LYDEN AF REGNVEJR

Jeg vågner ved det, det er ikke blot en stille silen, det styrter ned. Der er mørkt, så lyset må tændes trods sen morgenstart. Mens jeg brygger te og tømmer opvaskemaskine, lysner det, men det er kun kortvarigt. Himlen åbner sig igen, der kommer meget, det trommer på græsset, en insisterende og tiltagende lyd. Løbeturen er udsat til senere på dagen, så jeg gør min morgenmad klar. Ribs, solbær, banan og kiwi blandes med skyr, mandler, svesker og kanel. Landmanden tjekker langtidsprognoser for vejret. Uden for gør håndværkerne klar til arbejdet med kølehuset. Hverdag på landet, regnen ændrer måske planer, men der er altid noget, der kan gøres.

Der står lys på bordet, der kan tændes. Der ligger brænde ved brændeovnen. Der er te på kanden. Gummistøvlerne står i gangen. Det giver løfter om en god dag. Forhåbentlig også for dig.

BYGEVEJR

Landmanden havde sine bange anelser med alt det gode vejr, der blev ved og ved og ved. Ofte har det nemlig passet, at efter en stabil perode med sol kommer der en stabil periode med regn, og om en uge er kornet klar til høst. Der skal være tørvejr to dage, før der kan høstes, og hvis vejret bliver som i dag, kan høsten komme til at trække i langdrag.

Mit vasketøj røg ind og ud af døren, nu har jeg opgivet tørring udenfor og drømmer om en overdækket tørreplads. Jeg går som katten om den varme grød. Intentionerne var gode i morges, men da jeg var ved at printe opgaven ud, opdagede jeg, at jeg havde lavet en fejl i indholdsfortegnelsen og glemt at lægge en bilagsoversigt ind elektronisk. Så har jeg ikke rørt opgaven siden. Den ligger på bordet, og den SKAL læses, inden jeg går i seng. Men nu har jeg fundet fejlen i regnskabet, så det kunne afstemmes. Jeg har vasket tøj. Jeg har været på genbrugspladsen. Jeg har købt elektronisk tandbørste, som min tandlæge har anbefalet mig. Jeg har købt nyt strygeapparat. Jeg har lagt tøj sammen. Jeg har hulahoppet 15 minutter. Jeg har læst blade. Jeg har set serie. Jeg har drukket te og ordnet løn. Jeg har enda formået at få landmanden til at rydde op i en af bunkerne på kontoret.  Det var så ikke lige det, der stod på dagsordenen til denne fridag. Skidt pyt, det der går godt, kommer ikke skidt tilbage. Jeg har nogle timer tilbage inden sengetid. Og tre fridage mere til forberedelse, samt tre mere efter aftenvagterne i weekenden. Og ret beset, så er det fjollet ikke at komme i gang. Jeg knoklede de ti uger med den skriftlige del, nu skal der knokles, så jeg kan gå med rank ryg fra eksamensbordet. Jeg vender hovedet mod solen og lader den varme mig. God mandag aften til dig.

UG MED KRYDS OG SLANGE

Istvan og landmanden var til ny prøve i går. Egentlig havde de bestået den sidste år, men når ruhårsklubben laver et arrangement med prøver, så er det også rart, at nogen støtter op om det. Istvan var suveræn. Første diciplin var dueapportering, hvor hunden bliver sendt ud efter to duer, der er blevet kastet, mens der bliver skudt, og så skal hunden finde dem og bringe dem tilbage til ejeren. Mange dumpede, de havde problemer med at finde nr. 2 due. Vinden var tilsyneladende drilsk, for de fik ikke fært af duen. Istvan derimod løb direkte ud til den drilske due og hentede den hjem først.

Anden diciplin var kaninapportering, her bestod alle med maksimum, men Istvan sammen med en unghund var helt klart de hurtigste. Tredje diciplin var apportering af due i vand. Ingen problemer for Istvan, han var i sit es og svømmede direkte ud og hjem igen.

Herefter var der en ræveslæbsprøve. Ræven var blevet slæbt hen over en væltet træstamme og videre 250 meter ind i skoven. Istvan er derfor ude af syne det meste af tiden. Henne ved ræven sidder en observatør i skjul og melder i walkie-talkie, når hunden har været ved ræven og forhåbentlig har taget ræven med hjem. Istvan fulgte sporet og fandt ræven. Da han kom tilbage slæbende med ræven, stoppede han op foran træstammen og overvejede, om han skulle gå over eller under stammen, men ikke på noget tidspunkt overvejede han at slippe ræven. Det endte med, at Istvan med ræven i munden dykkede ned under stammen og leverede ræven fint til landmanden. Dommeren var imponeret, og han sagde, at havde det været i Tyskland, havde Istvan fået maksimumpoint med H efter. H står for Hoch eller det vi andre ville sige med pil opad eller UG med kryds og slange. Pokaler fik han dog ikke med, idet yngre hunde også endte med maksimumpoint, og så siger reglerne, at de skal have pokalen. Det gør heller ikke noget, her i huset går vi ikke op i pokalerne, men mere at Istvan både kan arbejde under kommando som i de første dicipliner og selvstændigt som i ræveslæb.

MED ELLER UDEN BLITZ

Mit digitale spejlreflekskamera er kommet ud af gemmerne igen. Når jeg vil fotografere Istvan til prøver, har det kamera nogle automatfunktioner, som er bedre end på det lille Lumix kamera. Men jeg kan mærke, at jeg begynder at få lyst til at vide mere om manuelle funktioner, jeg er jo sådan en, der bare skyder, jeg ser et motiv og tænker ikke på indstillinger eller andet, jeg trykker bare. Et har jeg dog fundet ud af, blitz gør ofte ting og mennesker skarpe at se på, hvor uden blitz gør billedet mere blødt og mere naturligt. Det gælder så efter min mening ikke for nedenstående billeder taget i Dronninglund storskov. Her valgte kameraet selv, at der skulle blitz på, og bagefter slog jeg blitzen fra og tog endnu et billede.

Faktisk synes jeg, at blitzen fremmer det bløde lys i skovbunden, netop det jeg gerne ville fotografere. Så jeg må vist hellere se, om jeg kan finde et kursus i vinter, som kan gøre mig klogere på mit kamera og på fotografering. Jeg er nemlig også sådan en, der ikke gider at læse manualer og prøve mig frem derefter, jeg vil hellere i mesterlære :-)

MORGENLUKSUS

Lørdag morgen – solen skinner, mens regnbygen falder

Lørdag morgen – jeg ser serie, mens jeg forsøger at holde hulahopringen i svingninger – jeg er elendig til det, men en skønne dag lærer jeg vel at svinge hofterne rigtig

Lørdag morgen – regnbygen er over, jeg smutter i mine udtrådte sko og går på græsset om bag gården, hvor alle bærbuskene er. Jeg plukker ribs og solbær til min morgenmad, og jeg spiser hindbær og stikkelsbær som en forret til morgenmaden. Buskene bugner, men jeg har lovet mig selv aldrig at få dårlig samvittighed over ikke at få dem plukket til saft, syltetøj og andet spiseligt. Jeg nyder dem, og det gør fuglene også.

Lørdag morgen – den står der, jeg lod den stå, da jeg lugede ukrudt. Jeg håber det er en blomst af en art. Et frø fra fuglefoderet. Men hvad er det? Ved du det?

Lørdag morgen – om lidt åbner jeg kontorcomputeren, det er næste fase af regnskabets time. I dag har jeg ingen nødlinje, min farmassistent på landbrugskontoret holder fri frem til tirsdag, hvor jeg skal være færdig i følge hendes deadline (men min deadline er i dag, jeg har en eksamen, der venter). Og da jeg ved, at der vil være posteringer, jeg ikke kender kontonumre på, må jeg i gang med lidt detektivarbejde. Det skal nok gå, jeg er ikke novice på det her område, så med te og god musik håber jeg på, at jeg om nogle timer tør invitere gæster på aftensmad (og at de så har tid). Og desserten kunne være Eton Mess med masser af bær fra haven.

Må din lørdag rumme luksus for dig. God lørdag til dig.

EN FREDAG PÅ LANDET

Det er regnskabets time, så jeg sidder inde i stuen med alle bilag og sorterer og systematiserer. Kontoret trænger til en oprydning, men den person kontoret har brug for, arbejder udenfor, så jeg bruger kun kontoret, når jeg skal til selve konteringen på computer. Jeg mister energi af at sidde i det rum, det er hyggeligere i stuen, hvor jeg kan nyde synet af træerne udenfor. De selvsamme træer sammen med de små vinduer sørger for, at stuen er i skygge. Det sætter jeg stor pris på i disse varme tider.

Landmanden og medarbejdere laver kartoffelkasser. Når det nye kølehus står færdig, skal det fyldes med kasser med kartofler. Det kræver mange kartoffelkasser, rigtig mange, som er ankommet som samlesæt, dermed fyldte de ikke så meget under transporten. Hvert et ledigt øjeblik går med at samle kasser, landmanden og en af medarbejderen er uddannede tømrere, så de kan svinge en hammer i en vis fart(egentlig er det vel en sømpistol) og de to andre medarbejdere følger godt trop. Tømrerne ved kølehuset er blevet trukket væk til en anden opgave, så i dag er der stille udenfor. Men det begynder at ligne et hus.

Jeg startede dagen med en løbetur, det gav desværre ikke den energi, jeg havde håbet på, så jeg går til og fra regnskabet. Jeg læser lidt, drikker te, spiser lidt og forsøger at være fokuseret. Jeg ved godt, hvad der plager mig. De her mange fridage foran mig skal jo bruges til at tage fat i opgaven igen, og jeg kan ikke finde gejsten lige nu. Jeg har ikke kigget på opgaven, siden jeg drog på ferie, men inde i mit hoved bliver den dårligere og dårligere for hver dag, der går, så der er ingen vej udenom. Så snart regnskabet er færdig, skal jeg læse den opgave, punktum! Ikke mere snak, handling!

Om et par timer vil jeg sætte mig ud på terrassen og nyde solen og en kop te. Håber du også får tid til at nyde fredagen.

HJEMME IGEN

Motorcykelturen var ved at være slut, stadig ventede mange kilometer på motorvej, og så var det godt, at Jägerhof i Malsfeld kunne levere et godt morgenmåltid.

Takket være en venlig GPS tog vi lige en lille runde i byen, inden vi fandt ud på motorvejen igen, men det gjorde ikke noget.

På hele turen havde jeg kontaktlinser på, når vi kørte. Det var skønt, ingen trykken ved ørerne, men problemer med at læse det med småt og problemer med lidt svimmelhed. Så hjemme igen måtte jeg erkende, at kontaktlinser med flerstyrke ikke er mig.

Motorvejskørsel på motorcykel er kedeligt, så her var der ingen billeder. Vi kørte knap to timer, holdt pause, drak vand, spiste lidt, og kørte så igen. Sådan fortsatte vi, indtil vi kørte ind på rastepladsen ved Tylstrup, hvor vi sagde farvel til hinanden efter knap 5000 km på ni dage. Det havde været en oplevelsesrig tur med mange indtryk, og det har hjulpet mig at få sat oplevelserne i orden gennem indlæggene her på bloggen. Tak fordi du fulgte med og god dag til dig.

MØRKE MORGENER OG SKØNNE DAGE

At dagene kortes, ses tydeligt om morgenen. I morges måtte jeg have lyset tændt for at orientere mig. Heldigvis når lyset at bryde frem, inden jeg holder på parkeringspladsen ved sygehuset. Og kælderen med alle sine omklædningsrum og andre funktioner er lys og med vinduer hist og pist, så det føles ikke som en kælder.

Selv om vi alle er trætte, når vi tager hjem fra arbejde, er der smil på læberne. Jeg nyder at være tilbage på arbejde, jeg nyder at være sammen med patienter og personale, og jeg nyder at afsnittet lige så stille finder sin form. Der er ikke megen energi tilbage, når bilen triller ind på gårdspladsen. Hjemme er der hektisk aktivitet, entreprenørfirmaet er færdig med ferie, så kølehuset tager mere og mere form. De første kartofler er sendt af sted ud i butikkerne, endnu bliver der kun taget den mængde op, som der bestilles. Resten skal sidde i jorden, hvor skindet modnes, så det ikke flosser, når indlagringssæsonen starter i september.

Nu vil jeg gå en tur og nyde omgivelserne. I aften kommer min mellemste lillesøster for at hente møbler fra vores fars hus. Det er meget sjældent, at vi er alene sammen, og det er meget sjældent, at gæster på gården er til mig, så det vil jeg nyde. God aften til dig, forhåbentlig med plads til nydning.

PÅ PLADS

Helt på plads er vi ikke, men det er på en afdeling som i private hjem, i hvert fald hos mig, hverdagen skal have lov til at sænke sig, og så falder det på plads, hvor tingene endelig skal være. Vi er flyttet nu, og det gik rigtig godt. Nu skal vi til at lære nye numre, nye arbejdsgange og at finde den hurtigste vej til omklædningsrummet om morgenen. Fra sidste gang vi var på Syd, ved jeg, at min vej til arbejde er forlænget med 10 - 15 minutter, så det må jeg hellere huske i morgen.

Vi var nogle stykker, der blev en time ekstra, så aftenvagterne kunne starte i ro og mag. I morgen håber jeg, at jeg får tid til at få tømt kasserne på det kontor, som vi er mange, der bruger, når vi har studiedage, vejledningsdage og administrative dage. Jeg tager en dyb indånding og kasserer alt det, jeg ikke har haft brug for det sidste år. Jeg har gemt alt, som jeg har fået undervisning i, men jeg kigger jo aldrig i det. Den nyeste viden ligger ikke der, så ud med det meste, det er i hvert fald intentionen.

Vi nyder at være os selv igen. Vi har efterhånden fjernet os meget fra hinanden i arbejdsholdning, siden afdelingen blev delt i to afsnit for fire år siden. Vi har hver vores tilgang til samarbejde i afdelingen, og det er faktisk hårdt at skulle være lagt sammen i fire uger. Ikke blot pga. forskellige holdninger, men også fordi den sammenlagte afdeling har været fyldt til bristepunktet med patienter. Nu er det slut, vi ved godt, at en af konsekvenserne er, at ikke så mange kan få ferie midt i højsæsonen, men sådan må det så være. Vi er hjemme igen, godt nok et nyt sted, men det er de samme gode kolleger, og det skaber tryghed og glæde.

EN MAND OG HANS HUND

Weekenden stod i prøvernes tegn for landmanden og Istvans vedkommende. Jeg fik lov til at være med lørdag til den Nordjyske dressurprøve. Istvan vandt ikke, men han var også i selskab med de dygtigste hunde i Vendsyssel. Her har han fundet en kanin, der var blevet trukket gennem græsset. Istvans opgave var at følge slæbet, og det gjorde han til maksimumpoint.

Der er fart på, når landmanden fløjter KOM, skønt at få lov til at strække benene ud efter at have skullet ligge stille (dæk) i lang tid uden at have kontakt med sin fører.

På sådan en varm dag er det dejligt at få lov til at hoppe i søen og hente duer. Igen klarede Istvan det til maksimumpoint, ligesom han også gjorde, da han skulle hente duer på land.

I går bestod makkerparret apporteringsprøve, slæb og vand i de anerkendte prøver indenfor Dansk Ruhår Klub. Jeg nyder at se de to sammen, de er tæt forbundet, og det er helt tydeligt, at begge nyder samværet.

I dag vil jeg nyde samværet på min afdeling. Det er store flyttedag. Vi starter med et rundstykke sammen med den anden afdeling, som vi har været lagt sammen med i ferien. Dette er slut, nu hvor vi skal være på hver sit sygehus. Herefter skal patienterne passes, der skal gås stuegang og modtages nye patienter, alt imens vi flytter patienterne hen over formiddagen ud på den nye afdeling, både taxa og ambulancer skal i brug. Over middag skulle vi gerne være samlet, personale som patienter, på det nye afsnit. Gid dagen må gå godt for alle parter, der er i hvert fald blevet knoklet godt for, at alt skulle være klar i dag. God dag til dig.

PÅ VEJ HJEM 2

Man vænner sig hurtigt til små fraser, og efter en uge i Frankrig kom vi alle sammen til på den første rasteplads i Tyskland at sige merci, da vi fik benzinkvitteringen.

Meget af dagen skulle foregå på motorvej, men udover turen til Verdun tog vi også en afstikker til vejen langs Rhinen mellem Rüdesheim og Koblenz.

Her blev vi ikke skuffet, der lå borge/slotte langs hele ruten.

Vejen gik helt nede ved vandet, så der var rig mulighed for kig til sejladsen på Rhinen og de smukke omgivelser omkring den. Ikke så sært at dette stykke er en del af Unescos verdenskulturarv.

Dagen var også vores bryllupsdag, det blev nu ikke fejret, jeg havde besluttet mig til (som sidste år) at se, om landmanden huskede den. Sidste år blev hans hukommelse reddet af et blogindlæg, det gjorde det ikke i år. Og han er stadig ikke kommet i tanke om, at vi er langt forbi vores 28 års bryllupsdag ;-)

Efter at være kørt på mortorvej igen havde vi en del drillerier med vores GPS, så til sidst fik den ikke lov til at bestemme. Den syntes, vi skulle køre fra og til motorvejen adskillige gange, det var vi ikke enige med den i. Den ene af vores rejsekammerater er bidt af motorsport, så han havde brugt dagen på et køre til Nürnberg og se Formel 1 testrace, det havde været en fantastisk oplevelse. Nu skulle vi så finde et hotel og få ham guidet i den samme retning. Først tænkte vi på et Ibis hotel i Kassel, men heldigvis foreslog en af de andre, at vi skulle lade GPSen finde et hotel kort før Kassel, og således kunne vi sidde i en lille by på hotellets terrasse og nyde en god Jägerschnitzel og godt tysk øl. De andre gæster var også danskere samt svenskere, så jeg kunne forestille mig, at det var et passende stop på vej fra Italien og hjem. Og vores lonely rider nåede også at få en øl sammen med os, mens mørket sænkede sig. Turen var ved at være til ende. Nu manglede blot den sidste dag

PÅ VEJ HJEM FRA FERIE

Mon ikke det er på tide at få afsluttet dette års motorcykelferieberetning?

Landmanden har altid ønsket at se området ved Verdun, hvor et af de store slag mellem Tyskland og Frankrig blev kæmpet under 1. verdenskrig. Vi havde ikke tid til at se det hele, så vi havde udvalgt kirkegården ved Douaumont med Benhuset. Stedet er ved at gennemgå en restaurering, og det kunne man se, alt så smukt og velholdt ud.

Det gør indtryk, når man ser på soldaternes navne, både dem på kirkegården og på de mange mindetavler inde i Benhuset, mange af soldaterne blev ikke mere end 20 år gammel. I Benhuset ligger knogler fra over 100.000 faldne soldater i gravsteder af granit. Stedet opfordrede til stilhed og det blev respekteret, lige som jeg oplevede i kirken i Lourdes.

I nærheden af kirkegården ligger også et museum til minde om 1. verdenskrig, det så også nyrestaureret ud. Mellem de to steder kørte vi gennem en skov med masser af granathuller. Først troede jeg, at det blot var et specielt bakket terræn, indtil landmanden fortalte mig, at det var granathuller.

Vi var alle glade for, at vi havde taget os tid til stoppe her. Efterfølgende er jeg blevet klogere på 1. Verdenskrig gennem Kenn Folletts bog Giganternes Fald, den beskriver dog ikke Slaget ved Verdun, men nævner det.

Herefter var det motorvej op til næste destination, som var i Tyskland.

AT KUNNE LÆGGE TING FRA SIG

Det er vist ikke nyt for trofaste læsere her, at jeg er en af dem, der har grumme svært ved at smide ting ud. Men jeg har lovet mig selv, at jeg vil gøre en indsats i efteråret, når diplombeviset forhåbentlig er i hus om 21 dage. Der skal ryddes op og smides ud, nu skal det være, men det må vente til efter d. 22.

Noget der ikke kunne vente, var en opringning til min afdeling, for oplevelser sætter sig fast, og i tidsrummet mellem vågenhed og søvn dukker de op med nye tanker, man ikke lige havde nået at tænke, mens man stod i situationen. Det er altid en afvejning, om der skal ringes. Og denne gang ventede jeg til i dag. Nu er det fjernet fra min hjerne, så håber jeg på bedre søvn i nat. Dagen er allerede i fuld gang, jeg har haft gæster til formiddagskaffe, ikke mine egne, men landmandens jagtkammerater. Nu skal der ryddes af bordet, og så er der en have, hvor nogen har glemt at tage sig af bedene i sommerferien (det var jo hyggeligere i sommerhuset, der er der ingen bede), så det må nogen så heller rette op på nu. Nogen har heller ikke fået gjort rent i sommerhuset, for nogen syntes, det var hyggeligere at fjerne ukrudt ala mælkebøtter men med stikkende blade fra græsplænen (så fik nogen også sol imens), så det må nogen så også få rettet op på.

God weekend til dig.

LIVETS SKRØBELIGHED

Vi ved det jo godt. Hvor tit siger vi ikke, vi skal huske at nyde livet her og nu. Vi skal huske at intet er givet og være taknemlig for den tid, vi får. Men vi er jo seje livsnydere, så vi lever livet som om det er evigt, og faktisk synes jeg, det er godt. Jeg ville ikke kunne holde til at skulle nyde hver dag, som var det den sidste. Jeg vil have forventningens glæde, jeg vil kunne lægge planer, jeg vil tillade mig at lade dagen flyde uden tanke for, om jeg burde have brugt den mere kvalitetsbevidst.

I dag har jeg været i den tunge ende af sygeplejejobbet, ikke tungt fysisk, men tungt psykisk. Jeg ved ikke noget værre, end når jeg ikke kan forstå en patient, og vi begge efterhånden bliver afmægtige. I dag måtte jeg flere gange sige, jeg er så ked af, at jeg ikke forstår, hvad du vil. Men til sidst fik jeg forstået, og med forståelsen kom også handling, som hjalp patienten. Men jeg faldt helt sammen, da jeg kom hjem, og måtte sove en lille time, før end jeg kunne begynde på hverdagen efter arbejde.

Nu er der taget rabarber og stikkelsbær op fra fryseren. Efter tre måneders pause fra hjemmelavet marmelade og buske, der bugner med nye bær, skal der ske noget. Mon ikke den kombination kan blive til en god marmelade? Vi får se/smage. God aften til dig.