I GUDS FRI NATUR

Det regnede og blæste, og ind i mellem skinnede solen. Men nede ved strandkanten stod en stor flok glade mennesker, præsten kortede sin tale ned til det mest nødvendige, for tunge skyer truede med at slippe læssevis af vand løs. De tre unge kvinder fortalte hver især om, hvorfor de havde valgt at tage det skridt at lade sig døbe. Min skønne unge veninde strålede, hun var sammen med gode venner og familie på denne ganske særlige dag, og jeg var glad for at være en del af det. Dåben foregik som på Jesu tid, præsten stod ude i vandet og tog mod de unge mennesker som en efter en svarede på dåbsspørgsmålene, og herefter lænede de sig i præstens hånd bagover og kom helt under vand. Bagefter trak vi ind i læ ved strandbygningen, hvor vi nød kager bagt af de tre sammen med varm kaffe.

Sønnen og jeg drog herefter hjem til ham, hvor hans bofælle var i gang med at bage brød til hotdogs. Vi lavede te, og jeg nød at sidde og snakke med de to unge mænd. En god hotdog og jeg var klar til at vende næsen hjemad mod Nordjylland. Skoene er stadig våde, så mine medrejsende må finde sig i synet af bare fødder, der er farvet sorte af skolæderet. Og så har jeg måttet konstatere, at computerskrivning kombineret med togbevægelser ikke harmonerer med mit ligevægtscenter, jeg bliver køresyg. Det var ikke lige med i min plan. Jeg må bare tage skrivningen i etaper.