ÆNDREDE PLANER

Det må vist være overskriften på de her fridage. For udover den spontane ide om besøg, som heldigvis blev til noget, så havde jeg drømt om gåture, spontane besøg hos andre, overskud til at finde strikketøj frem og overskud til at kigge på papirbunkerne. Jeg kan kun konstatere, at overskuddet ikke rakte til mere end sofahygning med tvserier, film og tedrikning.

Juletræet får lov til at blive til på tirsdag, hvor næste uges eneste fridag ligger. Julepynten bliver pillet ned og lagt på et værelse, så kan det komme i kasser på tirsdag eller en anden dag. Jeg er dybt taknemlig for, at jeg ikke er blevet ramt af influenza og Roskildesyge, og at det kun er en forkølelse, der driller mig. Måske skulle jeg følge min kinesiske kollegas råd mod forkølelse: varmt fodbad. Det lyder faktisk ret tillokkende. En kop varm gløgg, et varmt fodbad og filmen Love Actually, som jeg ikke fik set i julen, men som jeg fik i julegave af mine børn. Jeg snupper lige lidt mere julepynt, og så skal der dyppes tæer.

Hvad er dit bedste råd, når det gælder forkølelse?

MØRKE DAGE

Måske er det bare, fordi jeg er forkølet og dermed føler mig energiforladt. Men jeg synes, de her fire fridage har været meget mørke dage. I går fyldte jeg lys i dagen med dejligt besøg, men jeg synes nærmest ikke, at lyset når at bryde frem, før det er væk igen. Måske er det bare fordi, at jeg kun kommer ud, når postkassen skal tømmes eller affaldsposen skal smides i containeren. Så udover at julen skal pakkes ned og at undervisningen i morgen skal planlægges i detaljer i dag, skal og må jeg finde plads til en gåtur, jeg ved jo at det hjælper på energien.

Morgendagen startede med at tænde mit smukke lys, som jeg fik i går. Tankerne kredser om undervisningen i morgen. For et er at kunne begrunde pædagogisk, hvorfor jeg har valgt en anden form for undervisning end normalt, noget andet er, konkret at få den undervisning sat i form. Måske flopper det helt. Jeg floppede ikke til eksamen med de pædagogiske begrundelser, men holder det stik i virkeligheden? Jeg kan mærke, at jeg nemt kunne finde på at gøre både - og, og det vil jeg ikke! For det er jo netop det, jeg blev opmærksom på undervejs i mit studiemodul denne gang, at jeg har tendens til at proppe alt for meget ind i få timer, fordi jeg vil det hele. Jeg må og skal holde fast i tanken om, at mine kolleger ved det meste, det denne undervisningsseance skal give dem, er muligheden for sammen at reflektere over vores rolle i samtalen med patienten. Og her kan den speedsnakkende apopleksisygeplejerske ikke bruges, her skal jeg præstere en god praksisbeskrivelse, nogle gode spørgsmål, som lægger op til eftertanke og undren samt en evne til at lytte og tage udgangspunkt i det, mine kolleger siger, og  evt. bygge ny viden ovenpå det. Alt andet lige var den anden undervisningsform lettere, men jeg skal turde satse, og det gør jeg!

Nu vil jeg gå en tur i det gråvåde vejr, så kan tankerne rigtig få lov til at svæve højt. God Helligtrekongersdag til dig.

GLAD OG NOGET SÅ BEGAVET

Det har været en skøn dag i dag. Hvordan kan det blive andet, når kvinder, som jeg holder af og beundrer, har siddet ved mit bord i dag. Vi har snakket og grinet, så jeg tror, at landmanden er godt tilpas med at have været på jagt hele dagen. Istvan derimod stornød selskabet. Her var nogle, der ville kæle for ham og klø ham bag øret, da han fik lov til at komme ind i stuen.

Og så er jeg i den grad blevet begavet med skønne tulipaner, sprødt knækbrød, lyshus, tehætte, små forårsblomster i unika potte, grydelapper, garnblomst og Helligtrekongerslys. Tusind tak til Helle, Anne, Hanne, Jette, Liselotte og Hanne. Alt sammen gaver, som er lige mig. Det har været en skøn dag i dag.

FORVENTNINGENS GLÆDE

Nogle gange skal man ikke tænke så meget, men bare gøre det, man får lyst til. Så i lørdags skrev jeg til nogle bloggere, som jeg havde mødtes med for nogle år tilbage. Nu kommer de i dag til formiddagskaffe. Og jeg glæder mig!

Og de får lov til at komme til et julepyntet hus ;-)

PARANOID, FORSIGTIG ELLER FORNUFTIG?

Jeg vil gerne have min mobil på mig. Jeg vil gerne gå i løstsiddende tøj i disse dage (julens men ikke mindst de sidste dages forsøg på at tømme slikdåserne har sat sit præg på kroppen). Mit yndlingstøj har ingen lommer, så jeg prøver hele tiden at huske på at få mobilen med mig rundt i huset og ikke mindst udenfor huset. Jeg har ikke en fancy iPhone, så de holder, man kan købe til dem, ville ikke passe til min lille mobil. Måske skulle jeg  sy/strikke en holder, men indtil da må jeg gå i gemmerne og bruge min fantasi.

Hvorfor er det, at jeg vil ha mobilen på mig hele tiden? Jeg er ikke en, der får sms eller bliver ringet op hele tiden. Faktisk kan der sagtens gå en dag eller to, uden at mobilen bipper eller ringer. Mobilen er for min egen sikkerheds skyld, jeg har svært ved at køre videre, hvis jeg opdager, at jeg glemt min mobil, for tænk nu hvis bilen går i stå, eller mennesker får brug for hjælp og jeg ikke kan tilkalde hjælpen?

Den trang til at have mobilen hos mig er ikke blevet mindre, efter en af vores bekendte pludselig fik en blodprop i hjernen, heldigvis var hendes datter tilfældigvis hjemme og fik ringet 112. Men havde datteren ikke været hjemme, så ville der være gået lang tid, inden hendes mand kom hjem. Det var midt i forårsarbejdet, hvor landmænd kører mange timer i marken og således også i den familie. Mobilen lå i et andet rum, som kvinden ikke ville have kunnet komme hen til med en lammelse i den ene side. Jeg tror ikke, jeg får en apopleksi, jeg tror ikke, at jeg falder om ude på gårdpladsen med et brækket ben eller andet, men skulle uheldet være ude, så ville det være ret træls at vide, at mobilen lå et andet sted. Så derfor har jeg mobilen med mig. Hvad med dig?

VÆK ER DET

Det var der, mens jeg gik ud ad landevejen sammen med Istvan. Det var der, mens mørket sænkede sig omkring os (læg lige mærke til at den mørkerædde kvinde går ture i mørket uden lygte). Det var der, mens Istvan syntes, vi af og til skulle krydse vejen på bedste afsøgningsmaner ( men han er i øvrigt blevet rigtig god at gå tur med – cadeau til landmanden). Det var der, mens jeg lagde mærke til svanernes sang (hvad kalder man egentlig deres lyd, gæs skræpper, hvad gør svaner, nej de gør ikke, det gør hunde) Det var der, mens jeg mærkede den trætte krop live op på ny.

Men nu er det væk. Det fantastiske gode indlæg.

Nå jo, lidt af det husker jeg. Jeg ville fortælle jer en grum historie, som jeg hørte i går. Overlægen talte med en patient om rygning, jeg havde allerede sammen med patienten talt om, hvordan han bedst kunne hjælpe sig selv med at stoppe, for det var han interesseret i. Overlægen havde i sine unge lægedage været på en kirurgisk afdeling, hvor der kom en mand ind, som havde fået skåret fire fingre af, fingrene var med i en pose. Nu forestod der virkelig en håndværksmæssig udfordring. Kirurgerne fik syet fingrene på, manden fik at vide, at han ikke måtte ryge overhovedet, for de bitte små mikroskopiske kar i fingrene ville ikke have en chance, hvis han røg. Når man ryger, trækker blodkarrene sig sammen, og enhver kan vist forestille sig, hvad der sker i et lillebitte kar, der trækker sig sammen. Der kommer ikke meget blod ud i fingerspidserne. Manden overholdt lægernes ordination – i to dage, så røg han en cigaret, og der var prompte effekt af den handling. Fingrene blev sorte og måtte amputeres.

Patienten sagde: så meget spildt arbejde. Lægen sagde, ja men det var da mere synd for manden. Og ja vi kan alle begynde at ryste på hovedet over, at manden kunne finde på det, men måske skulle vi vende det rundt og så erkende, at det siger noget om, hvor afhængig man er af rygning, eller af andre mere eller mindre usunde livsvaner. Og med den erkendelse skal vi hver især lade være med at slå os selv oven i hovedet, når vi falder på vejen til nye vaner. I stedet for skal vi bruge faldene til at blive klogere på, hvordan vi undgår at falde næste gang, og måske skal vi falde mange gange, før vi langt om længe lykkes. Den mulighed havde manden fra historien ikke, og det var synd for ham.

Nu vil jeg krybe sammen i sofaen med te og en god DVD, en perfekt måde at afslutte dagen på.

Og nej, det er stadig ikke vejret i dag, men for en måned siden :-)

ENIGHED

Vi er svært enige, min kaktus, min amaryllis og jeg – julen varer til Helligtrekonger. Min kaktus fylder køkkenet med smukke lyserøde blomster, og min amaryllis er først nu sprunget ud med hvide trompeter.

Juletræet med sin pynt gør mig glad, jeg nyder at kigge på træet med lys og pynt, som rummer hele mit liv som minder.

Fire dage har jeg fri (jeg havde bildt mig ind, at det var fem), jeg ved godt, at jeg er nødt til at arbejde med noget undervisning, men det har jeg udskudt til søndag. Fridagene skal bruges til at pleje mig selv, til at læse, til at få gang i strikkeriet igen, men først og fremmest til blot at være til. I radioen hørte jeg til morgen, at sygefraværet er faldet under krisen. Det kan man så tolke som man vil, og det gør “man” så. Enige bliver man nok ikke. Vi er forskellige, det den ene ville melde sig syg for, ville en anden aldrig drømme om at melde sig syg for. Jeg glemmer aldrig en medarbejder, som i ramme alvor fortalte om hans far, som var slagteriarbejder, og som havde meldt sig syg, for han havde haft så få sygedage i forhold til de andre ansatte. Eller de to unge kolleger, som i tidernes morgen meldte sig syge, fordi de ikke havde sovet hele natten. Til gengæld har jeg også haft kolleger, som har ringet ind for at raskmelde sig, men selv gennem telefonen kunne vi høre, at de overhovedet ikke var raske, men de havde bare så dårlig samvittighed over stadig at være syge.

Jeg er ikke syg, men jeg er svært glad for, at jeg har fri, det gør livet lidt nemmere. Så nu vil jeg pakke mig ind i tæpper, drikke te og se fjernsyn, mens rengøringsholdet fjerner støv og nullermænd fra matriklen. Det er bare den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde har givet mig selv. Jeg hader at gøre rent ;-)

Håber du får en dejlig dag.

Nej billedet er ikke taget i dag, men for en måned siden ;-)

SOFAHYGNING MED KONSEKVENS

Lige netop nu fortryder jeg, at jeg ikke gik en tur i går. Det havde måske hjulpet på søvnen. Nu ved jeg så det! Jeg skal ikke, selvom jeg er sløj, ligge på sofaen hele dagen. Jeg har nemlig ikke lukket et øje i nat. Ikke så smart, når man skal på arbejde og ovenikøbet skal starte noget nyt op. Jeg håber, et brusebad kan friske op, nu har jeg smurt mad til landmanden og sendt mail om løn af sted. Jeg prøver lige igen, om jeg kan nå at få en halv times søvn, inden uret ringer.

Uanset om du har sovet godt eller dårligt, håber jeg, at du får en god dag. Den første hverdag i 2013.

STILLE DAG 2

2012 sluttede med en stille dag, 2013 starter med en stille dag for mig. Landmanden arbejder, sådan må det være, når man skal på jagt på hverdage i det nye år ;-) Jeg ser fjernsyn, drikker te og plejer forkølelsen. Landmanden hentede mig efter en rolig vagt, og vi nåede ud af byen, inden fyrværkeriet bragede løs. Herude på landet krøb jeg under tæppet, vi fandt rødvin og resterne af julegodterne frem og ønskede hinanden Godt Nytår, mens fjernsynet stod for nytårssangen.

Endnu en gang bliver alle de ting, der kan fylde og irritere, små og håndterbare, når man plejer mennesker, som i den grad har fået deres liv pulveriseret. De skal nu finde en ny måde at leve livet på, og i går aftes måtte jeg endnu en gang sande, at det er svært at vide, om det er det rigtige, jeg siger, når et menneske ligger uden mulighed for at kommunikere med os. Fagligt ved jeg, at når man har fået en stor blodprop i hjernen, så fungerer hjernen ikke på samme måde som hos os andre. Men hvad tænker man? Min filosofi er at tale som om hjernen fungerede som alle andre hjerner, men med få enkle ord. Nogle gange sætter jeg også ord på, hvad jeg tror, det enkelte menneske må tænke, at det må være svært at ligge uden at kunne kommunikere, men at vi vil gøre alt for at finde en måde at kommunikere på.  Faktisk følte jeg, at der var tilstedeværelse, men jeg ved også fagligt, at vi ofte tolker, fordi vi vil så gerne have kontakt, vi vil så gerne kunne hjælpe, og det kan snyde.

Vi nåede at invitere de fleste af patienterne til at spise sammen i opholdsstuen, vi så Dronningens nytårstale sammen, både patienter, læger og personale. En af vore læger syntes, Dronningen så bedre ud end de sidste år, og hun funderede over, om Dronningen var holdt op med at ryge, for det kunne godt forklare forandringen. En af mine kolleger lavede drinks af juice, lemon og danskvand, og der var sat små paraplyer og andet tingeltangel i glasset. På afdelingen var der pyntet op med serpentiner, og vi havde små diademer på med Happy New Year på. Egentlig har jeg tidligere været imod dette, fordi jeg syntes, det var så svært, når mennesker var alvorligt syge. Men jeg ved også nu, at det netop er latteren, det gode humør og de små festlige detaljer, som får patienter og pårørende til at smile lidt og føle, at alt ikke blot er sygdom og alvorlige miner. Vi kan både smile, le og være professionelle dygtige, det ene udelukker ikke det andet. Smile håber jeg, at jeg gør i morgen, når vores første dag i dagafsnittet løber af stablen. Jeg har selv tilbudt at tage denne dag, havde egentlig fri, men da det er mig, der har skrevet alle instrukser, kunne jeg godt tænke mig at prøve dem af i praksis. Jeg satser på, at te og gløgg i aften hjælper på helbredet, og efter i morgen har jeg fem fridage, det er da lige til at holde til. Må din start på 2013 også give anledning til et smil.

PS endnu en gang blev sproget.dk min sproglige redningsmand. Jeg havde oprindeligt skrevet løbe af staben, men var ikke helt sikker på det udtryk. En søgning på dette gav ingen hit. Og så måtte jeg til at tænke logisk, mon ikke det var en stabel, man talte om? Og ganske rigtig.

STILLE DAG

Udenfor er det gråt, vådt og blæsende, jeg kryber sammen i sofaen med en kop te i håb om, at næsen og halsen blot driller lidt, nu hvor jeg har kundgjort, at jeg aldrig er syg. Det plejer vanligvis kun at blive til en forkølelse, sidste gang var vist i 2010, så jeg har da noget at have min optimisme i. Landmanden og sønnen er over deres hårde forkølelse, gløgg og te med rom var midlet til at jage bacillerne væk. Det må jeg hellere vente med til ved midnatstid. Landmanden arbejder i kartoflerne i dag. Der er en del af kartoflerne, som skal sættes til side som læggekartofler, men først skal de små pillekartofler sorteres fra, dem er der godt salg i året rundt. Det er dem, du møder i butikken som små pakker, klar til at smide i ovnen, mikroovnen eller i gryden. Jeg skal i aftenvagt, så formiddagen er gået med at få ryddet op, vaske tøj, støvsuge og få lavet min mors karryæblesovs, som skal akkompagnere landmandens nytårsaftenmenu bestående af hamburgerryg og kartofler. Ingen grøntsager har han bestemt, fint nok for mig, jeg skal have luksussmørrebrød på arbejde, vi valgte den nemme bestilling, for hvem ved, om vi har tid til en lang spisepause?

På denne sidste dag i året vil jeg ønske jer alle et glædeligt og velsignet Nytår. Pas på jer selv og jeres kære.

KÆDEREAKTION

Kan man kalde det en kæde, når der kun er to led? Måske hvis du tager mindekæden op :-)

Mia skriver om kunstskøjteløb og minder. Og med det samme røg jeg tilbage i tiden, til dengang hvor der kun var en kanal og vinter uløseligt var forbundet med kunstskøjteløb og skihop. Jeg elskede at se skøjteprinsesserne, jeg var vild med parløb, ikke så meget isdans, det kunne sommetider være lidt for langtrukken at se på. Faktisk bliver jeg i tvivl nu, mon jeg egentlig heller kunne lide isdans, de fortalte jo ofte en historie, hvorimod parløb handlede meget om spring og kast? Det afhang vist meget af  kunstskøjteløberne. Jeg kan ikke huske navne, men jeg kan se dem for mit indre billede. Jeg drømte om at blive en skøjteprinsesse selv.

I min lille landsby var en branddam, og lykken var, når isen blev bedømt til at være sikker nok til en hel landsbys børn og unge. Drengene spillede ishockey, pigerne kørte forsigtigt i randen af dammen og snakkede sammen. Skøjterne var nogle, der kunne spændes på støvlerne, det så ikke særligt smart ud, og stor var min glæde, da jeg havde sparet sammen til et par rigtige  kunstskøjter. Mens jeg fandt en nederdel frem med vidde i og gode gamacher, drømte jeg om at suse hen over isen og svinge mig rundt med sus i skørtet. Ak den drøm bristede, min mor mente, at jeg skulle have varmt tøj på, som var lange bukser udenpå gamacherne, tyk trøje indenfor jakken, hue og vanter supplerede billedet. Jamen altså, man kan da ikke være skøjteprinsesse med så meget tøj på. Der hjalp ingen kære mor, og da jeg stod på isen, så var jeg nok heller ikke så elegant som mine idoler, men jeg nød det. Og mens jeg skriver det her, kommer jeg i tanke om, at jeg glemte dørpynten i år.

Som i indlægget i linket skal jeg også i dag ned til min far, men først skal jeg ud en tur i den friske luft, om det bliver løbetur eller gåtur må tiden vise. God sidste søndag i dette år. Mon du har minder med kunstskøjteløb, enten i fjernsynet eller på isen?

VISUELLE JULEGAVER

Egentlig er overskriften noget vrøvl, for gaverne involverede også hørelsen, ja hele kroppen. Vi havde fået gavekort til Biffen i Nordkraft.  Selve biografen var en dejlig overraskelse, masser af gamle remedier fra filmens historie stod rundt omkring i cafeen, og man sad supergodt med fantastisk udsyn i den lille biografsal. Filmen har vi hørt så meget om, og vi blev ikke skuffet. Vi grinte, vi blev berørt og så grinte vi igen og igen. Jeg har ikke før opfattet, at historien bygger på en virkelig historie, det blev filmen absolut ikke ringere af. Filmen var De Urørlige, og gaven var fra vores børn, som synes, deres forældre skulle gå lidt mere i biografen.

1. juledag gik vi i bografen derhjemme, jeg havde givet landmanden DVDen med Hvidstensgruppen. Den gik også rent ind i hjertet. Selvom jeg kendte til slutningen, så blev jeg så bevæget og berørt af filmen, landmanden var glad for gaven, det var jeg også selv ;-)

Nu hygges der med James Bond, te på kanden og julegodter. God lørdag aften til dig

BLOGKOMMENTARER

Kommentarer gør bare livet rigere, sjovere og mere nuanceret. Og nogle gange får kommentarerne mig til at tænke videre over det emne, jeg først beskrev. Og således skete det med indlægget i går.

Jeg er helt med på, at livskvalitet er vigtigt, det at man lever et liv, som giver mening for en selv og gør en glad, det giver også energi og overskud til kroppen og sjælen. Og for mig hænger de to uløseligt sammen, de påvirker hinanden, de styrker hinanden men de kan også trække hinanden ned.

Men hvad nu hvis man er disponeret for hjerte-karsygdomme, og man f.eks. ryger eller ikke bevæger sig udover ud til sin bil og hen til sin stol på arbejde. Kan livsstilen så ikke komme til på lang sigt at påvirke livskvaliteten? Jeg går absolut ikke ind for, at man skal leve i angst for at få en sygdom, jeg er selv heftigt disponeret for Alzheimers sygdom og vel egentlig også for kræft. Det påvirker ikke min hverdag, jeg vil leve livet, jeg vil nyde livet, jeg vil have det godt med både krop og sjæl. Men den viden gør da, at jeg tænker over min livsstil. Jeg har som sundhedsprofessionel en viden om, hvad rygning gør for blodkarrene (og det er absolut ikke gode ting). Jeg har en viden om, hvordan motion gør godt på mange områder, og her tænker jeg ikke på motionscentre og løbeture, men gode traveture eller dans eller havearbejde eller alt som får pulsen op i en halv time om dagen. Så derfor har jeg valgt det som fokus, også fordi jeg bare er gladere, når jeg får gået ture hver dag. Og jeg kan i den grad mærke i min krop, at jeg i lang tid ikke har været ude og gå eller løbe. Og det er også påvist, at en aktiv overvægtig faktisk har et bedre liv (set i forhold til risikofaktorer) end en inaktiv normalvægtig person.

Jeg er fuldstændig enig i, at man hver især må gøre op med sig selv, hvad livskvalitet er for en selv, men jeg mener også, at jeg som sundhedsprofessionel i mit arbejde må hjælpe mennesker til at have en viden at beslutte sig ud fra. Det er ikke mig, der skal diktere, hvordan den enkelte skal leve sit liv, det er hver enkeltes egen ansvar. Men livsstilen kan komme til at ødelægge det,  der betyder noget for den enkeltes livskvalitet, og var det så ikke bedre, hvis du og jeg stoppede op, før det skete og overvejede, hvad det væsentlige i vores liv er?

En betydningfuld del i mit liv er min familie, og jeg nød at have mine tre søstre med familie på besøg i går, og min far nød også at være på besøg. Vi fik vietnamesiske forårsruller til aftensmaden, desværre var svigerdatteren jo draget hjem, men hun havde klædt sønnen og mig godt på til opgaven, så alle nød det anderledes julemåltid. Formiddagen er gået med snak med yngste lillesøster og sønnen, sønnen er sendt af sted og om lidt drager lillesøster også af sted, så er landmanden og jeg alene på gården igen efter 1 uge med herligt selskab. Men vi har jo Istvan ;-)

HVAD SKYLDES DET MON?

At influenza, lungebetændelse, forkølelse har hærget det ganske land, kan man hurtigt få et indblik i ved at følge med i blogland. Min afdeling har også været ramt, unge kolleger og deres familier har været syge i over en uge, og vi andre går tilsyneladende fri. Sådan er det. Man kan gisne om, hvorfor en bliver syg og en anden aldrig. Generne har helt bestemt noget at sige, nogle vil hævde, at livsstil også har, men blandt mine syge kolleger findes også en ung kvinde, som er meget sund, meget mere end mig, og alligevel går jeg fri, og hun blev voldsomt nedlagt. Til gengæld er hun nok hårdere spændt for i hverdagen med børn i børnehavealderen og skolealderen.

Når det kommer til det at blive ramt af apopleksi, kan jeg ikke finde en forklaring på, at dette år er der få, der er blevet ramt af apopleksi i juledagene. For den enkelte er det stadig en katastrofe, for den enkelte familie er det et hårdt slag, men samlet set er der færre end vanligt. Sådan svinger antallet meget; mens jeg har været på diplomuddannelse, har afdelingen haft mange patienter, som har været hårdt ramt. Jeg ville håbe, at der samlet set kunne ses en nedgang i apopleksiramte i Danmark, men vi lever vist desværre for godt, vi lever vist med den overbevisning, hvorfor gøre noget ved et for højt blodtryk, når vi nu har det godt? Hvorfor ændre på livsstilen, når det nu er så forbistret svært? Hellere leve stærkt og dø ung. Og for nogle findes der bare ikke en forklaring; jeg kender en kvinde på min alder, som var heldig. Hun fik trombolyse, så de fysiske skader er minimale, men de kognitive fylder stadigt meget her et år efter apopleksien: træthed, koncentration, delt opmærksomhed (det at kunne holde fokus på mere end en ting ad gangen) osv. Der er ikke fundet en forklaring, og det gør man faktisk ikke hos 30 % af de apopleksiramte. Og jeg kan godt forstå, at man kan have svært ved at finde motivationen. Er man hårdt ramt, kan man måske tænke, kan det blive værre? Er man let ramt, kan det være svært at tage det alvorligt, for vi kan jo ikke udstede garantier. Vi kan sige, at sænker man blodtrykket, holder op med at ryge, drikker mindre alkohol, sænker kolesteroltallet, motionerer mere, bliver normalvægtig, får styr på en evt diabetes osv, ja så reducerer man risikoen for en ny apopleksi væsentligt.

2. januar går vores nye tiltag i luften. Vi får som andre steder i Danmark et dagafsnit for mennesker, som er til observation for en forbipasserende blodprop (TCI eller som det nu skal hedde: TIA). Studier har vist, at bliver disse mennesker hurtigt udredt og sat i forebyggende behandling, ja så reducerer man antallet af dem, der får en apopleksi efterfølgende, altså en blodprop i hjernen, som giver varige mén. Vi glæder os til at starte afsnittet, og jeg får lov til at være første sygeplejerske i afsnittet.

En skønne dag håber jeg, at alles anstrengelser kan ses i antallet af apopleksipatienter, men det har været meget stabilt på mellem 10.000 – 12.ooo pr. år. Studier har vist, at færre kommer på plejehjem, færre dør og færre får alvorlige handicap, når patienter indlægges på et apopleksiafsnit. Og det er også rigtig godt, men kunne tallet reduceres, ville det være endnu bedre.

Nok om apopleksi og sygdom, nu vil jeg dække bord til julegæsterne, som kommer i morgen samtidigt med at jeg kommer hjem fra arbejde. Det er mine tre søstre med familie samt min far, jeg glæder mig.

ØMME TÆER OG GLADE SMIL

Det er noget ved at have gæster, når de kommer med alt det spiselige til både eftermiddagskaffe og aftensmad. De leverede glade smil, de var god for dejlig latter og skøn stemning. Oven i alt det lod de også rester stå, så landmand, søn og jeg ikke skal tænke på aftensmad i aften.Tillige efterlod de et ryddeligt hjem, der var vasket op, alle borde og stole stod på deres rette plads, dugene var smidt til vask, og vi kunne sidst på aftenen smide os i sofaer rundt omkring i huset. De højhælede sko røg af med det samme, jeg er i den grad vant til flade sko, så selv en lille hæl giver ømme tæer.

Datteren skal med et meget tidligt tog i dag, så jeg kommer også til at møde tidligt på arbejde; sønnen har lovet at hjælpe med at sortere kartofler de næste par dage, så hverdagen er tilbage for os alle fire. Det er helt fint med mig, jeg er klar. Glædelig 3. juledag til dig.

EN GOD VAGTHUND (og vagtmand)

Knapt var landmanden faldet i søvn i nat, før Istvan gøede højt. Landmanden var noget træt af det, han lå jo godt i sin seng, og ofte er det blot et eller andet dyr eller en fugl, den vagtsomme hund har hørt. Lige så ofte skyldes det (vores teori) at Istvan keder sig og ved, at hvis han gør længe nok, bliver han lukket ind i soveværelset.
Sådan forholdt det sig ikke i nat. Midt i indkørslen holdt en mørklagt bil. Landmanden observerede den uden at tænde lys, han fandt haglgevær frem og tændte så de udendørs lamper. Så forsvandt bilen i en hast!
Men landmanden kunne ikke sove, for tænk hvis han skulle vågne næste morgen og høre om indbrud eller hvad værre er røveri hos nabogårdene, så han tog resolut gevær og hund med ud i bilen og tog en runde hen ad vejen for at se til de andre gårde. Alle sov trygt, ingen fremmede biler på gårdspladserne, og så drog det lille vagthold hjem og gik i seng.

Det er trygt og godt at bo her :-)

Barndommens helte - datterens maleri til sønnen 2006

NOK IKKE STJERNESTØV

Mens resten af huset sover endnu, får jeg ryddet op. I går lød der protester, hvis jeg ville planlægge eller lave noget, vi skulle jo hygge os og slappe af. Nu kommer der imidlertid gæster til eftermiddagskaffe, så huset kunne godt trænge til en hurtig oprydning og en let omgang støvsugning. Med årene har jeg det bedst, hvis alt omkring mig ikke roder, tænk at det skulle overgå mig – sådan var jeg absolut ikke som ung. Jeg husker endnu den gang, landmanden var landet i min lejlighed før mig, han syntes, der var lidt for mange “hybelkaniner”. Jeg ejede ikke en støvsuger, så han tog resolut en kost, fejede den lille etværelses lejligheds trægulve, puttede resultatet i en plastikpose og hængte det op på min opslagstavle med en etikette på, hvorpå der stod Danefæ.
Det var noget helt andet, landmanden og søn brugte fejebladet til natten til juleaftensdag. Vi var godt i gang med at se film, da landmanden tilfældigvis skulle hente noget i køkkenet. Til hans store gru opdagede han, at det sejlede med vand oven på brændeovnen. Op på loftet og se – ganske rigtigt, der var fygesne overalt. De to mænd brugte 2½ time med at fjerne sne og først klokken halvto var de færdige. Imens fik jeg kogt kartofler, strøget juledug, pakket julegaver ind og lavet te til de trætte mænd. Hvis ikke han havde opdaget det, ville vi være stået op til et hus, som sejlede i vand.  Sikke en start på juleaften vi så havde fået.
Heldigvis gik det ikke så galt, og nu vil jeg glæde mig til dagens gæstebud. Glædelig 2. juledag til dig.

PS Hybelkaniner er norsk for nullermænd ;-)

JULEMORGEN GENNEM 27 ÅR

Først var der tre år, hvor jeg vågnede julemorgen og kunne kigge på mine to små vidundere. Eller rettere sagt, de nåede nok egentlig at vække mig. Jeg nød dem, inden jeg skulle i aftenvagt, men jeg havde tiden sammen med dem om morgenen. Så kom der 11 år, hvor arbejdet i kartoflerne heldigvis holdt fri juledag. Børnene var i den alder, hvor der var legetøj på ønskelisten, de blev længere og længere oppe julenat og sov længere og længere juledag. Vi har sågar præsteret, når børnene var i fuld gang med at lege med Lego, Barbie, Playmobil eller andet legetøj, at vi to voksne så film julenat og faldt i søvn. Når jeg så vågnede, kunne jeg finde en søn, som var faldet i søvn i en stol med en figur i hånden og en datter, der lå hen over Barbiedukker og deres møbler ude i gangen. De blev båret i seng, al juleslikket sad stadig på tænderne, utroligt at de har haft så få huller som de har, og så sov de til langt ud på formiddagen. Fast julemorgenstradition, som deres far introducerede dem til, er risalamande. Nattøj, morgenhår, søvnige øjne, julefjernsyn og risalamande hører bare sammen.

Så vendte jeg tilbage til sygeplejejobbet og med det kom så også arbejde på helligdage tilbage. Jeg var ikke længere en del af morgentraditionen herhjemme, for jeg valgte ofte dagvagt denne dag. Derfor nyder jeg ekstra meget denne julemorgen med tid til restemorgenmad, jeg har spist frugtsalat fra frokostbordet i går, en bolle fra morgenbordet i går, og når sønnen en gang står op, skal vi have risalamande.

Vi har haft en skøn juleaften sammen med landmandens ene søster og svoger. 2. juledag kommer der 30 gæster fra landmandens side, heldigvis har de alt med, vi skal blot sørge for borddækning og drikkevarer. 4. juledag er det min familie, der rykker ind medbringende spiselige sager. Desværre er datteren blevet kaldt på arbejde 3. juledag, så vi nyder ekstra meget disse dage, inden hun smutter til hovedstaden igen.

Morgenstunden er også brugt til at kigge nærmere på det juletæppe, som har været en del af min jul siden 1963, hvor min mor startede sin egen juletradition. Vi var da 4 børn, og siden kom en mere til. Hvert år har sit symbol for, hvad der skete det år. Nu er juletæppet mit, min mor har syet det sidste motiv i 2004. 2005 – 2007 er årstallene broderet på, men ikke motiver. Min teori er, at min mor syntes, 2005 var for tungt at lave et motiv til.Min mors kræftsygdom var stabil, den forhindrede hende ikke i at leve livet, men mine forældres ene barnebarns død i 2005 tog hårdt på dem. Det var også det år, mine forældre havde guldbryllup, hvor vi fik taget et dejligt billede som et dejligt minde om festen, men også om min niece, som var død to måneder forinden. Nu må jeg tage traditionen op og få syet de sidste motiver på. Jeg har besluttet, at når den inderste ring er sluttet, stopper motiverne. Umiddelbart passer det vist med 2011, hvor juletæppet var med til at fejre sidste jul i mine forældres hjem.

Håber din juleaften blev lige, som du gerne ville have det. Glædelig 1. juledag.

JULEN ER HJERTERNES FEST

som de siger i julekalenderen. Men rundt omkring os bliver vi mindet om, at så enkelt er det ikke altid. Vi skønner på, at vi er sammen. Vi skønner på, at vi holder af hinanden og vil hinanden det bedste. Vi skønner på, at vi alle kvajer os og trods det kan vi finde ud af at tilgive og holde af. Vi er taknemlige for livet og kærligheden.

Udenfor blæser det mere og mere op, vinduerne bliver pyntet med den fineste sne. Nu er det sidste i hus. Og har vi glemt noget, så er vi enige om, at vi smiler, trækker på skulderne og bare nyder disse dage sammen.

Jeg vil ønske jer alle en glædelig jul, tak fordi I er med til at gøre min hverdag smukkere, skønnere og gladere.

DE FORSTOD MIG

Mit undercover julemandsjuletræ er blevet moviestar, flere af mine kolleger filmede ham, da han dansede for os i dag. De elskede ham, og til sidst hørte man nærmest hele personalet nynne Jingle Bell Rock. 
Landmanden og sønnen arbejder på at skaffe lys i stalden i Bethlehem, det overvejes, om Jesus var tvilling, for vi har arvet mine forældres julekrybbe, som er den samme som vores, men med flere dyr og mennesker. De var også ude i noget med dinosaur og helikoptere, mon du kan gætte, hvor de har den ide fra? Svigerdatteren slapper af med mobilsnak, datteren er væk de næste 24 timer, der er masser af venner, som skal ses, inden juledagene i familiens skød starter.
Der er ild i brændeovnen, adventslysene brænder lystigt, og kalenderlyset gør en indsats for at følge med tiden.
Vi er hurtige til beslutninger her i huset, så da 2.juledagsarrangementet på landmandens side ikke rigtig så ud til at blive til noget, inviterede vi dem, der havde lyst. 4.juledag kommer mine søskende og min far. Men begge dage kommer folk med termokanderne fyldte  og med kager i favnen. Aftensmaden kommer de også med, vi leverer drikkevarer og så skal der snakkes, synges og danses om juletræ.

Og nej, jeg bliver aldrig enig med flertallet af jer eller min arbejdsplads, men jeg er fløjtende ligeglad. Her holder vi de 12 juledage i hævd frem til Helligtrekonger, så julepynt og juletræ forsvinder først d. 6. januar. Vores tradition med at hente juletræ sammen med i hvert fald et af børnene skippes i år, det bliver landmanden, der sørger for det, mens jeg bliver forskønnet lidt hos frisøren. Det har vi alle tiltro til, for han plejer at være god til at spotte det smukkeste juletræ i skoven.

Nu er der lys i Bethlehem, te på kanden, film i fjernsynet, vi lader aftenfreden sænke sig.