Det er regnskabets time, så jeg sidder inde i stuen med alle bilag og sorterer og systematiserer. Kontoret trænger til en oprydning, men den person kontoret har brug for, arbejder udenfor, så jeg bruger kun kontoret, når jeg skal til selve konteringen på computer. Jeg mister energi af at sidde i det rum, det er hyggeligere i stuen, hvor jeg kan nyde synet af træerne udenfor. De selvsamme træer sammen med de små vinduer sørger for, at stuen er i skygge. Det sætter jeg stor pris på i disse varme tider.

Landmanden og medarbejdere laver kartoffelkasser. Når det nye kølehus står færdig, skal det fyldes med kasser med kartofler. Det kræver mange kartoffelkasser, rigtig mange, som er ankommet som samlesæt, dermed fyldte de ikke så meget under transporten. Hvert et ledigt øjeblik går med at samle kasser, landmanden og en af medarbejderen er uddannede tømrere, så de kan svinge en hammer i en vis fart(egentlig er det vel en sømpistol) og de to andre medarbejdere følger godt trop. Tømrerne ved kølehuset er blevet trukket væk til en anden opgave, så i dag er der stille udenfor. Men det begynder at ligne et hus.

Jeg startede dagen med en løbetur, det gav desværre ikke den energi, jeg havde håbet på, så jeg går til og fra regnskabet. Jeg læser lidt, drikker te, spiser lidt og forsøger at være fokuseret. Jeg ved godt, hvad der plager mig. De her mange fridage foran mig skal jo bruges til at tage fat i opgaven igen, og jeg kan ikke finde gejsten lige nu. Jeg har ikke kigget på opgaven, siden jeg drog på ferie, men inde i mit hoved bliver den dårligere og dårligere for hver dag, der går, så der er ingen vej udenom. Så snart regnskabet er færdig, skal jeg læse den opgave, punktum! Ikke mere snak, handling!

Om et par timer vil jeg sætte mig ud på terrassen og nyde solen og en kop te. Håber du også får tid til at nyde fredagen.