Julen 2021

 Traditioner

Først skulle jeg arbejde juleaften, så blev det ændret. Skemaplanlæggerne havde mere brug for mig i nytåret. Det skulle de ikke høre noget for :-)

Så overvejede den lille norske familie, om de kunne nå at komme hjem til Danmark, men alle var enige om, at to dags rejser med et lille barn for at få to dage sammen, ikke gav mening. Så de drog nordpå til svigerfamilien.

Heldigvis var svoger og svigerinde frisk på at fejre juleaften sammen med os og datteren, og vi havde en dejlig juleaften sammen. Vi facetimede med hele den norske familie, og der blev sendt videoklip med traditioner begge veje. 

Vi går rundt om juletræet og synger lige så mange salmer, som vi er personer. Det gør de ikke i sønnens svigerfamilie. De får besøg af julenissen, det har vi aldrig haft. Der valgte jeg at fastholde traditionen fra mit barndomshjem. Jeg har altid syntes, det var synd at bilde børn ind, at julemanden fandtes. At vi så i fantasiens verden legede, at der fandtes der nisser, det var noget andet. Vi legede også, at så mange af andre fantasifigurer fandtes. Vores børn har også vidst, at gaverne i julesokken adventssøndag kom fra os.

Datterens bordpynt

Men jeg er helt sikker på, at S også får besøg af julenissen fremover. Sådan har hver familie sine traditioner, som er deres helt egne og en køn blanding af mine og dine og nye fælles.

I år valgte vi at pynte juletræ lillejuleaften, hvor vi normalt først gør det juleaftensdag. Det gav lidt mere ro d. 24 sammen med at vi også opgav at komme til gudstjeneste. Ikke desto mindre kom jeg til at slappe så meget af om formiddagen, at jeg pludselig var bagud med julemiddagen. Så fremover holder jeg fast i, at alt det, der kan gøres klar inden julefrokosten ved 14 tiden, skal være klar. Vi er ikke parat til at slippe det fælles julemorgenbord og julefrokost (vi fik dog skåret ned på retterne til julefrokosten). 

Til gengæld fik jeg for første gang gået en tur juleaftensdag om formiddagen sammen med datteren. Det var skønt. I det hele taget ved jeg godt, at gåturene skal jeg have fokus på at få gjort. De gør mig godt, både når jeg er træt, ked af det, vred, frustreret, afmægtig, glad eller eftertænksom.

Juledagene

Der er længerevarende sygdom på min afdeling, så jeg tilbød at komme 1. juledag i seks timer, inden vi skulle til julekomsammen hos svoger og svigerinde. Vi havde travlt, men kontrollerbart. Der lå ikke 4-5 patienter på gangen, som der har gjort i lang tid.

 Jeg kan godt mærke, at jeg ikke har alle rutiner på rygraden, men jeg nød at være på arbejde, nød at kunne drage omsorg for patienterne. Jeg nød det knapt så meget om morgenen, da uret ringede klokken 5.30 efter knap fem timers søvn, men når først jeg er i gang, glemmes trætheden.

Heldigvis fik vi tid til en god travetur i det skønne vejr i går til julekomsammen, det gjorde at trætheden minimeredes.

Anden juledag er afslapningsdag. Vi har spist risalamande til morgenmad, og vi har tænkt os at lave en ny portion af resterne af risengrøden. Oprindelig havde vi tænkt klatkager, men der er masser af fløde og kirsebærsovs tilbage, så ... 

Alle tre trængte til gåtur i det fantastiske solskinsvejr, så vi fik travet små 5 km i vores eget lille område. 

I morgen drager vi vestpå, dog kun datteren og jeg. Vi tre jyske søstre mødes til julekomsammen med den del af vores familie, der kan være med. Det er lang tid siden vi har set hinanden, så jeg glæder mig. Landmanden skal sortere kartofler, så du også kan få gode kartofler til nytårsmenuen. Og jeg skal have bagt to tærter, der skal med til julekomsammen.

Jeg holder af de tolv juledage, så julen slutter ikke før Helligtrekonger her i huset. De bliver en blanding af fridage og arbejdsdage, det gør ikke noget, så går jeg ikke helt i slowmotion. Lige nu overvejer jeg, om julen skal vare lidt længere, for måske kommer den lille norske familie hjem i januar. Så kunne vi jo fejre jul i januar. Vi får se.

Håber du har haft nogle gode dage, om du fejrer jul eller ej. 

opdatering: Tak, Ellen, jeg havde skrevet 2022 i overskriften. Jeg må siges at være forud for min tid :-)

Forlænget weekend i Trondheim

 Sidste lørdag var vi aktive, vi tog ind til Trondheim og nød julepynten/lysene. Vi skulle selvfølgelig snuse og opleve julemarkedet. Jeg går altid i indkøbsblokering ved synet af mange julehytter med salg af alt muligt. Der hvor jeg typisk handler ind, er lækkerier til her og nu. Det kunne være et glas varmt gløgg, men der mærker man forskellen på Danmark og Norge, for i Norge serveres der ikke alkoholiske drikke udendørs. Det kunne også være en specialitet på julemarkedet, vafler på pind, men der var så stor en kø til den bod hele dagen igennem, så det opgav vi. Jeg fik købt et glas julegele, lavet af sortbær. Det vil vi nyde juleaften.

Vi kunne godt have fået gløgg. da vi kom ind i den store Lavvu med plads til mange mennesker og med ildsteder flere steder. I stedet for valgte vi en lækker ret, Bacalao, egentlig er den portugesisk, men med norsk klipfisk, så den kan købes mange steder i Norge. Det smagte lækkert og S. sov gennem hele julemarkedet, så vi havde tid til at nyde maden og hinandens selskab.

Bagefter gik vi en tur gennem byen til Byhaven, et indkøbscenter, hvor Pepperkakebyen holder til. Det er en udstilling med velgørende formål. Overskuddet går til Børneafdeling for kræft- og blodsygdomme på St. Olavs Hospital. Alle kan bidrage med sit dekorerede peberkagehus og så kan alle, der køber billet, stemme om det bedste peberkagehus. Nogle havde valgt den nemme løsning, nemlig et samlesæt i færdigbagt peberkage dej, som man (typisk børn) havde pyntet.

S. var vågnet, så han så det hele fra sin fars arm. Bagefter var han sulten, så vi tog en kaffe/kage pause i konditoriet i centeret, mens han blev ammet.

de kongeliges residens, når de er i Trondheim

Søndag var slappe-af dag med tid til hinanden hjemme. Jeg fik lov at passe S, da han vågnede. Og jeg kan stadig gøre noget, samtidig med at jeg passer barn. Vi hyggede os, mens jeg gik i bad. Og bagefter lavede jeg morgenmad, mens han lå på et tæppe på gulvet og øvede sig i at vende sig.

Sidst på eftermiddagen tog datteren og jeg en utilfreds lille herre med i barnevogn. Han kunne ikke finde ud af at falde i søvn, det hjalp med frisk luft og en lang gåtur. Det er et skønt område søn og svigerdatter bor i. Lige bag huset ligger et fredet naturområde med lysløjpe om vinteren, og lige ved siden af løjpen er en sti. Sneen var trampet flad, så vi kunne fint gå med barnevognen.

Om aftenen fik vi en nationalret fra Trøndelag (som Trondheim hører til), Sodd,  en suppe lavet på fårekød og med stykker af kødet i suppen sammen med kødboller. Dertil fladbrød eller skjenning (et sødt fladbrød). Når det serveres, lægger man først kogte kartofler og kogte gulerodstern i tallerkenerne, kartoflerne moses let i stykker og suppen hældes over. Det smagte rigtig godt.

Bagefter fik vi besøg af min svigerdatters storesøster med mand og børn. Det var hyggeligt og dejligt, at de også gerne ville hilse på datteren. Snakken gik livligt. De er gode til ikke at snakke hurtigt, så vi kan følge med i det norske.

S er en kraftkarl, 4 måneder gammel vejer han 8,5 kg og måler 70 cm, så han kan faktisk allerede passe str 74 (svarer til 6-9 mdr). Heldigt at jeg havde købt tøj i str 74 i adventsgave. 

Mandag formiddag drog datteren og jeg af sted. Sønnen skulle på arbejde, så vi ville udforske det norske bussystem. Det gik fint, jeg fik købt billet på en app og turen med to busser gik hurtigt. Jeg er typen, der altid skal af sted i god tid, for vi skulle jo nødigt komme for sent til flyet. Det gav os flere timer i lufthavnen. Denne gang fløj vi først til Oslo og så til Aalborg. Det er en kortere rejse, men ventetiden undgik vi ikke. Det er hurtigere at flyve, og det er skønt, at vi kan og må komme til Norge, men jeg holder nu mest af køreturene. Her oplever man noget hele tiden, og man skal ikke have mundbind på hele tiden.

Nu er der så gået en uge siden vi drog af sted. Hverdagen er hektisk, jeg står i samme sitaution som de andre år. Meget er endnu ikke nået, men da mit motto er, at julen kommer, uanset om jeg er klar eller ej, så tager jeg den med ro.

Jeg ved ikke om det er post-corona tilstand, men min søvnrytme er ikke god og derudover bliver jeg hurtigt træt, uanset om jeg får fire timer eller ni timers søvn. Jeg sveder også mere end vanligt. det minder om tiden under overgangen. Min smagssans er forstyrret, jeg har ikke mistet den, men jeg kan f.eks ikke så godt smage salt. Det fandt vi ud af, da landmanden måtte erkende, at aftensmaden lige var til den salte side, han spiste den, men derefter har han smagt maden til.

Jeg købte helt nye krydderier til min store småkagebagning før Norgesturen. Alle de andre synes, at kagerne smager af noget. Jeg kan godt smage lidt, men ikke krydderierne. Den lille familie i Norge fik fem slags småkager i adventsgave. Og da min svigerdatters mor havde givet os lækkert hjemmestrik sidste gang og søsteren dengang havde inviteret os hjem til aftenhygge, havde jeg fyldt en lille kagedåse til dem hver med vores favoritter i hjemmebagte julesmåkager.

Så det kan godt være, at jeg ikke har pyntet til jul eller fået købt noget af det, vi skal have i julen, men vi har masser af småkager.

Decembermorgen

Decembermorgen

Den klukkende lyd fra termokanden, mens teens smukke gyldne farve fylder kruset.

Det blågrå morgenlys udenfor blander sig med julelysene langs garagens tag.

Det er decembermorgen i Trondheim, solen gik ned, mens flyet landede i går ved 14.30 tiden, og den er kun så småt begyndt at vågne. Stilheden i huset fortæller, at alle sover på nær mig. Vi ville gerne at landmanden også var her, men ellers har jeg mine allerkæreste omkring mig lige nu, og det føles godt.

At sidde her i nattøj 24 timer efter at jeg satte mig i flyet i Aalborg, føles godt. Men sammen med glæden blander sig den evindelige bekymring og omsorg, som fødtes for snart 36 år siden, da jeg første gang blev mor, og som forstærkedes, da jeg for 34 ½ år siden blev mor til faren i dette hus. 

Måske er det netop, fordi det ene af mine børn er så langt væk, at det er når jeg er nær, at jeg mærker deres sorg, deres længsel, deres stræben efter at finde sig tilrette i det nye liv, som har været turbulent. At blive forældre i sig selv er livsomvæltende, læg dertil at flytte (for tredje gang på et år),  starte på nyt arbejde og at miste en forælder indenfor tre måneder, det er hårdt.

De skal nok klare det, de skal nok finde deres vej, de er seje, de er gode sammen, og så er de nogle helt fantastiske forældre. Jeg nyder at se dem sammen med S, han stortrives (bruger str 74 (6-9 mdr) 4½ måned gammel) , men mest af alt er han smilende, tilpas, nysgerrig på alt og alle, og jeg kan virkelig se en forskel på hans tilgang til livet fra sidste gang, vi var her. Han har en mening om hvad han vil, og hvor farmor sidste gang kunne lægge ham ned i sine arme, når han var træt, så insiterer han nu på at sidde på arm, så han kan se sig omkring, mens han putter sig tæt ind til mig, hjertefryd.

Jeg skulle testes ved ankomst, sådan var reglerne, sagde de unge testere. Og det vidste jeg, at de ville sige, selv om Danmark har en anden holdning til testning af covidsmittede indenfor de første tolv uger efter. 

Hvad med den der test ved ankomst til Norge?

Landmanden havde heldigvis fundet en hjemmetest i Normal, efter vi begge havde været i diverse apoteker, Matas forretninger, tankstationer og butikker - udsolgt alle vegne. Jeg tog testen torsdag aften, og den var negativ. Det gjorde, at jeg tog den lidt mere med ro, da jeg gik ind til testen i Trondheims lufthavn. Vi skulle ikke vente på svaret, det kom på sms  inden for en time. I det tidsrum sad vi i lufthavnsbussen på vej til Trondheim. Heldigvis var vi begge negative, så sønnen lod os komme ind i bilen og hjem til hans dyrebare lille familie.

Hjertefryd

Nu vil jeg nyde at have begge mine børn, min dejlige svigerdatter og mit lille barnebarn omkring mig de næste par dage. Vi blev enige om, at vi bare skulle sove så længe som vi kunne, og selv om jeg er træt, kunne jeg ikke sove længere. 8 timers søvn opvejer ikke den sidste uges søvnunderskud, men det gør mit barnebarn, så nu må han gerne vågne. Så kan farmor fortælle ham historier og synge for ham, mens de andre sover videre. 

Hvad skal jeg mene?

Hvad skal jeg mene?

Da jeg læste det, kunne jeg mærke dybt inde i mig, at det ikke er i orden. Ikke fordi det har en betydning for mig, for jeg kan til en hver tid fremvise corona-passet. 

Region Nordjylland har besluttet, at fra i morgen skal alle medarbejdere i region Nordjylland kunne fremvise Corona-pas på forespørgsel. Jeg har en formodning om, at der er sundhedspersonale, der ikke er vaccineret. Der kan være mange årsager til, at man ikke ønsker at lade sig vaccine. F.eks. at man har fundet studier, der underbygger hypotesen om, at har man haft covid, har man immunitet, så hvorfor så lade sig vaccine? Eller andre, der med studier og ordentlige forskere i ryggen, ikke mener, at vi alle skal lade os vaccinere, men at det er de sårbare grupper, der skal vaccineres. Blandt andet fordi vi ikke kender til langtidseftervirkningerne af vaccinen. Fuldstændig som vi gør ved influenzavaccinen.

Jeg vælger at følge de forskere, som anbefaler 3. stik og når vi er på den anden side af jul bestiller jeg tid (orker ikke at blive syg lige nu, som mange af mine kolleger blev efter 3. stik) Jeg har også haft covid efter mine to vacciner, så jeg anses i myndighedstankegang som værende immun i 6 måneder fra den positive testdag.

MEN kravet betyder, at regionens medarbejdere skal testes hver 3. døgn året rundt for at have et coronapas. Du kan hævde, at når man arbejder med sårbare mennesker, så er det et legitimt krav. men jeg oplever alle som værende dybt ansvarlige og forsøge at overholde alle krav og lader sig teste ved mindste mistanke. Jeg har mere regionen mistænkt for at ville undgå sygdomme/isolation blandt personale, fordi vi er så hårdt presset. Det er virkelig slemt på mit sygehus, og jeg tror at alle krydser fingre for, at der ikke sker alvorlige fejl på grund af arbejdspresset, mange nye (fordi de gamle rejser) og mange dårlige patienter.

Jeg står alene med denne holdning, når jeg drøfter det med mine tætteste sparringspartenere i sygeplejen, så jeg er også meget i tvivl. Det føles bare forkert på en eller anden måde.

Forventningens glæde forstyrres

Fordi landmanden ikke kan komme med til Norge, kan jeg skrive om min forestående rejse til Trondheim. Jeg glæder mig til at se den lille familie igen. Jeg glæder mig til at se min datter møde sin lille nevø for første gang. Jeg glæder mig til, at min søn og datter ser hinanden for første gang i over et år. Jeg glæder mig til at se min svigerdatter og datter finde hinanden igen efter ikke at have set hinanden i 1 år og 8 måneder.

Men tvivlen og angsten kommer krybende, fordi Norge har strammet deres indrejsekrav. Min datter og jeg har begge gyldigt coronapas, som Norge accepterer. Men det jeg pludselig kom i tanke om i brusebadet i går var: jeg har jo haft covid, det har udløst et coronapas, så ingen ko på isen der. MEN det siges, at man kan teste positiv op til 12 uger efter smitten. OG Norge forlanger, at alle testes, når man er kommet til Norge. I morgen er det 8 uger siden, jeg blev testet positiv for covid. Hvad nu hvis testen på fredag er positiv, så skal jeg i karantæne og kan så flyve hjem igen, inden jeg får lov at se den lille familie. Eller vil de norske myndigheder repræsenteret ved noget lufthavnspersonale rubricere det som relateret til min coronasygdom for 8 uger siden? Jeg har tænkt mig at ringe til nogen i morgen, som forhåbentlig kan hjælpe mig med min bekymring.

Lad som om ingenting sker

Det er min strategi lige nu, så jeg køber julegaver. Om ikke andet, så kan min datter tage de kufferter med , så den lille familie får deres julegaver. Forleden dag fik S min adventspakke langt om længe med en lille nissehuse og en undertrøje/vest. Jeg har ikke stor succes med at sende pakker til Norge. 2 ud af tre har der været bøvl med. Vi fik billede af den lille gut med nissehuen på. Han er krammeelskelig og jeg er vild med hans glimt i øjnene. Han ser så tillidsfuld ud og er nysgerrig på sin omverden. 

Nissehuen mangler en kvast, jeg kunne ikke nå at lave den (forstod ikke helt opskriften på det punkt), men den skal laves, inden jeg tager derop, for jeg satser på, at jeg selv kan sy den i huen. Ellers må datteren gøre det. Hvis du har en nem opskrift på at lave en kvast til en hue (ikke en pompon) må du meget gerne hjælpe mig til at finde den.

Dagene går med hast

Fredag fik jeg en af de dage, hvor livet bare vendte forkert, så jeg tog den med ro. Fyldte kærlig omsorg til mig selv i dagen og lidt efter lidt fik jeg humøret og energien tilbage, blandt andet med en gåtur og en shoppetur sammen med gemalen. Lørdag var vi til 50 års fødselsdag, den startede kl 13 og varede meget længere end jeg havde troet. Så vi var først hjemme sidst på aftenen. Det var en skøn fest med masser af indslag og god mad. 

Så i min vanlig tidsoptimistiske stil skulle min søndag bruges til utroligt meget. Jeg kommer frem, men ikke som hvis jeg havde skrevet en bog om en 64 årig kvinde, der pludselig forvandledes til en tornado og kunne se på et fint, rent julepyntet hjem med duften af nybagte småkager, da hun taknemlig sank ned i sofaen ved midnatstid med et krus te, en småkage og en god julefilm. Det kommer ikke til at ske, men det, der kommer til at ske, er at jeg nu trækker i varmt tøj og går en tur i skumringstimen. Det er noget, der dur og gør mig glad.

Må du få en dejlig adventssøndag med tid til dig og det, du synes er godt for dig.

Så fik vi snestorm

 Det har ikke ændret, at jeg elsker sne, men den gav mig godt nok nogle problemer i går.

Jeg var beredt, kørte en halv time før i går morges og sad og smålo i bilen, for det regnede bare, ingen sne og ingen blæst. Hvor mon den snestorm blev af ? Varslet lød fra kl 6 i min kommune.

Der var som vanligt travlt på afdelingen med mange patienter, også på gangen og med brandvagt tilkoblet. I går fik jeg dog lov til at have min vanlige funktion og fik nogle opgaver ordnet.  Klokken blev lidt over 15, inden jeg kom ned og fik skiftet. 

Jeg kunne godt se at det blæste og der var kommet en del sneslud. Da jeg gik over til min bil, mærkede jeg vindens kraft og sneens mange fnug på mit ansigt. Men egentlig havde jeg stadig ikke forstået, hvor kaotisk det ville blive.

Først da jeg måtte bakke ned fra den lille bakke ud fra poarkeringspladsen og give bilen lidt mere gas for at komme op (og jeg har vinterdæk på), begyndte jeg at forstå. Der gik en halv time, fra jeg kørte ud på parkeringspladsen, til jeg var på Vesterbro ud for sygehuset. Det drejede sig om 200 meter.

Det meste af tiden holdt jeg stille, så kom jeg ca 10 meter frem og så fremdeles. Ambulanceførerne fik brug for alle deres kompetencer for at komme forbi biler, der ikke kunne køre til den ene eller anden side. Da der var gået 2 ½ time, var jeg rykket 1000 meter frem. Jeg drak te, spiste banan, skrev på instagram. Flere biler havde problemer med at komme frem, hjulene kørte blot rundt og rundt. I de biler, hvor de var flere, hoppede folk ud og skubbede for at holde gang i trafikken.

Der poppede beskeder op fra min datter, Liselotte og to kolleger, at de havde sovepladser klar. Men jeg ville gerne hjem.

3½ time efter jeg startede, var jeg nået over Limfjordsbroen, jeg måtte køre forbi en bil, en bus, en lastvil og en varevogn, som ikke kunne køre op ad den lille bakke til broen. På det tidspunkt havde jeg drukket en liter te , så resten af turen hjem kom knibemusklerne på overarbejde. De klarede jobbet!

Fra Nørresundby gik det stille og roligt. Det føg meget, der var glat og sigtbarheden var indmellem stærkt reduceret. Men frem kom jeg med 20 - 40 km i timen. 

4½ time efter kørte jeg fast på gårdspladsen. Nu kunne knibemusklerne næsten ike mere, så jeg lod bil være bil og styrtede ind  på toilettet. Landmanden fik lov til at køre lidt frem og tilbage for at kunne forcere snemasserne, så bilen kom i garage.

Jeg sank sammen i sofaen, fik min aftensmad og så en julefilm, inden det blev sengetid.

I dag stod jeg tidligt op, landmanden havde lovet at køre mig ind. 

Heldigvis havde blæsten lagt sig, og selv hen forbi os havde de ryddet vejen, hvilket normalt først sker om eftermiddagen. Så vi kørte 20 - 40 km i timen og jeg kom på arbejde til tiden. Flere kolleger fra aftenvagtholdet i går gik i dobbelt vagt, fordi nattevagter ikke kunne komme ind. Der var massiv overbelægning, fordi de patienter, der skulle have været videre i går, ikke kom det.

Der var også kolleger, der ikke kom hjem i går, en tog tilbage og arbejdede i aftenvagten og sov på et kontor i nat. En anden måtte vende om og finde logi i Aalborg. Jeg aflyste mit projektarbejde i dag og hjalp med at få patienterne givet mad og medicin samt fik nogen af dem gjort klar til overflytning.

Alle var trætte, da aftenvagterne mødte ind, og de så helt trætte ud, fordi de manglede faste folk og derfor havde vikarer med. Vikarerne gør, hvad de kan, men der er meget, de ikke kan. Og med en afdeling, hvor der er flere isolationsstuer med covid-patienter og mange på gangen, fordi folk heller ikke var blevet hentet, da vi gik, så forstår jeg godt, at de så trætte ud på forhånd (måske nogen af dem også havde haft den hårde vagt i går aftes). Jeg håber inderligt, at de får en god vagt.

Turen hjem gik også med 20 - 40 km i timen. Vi havde dog te med og jeg havde købt chokolade i sygehusets cafe, så vi hyggede os på hjemturen.

Der er smukt udenfor og lyskæderne/lystræerne tager sig godt ud sammen med sneen. Jeg elsker stadig sne.

Forbundethed

 Hvad skal der til for at føle sig forbundet?

Med patienter og pårørende? I den forløbne uge har jeg været en del i plejen og to af dagene var jeg så heldig, at jeg passede de samme patienter. Denne følelse af at kende min patient allerede, inden jeg går ind til dem om morgenen, får mig til at føle mig forbundet med dem. Jeg kan komme dybere ned i min pleje, jeg kan måske nå noget af det, som ikke kunne nås dagen før. Og bedst af alt, jeg kan også mærke, at patienter og pårørende bliver mere trygge ved mig. Vi forsøger at være de samme hos patienterne, men meget kan ske på en akut afdeling. For mit vedkommende har jeg været den, man kan flytte med, så dagens fordelingskabale kan gå op. Defor var det endnu mere skønt at have to dage med de samme patienter.

Med mundbind? NO way! Jeg kommer aldrig til at føle mig forbundet med et mundbind, men det har været en nødvendighed og det er det så igen. Tværtimod fjerner mundbindet følelsen af forbundethed med patienterne. De kan kun se mine øjne, ikke min mimik, mit smil, mine ord. Vi afventer retningslinjerne for brug af mundbind på afdelingen, jeg håber i mit stille sind, at det kun er i kontakt med patienterne, at vi skal have det på og ikke på kontorer eller på gangen i skarp trav. Opdatering, så fik jeg tjekket mail og vi skal have mundvind på hele tiden, undtagen når vi sidder på et kontor eller i personalestuen. SUK

Med bekendte? I lørdags afholdt vi vores traditionelle julefrokost med gode bekendte fra min hjemegn. Selv om vi kun ses denne ene gang om året, så kender vi hinanden gennem et langt liv, så der er altid noget at snakke om. Men den dybe snak når vi ikke på sådan en aften, så derfor er vi mere forbundet gennem de mange år med julefrokost og hyggelige snakke. Dog har facebook gjort, at vi får en flig mere at vide om hinandens hverdagsliv, blandt andet kendte de fleste til min sygeplejerskepris og da vi nærmest aldrig taler om mit arbejde, så var det faktisk dejligt at kunne berøre mit arbejde kort på sådan en aften.

Med traditioner? I går samlede jeg for 38. gang adventsstjernen alias Christinfelderstjernen alias Hernnhuterstjernen. Jeg mindedes at stjernen hang i karnappen ud mod gaden hos mine morforældre. Jeg mindedes, hvordan den også var en del af min barndomsjul hjemme og hvordan det var min far, der samlede den. Han afprøvede dog, om han ikke blot kunne hænge stjernen på loftet med en pose udenom. Det var ikke en god ide, stjernespidserne blev bløde og så ikke så flotte ud. Så jeg samler den møjsommeligt, og de sidste år har jeg tænkt, nu må jeg bestille en ny, men endnu holder den ud. Ligesom vi andre gør det.

De første mange år lavede jeg selv adventskrans, godt oplært af min mor. Sidenhen købte jeg kransen hos FDF og de sidste mange år har det været et fad med lys uden gran. I år blev det mos og stjernedrys, der sammen med lysene blev min adventskrans. Datteren lavede også adventskrans herhjemme. Hendes blev sat op på en lille træbjælke, hun fandt i laden. Det var hyggeligt at lave noget sammen.

Med minder? Fra d. 1/11 er jeg gået ned i tid. Jeg arbejder nu 24 timer om ugen fordelt på tirsdag, onsdag og torsdag. Det bekommer mig vel, men jeg gruer for nytårets komme, for løftet til mig selv er at jeg skal bruge den ekstra fridag, mandag, til at få ryddet op og smidt ud i hele huset, inklusiv loftet. Og da jeg, som du ville vide, hvis du har læst med i mange år, har svært ved at kassere, fordi tingene er forbundet med minder, så får jeg ondt i maven ved det løfte. Men som Ellen skrev i forrige indlæg, spørg dig selv, om dine børn vil have dette, når du er død, og hvis ikke, så smid ud. Om det så bliver til genbrug eller genbrugspladsen får vi at se. Jeg overvejer også at holde min ældste lillesøster op på hendes tilbud engang. Hun tilbød at komme op og hjælpe mig i gang.

Med familien? Min lille familie i Norge nyder vi at få billeder fra og følge med i hverdagen deroppe. Vi kan dog også godt mærke, at de har nok at se til, så indimellem sender jeg lige en lille besked om vores gøren og laden, og så får jeg som regel lidt tilbage. Man må være snu indimellem ;-) Jeg glæder mig til at skulle rejse derop her i december. Som det ser ud lige nu, kan vaccinerede komme derop, selv om vi er rubriceret som rødt område i forhold til Norge. Landmanden bliver herhjemme, så for en gangs skyld kan jeg snakke om forventningens glæde. Jeg glæder mig også helt vidlt meget til at rejse med datteren og se hende møde sin nevø for første gang. S har det skønneste smil og det mest skælmske blik. Han vokser lige som han skal, så der er helt sikkert sket meget med ham siden oktober måned.

Landmanden hænger billeder op for datteren, samler skabe og sætter lamper op. Så i aften er jeg alene på gården sammen med hundene. Jeg synes, det er godt, at far og datter også har lidt tid sammen, uden moderen blander sig. Nu er datterens hjemmeside færdig, så har du eller nogen, du kender, brug for en, med forstand på grafisk design, kunst, kultur og visuel formidling, så giv dem et praj om atelier Kjærhauge. De udtalelser, der ligger fra kunder, slog benene væk under mig. Jeg synes jo, hun er dygtig, men det skal jeg jo som mor synes. Kig lidt på hendes univers, og hun kan komme overalt i Danmark. Hun er aldrig længere væk end din skærm. 

Vores børn synes, at deres forældre er lige rigelig tæt forbundet med deres smartphone. Og de har nok lidt ret. Det er i hvert fald hyppigere os end dem, der tager smartphonen frem først. Men jeg øver mig på at blive bedre til  at lade den blive i lommen/tasken. At følge med i blogge eller på instagram er dog også en måde at være forbundet på. Men også en måde at koble sig ud af nærværet og tilstedeværelse i den hverdag, der er lige her og nu. Så det er med at finde en balance.

 

Mindernes tilknytning

 Vi husker og genkalder os oplevelser, ting, mennesker fra forskellige steder i hjernen. Dufte, lugte, lyde, farver, sange, ord - alle gemmer sig forskellige steder i hjernen og derfor kan man ikke sige, at hukommelsen er ét sted i hjernen.

Jeg har før skrevet om, at det er svært for mig at rydde ud, tingene minder mig om mennesker og oplevelser sammen med dem.

Da jeg begyndte at blogge, fandt jeg i løbet af det første år flere blogere, som jeg jævnligt skrev hos og som skrev hos mig. At jeg begyndte at mødes med en lille flok nordjydske bloggere skyldtes en sjællandsk blogger, som desværre døde i juni 2015. Anne skrev til os, at hun skulle til Hals, og om vi skulle mødes. Liselotte åbnede sine døre og andre bestilte lækker mad hos Fandanko. Det blev siden til flere møder.

Og i foråret 2015 hjalp Anne mig med at finde garnfarver til en kjole, som jeg ville strikke. Anne var min livline og vi skrev jævnligt sammen. Vi mødtes sidste gang til strikkekomsammen udenfor Garnudsalg, hvor vi snakkede om vores børn. Tre dage efter døde Anne pludseligt, og det var svært at forstå, at denne skønne kvinde med så meget livsmod ikke var her mere.

Jeg strikkede videre på kjolen, men indimellem gik der meget lang tid mellem kjolestrikningen. Den blev knyttet til Anne, den blev et symbol på mit venskab med Anne, og hvad nu hvis jeg ikke kunne lide den eller at den ikke klædte mig. Det giver jo ingen mening at tænke sådan, men det gjorde jeg.

I dag syede jeg knappen i, og jeg har gået i kjolen lige siden. Jeg elsker at have den på, og jeg har tænkt på Anne mange gange siden da og på hendes familie. 

Jeg er så glad for, at kjolen endelig færdig, 6½ år siden jeg startede på den. Jeg troede faktisk ikke, at det nogensinde skulle ske, men nu er det sket.

valgdag, valgflæsk, blot en hverdag som andre

 Nogle har traditioner for specielle menuer på valgdage. I den gruppe, som jeg dyrker dynamisk bevægelsestræning sammen med, snakkede de om stegt flæsk. Vi har aldrig gjort en tradition ud af valgmiddagen, om det er folketingsvalg eller kommunal/regionsvalg. Mon du har en tradition?

Jeg nåede heldigvis at stemme, før jeg skulle til træning, ellers måtte jeg have stemt sveddryppende og med rødt ansigt. Nu kunne jeg køre hjem, finde resterne fra i går frem og servere minestronesuppe. Jeg havde dog købt en risalamande til dessert, så lidt anderledes føltes dagen.

Alt ånder ro på gården, begge hunde slapper af i hver sin hundekurv i bryggerset, landmanden er inde for at stemme. De arbejdede indtil kl 18. Jeg mangler også noget arbejde, men har besluttet, at det må samles op senere på ugen. Jeg er for træt lige nu. Jeg havde en god dag i plejen sammen med kolleger. I morgen er det andre kolleger, jeg går sammen med. Det er aftalen, at jeg fokuserer på de nyeste af vores kolleger, også kaldet advanced beginners ifølge en sygeplejeteoretiker. De har en masse viden med sig fra studiet, de har erfaring fra det speciale, de afsluttede i, og nu skal de så finde sig selv som uddannet sygeplejerske. Det kan godt være en stor mundfuld i en hektisk og konstant foranderlig hverdag. Så selv om jeg i overskriften skriver en hverdag som andre hverdage, så er hver dag aldrig den samme.

I går var en af de dage, hvor jeg var så træt, at jeg gik i seng klokken otte, lyttede til min lydbog og blev mere vågen af det, så det endte med at jeg ikke kunne sove og nåede at læse en anden bog færdig. Den bog kan jeg også anbefale: De elskende fra Prag. Jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvem der anbefalede den, eller om det var en af dem, der stod fremme på bordet indenfor indgangen til biblioteket og fristede mig.  Det er ofte Randi Glensbos boganmeldelser, der lokker mig til at bestille nye bøger på biblioteket. Og nu fik jeg lige bestilt to mere, da jeg søgte i hendes mange anmeldelser. Ofte har biblioteket ikke fået dem købt hjem, når Randi anmelder dem. Så en gang imellem går jeg på opdagelser i hendes blog og finder noget lækkert til aftensteen.

De elskende fra Prag starter med et bryllup i USA, hvor to gamle mennesker genkender hinanden tilbage fra slut 30erne i Prag. De er begge jøder og gennem tilbageblik på begges sider, får vi fortalt historien om, hvad der skete efter de mistede hinanden. Den er på sin vis grum, men samtidig viser den også, hvordan der midt i koncentrationslejrenes grusomheder opstår måder at holde ved livet. Det synes jeg er helt utrolig og fantastisk, at man arrangerer musicals, at man smugler farver og papir ud til børneafdelingen, så børnene kan få lov til at tegne osv. Og det viste sig i efterordet, at historierne har rod i det virkelige liv, blot fortalt på en anden måde og i romanform. Det gjorde det blot mere smukt og interessant.

Nu er landmanden kommet hjem, jeg har taget kage op fra fryseren, som vi kan nyde sammen med is. Så får vi da også fejret valgdagen lidt. 

en lille sti af svampe

Små glimt

Det var dejligt at undervise for en stor flok patienter og pårørende i onsdags. Det var rart at kunne mærke, at trods et stort hold fik de også noget med sig. Det var derimod ikke rart at skulle tilbage til den konstante holden afstand og at de skulle blive på deres siddepladser. Flere kom med mundbind ind i auditoriet, der var helt tydeligt en angst for ikke at udsætte sig selv for smitte. Diætisten og jeg havde travlt, når 30 mennesker skulle have kaffe/te og vand serveret. Heldigvis har sygehuset nu meldt ud, at vi ikke, oveni alt det andet vi skal lave, skal være kontrollører og tjekke coronapas på alle på sygehuset. Det havde jeg ellers frygtet.

Der er en træthed og ulmende vrede blandt mine kolleger, som jeg ikke før har set. Statsministerens ord og manglende indsigt i, hvor hårdt det har været og hvor hårdt det er at være sygeplejepersonale, har ramt dem. Det gør ondt at se deres manglende gnist i øjnene og at se dem vige i blikket, når de ser på mig. Jeg kender det fra tidligere pressede perioder, jeg bliver synonymet på en, der vil tale med dem om, hvordan vi bliver bedre i vores sygepleje, men det har jeg lært - jeg holder min mund. Jeg lader dem bruge mig til det, de har brug for. Denne gang er det bare langt flere kolleger, der har det sådan. Jeg håber inderligt, at vi rider stormen af, at ingen siger op og al den sygdom, som lige nu rammer folk (svære forkølelser, sygdom efter influenzavacciner og covidvaccinationer oveni mange børn er syge) snart er ovre. Mine kolleger, som ikke er gamle i faget, græder jævnligt på arbejde og flere har mistet arbejdsglæden.

Jeg har en god leder, der handler, hvor hun kan. Så der er sat flere ting i værk, der skal hjælpe kollegerne i hverdagen. Jeg og min souschef har aflyst alle de opgaver og alle de møder, som vi overhovedet kan og går fra nu af med i plejen sammen med vores kolleger, der er nye i faget. 

I går aftes tog jeg en aftenvagt, og det var jeg spændt på. Det er lang tid siden, at jeg har haft aftenvagt. Faktisk var jeg helt nervøs for det, men jeg holdt fast i, at jeg var sammen med gode kolleger, så det skulle nok gå. For lang tid siden afholdt afsnittet amerikansk lotteri og overskuddet skulle gå til en brag af en fest, når Danmark åbnede op igen. Det var så i går. Den fest ville alle rigtig gerne med til, så  det lykkedes takket være tidligere kolleger og nu faste vikarer hos os kombineret med kolleger, som ikke ville til festen, at få det til at gå op. Vi havde en god aften og helt mirakuløst væltede det ikke ind med dårlige patienter. Vi er ellers en af mange afdelinger, som ofte har patienter liggende på gangene. Vi havde nok at se til, men var ikke der, hvor man skulle være fire steder på en gang. Og så håber jeg, at kollegerne virkelig havde en god fest med masser af latter og snak. En aften, hvor de kunne lade livsglæden fylde dem.

Torsdag  eftermiddag mødtes jeg med mine to kolleger, som jeg har lavet forskningsprojekt sammen med, til spisning og hyggeligt samvær. Vi afprøvede en for mig ny cafe, Aktuel. Det var så hyggeligt med tid til snak over en god burger. Min ene kollega er ved at tage en kandidatgrad, og det er vildt spændende at høre om de fag og de tanker, hun gør sig undervejs. Der sker så meget, når man går i gang med en videreuddannelse. Vi glæder os dog til at få hende tilbage til sommer. Hun er også stadig på afdelingen, men primært hver tredje weekend og i universitets ferieperioder, da hun får løn under uddannelse.

Jeg er ikke på toppen lige for tiden, eller rettere sagt det går op og ned med energiniveauet. Jeg tror, det er post-corona træthed. Så jeg var helt stolt, da jeg i mandags fik ryddet op og gjort rent på kontoret. Der skal ryddes mere op, men lige nu nyder jeg de ryddelige flader og det rene gulv. At varmen så er gået sig en tur, må løses med tæpper omkring mig, halstørklæde og termovest , når jeg skal arbejde på kontoret. Vi har begge haft for travlt til at få bestilit en VVS-mand.

I tirsdags havde jeg hjemmearbejdsdag, hvor jeg gjorde flittigt brug af teamsfunktionen, jeg havde hele fire møder på programmet. Jeg plejer altid at sætte baggrundsfilter på, og i anledningen af efteråret/vinteren var der kommet nye, så mine kolleger havde fornøjelsen af at se mig i en ishule med isbjørne omkring mig. Det passede meget fint til mit outfit og temperaturen på kontoret.

Ikke fra kontoret men udsigten fra min lune stues sofa

Mandag sluttede vi dagen af med, at landmanden ordnede lys og billedophæng hos datteren. Jeg var den perfekte assistent/håndlanger (et langt ægteskab med en perfektionistisk håndværker har uddannet mig til den funktion) Datteren lavede til gengæld dejlig mad til os. Og så er det skægt at se far og datter i aktion, de har begge meget klart en mening, om hvordan ting skal se ud, om der skal hænge en eller to lamper, om billedet skal hænge lidt højere eller lavere osv. Men de endte som regel med at være enige, og ellers måtte jeg jo minde den ene om, hvem der boede i lejligheden ;-)

At være håndværker, landmand eller sygeplejerske er ret håndgribelige funktioner. De kan være meget foranderlige, man ved aldrig, hvad dagen byder på. Men man går dog på arbejde, om end hjemmearbejdsdage for mit vedkommende er blevet en alternativ mulighed i takt med andre funktioner i sygeplejen. 

Datteren er nu rejst til Sverige for at besøge en veninde og automatisk rubricerer vi det som ferie. Men så måtte vi jo minde hinanden om, at hun kan arbejde overalt med sine freelanceopgaver, sin kunst og forberedelser til workshops. Hun er ikke bundet af et bestemt sted at gå på arbejde. Når hun er frivillig som udstillingsvært på Kunsthal Nord, kan hun arbejde, når der ikke er besøgende. Når hun sidder i toget på vej til København, kan hun arbejde. Inspirationen til hendes kunst/workshops/grafiske opgaver kommer jo netop, når hun er midt i livet.

Jeg går ikke særlig meget op i indretning, det vigtigste er, at der er hyggeligt og at vi har det rart sammen, når jeg har gæster. Min datter er til gengæld skrap til at lave små tableauer, der fanger mit øje og gør mig glad. I mandags grinte jeg godt nok af, at elefanten havde fået en ny opgave, som så ud til at passe fint til den.

Jeg har fået læst bøger og set film hele weekenden. En af jer havde anbefalet Den sidste boghandel i London. Det var en sød og hyggelig bog at læse, om end den også satte tanker i gang. Den foregår under 2. verdenskrig og f.eks. fik beskrivelsen af hovedpersonens vej hjem efter arbejde den aften da mørklægningsgardiner blev effektueret, mig til at indse, hvor meget lys vi får fra omgivelserne i en by eller fra gårdene på min vej, når jeg går mørketure. Lige som jeg også husker en, der beskrev, at nutidens menneske ville få kvalme af at være tilbage i middelalderen med alle dens lugte, folk, der ikke blev vasket, latriner, der blev tømt midt i byen osv.

To andre bøger er blevet læst; Boghandlen ved Themsens bred og Vores sommer ved Provence. Begge bøger, som handler om at finde sin vej i livet efter modgang og benspænd. Begge kan også anbefales.

En bog, som jeg lytter til, og kan anbefale trods jeg ikke er færdig med den, er Den Franske fotograf. Årsagen til at jeg ikke er færdig med  den og til at jeg har måttet låne den fire gange, er fordi jeg er blevet lidt tåbelig på mine gamle dage. Jeg har så svært ved, når svigt og modgang opstår. I en bog kan jeg hurtigt skimme hen over de dele, men når det er en lydbog, er jeg jo nødt til lytte til det hele. Og selv om jeg udmærket ved, hvad der sker, idet den springer mellem nutid og fortid, så får den lov at ligge flere uger og så er udlånstiden udløbet. Jeg satser dog på at få den lyttet færdig. Måske skulle jeg gå mig en tur i dag, hvor landmanden er på jagt, med høretelefonerne i øret. Jeg elsker jo mest at gå uden, så jeg kan høre naturen omkring mig. Men nu skal den bog lyttes færdig. 

God weekend til dig og tak for tålmodigheden, hvis du kom igennem dette lange indlæg.

Farmor på afstand og tæt på

 Heldigvis fik jeg taget covid-testen den mandag, som jo var positiv, og ikke som anbefalet på dag 4, som var onsdag. Havde jeg gjort det, ville jeg fremstå som positiv først fra denne dag og i følge retningslinjerne ikke have været berettiget til mit coronapas, før dagen efter vi rejste til Norge. Nu skal man ikke fremvise coronapas mere, men alligevel. Vi tog færgen kl 22 om aftenen til Larvik, jeg fik sovet ombord, landmanden fik ikke sovet så meget. Denne gang kunne vi dog skiftes til at køre op gennem Norge om natten. Det gav ingen mening at finde et hotel klokken halv tre om natten, så vi drog nordpå. 

Først blev vi udtaget til kontrol og selv om de heller ikke bad om at se coronapas, så spurgte de os dog, om vi var vaccineret. Det er vi jo, men jeg fortalte ikke, at jeg havde haft corona 15 dage før, for jeg havde jo mit coronapas.

Turen op gennem Norge blev lidt mere spændende end tilsigtet. Jeg havde tænkt på det, landmanden havde ikke, men midt i al klargøring til ferien og rengøring efter isolationen glemte jeg at fortælle, at jeg havde set, at ved Elverum ville temperaturen dykke ned til frysepunktet. Landmanden havde tjekket temperaturen ved Trondheim, og de var fine, noget lig temperaturen herhjemme. Så vi kørte af sted på sommerdæk, det gør vi så aldrig mere i oktober måned.

Der var vejarbejde på riksvei 3, så vi blev ledt ud på det der svarer til amtsveje, fylkesvei, og de var mindre, meget mere snørklede og det var mørkt, det regnede og mens jeg kørte, kom temperaturen tættere og tættere på frysepunktet. Et sted så jeg i mørket, at der lå lidt sne i vejkanten. Jeg kunne se, at vi kom op i højderne og da landmanden overtog kørslen, kunne vi mærke det i ørerne. Og så blev der glat på vejene med en del sneslud. Men vi kom godt igennem og da vi var tilbage på E6 og nede i dalene, gik det fint.

Vi havde lovet at være i Trondheim inden middag. Vores svigerdatter læser kandidat i folkesundhed, men har barsel nu. Hendes studiegruppe var dog inviteret til en national forkonference om folkesundhed i Trondheim, hvor de også skulle fremlægge deres semesteropgave. Det ville hun gerne deltage i, så meget det nu kunne lade sig gøre med et barn, der skal ammes. Det var sejt gjort og hun fik anerkendelse for sin fremlægning.

Vi skrev sammen undervejs, så da vi kørte ind til deres nye hus, vidste vi, at vores søn havde kørt hende ind til Trondheim og vi skulle blot trykke os ind på dørkoden. Lige som vi kom, kom vores søn hjem med en lille gnaven S. Han brød sig ikke om at være alene på bagsædet i autostol. Han blev dog tilfreds, så snart han kom op i sin fars arme. Det er stort at se sin søn være far, han gør det så godt. Min mand kunne slet ikke lade være med at kommentere flere gange i løbet af ferien, hvor god en far vores søn er. Det er store ord fra en vendelbo ;-)

Nå men sønnen skulle jo på arbejde igen, og da vi skulle bruge hans bil til at køre ind til Trondheim til ammetid, kørte landmanden ham på arbejde. Og så stod farmor der med sit lille barnebarn i armene. Landmanden havde været bekymret for, hvordan S ville reagere, når vi skulle passe ham alene. Men det var som om, at S kendte min stemme, jeg har snakket til ham og sunget for ham på messenger. Så jeg sang for ham og jeg fik skønne små generte smil fra ham. Han ville dog ikke sove, selv om han var træt, så jeg gik rundt med ham og sang. Da landmanden kom tilbage, fik han lov til at synge og snakke med ham, mens jeg fandt frokost frem til os.

Vi fik også hue på og sat ham i autostol, selv om det var under store protester, da han skulle ind og ammes. Men lige så snart han var i bilen, og jeg sad og holdt ham i hånden, faldt han i søvn. Senere lærte vi, at træthed kombineret med hue og det med at blive lagt i barnevogn eller i autostol kunne udløse gråd, også når det var forældrene, der gjorde det. S er vild med boogie woogie sangen, så den har jeg sunget mange gange for ham under ble- og tøjskift.

Det var skønt at se hans smil, da han vågnede op på hotellet og så sin mor. S blev ammet og så tog vi os af bøvsning og turen hjem, mens svigerdatteren gik ind til konferencen igen.

De næste dage gik på samme vis, vi arbejdede begge i huset, når S sov, og når han var vågen, tog jeg mig af ham. Vores søn blev kørt på arbejde tidligt om morgenen, og når S og hans mor var klar, kørte landmanden hende til konference og vi kørte begge S ind til hende til amning.

Vores søn og svigerdatter havde netop overtaget huset om søndagen, de havde fået meget hjælp af den norske del af familien på flyttedagen, fordi flyttefirmaet løb fra deres aftale. Nu var det vores tur til at hjælpe. Vi pakkede ud, landmanden brugte sin håndværkeruddannelse til at få en masse ting på plads. Vi kørte alle sammen ture om aftenen for at se på diverse møbler, lamper osv. Jeg gjorde rent i den gamle lejlighed om lørdagen. Vi nåede også at være sammen med hele min svigerdatters familie lørdag aften, inden vi drog hjem søndag morgen. Lørdag aften tog svigerdatteren os på mørketur ud til en lille sandstrand, hvor flere have haft held til at se nordlys. Vi fik dog ikke nordlyset at se, men nød at stå der i mørket og se på vandet og lysene inde fra Trondheim.

Men mest af alt passede jeg S, og vi knyttede tætte bånd. Jeg gik ture med ham i barnevogn i området og fik lært det at kende. Jeg var sågar i Rema med barnevogn og fik handlet ind. Alle disse små hverdagsting, som man ikke kan gøre på afstand, men som føles stort at kunne være en del af.

Som jeg skrev tidligere, så er jeg fuldstændig og aldeles faldet for dette lille kære menneske. Han er så glad og gavmild med sine smil. Og jeg glæder mig allerede til at se S og hans forældre igen. Datteren skal se sin nevø for første gang til december, hun og jeg flyver derop sammen på en forlænget weekend. Og vi glæder os sådan til turen. Jeg glæder mig også til at skulle rejse sammen med min datter, det er mange år siden sidst jeg har gjort det.

Og da jeg gennemså mine billeder, opdagede jeg, at jeg helt glemte at fortælle, at vi så elge den morgen på vej til Trondheim. Fire store flotte elge gik ude på en mark. Det var stort, jeg har kun set elg en gang før. Min mobils kamera er ikke særlig god til at zoome, så det bliver kun et rystet bevis I får.

Hjertefryd - Bevæget og beæret

 Egentlig skulle dette indlæg handle om vores lille ferie til Trondheim, men det må vente til næste indlæg. Blot kan jeg sige - farmor er forelsket - helt og aldeles. Jeg har fået det skønneste lille barnebarn, som smiler, så hjerter smelter.

Vi kom hjem sent søndag aften, jeg skulle holde oplæg sammen med mine kolleger om vores forskningsprojekt på Sygeplejesymposium mandag, ligesom jeg skulle holde oplæg om opfølgningsforløbene, som er startet på baggrund af vores forskningsresultater. Jeg havde intet nået at forberede, inden vi tog til Norge. Så jeg forsøgte på vej hjem med færgen søndag aften, men der vippede for meget, så jeg blev utilpas af at se på en computerskærm. Hjemme blev mit PowerPoint fra tidligere redigeret og overført til USB-stik. Selvfølgelig kunne jeg ikke sove, så jeg var meget træt, da jeg stod op tidlig mandag morgen.

Heldigvis havde min kollega tilbudt mig, at hun ville køre. 240 sygeplejersker var samlet til det første fælles oplæg, og bagefter skulle der uddeles en pris. Erik Elgaard Sørensens sygeplejerskepris er etableret til minde om afdøde tidligere leder af forskningsenheden for Klinisk Sygepleje og professor ved Aalborg Universitet. Prisen skulle uddeles for første gang og blev uddelt af Eriks mand, minister og tidligere sygeplejerske Flemming Møller Mortensen.

Gæt hvem der fik den?

Jeg blev helt og aldeles overvældet og meget, meget bevæget. Det er en stor pris at få. Erik Elgaard Sørensen har i den grad sat spor i mange sygeplejersker, hans brændende engagement for sygeplejen både nationalt og internationalt har forplantet sig til os andre.

Heldigvis kunne jeg finde mindet fra dengang jeg gik på diplomuddannelse og min leder arrangerede et møde med Erik, hvor vi skulle drøfte mine ideer til ændringer i sygeplejen til mennesker med stroke. Det minde fortalte jeg om. Erik havde sagt, at jeg var en typisk sygeplejerske, som med det samme hun spotter et problem, går i handlings og løsningstilstand. I stedet skulle jeg tænke: hvad ved jeg, hvad ved jeg ikke og hvad vil jeg gerne vide. På den måde kunne jeg målrette min litteratursøgning og mine spørgsmål til det jeg ville undersøge/ændre. 

Jeg kunne aldrig have fået denne pris uden min afdeling. Mine ledere, der konstant støtter døftelser af sygeplejen. Mine skønne kolleger, som hele tiden udfordrer mig og dem selv til at blive bedre til sygeplejen til mennesker med stroke. 

Jeg er så dybt taknemlig for, at den kvinde, der var lykkelig for at nogen turde ansætte hende som sygeplejerske for snart 22 år siden trods 11 års fravær fra sygeplejen, har fået alle de muligheder og oplevelser. 

Det havde jeg ikke forestillet mig dengang. Hvor var jeg dog heldig at blive ansat på den skønneste afdeling.