ;-)

lørdag, januar 17, 2009

SLAG I BOLLEDEJEN

En lille lur efter arbejde gjorde underværker, jeg havde nemlig planer for aftenen.

Foreløbig så er fastelavnsbollerne færdige, Liselottes kardemommeboller og Mariannes boller er sat til hævning. Mens jeg følger håndbolden på sidelinjen, kan der formes boller i stor stil.

Imens tænker jeg tanker om arbejdet. Ikke en dag går, uden at vi kommer ud i etiske overvejelser.

Vi er ikke altid enige blandt sygeplejepersonalet, ej heller med lægerne, men spørgsmål skal stilles, det skal diskuteres og der skal lægges en plan. Jeg kan godt acceptere, hvis en læge har en anden vurdering end jeg, men jeg ønsker diskussionen og planen, den kan så ændre sig, nogle gange i løbet af få timer. Sådan gik det i dag, men jeg følte, at vi udgjorde et team, hvor vi lyttede til hinanden.

Og i dag lyttede jeg til, hvad mine kolleger havde sagt under temadagen, så jeg fortalte på den stue, hvor jeg var, at min vagt nu var slut, og en anden tog over. Flere af mine kolleger havde været indlagt og havde følt, det var rart at vide, når vagtskiftet skete. Jeg har tidligere syntes, at det var en overvurdering af min betydning på en stue, jeg er jo en del af et 24 timers team.

Ville du synes, det var rart, hvis du var indlagt eller dine pårørende var indlagt, og dagpersonalet på den måde signalerede, at vagtskiftet skete?


januar 2007

fredag, januar 16, 2009

24 TIMER

Hjemme igen efter 24 timer hos min far.

Bilen satte kurs mod barndomshjemmet efter arbejde i går. Vi fik handlet ind, gjort lidt rent og bagt fastelavnsboller, så far kunne være vært for det månedlige pensionisttræf for gamle lærere i dag.

Og så sad jeg der, en halvgammel kvinde med voksne børn, og var pludselig tilbage i folkeskolen, for her var min første regnelærer, min matematiklærer(min far), min fysiklærer, min husgerningslærer og min håndarbejds- og kristendomslærer. Sløjdlæreren var der også, men jeg var fra en tid, hvor piger ikke havde sløjd. Min dansklærer kunne også have været der, men hun har nok at se til med sygdom i nærmeste familie.

Skolen var mit andet hjem, en lille skole, hvor lærerbørnene naturligt færdedes efter skoletid. Min far var førstelærer og siden skoleinspektør, så jeg er ofte cyklet eller gået over til ham, hvis han blev lidt længere over på skolen.

Formiddagen gik med snak, rundstykker, kage og en bette bitter i glasset. Sygeplejersken bildte dem ind, at det var sundt ;-)

Og så har jeg forelsket mig i et billede, min far har fundet frem. Det stammer fra 1931, det må være sidst på året, for det er min bedstemor(farmor) med min kusine og min far, de er født henholdsvis i januar og februar 1931. Min farmor er på det tidspunkt 46 år, har født 16 børn, hvoraf en døde ved fødslen, og prøvet at få økonomi og hverdag til at hænge sammen, mens min bedstefar var kaldt ind til sikringsstyrken under 1. verdenskrig.


Min far har i sin slægtsbog skrevet:

”Men så kom krigen. Far blev indkaldt til sikringsstyrken, og de fik næsten ingen hjælp. Far fik 50 øre om dagen, men skulle holde sig selv ved kost, så der var ikke noget at sende hjem.
Familien manglede selvfølgelig fars dagløn. Mens far var i sikringsstyrken, skete der et alvorligt uheld på ejendommen. Under et voldsomt tordenvejr slog lynet ned og ramte en ko. Mor sad med en af de små under uvejret og så, at en af deres to køer lå livløs. E. og K. kan endnu tydeligt se for sig, hvordan folk fra F. kom vandrende derud, fordi de havde hørt det voldsomme tordenvejr og set lynet slå ned. De hjalp mor med koen. Det var et stort tab, og mor græd meget over det. De blev meget fattige, og det blev de ved med at være. Der var ikke mere så mange på besøg. Det havde de ikke råd til.”


Der sidder hun, min bedstemor, strunk og med hænderne fulde af småbørn. Hun formåede trods fattigdom og hårde odds at give sine børn tryghed og troen på livet og Gud. Hun var den, der gik imod min bedstefar og sagde, at min far skulle have lov til at komme på realskole, for når læreren sagde, min far kunne klare det, så skulle han også af sted. Jeg er stolt af at være blandt hendes 37 børnebørn.

onsdag, januar 14, 2009

48 TIMER

Hvor er de blevet af, de timer siden sidst jeg skrev herinde?

Mødet i Holstebro i går var godt, vi er nu opdateret om, hvordan det går rundt om på trombolysecentrene i Danmark.

Det gælder nu for hele Danmark, at får du akut indsættende lammelse/føleforstyrrelser i arm, ben eller ansigt i den ene side eller du får talebesvær, så tøv ikke - ring 112, for der er en behandling, som kan opløse blodpropper i hjernen. MEN det gælder om at komme så hurtigt som muligt til skadestuen, så man skal IKKE se tiden an, IKKE tænke, det er så lidt, jeg går til lægen i morgen, ring 112!

Der er stadig alt for mange og især nordjyder, som venter. Det skal man ikke, lad lægen om at vurdere, om man er kandidat til behandlingen. Bedre en gang for meget end en gang for lidt. Og lammelse betyder nedsat kraft i arm eller ben, ikke total lammelse, så hvis din ene side pludselig ikke har den kraft, den plejer at have, så ring 112!

I dag var det så den anden gruppe i afdelingen, der havde temadag, så vi skulle pleje patienterne i gruppe 2. Det gik fint, men det trætter på en helt anden måde, end når man er i vante omgivelser. Og vi er endda i samme afdeling.

Jeg måtte aflyse kor i aften, for bare tanken om at køre i tågen, så træt som jeg var, syntes uoverskuelig. Nu har jeg sovet, så der bliver ikke noget med tidligt i seng i aften. Morgendagen byder på administrativ dag på arbejde, jeg har allerede en liste så lang over ting, der skal gøres, så jeg har tænkt mig at forskanse mig inde på et kontor hele dagen.

mandag, januar 12, 2009

GRILLSÆSONEN

Fra ikke at kunne se noget særligt i det at grille til at stå i laden på en hverdag og grille dyrefilet og små halve kartofler er der et spring.

Jeg protesterer ikke, nu har jeg lavet rosenkålssalat, inviteret sønnen på spisning og dækket bord.

Det hjalp på mit velbefindende, for ligesom dagen har været grå og trist, sådan har mit humør også været, indtil landmanden foreslog, vi skulle lave mad sammen.

Og seneste nyt: resterne er pakket ned i bokse og sendt med sønnen. Alt smagte lækkert, kødet var som det skulle være, kartoflerne fik lige den sprødhed, som de tit mangler i ovnen og rosenkålssalaten passede perfekt til det andet.


billedet er lånt fra Hjerteforeningens hjemmeside

Og nu er det vist tid til at få pakket papirerne til i morgen, jeg skal nemlig til møde i Holstebro. Turen derned foregår sammen med to kolleger, så vi kan lige nå at få ordnet verdenssituationen.

søndag, januar 11, 2009

EN DOVEN HUND


Jeg har ikke lavet en disse i denne weekend, og det, har jeg fortalt mig selv, er OK. Jeg har gået over 1 time både lørdag og søndag, og så er der læst aviser, løst sudoko, strikket(lidt), sovet, drukket te og blogsurfet.


Om lidt kommer landmanden hjem fra jagt, der er købt kærnemælkshorn, lavet te, tændt levende lys, puttet mere brænde i brændeovnen, og nu skal der strikkes en pind eller to, inden vi vender næsen hjem ad til hverdagen.

FULDMÅNENS SKYLD?


Mange kan fortælle om, hvordan deres krop påvirkes af fuldmånen. Jeg har aldrig lagt mærke til en sammenhæng.

Nu har jeg opgivet at få mere søvn, de sidste timer har jeg blot vendt og drejet mig, så jeg nyder, at computeren kan holde mig ved selskab.

Mange har undersøgt, om alle de myter, der er omkring fuldmåne, holder stik, og det gør de ikke, men alligevel bliver jordemødre ved at sige, at der er flere fødsler ved fuldmåne. Det lyder også mere romantisk, at det var fuldmånen, der satte fødslen i gang.

Og mine søvnproblemer er her jo ikke kun når der er fuldmåne.

Hvad er dine oplevelser omkring fuldmåne?

lørdag, januar 10, 2009

NÅ MEN

Man har et standpunkt til man tager et nyt.

Så nu har jeg netopkobling i sommerhuset, og mens skæret fra brændeovnen lyser op og varmen breder sig i huset, sidder jeg her og hygger mig.


Kroppen er dejlig afslappet efter en lang gåtur til havet, og Laika ligger i sin kurv og nyder at være tæt på sine mennesker.


Gåturen gik forbi skudehandlen, så nu er der købt hvid te med jordbær og kiwi, som er smagt og godkendt. Byen er tømt for turister, nogle få havde fundet ned til stranden, men butikkerne havde ikke meget gang i den. Vi støttede en butik med at købe to lanterner, nu står de og pynter ude på terrassen.

STILHED PÅ GÅRDEN

Hvad laver en kartoffelavler egentlig om vinteren?

I hverdagen sorterer han og modsat sidste år har vi mange kartofler i år og som sidste år er de rigtig flotte og velsmagende, så der er bud efter dem, hvilket betyder, at der sorteres hver dag i 8 timer. Det er hårdt, det støver meget, det er at sammenligne med fabriksarbejde at sidde på en stol med armene løftet frem foran sig og konstant bruge sine hænder til at sortere grønne og 2. sortering fra.


Vi har ikke grise nu, så weekenden kan så heldigvis bruges til restituering. Det har sygeplejersken i huset også brug for, men det er faktisk lang tid siden, at vi har haft en dag, hvor vi kan vågne sammen og spise morgenmad sammen, uden at en af os skal arbejde.

Under morgenmaden slår det mig pludselig, at min far altid siger, her er så stille, og han har ret. Vi hører ikke radio, vi taler ikke meget sammen under morgenmaden, sidder i hver sine tanker og kigger ud på fuglene, som visse andre ;-)

Til sidst rejser jeg mig og åbner havedøren for at få lidt fuglekvidder ind, og straks kommer en flok gæs flyvende i V-formation med deres karakteristiske lyd,(ja jeg kan ikke kende forskel på svanernes lyd, som fløj forbi før og så gæssenes lyd, men det kan landmanden)

Nu er landmanden kørt ind til byen, jeg må hellere få lidt vasketøj hængt op, og så vil jeg strikke videre på min fetching. Og desværre kan jeg ikke fotografere, så man kan se de smukke snoninger, jeg må øve mig lidt mere ;-)

fredag, januar 09, 2009

T-DAG

Temadag, tusinde sommerfugle i maven, talrige dejlige kolleger, træt, tung i hovedet, tour visning af ny afdeling, tedrikning, total nydelse.


genbrug af januarbillede fra sidste år

Det har været en god dag i dag. Alle kolleger i apopleksiafsnittet, gamle som nye, aften, nat og dagvagter i skøn forening. Jeg tror, vi får det godt på vores nye afdeling, men tiden op til og efter flytningen bliver hård. At flytte en afdeling med patienter, at finde sig selv på en helt ny afdeling samtidig med at vi modtager, plejer og behandler patienter kræver sin kvinde. For tre år siden flyttede vi på Syd, mens de renoverede Nord. Om to måneder flytter vi tilbage. Ikke alt er blevet, som vi drømte om, men det er nyt, og råstoffet, mine kolleger, er guld værd.

torsdag, januar 08, 2009

SÅ’R UD !!!


Så er det sket, juletræet har fået klippet sine grene, hold fast hvor var der mange løse nåle. Næste år går vi tilbage til traditionen med selv at fælde træ, det her træ var ikke nyfældet, da vi købte det, kan vi hermed i bagklogskabens lys konstatere.


Jeg vil hellere strikke end rydde op, så jeg har måttet holde mig selv i stram snor, men nu er kasserne med julepynt lukket og juletræ og grene smidt ud.

Jeg trænger også til at komme ud, men først skal støvsugeren på arbejde.

DEN FØRSTE GANG


Det var endnu ikke blevet dagen i dag, da landmanden for første gang kørte mig ud på sygehuset.

Det var omkring nu, at jeg for første og sidste gang fik drop med vestimulerende medicin.

Dette er dagen, hvor jeg for første gang mærkede veernes kraft, hvor jeg mærkede, at jeg kunne være med i den kraft, når jeg indrettede min vejrtrækning efter det.

Om 6½ time er det 23 år siden, at jeg blev mor for første gang.

Nyd hende, snart drøner hun rundt på rulleskøjte, var jordemoderens ord.

Jeg har nydt, og jeg nyder stadig min kloge, dejlige, smukke og livsbekræftende datter, men i dag får andre lov til at nyde dig.

I dag er det første gang, at du fejrer fødselsdag uden morgensang ved sengen af dine forældre. Du har sikret dig morgensang. En god veninde overnatter hos dig og er sammen med dig hele dagen, Fredriksberg Have får vist besøg af to dejlige unge kvinder, og aftenen står også i venindernes tegn.

Om lidt kommer landmanden ind, og så vil vi ringe og synge for dig den sang, som vi startede med på din 1 års fødselsdag.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen


PS og som for 23 år siden er jorden hvid, heldigvis blev du ikke født på terminsdagen d. 10. januar, da blev der nemlig snestorm over Nordjylland.

onsdag, januar 07, 2009

INDRE MOTION

Det er muligt, at jeg ikke får dyrket motion hver dag, det er endog meget sandsynligt, men den indre motion står det til gengæld godt med.

I dag har jeg været på arbejde, vi har arbejdet koncentreret, men vi har også grinet. Faktisk tror jeg, at jeg får grinet hver dag på arbejde, det er da en herlig ting. Og sundt er det også. Ifølge aftenkonsultationen på DR1 dannes der endorfiner, og produktionen af de to signalstoffer dopamin og serotinin øges, så følelsen af lykke og afslappethed øges.

I aften har jeg så været til kor, og her griner vi også meget, sang og latter er en genial kombination, som giver ny energi.

Griner du hver dag?
Det står her endnu, mit juletræ, og byder mig god morgen. Det har jeg slet ikke noget imod.


Jeg holdt nemlig mit løfte til mig selv, så der blev holdt pauser i går, og aftenen blev ikke inddraget til julepyntsnedtagning.

En dagvagt på 9 timer venter, og jeg er klar.

Må I få en god dag med smil på læben både hos jer selv og dem I møder.

tirsdag, januar 06, 2009

TRÆK VEJRET

Endnu en gang sker det,
endnu en gang når min vejrtrækning at antage blæsebælgsformat,
endnu en gang bliver det sorte hul i maven stort og smertefuldt.

Jeg HADER, når min hjerne laver knuder, når jeg tror, jeg ved, hvor ting er, og de så ikke er der. Jeg finder dem til sidst, det er ikke det, angsten går på.

Min hjerne ved godt, at træthed og travlhed nedsætter koncentration og opmærksomhed og dermed også ens evne til at få hukommelsen til at fungere optimalt. Og sådan var min hverdag op til jul, derfor bliver jeg alligevel gal og ked af det, når hjernen først husker, efter jeg har ledt oppe og nede og så finder tingene, at nå ja der var et godt gemmested!

HELLIG TRE KONGER

Tidligere holdt man de tolv juledage i hævd, de var tid til eftertanke og ro. Nu er julen over, så snart vi er forbi 2. juledag, men ”enkelte beholder også juletræet” frem til Helligtrekonger ifølge denne artikel, jeg er så en af de enkelte.

Egentlig plejer det først at være i morgen, jeg rydder huset for julepynt, men dagen i dag er en fridag efter en aftenvagt og julelukning er vel en meget passende aktivitet, når man er lidt træt og energiflad.

Tidligere tændte man også et specielt helligtrekongerslys, det har jeg ikke været vant til, men nogle gange tændte vi enkelte lys i juletræet. I dag vil jeg tænde lysene ved min julekrybbe og lad dem brænde ud, mens jeg bærer julen ud.

Her kan man læse om andre skikke, bl.a. at gå med stjernen, hvor man gik rundt og sang og fik en skilling. Dette tiggeri blev forbudt herhjemme, men stjernemændene kendes stadig i Sverige, hvor de kan være en del af Luciaoptogene.

Her i Vendsyssel har jeg hørt om at gå med rumlepotten dvs. at lave nytårsløjer, ikke bare nytårsaften men også helligtrekongersaften.

Uddrag fra Peters Jul:

”Se, nu er da julen straks forbi;
det er helligtrekongers aften.
Så ender den rare jul; men vi
er glade, at vi har haft den.
Tre lys har vi tændt – tænk engang! –
for kongerne, de, som bragte
Jesusbarnet en julepresent;
vi ved det, for Far har sagt det.
Her sidder vi ved vort lille bord
og ser, hvordan lysene brænde;
når de er slukkede, siger Mor,
at så er julen til ende.”

mandag, januar 05, 2009

JANUARHVERDAG

Min arbejdsmåned startede 1. januar, så jeg er jo egentlig i gang med det nye år, men alle andre samarbejdspartnere holder ferie eller kører med feriebemanding frem til i dag.

I fredags lavede jeg en liste over patienter, som venter på at komme videre på genoptræningsafdeling. Der er 9 ud af 15 patienter!! Oveni dem er der 2 patienter, som ikke må flyttes, fordi de ikke selv kan sige ja til en plejehjemsplads, det betyder, der skal køres værgesag, som tager 2-3 måneder!!!

Dvs. vi har plads til 4 akutte patienter på en specialafdeling. Resten er i venteposition, de får træning, både af os og terapeuter, men vi kan ikke på samme måde give dem ro til en hverdag. Vi er jo en akut afdeling, hvor der kommer meget dårlige patienter ind.

Oven i købet har man sparet 2 pladser væk på det ene genoptræningsafsnit og de to andre er lagt sammen til et, og de har til huse sammen med et akut apopleksiafsnit. Jeg forstår ikke altid politikeres dispositioner. De råber op om, at vi skal være effektive, at vi skal få mange patienter hurtigt igennem det akutte system, det kan vi jo ikke, når der laves stopklodser efter os.

søndag, januar 04, 2009

GLÆDE


Selvom sneen regnede væk lørdag formiddag, mens jeg kørte ned efter min far, blev vejret alligevel til en gåtur, alt imens solen gik ned.

Vi har hygget os, og der er ganske enkelt ikke tid til at sidde her ved computeren. Min fars slægtsbog bliver hevet frem gang på gang, for når hans og min hukommelse slipper op, så har min far interviewet sine søskende og skrevet deres og sin egen historie ned, da han gik på efterløn, og den bog er en guldgrube af historier.


Gudstjenesten i dag blev forlagt til frikirken, hvor min søn kommer, og endnu en gang dukker små dejlige nutidssalmer op og glæder mig.

Den Gud der skabte smilet,
han skabte også dig.
Han gav dig smil og latter
og lyst til sjov og leg.
Hver gang det bobler i dig,
og latteren vil ud,
så glæder du din skaber,
så priser du din Gud.


Vers fra salmen, Den Gud der skabte lyset, af Holger Lissner


Ha en god søndag.

fredag, januar 02, 2009

HAR DET SNEET?


Nu er det ikke for at trampe mere i det faktum, at det har sneet her, men se lige....


Mon ikke min far skal have gode vinterstøvler med i morgen, vi skal da ud og gå tur.

FODSPOR I SNEEN


Billeddokumentation kl. tidlig morgen på vej ud til bilen.


Mobiltelefonen måtte holde for, for kameraet lå indenfor