fredag, april 14, 2017

Påskearbejde - påskenydning

Markerne er endelige klare til at pløje, så landmanden og Ayla sidder på traktoren hele dagen (egentlig hedder det vel i dag i traktoren, det er jo en helt lukket kabine, eller hvad?) Der er provianteret, så der kan smøres gode eftermiddagsmadpakker.

Min smukke Bonbonniere (fødselsdagsgave) passer perfekt til sommerhusstellet og min mors dækkeservietter

Datteren havde sat sin veninde stævne i sommerhuset til påskefrokost Skærtorsdag, jeg var så heldig, at jeg fik lov til at være med. Inden da nåede jeg i LOOP, der er stadig folk de fleste gange, når jeg kommer. Endnu har jeg til gode at se en mand komme alene, de få mænd, jeg har set, er kommet sammen med en kvinde. Måske taler konceptet mere til kvinder, hvor mænd måske hellere vil give den max gas i flere timer ved maskiner og vægte.

Når man får lov til at være sammen med to så skønne kvinder, går det op for mig, at de er blevet voksne. Jeg synes jo lige, de mødte hinanden på efterskolen, hvor teenagelivet udfoldede sig. Siden hen flyttede de begge til København og søgte at finde deres veje i voksenlivet. I går snakkede de huskøb, gode steder at bo og vigtigheden af at have naturen omkring sig kontra hovedstadens grønne områder. De er begge opvokset på landet, men har været som fisk i vandet i de år, de har boet i hovedstaden. Teenageårene er forbi, det samme er de første unge år i voksenlivet. De er nu på vej ind i næste fase af voksenlivet, og jeg nyder at få lov til at følge dem,

og smørkrukken købt på loppemarked af datteren og studenterveninderne som tak for lån af sommerhuset passer også til blomsterstilen

Langfredag skal tilbringes sammen med datteren, vi vil på tur og se kunst. Kunsten er så at begrænse sig, for hvad vil vi gerne se? Skal det være Kunsten i Aalborg, som vi ikke har set siden ombygningen? Eller skal det være min kommunes gallerier, som har en mangfoldighed af påskeudstillinger? Jeg snupper en kop te mere og nyder solens stråler udenfor.

God påske til dig.


PS Til dem, der efterspørger nyt om Ayla: hun er dejlig og en værre urolighed. Vi kan godt mærke, at de andre hvalpe har haft en voksen hund at søge til. I nat var det min tjans med at sørge for luftning, og man kan kun blive i godt humør af at se den lille hund løbe rundt, selv om det er midt om natten. Jeg kunne heldigvis sove videre, da landmanden og Ayla gik i gang med arbejdet. Og klokken ni tikkede en mms ind med dette billede og ordene: Ayla hygger sig. Det gør landmanden også, han nyder at have fået hund igen.



mandag, april 10, 2017

Hvordan kommer man ind til mig?

I denne uge er søgeordene, som har anvist folk min blog, anderledes end tidligere, ja sådan set er den sidste måneds søgeord også anderledes:

Hjælp mine kolleger går imod lederen – tjah jeg kan ikke hjælpe dig, for så vidt jeg ved, er mine kolleger rigtig godt tilfredse med deres leder. Det er sjovt som ordet imod eller mod kan bruges i forskellige betydninger. Jeg har hørt en som siger, at man går mod folk, i betydningen imødekommende.

Hva tid er påske morgen, i år er det på søndag, og jeg er så gammeldags, at jeg stadig skriver påskemorgen i et ord. Og jeg har fri!

Når jeg ser min gamle by, og hvad definerer man så som ens gamle by? Jeg har boet i min barndomsby i 19 år, derefter boede jeg i Viborg fra jeg var 19 til jeg var 24, afbrudt af et halvt år i Skive, så fulgte to år i Aalborg og de sidste 34 år på landet. Hold nu op hvor har jeg levet længe.

Smukke morgen billeder, morgenbilleder holder jeg meget af. Der er noget magisk og forfriskende over dagens begyndelse.

Punkteret hælpude, hælsmerter kender jeg til, og en knap så spændstig hælpude er formentlig årsagen.

I en seng på hospitalet, så røg jeg tilbage til barndommen og en ufattelig sørgelig sang. Og når jeg googler den, viser det sig, at sangen faktisk hedder I en sal … Det får mig til at mindes sygehuset, jeg arbejdede på som ung nybagt studine i Oxford. Her var afdelingen en stor sal, hvor der stod nitten senge, halvdelen op mod en halvvæg midt i rummet. Og jeg har et indlæg, hvor jeg sov i en seng på hospitalet.

Ledestjerne, vi har og en ledestjerne … fortsæt selv, det er en af de mest kendte julesange. Og her hos os har vi en smuk stjerne, der kommer frem hvert år til jul, den må gerne skinne i mørket, så den er tændt døgnet rundt i december måned.

Vi har lejerbål her, bortset fra vi ikke er enig om stavningen, er det også en sang, der bringer minder om spejdertiden med lejrbål, kanonsange, guitarspil, en spejderhat, der havde været i vand for at få det slidte og afslappede look og min poncho syet af skotskternet tæppe og med maser af sorte frynser. Andre minder har jeg skrevet om her.

6600 skridt, så vidt jeg husker, er det vist deromkring jeg lander, når jeg har gået 5 kilometer.

Alberte lyse nætter baggrund, sangen synger mit kor, og jeg holder meget af den på samme tid lette og triste stemning, der er i sangen.

Guldsandaler, sådan nogen har jeg også  og endda skrevet om. Jeg bruger dem aldrig, kun når jeg vil føle mig lidt anderledes herhjemme.

Du skal ikke snydes for et billede af en sovende hundehvalp, og jeg kommer til at holde mere og mere af den trøje, jeg arvede af min mor.

DSC_3700

Sygedag

Det er utroligt sjældent det sker, jeg tror, at jeg med denne dag måske kommer på den 10. eller 11. sygedag på 17 år. Og som jeg skrev her, så kom de fem af sygedagene pga en fejldiagnose. Jeg havde slet ikke behøvet at sygemelde mig af hensyn til patienterne. Nå men i dag sygemeldte jeg mig. Hvad der er hønen og ægget, ved jeg ikke, men da jeg i morges stadig havde kvalme og var utilpas, samtidig med at jeg ikke havde sovet siden midnat, så tog jeg beslutningen.

Ayla og jeg holdt hinanden ved selskab fra klokken fire, for da satte et lyn og tordenvejr for alvor ind, og det vækkede hundehvalpen. Nu er hun med ved kartoffelsorteren, jeg har fået sovet lidt og har det bedre nu. Mon ikke et bad kan kvikke mig så meget op, at jeg kan sidde i ro og mag med mit ene projekt, som har været meget lavt prioriteret, hvad angår skrivedelen. Jeg har haft stor fornøjelse af at deltage i projektet, som er sygeplejerskedeltagelse i gruppeundervisning af patienter og pårørende om kost og kolesterol ved en diætist. Og diætisten, der underviste sidste gang, sagde bagefter spontant, at hun håbede, at man fandt penge til fortsat sygeplejerskedeltagelse, når projektet er over, for der var mange spørgsmål, der kom frem under mit punkt om apopleksi og følgevirkningerne i tiden efter udskrivelse.Feltnoter er skrevet, men de er aldrig blevet bearbejdet, det kan jeg måske starte med i dag. Vi får se.

Oplysning på en god og sjov måde fanger blikket, og i lørdags på restauranten i Haderslev kom jeg til at grine, da jeg skulle finde toilettet. Først kiggede jeg lidt og så faldt tiøren. Mon du kan gætte hvilken dør, der første til dametoilettet?

P1050416P1050417

søndag, april 09, 2017

Søndag med belønningstanker

Sådan en tidlig søndag morgen er det, at jeg husker de overvejelser, vi havde om at få en ny hund. Især den del med en hundehvalp, der skal føle sig tryg et nyt sted; en hundehvalp, der har brug for at komme ud flere gange om natten; en hundehvalp, der har brug for at være tæt på sin nye familie for slet ikke at tale om en hundehvalps instinktive trang til at tisse, hvor den nu er. Der er så også den del, hvor latteren runger meget hyppigere end normalt; hvor smilet tit kommer frem; hvor varmen fra en sovende hundehvalp på lårene varmer helt ind i hjertet (eller hvis vi skal være helt korrekte, så er det jo oppe i hjernen det sker; formentlig i belønningscentret og/eller området for sociale relationer)

DSC_3726

Landmanden er sendt af sted sammen med jagtkammeraterne til en dag med feltskydning, og mens den lille dame sover, har jeg fået læst to fagartikler. Da Ayla så var klar til aktivitet, tog jeg arbejdshandskerne på og gik i gang med at luge gårdspladsen. Så kunne hun løbe rundt på opdagelse, mens jeg lavede noget produktivt. Jeg kan sagtens forstå, når folk taler om det meditative i havearbejde. Jeg får tænkt mange tanker, mens jeg rykker det ene lille græsstrå op efter det andet.

Der hvor snoren knækker for mig, er, at kunne jeg så bare nøjes med én gang havearbejde, så var belønningen for arbejdet jo en fin gårdsplads uden ukrudt, men sådan fungerer naturen jo ikke. Og dermed siger mit belønningssystem fra, jeg gider ikke, den meditative proces i det kombineret med det sunde i motionen og den friske luft er ganske enkelt ikke nok. Jeg vil tusind gange hellere tage flere gange i LOOP og gå lange ture end at luge ukrudt på gårdspladsen. Men i dag er det okay, det tjener to formål, jeg kan være sammen med Ayla, så hun er aktiv, og jeg kan føle mig produktiv.

P1050402

Nu er der blevet stille nede i bryggerset, jeg tror, hun sover. Og denne gang skete det, uden at hun først skulle hyle eller skulle ligge hos mig, det er gode fremskridt.

Under lugningen og tanker om belønning koblede jeg det med den ene artikel, jeg havde læst. Her ville man undersøge arbejdskulturens betydning for implementering af retningslinjer, der er bygget på evidens(altså fra solide studier). Andre studier har beskæftiget sig med de barrierer, der er i os selv eller i gabet mellem forskning og praksis for implementering. Studiet foregik på et akut modtageafsnit i Danmark, og konklusionen blev blandt andet, at det, der blev tillagt den største betydning både fra ledelses side (måske ikke gennem ord, men i handling) og fra de andre tværfaglige partnere, også blev det, sygeplejersker følte sig belønnet/anerkendt som værende en dygtig og kompetent sygeplejerske.

Det var ikke, om de var dygtige til sygeplejefaglige kompetencer så som at sikre, at patienten havde brug for hjælp til at blive mobiliseret eller til at få ernæring/væske nok eller blev screenet for, om de var i risiko for at udvikle tryksår. Alle emner, som der er solid viden om betydningen af i det tidlige forløb. Næh, det var derimod, om de kunne sikre et patientflow, så der hele tiden var ledige senge til de næste akutte patienter, der kom ind. På en akut modtageafdeling er patienterne typisk op til 24 – 48 timer, hvorefter der skal være lagt en plan for enten udskrivelse eller overflytning til et stamafsnit.

P1050414

Artiklen handler ikke om et afsnit som mit, men alligevel kan jeg blive klogere af den. Og det har sat tanker i gang om kulturen i en afdeling/på et sygehus, og hvad vi belønnes for, som jeg kan bygge videre på. Og selv om jeg er træt i dag, fordi jeg tog en impulsiv beslutning fredag, så er min belønning, at jeg havde den skønneste dag i går med min datter. Min datter er flyttet, hun har meget travlt med studiet, og der var en studielejlighed, der skulle gøres rent til aflevering mandag. Så jeg tog tekanden og rengøringsmidlerne med i bilen og drog på roadtrip til Haderslev, hvor vi to så hyggede os med rengøring efterfulgt af en lækker middag på en god restaurant. Herefter drog jeg hjem, og datteren fortsatte med sine studieaktiviteter. Heldigvis ses vi igen i påsken, hvor vi får tid til snak, gåture og afslapning.

Håber du bliver belønnet med en god søndag.

lørdag, april 08, 2017

God morgen morgenstund

Følelsen af at have god tid trækkes lige et minut eller to hver morgen, når jeg skal på arbejde.

DSC_3757

Mobilen ringer klokken fem, jeg står op med det samme, ikke noget med snoozerfunktion, det er for farligt, jeg risikerer at falde så dyb i søvn, at armen automatisk slår funktionen fra og jeg sover videre. Rutinen sidder på rygraden, først toiletbesøg, så ned i køkkenet og sætte vand over (og jeg ELSKER min nye elkedel). Mens jeg stadig knap er vågen, åbnes køleskabet og de forskellige bokse med pålæg og oste tages ud. To tallerkener findes frem, en til formiddagspausen og en til frokostpausen, madderne smøres, pyntes og sættes ned i mandskabsrummets køleskab til landmanden, tekande og en kop sættes på bordet dernede .

Indskudt bemærkning: og så gør hjernen det, den altid gør. Mens jeg skriver videre, stopper en del af hjernen op og funderer. Hedder det egentlig sidde på rygraden? Det må slås op. Sproget.dk siger godt nok, at rygrad kan betyde indøvede færdigheder, men ikke selv udtrykket sidde på rygraden. Synonymet for denne mening er rygmarv, men heller ikke her findes udtrykket. Så googler jeg og Den danske ordbog har så udtrykket sidde på rygmarven eller ligge på rygmarven. Og det var faktisk, om det hed ligge eller sidde på rygraden, jeg blev i tvivl om. Men jeg har nu aldrig brugt udtrykket rygmarven om dette. Har du?

Så kommer den bedste del af morgenstunden, jeg laver min gode morgenmad, sætter mig ved computeren og læser lidt blogge/nyheder eller begynder på et indlæg samtidig med at jeg spiser. Jeg nyder min mad, jeg nyder ordene, jeg læser eller jeg nyder tankerne, der opstår undervejs, og jeg glemmer ofte tiden.

DSC_3762

Pludselig ser jeg det lille ur nede i højre hjørne på skærmen, og jeg accelererer på et sekund fra ro og langsommelighed til turbofart. Der vaskes, tørres og føntørres i et hektisk tempo og fem minutter over seks styrter jeg ud af døren og sætter mig i bilen.

DSC_3764

Her genfindes roen igen, fartpiloten sættes på den tilladte fart, og så får popsange lov til at fylde morgenen, mens jeg skråler løs og finder energien til en arbejdsdag.

DSC_3763

I dag er det ikke sygeplejearbejdsdag, men landmandslivet er nu gået ind i den fase, hvor lørdage bliver til arbejdsdage. Så ikke noget med at sove længe. Ayla skulle være hos mig i starten, medarbejderen skulle hjælpes i gang med hans opgaver, før landmanden kunne komme i gang med sine. Kombinationen af en træt sygeplejerske og en hyperaktiv hundehvalp kunne bedst forenes med trappete, så mens Ayla snusede rund og gik på opdagelse i tryg nærhed af mig, kunne jeg slappe af med en kop te på trappen.

DSC_3767

God lørdag til dig.

DSC_3761

torsdag, april 06, 2017

Nogen gange

er det bare skønt at være sprængfyldt med energi klokken 17 efter en arbejdsdag. Sådan rigtig i hopla, hvor alt bare kan lade sig gøre

P1050406

Tænk at føle sig så glad, at man bare må suse omkring for at gøre et eller andet

P1050407

Det er lidt træls, hvis andre ikke har det på samme måde og melder sig ud af energisuset og bare slapper af bag lukkede tremmer.

P1050408

Men skal det være på den måde, så kan man da også bare slappe af.

P1050412

Man kan godt selv finde ud af at slappe af, men det er nu hyggeligere, hvis man får selskab.

tirsdag, april 04, 2017

Hvad med det der forår?

Skal landmanden ikke snart i marken, sker der overhovedet noget på det der landbrug, kunne du måske tænke? Der sorteres kartofler, og siden vi har fået kølehuse, er kartoflerne lige så fine, som da de blev lagt på lager. Traktorerne er gjort klar, men der er stadig vådt på markerne, så det gælder om at have tålmodighed, for en uge som de sidste par dage tørrer godt. Lige pludselig er landmandsforåret her, og så går det løs. Det skal nok passe, at det falder sammen med påsken, sådan går det ofte. Så kan jeg hygge mig med datteren, svigersønnen arbejder i hovedstaden, landmanden i marken, og søn og kæreste drager til Norge.

DSC_3707

Terrassenydning er ikke det, vi har været gode til. Men i disse dage får vi eftermiddagsteen derude, så kan en lille hvalp samtidig gå på opdagelse på græsplænen. Som med små børn er det sjovt pludselig at se den store græsplæne i små detaljer; det sjove blad, de små kogler, den lille gren, en underlig fugl. Som voksen glemmer man ofte at rette blikket på det smukke i detaljen, vi har tit så travlt med at komme videre. Og så er det godt for en lille hundehvalp på opdagelse i den store verden at vide, hvor et par trygge landmandshænder er, det er rørende og dejligt at se de to knytte bånd. Han er god til hundekontakten, min kære landmand.

P1050403P1050404

Forårets sidste strikkecafe hos garnudsalg.dk blev holdt i går aftes, det var som altid hyggeligt, og kombinationen af strik og snak gør mig ganske enkelt glad. Og nej, kjolen er endnu ikke færdig, for når man som jeg kun får fundet strikketøjet frem den ene gang om måneden, så går det for langsomt. Pyt, jeg hygger mig, når jeg finder det frem, og det er det vigtigste.

P1050405

Dagen i dag er gået med kursus og med et af mine hadeord: implementering. der er ikke noget galt med det, der ligger bag ordet. Jeg gad bare godt have et dansk ord for det, sproget.dk skriver sådan her:

det at sætte noget i kraft el. føre det ud i livet; synonym virkeliggørelse, gennemførelse, realisering, realisation

Måske dækker synonymer alligevel ikke over begrebet? Handler det ikke om mere end at gennemføre eller at virkeliggøre noget? I hvert fald er jeg blevet klogere på de barrierer, der kan være, når man gerne vil have de fund, man har fundet i sit studie, omsat til praksis.  Og også, at det bare ikke er så nemt, som den leder fra en anden faggruppe, der havde udtalt sig til en af vores undervisere, mente: jeg siger bare, at hvis ikke de gør det, jeg siger, så bliver de fyret. Der er meget på spil, vi tror alle, at vores erfaring og uddannelse vægter højest, men ret ofte viser det sig, at vi husker det, der passer til vores teori, og ikke de situationer, der ikke passer til vores teori. Det gælder for alle, både patienter, pårørende og sundhedspersonale. Og i dag skal vi have argumenterne i orden, for en patient har læst på den side, at det og det har betydning for kroppen, en anden patient har læst noget andet et andet sted. Så hvis ikke vi kan gøre os forståelig og forklare, at de fleste gange er der ingen studier bag, eller at det er meget få og små studier, eller at der er alt for meget “støj”, som kan forstyrre billedet, så har vi et problem. Problemet er der allerede, der er blandt befolkningen en udtalt skepsis til fagfolks viden, de tror mere på det, der passer ind i deres egen tankeverden/værdisæt.

DSC_3731

Det var så dagens tanker. Nu trænger jeg til at gå en tur, jeg håber Ayla er med på den, for vi to skal hygge os sammen i aften. Må du få en hyggelig aften

mandag, april 03, 2017

Hvalpemotion

Dagens aktiviteter bliver fuldstændig, som da børnene var nyfødt, udført under hensyntagen til den yngste beboer på gårdens behov. Landmanden har sovet sammen med Ayla i mandskabsrummet, det var gået godt. Her til morgen skulle landmand og medarbejder have sat tvillingehjul på en traktor, hvor en lille hvalp nemt kan komme i vejen. så jeg tog hvalpesittertjansen. Gårsdagens tur til Østerådalen havde vist, at Ayla nød at løbe og på den måde bedre accepterede at være i snor, så vi snuppede en løbetur hen til naboens gård og hjem igen, ca en kilometer. Ayla kørte ikke træt, så det var fruen, der måtte sætte tempoet ned.

P1050386

P1050396P1050398

Herefter var en hvalp blevet træt, men ikke om hun ville sove i kurven, så jeg sad ved siden af kurven med en sovende hvalp på knæet og læste artikler, til landmanden kom og inviterede Ayla på opdagelse på gården. Alt er nyt og skræmmende, så der skal tid til at finde sig selv, og allerede nu er Ayla tættest knyttet til landmanden, han er det trygge holdepunkt. Så det går efter planen, og jeg fik endda startet med lugning af bede i går, ikke af lyst, men noget skulle jeg finde på sammen med en hvalp, mens landmanden flyttede kartofler.

DSC07493

DSC_3687

Mens landmand og hund arbejder på gården, vil jeg få trænet, så jeg er klar til næste hvalpepasningstjans. Må du få en god mandag.

søndag, april 02, 2017

Så er der kommet ny beboer på gården

En lille smuksak, som allerede har indtaget vores hjerter. Vi må dog også erkende, at det var lettere, dengang vi havde en hund i forvejen. Så vi skiftes til at lege og gå ture med Ayla, så hun ikke føler sig helt alene. Det gør hende godt træt, og så tager hun en god lur.

DSC07434

P1050370

Vi manglede halsbånd, det gamle hvalpebånd var forsvundet (det er nok et sikkert sted*), så vi drog af sted alle tre til staden og en dyrebutik. Ayla charmerede begge ekspedienter og der blev rigtig købt udstyr.

DSC_3712

Bagefter tog vi i Østerådalen, først var Ayla absolut ikke tilfreds med at få halsbånd og snor på, men da hun fandt ud af, at vi godt kunne løbe turen rundt, så kom der fut over feltet. Landmanden og jeg var vist lige så træt som den lille hvalp. Men jeg har store forventninger til løbeture, for vi gentog det i aften omend i mindre omfang.

P1050389P1050392P1050393

* landmanden sagde i sin tale til min fødselsdag, at jeg havde det med at gemme ting og slik sikre steder, og noget af det er aldrig blevet fundet. Måske er halsbåndet det samme sikre sted?

lørdag, april 01, 2017

Lørdag i april

Og det er ikke en aprilsnar, selv om meteorologerne ikke ville love en dag som i går. Jeg ved ikke, hvordan dagen i går føltes udenfor, for jeg arbejdede, og bagefter havde jeg et ærinde, som indebar, at jeg også der var indenfor. Men i dag har været skøn.

Mine hjælpemidler ligger klar på bordet i badeværelset. Den lille seddel er en lavpraktisk detalje, som hjælper mig til at huske, at jeg skal smøre en lille eksem-plet* hver dag. Og jeg kan ikke se noget uden briller og ikke høre ordentligt uden høreapparater. Øreringene kan jeg godt undvære, men de lå der fra i går aftes.

*jeg ved godt, at sammensatte ord skal være i et ord, men her gav det blot en anden mening.

DSC_3686

Gå/løbebåndet i LOOP er jeg vild med, der er nemlig kun én motor, der kan starte den, og det er mig. Nu kan jeg holde til at løbe 3 minutter uden at få ondt i knæene. Det giver medvind mentalt.

DSC_3689

Frokosten blev det, jeg normalt serverer for mig selv om morgenen, men jeg nød lørdagens fridagsmorgen med hjemmebagte boller og ost. Og så nød jeg min gode “morgenmad” til frokost udenfor i det gode vejr sammen med landmanden, hvor solen varmede min næse, herligt.

DSC_3690DSC_3697

Landmanden ser fodbold, jeg hygger mig med seriekigning og tedrikning, men for en gangs skyld gør vi det i samme stue, det er hyggeligt. Jeg har lånt landmandens gode høretelefoner, jeg tror ikke, Alicia Florrick lyder godt sammen med AABs tilhængere.

God lørdag til dig.

Fuglesang og en test




Mon det virker? Årets første frokost på terrassen er spist. Der er en fuglesang uden lige. Så nu prøver jeg at udgive indlæg fra mobil med video.

fredag, marts 31, 2017

Og det tænker jeg på

  • når nu jeg kan blive træt af blot at læse overskrifterne på nyhedsmediernes forskellige tilgange til de samme nyheder, så er det måske ikke så underligt, at vi fjerner os mere og mere fra hinanden
  • hvad er det, der gør, at jeg ikke kan snøvle mig i seng om aftenen, og først næste morgen klokken fem erkender, at det er jeg enten for ung eller for gammel til
  • hvordan jeg på den ene side glæder mig til Ayla og livet med en hvalp, og på den anden side blankt må erkende, at jeg bliver lidt træt ved tanken om ødelagte sko, itubidte dørkarme osv. Jeg er nemlig hverken hunde eller kattemenneske, boede jeg alene, var jeg totalt dyrefri. Har aldrig forstået, at folk kunne finde på at have får, høns og køer, når de ikke var fuldtidslandmænd. Men om nogle få dage bliver bloggen helt sikkert tildækket med hvalpebilleder.
  • at jeg godt kan lide æggeretter og derfor skal være glad for, at landmanden nu har investeret i nye høns til sin hønsegård. Og det er hans og deraf følger også pasningsforpligtelsen.
  • at det er ufattelig så træt man kan blive, når man har siddet hele dagen foran en computer med masser af patientudsagn ved siden af, som skal deles ind i kategorier. Og endnu mere træt ved tanken om, at de sytten kategorier skal bringes ned til 3 – 5 emner. Vores vejleder siger, vi er på rette vej, men hold nu op, hvor er det hårdt lige her midt i processen. Hun sammenligner det med at koge suppe med maser af gode sager ind til en fond. Vi er først lige begyndt med de 10 liter, der er langt til den halve liter lækker cremede og velsmagende ret, vi gerne skulle ende med.
  • må du få en god weekend

P1050293

onsdag, marts 29, 2017

Mon konen havde taget bilen, da landmanden skulle i banken?


Nej virkeligheden var lidt mere kedelig. Det var en af kommunens traktorer.

Kroppen takker med godt humør efter loop, og hjernen har taget en klog beslutning.

Man skal gøre tingene ordentligt, så jeg vil hygge mig med at blive klogere på mit emne til aftenens faghyggeaften på denne gråvejrsdag. Der skal nok komme flere PhD forsvar, jeg kan blive klogere på.

Ha en god dag

tirsdag, marts 28, 2017

Det svinger

Ikke arbejdsglæden, men min tilfredshed med mig selv i den funktion, jeg er i, og den sygeplejerske, jeg er. Det er vist typisk for mig, at når det gælder den direkte patient og pårørendekontakt, så er glasset helt fuld. Når det derimod kommer til min funktion som ansvarlig for uddannelse, undervisning og udvikling, så kan jeg nemt finde noget at bebrejde mig selv, og glasset har det med at blive vurderet som halvtom. Jeg er dog også bevidst om, at det skyldes mange ting, og de fleste er mine egne forventninger og krav til mig selv.

Lige nu sidder jeg og forbereder mig til faghyggeaften i morgen. Det jeg troede, jeg ville tale om, vil jeg ikke alligevel, og når jeg kigger alle mine billeder af PowerPointslides fra konferencen i Liverpool, synes jeg, der er utroligt meget, jeg gerne ville dykke ned i og formidle til mine kolleger. Det går ikke, jeg må begrænse mig og fokusere. Nu tror jeg, at jeg vil gå i seng, satse på, at søvnen gør godt og at jeg kan tænke anderledes i morgen. Jeg har heldigvis fri i morgen, så jeg skal nok få forberedt noget. Jeg havde bare drømt om at tage til ph.d. forsvar og bagefter få byttet fødselsdagsgaver, før dagen sluttede med faghyggeaften. Der er også nogle hængepartier herhjemme, så jeg må tage en ting ad gangen.

Til gengæld vil jeg glæde mig over, at jeg fik taget mig sammen til at gå en aftentur, det gjorde godt.

aftengåturaftengåtur2aftengåtur3aftengåtur4

søndag, marts 26, 2017

Jeg hygger mig

Kombination af sommertid,  mobiler der husker dette og standardvækketidspunkter i nogens mobil (nævner ikke hvem, men det er ikke mig) har givet en træt aftenvagtsygeplejerske. Heldigvis er jeg så ikke aftenvagt i dag, den er byttet væk, så jeg ikke skulle have mange arbejdsdage i træk. Der kom nemlig et seminar og ansættelsessamtaler på tværs for mine vanlige fridage efter aftenvagterne.Det giver mig mulighed for at være langsom og nyde søndagens start.

Trods dis udenfor var luften frisk og der var ikke langt fra tanke til handling, årets første trappete er nu nydt.


Og mens jeg sad der, begyndte solen at skinne gennem disen og en vis legemsdel at blive kold. Så jeg fandt regionens julegave fra tidligere frem (et lunt tæppe) og sammen med den også en ny bog, som virker til at være lige min kop te. Jeg er lidt stolt, for jeg fandt bogen i forbindelse med, at jeg kiggede efter mulige undervisere til en temadag om tværfaglighed. Da jeg ringede til medicinsk bibliotek for at høre, om de havde den, lød svaret: det har vi ikke, men det bør vi have. Så jeg er den første, der læser i den, og nu kombinerer jeg trappete med faglæsning på en træt søndag.


Håber du får tid til at nyde søndagen, ha en god søndag.

lørdag, marts 25, 2017

Jeg elsker det helt ned i tæerne

  • At være alene og egentlig have brug for en kollega til at få patienten højere op i sengen. Men så prøver jeg at guide patienten med ord og med faste tryk på kroppen, som fortalte, hvad jeg ville have patienten til at gøre. Og pludselig fattede patienten det og flyttede sig opad i sengen
  • At anlægge en sonde og sammen med patienten få det til at fungere. At stå rent praktisk med problemer, så som at medicinen pludselig virker til at have stoppet sonden og så danne min egen hypotese om problemet og ordne det.
  • At tale med en pårørende og mærke, at vedkommende føler sig hørt midt i alt det svære.
  • At have brug for at sparre med en kollega om en vurdering af bevidsthedsniveauet, jeg har lavet, og mærke, at det gør godt for andre, at selv den gamle, erfarne sygeplejerske også har brug for dem. Vi har brug for hinanden, hele tiden, og jeg har jo #verdensbedstekolleger
  • At føle sig lidt usikker på, hvordan var det nu lige med bestilling af trykaflastende madrasser og hvilke typer skulle det være, og så blive klogere sammen med #verdensbedstekolleger på det.
  • At grine sammen midt i travlheden
  • Ikke at være ansvarshavende, men sygeplejerske hos patienterne.

Og så nyder jeg denne langsomme morgen sammen med landmanden inden aftenvagten. Vi får ham koblet på MobilePay, vi får drukket te sammen og så nyder jeg billeder og video af Ayla. Landmanden havde været på besøg hos hvalpene, og nu glæder vi os til om godt en uge, hvor Ayla bliver vores. Håber du har noget at glæde dig til, god lørdag.

Ayla

fredag, marts 24, 2017

En lille ting med stor betydning i hverdagen

Jeg har haft den i en uge nu, og jeg nyder hver dag, at jeg har den. Den gør livet lettere, ikke på det store filosofiske plan, men på mit lille hverdagsplan. Egentlig var det tænkt som en snydegave. Den skulle få mig til at tro, at jeg ikke fik det, jeg virkelig ønskede mig af mine børn. Jeg overvejede det godt nok, men håbede, at jeg også fik den anden gave (hvor er jeg dog grådig). Det fik jeg også, jeg fik min sang, sunget af mine børn, og en gang med tiden bliver den også indspillet, så landmanden kan bruge den som underlægningsmusik til en motorcykelvideo.

DSC_3634

Tilbage til den anden gave. Jeg har længe villet have den, men som den sindige jyde, jeg er, så køber man ikke noget, før det gamle ikke dur. Og helt tilfældigt gik den gamle udgave i stykker dagen før mine kolleger kom på besøg. Jeg ville ikke købe en ny, for jeg kunne ikke lige overskue at finde den rigtige udgave midt i festlighederne, så sommerhusudgaven blev hentet hjem.

DSC_3637

Og dagen efter kollegernes besøg, på min fødselsdag, åbner jeg så for hjælpemidlet, der gør min hverdag god og nem. En el-kedel, som kan indstilles til temperaturer på 80 grader. Jeg er nu fri for at koge vand, vente fem minutter til det er nået ned på mellem 80 og 90 grader, før jeg kan hælde det over mine yndllingste, som er grøn og hvid te og som ikke tåler kogende vand. Og hvad der er endnu bedre, landmanden kan finde ud af det og laver nu te til mig, når jeg kommer hjem fra arbejde. Førhen lavede han den sorte te til sig selv (jeg måtte også godt drikke den), og så måtte jeg gå i gang med den besværlige procedure for at få min te. Det er slut nu, og jeg nyder, at tebrygningstiden er skåret ned med minimum fem minutter.  Alt godt kommer til den, der venter.

DSC_3640

Og LOOP var lige så godt, som jeg vidste, min krop takker mig allerede for indsatsen. Blomsterne i krukken med flere lag forårsløg gør opmærksom på sig selv sammen med de andre forårsblomster. Fuglene synger det bedste, de har lært, solen skinner, og jeg nyder det hele. Også at jeg skal i aftenvagt, for jeg har fået lov til ikke at være ansvarshavende og skal i stedet for passe patienter og løbe til trombolyse, jeg glæder mig. God fredag til dig.

DSC_3639