Sådan en tidlig mandag morgen kunne jeg sagtens skrive indlæg om diplomopgave, men det gider jeg ikke, jeg har brug for en snak med min vejleder, og hendes blik på opgaven, for jeg ved ikke selv, hvordan det går lige nu.
I stedet får I mine videre tanker om værdighed og at blive set. For et år eller to år siden sad der pludselig en dukke oven på reolen i sygeplejekontoret på afsnittet. Den var sød at se på, men hvad gjorde den der? Vores legesager til børn på besøg var nede i dagligstuen, og den her dukke var også noget større. Det var en gave fra vores talepædagoger, en dukke til mennesker med demens.
Dukken er fundet her.
Det var da en sød dukke, og det føles som at sidde med et rigtigt barn, men mit indtryk er, at den ikke bliver brugt. Hvorfor nu det? Måske fordi vi ikke kender det menneske med demens så godt, så vi er bange for at overskride tærsklen mellem værdighed og nedladenhed. Måske ville de pårørende blive vrede og tænke, ser de min mor/far som et barn?
En dag, jeg besøgte min far, sad en lignende dukke i hans stol. Jeg reagerede nu ikke med den tanke, men tænkte mere, det må personalet have vurderet, at den dukke må være god for min far. Jeg har ikke haft brug for at bruge den dukke, men min søster fortalte så om en dag, hun besøgte min far sammen med hendes mand. De havde en hyggelig eftermiddag, far sang og fortalte, de kørte tur og kom tilbage på stuen. Min far var helt klart træt, men gav sig ikke lov til at slappe af, han havde jo gæster. Det er helt tydeligt, når vi har vores mænd eller børn med, så anstrenger vores far sig for at være selskabelig. Til sidst tog min søster dukken og gav min far den. Hun tog et billede og sendte til os andre søskende. Det er det skønneste billede, for min far som hele sit liv har været børnenes ven, tog ansvar for det lille barn, som han jo følte det var. Han holdt det kærligt i sin favn, blev helt stille, snakkede blidt til barnet, sang for det, aede det og slappede af. Billedet viser en mand, der holder et lille barn i sin favn og manden sidder med et skønt smil om munden. Vi har alle brug for at føle, at vi passer på andre, at vi har en funktion her i livet, og min søsters ord og billeder viste på den smukkeste måde, hvorfor dukken var flyttet ind til min far.
Må din mandag give dig mulighed for at være noget for andre. God mandag.
Sikke en skøn mandags historie fra det virkelige liv :-)
SvarSletTak Lene og må du få en god vejledningtime...
Kram fra oddStyle
Tak Tina, vejledning bliver først i slutningen af ugen, men jeg er blevet sat til at arbejde videre med min analyse :-)
SletTak for det fine indlæg. Dejligt at din søster så indholdet af situationen, og ikke kun overfladen.
SvarSletSelv tak Sigrid, jeg er så taknemlig for at vi alle kan se vores far som en skøn og kærlig far, stadigvæk :-)
SletJeg tror, din far er et godt sted :-)
SvarSletSom du skriver, det er en svær balancegang. Jeg er overbevist om, at Gemalen ville blive enten meget vred eller ked af det, hvis Farmor sad med sådan en dukke, og han ikke på forhånd havde fået grundigt forklaret, hvad den skulle gøre godt for.
Fruen i midten, og din mands reaktion kan jeg godt forstå, så jeg blev faktisk paf over at min søster, som ikke er inden for sygehusverdenen, tog det naturligt at inddrage den, og hendes beskrivelse af min fars reaktion gav netop belæg for at bruge den. Så derfor tror jeg heller aldrig, jeg ville bruge den på arbejde, med mindre pårørende selv fortæller om, at det gør deres mor/far tryg, eller at vi spørger ind til det først.Egentlig kunne man jo forestille sig, at de ansatte havde skrevet til os i den bog, vi har liggende derinde, men det er de ikke flittig til, til gengæld ringer de tit til mig. Og et eller andet sted, så vil jeg også hellere at de bruger tiden på beboerne end på at skrive til os.
SletOg min far er et rigtig godt sted, jeg er fuld af beundring over deres faglige kompetencer. Og de er ikke flere, tror jeg, end på andre steder, men de har mange social og sundhedassistenter og der er ansat sygeplejersker på plejehjemmet. Hvor mit indtryk er, at på de offentlige plejehjem kommer hjemmesygeplejerskerne på visit på plejehjemmet og der er langt flere social og sundhedshjælpere og så nogle enkelte assistenter. Jeg tror jo på at faglig viden og uddannelse gør en forskel, også i den daglige ledelse :-)
Hvor er det en smuk historie Lene, tak fordi du deler. :-)
SvarSletSelv tak Inge, jeg har bestemt mig for at fortælle historien om Alzheimer set fra min side :-)
SletKære Lene, tusind tak for at du deler, jeg blev rørt og glad. Vh Lykke
SvarSletSelv tak Lykke, jeg bliver også glad ved dine og andres ord :-)
SletSikke en smuk fortælling om din far og dukken. Den viser jo også, at man ikke skal fælde forhastede domme.
SvarSletTak Henny, ja det er lige nøjagtig det, der er pointen :-)
SletSikke en smuk tanke, jeg må klikke på dit link og se hvor den ide kommer fra!!
SvarSletTit handler det jo også mere om hvad andre har brug for og ikke hvad man selv har brug for at se andre som.
Stine, linket er kun til en netbutik. Det her link siger lidt om dukken :
Slethttp://www.demensnet.dk/mailbox/793/default.aspx
Og jeg er enig med dig i at vi skal skelne mellem hvad vi gerne vil se andre som og det som andre har brug for :-)
Der kan man se! Jeg ville sikkert også umiddelbart have reageret negativt, men din historie viser med al ønskelig tydelighed, at man lige skal klappe hesten, inden man drager forkerte slutninger.
SvarSletEllen, og som de skriver i det link, jeg gav Stine, så er det absolut ikke alle mennesker med demens, der har glæde af dukken, men min far havde lige i den situation. Der er andre mennesker, som skal have dukken hos sig hele tiden, Min far registrerer den ikke, hvis ikke han får den i favnen, men i denne situation var det helt tydeligt at dukken gav ham ro,
SletLene, hvor er det et smukt mandagsindlæg, tak for det.
SvarSletJa, det har taget meget lang tid at komme op til dig i mosen. Men som du sikkert allerede ved, så skal jeg have det hele med, når jeg har været fraværende og 5 mdr. er meget at læse ☺ ☺. Jeg så, at du har de samme problemer som jeg, at det ikke er muligt at slette blogge, som man af en eller anden grund ikke læser længere. I den gamle blogspotversion kunne man tilføje og slette som man ville, men ikke i denne. Jeg vil prøve om de råd du har fået virker her hos mig.
Tak for mange smukke billeder fra din dejlige del af verden. Hver gang jeg ser dem tænker jeg altid tilbage på dengang vi boede i Aabybro og jeg i en periode arbejdede i Hjørring. Jeg kørte altid via Taffelgårdsvej og nød de smukke sommermorgener der.
Mange hilsener fra Holland.
Tak Anette og tusind tak fordi du orker at læse tilbage, det er jeg vildt imponeret over. Vildmosen har sin helt egen charme, nogen kan ikke fordrage de flade vidder, jeg er vild med dem :-)
SletJeg har også selv haft det lidt blandet med dukkerne, men har også set hvordan sådan en kan forvandle en vred og aggressiv dement til et blidt og mildt væsen.
SvarSletJeg havde engang en nattevagt på et plejehjem og blev på forhånd advaret mod en ældre dement kvinde, som lidt kærligt blev kaldt "Brutalis", fordi hun mindede lidt om næsehornet af samme navn, når hun var vred. Jeg fik at vide, at jeg skulle holde afstand for hun slog en proper næve og havde slået flere plejepersonaler i gulvet!
I løbet af natten begyndte hun at gå vredt og prustende op og ned af gangen og gode råd var dyre. Jeg prøvede på alle måder at få en positiv kontakt, men det lykkedes ikke, så til sidst gav jeg hende sådan en dukke og forandringen var total! Hun satte sig roligt med dukken og pludrede og legede og lignede en kærlig bedsteforælder og til sidst lagde hun sig roligt ned og sov med dukken.
Jeg tror, dukkerne vækker nogle urmenneskelige instinkter, som ikke nødvendigvis er gået tabt hos den demente og derfor kan have en berettigelse. Og så undrer jeg mig i øvrigt over, at det i vores kultur anses for nedladende, at blive behandlet som et barn. Behandler vi ikke børn med respekt?
:-)
Henriette, tak, du har som altid en evne til at tænke videre på mine ord og få sat tanker i gang hos mig.
SletJeg søgte lidt i går på demensdukke og det er netop dette at tage omsorg for andre, som dukken vækker hos den demente.Den evne har demente stadig, men i en forvirret verden har de svært ved at overskue det, et lille barn giver dem mulighed for at bruge den side af sig selv.
Og ja hvorfor synes vi det er nedladende at blive behandlet som et barn? Måske fordi hvert stadie fordrer sin egen måde at blive vist respekt for? Vi skal møde hver enkelt menneske, som de er, og ikke som vi ser dem. Det er så bare det, jeg oplever, at mange holder fast i det, der var, og fuldt forståeligt, men gavner det det menneske, som man elsker?
Det er en fin historie, som sætter mange tanker i gang om at være professionel.
SvarSletJeg er sikker på, at jeg har været noget for nogen i dag. Og er det de fleste dage. Det er en god tanke. Spørgsmålet er så, om jeg er noget for de rigtige......
Eva, til dit sidste spørgsmål: ja det tror jeg :-)Og både dit og mit job rummer den ekstra gave det er at være noget for nogen.
Sletdet er en ualmindelig fin historie, og meget tankevækkende at læse alle de kloge kommentarer - jeg må sige, jeg lærer meget af at følge din blog.
SvarSletKærlige tanker Marianne
Tak Marianne, og det gør jeg også selv netop takket være alle jeres kommentarer :-)
SletLene, vi er helt enige - det gavner ikke patienten IKKE at blive mødt, hvor han er nu.
SvarSletMen hvorfor mange holder fast i det som VAR, det er vist et langt spørgsmål at besvare :-)
Henriette, det var jeg godt klar over, at vi var enige, og ja det andet spørgsmål, det kræver vist meget plads :-)
Slet