Bilen skulle på værksted til morgen, og for folk på landet er bilen en nøgle til frihed, så jeg havde sikret mig, at jeg kunne låne en reservebil imens. Normalt finder ejeren af værksted og bilhus en lækker bil, jeg skal køre hjem i. Vi har ham mistænkt for, at landmanden skal fristes, når fruen kommer hjem i den nyeste model. I dag var det en af mekanikerne, der fandt en bil, og lad mig sige det sådan, det er nok den billigste bil, jeg har kørt i længe.
Salgsskiltet pillede jeg ned for at sikre mig et udsyn, og så fik prisen mig til at ryge tilbage i tiden. Jeg var god til at spare op, da jeg var elev og det førte jeg med mig, da jeg blev uddannet. Dengang med checkhæfter var det nemt at trække 500 kroner fra kontoen, før jeg førte beløbet ind i mit checkhæfte, og da jeg var sådan en, der omhyggeligt noterede, hver gang jeg skrev en check, ja så havde jeg styr på finanserne. Landmanden var tømrer dengang først i 80erne, der var større krise end nu, renten var på 20 %, og da det firma, han arbejdede for i udlandet, gik nedenom og hjem, så stod landmanden uden arbejde og der var INTET at få i Danmark. Derfor tog han landmandsuddannelsen for at kunne låne billigt til et fritidslandbrug. Nå den videre del blev jo som bekendt, at tømreren blev fuldtidslandmand, og jeg skulle nu flytte på landet og være landmandskone og sygeplejerske. For at fruen kune komme på arbejde, måtte der en bil til. Heldigvis stod der 19.000 kroner på min konto, og da vi begge havde/har den værdi, at man ikke køber, før man har pengene, med mindre det er jord eller ejendomme, ja så var det jo ganske enkelt. Vi skulle finde en bil, der kostede 19.000 kroner og ikke en krone mere. Vi fandt den, en lille bitte bil, en autobianchi. Jeg var så glad for min bil, den havde sine særheder, men har vi ikke alle det? Og det var helt vemodigt, da vi solgte den, fordi to skulle blive til tre, og autobianchien ville ligne en sammenkrøllet serviet, hvis jeg kørte galt i den. 30 år senere i en Mazda til 24.000 kroner får min dejlige lille bil en kærlig tanke, og jeg har ikke en gang et billede af den!
God tirsdag onsdag til dig - det første var vist ønsketænkning, gid jeg kunne sætte tiden i stå lige nu, min afdelingssygeplejerske har skrevet, at det lyder, som om jeg er faldet i specialefælden. Onsdagens mål må være at få mig hevet op af den fælde, så jeg kan nyde udsynet. Må din dag give dig udsyn og glæde.