Tidligere holdt man de tolv juledage i hævd, de var tid til eftertanke og ro. Nu er julen over, så snart vi er forbi 2. juledag, men ”enkelte beholder også juletræet” frem til Helligtrekonger ifølge
denne artikel, jeg er så en af de enkelte.
Egentlig plejer det først at være i morgen, jeg rydder huset for julepynt, men dagen i dag er en fridag efter en aftenvagt og julelukning er vel en meget passende aktivitet, når man er lidt træt og energiflad.
Tidligere tændte man også et specielt helligtrekongerslys, det har jeg ikke været vant til, men nogle gange tændte vi enkelte lys i juletræet. I dag vil jeg tænde lysene ved min julekrybbe og lad dem brænde ud, mens jeg bærer julen ud.
Her kan man læse om andre skikke, bl.a. at gå med stjernen, hvor man gik rundt og sang og fik en skilling. Dette tiggeri blev forbudt herhjemme, men stjernemændene kendes stadig i Sverige, hvor de kan være en del af Luciaoptogene.
Her i Vendsyssel har jeg hørt
om at gå med rumlepotten dvs. at lave nytårsløjer, ikke bare nytårsaften men også helligtrekongersaften.
Uddrag fra Peters Jul:
”Se, nu er da julen straks forbi;
det er helligtrekongers aften.
Så ender den rare jul; men vi
er glade, at vi har haft den.
Tre lys har vi tændt – tænk engang! –
for kongerne, de, som bragte
Jesusbarnet en julepresent;
vi ved det, for Far har sagt det.
Her sidder vi ved vort lille bord
og ser, hvordan lysene brænde;
når de er slukkede, siger Mor,
at så er julen til ende.”