SÅ ER DET SLUT

Biken er gået i hi, slut for denne gang. Denne vores anden sæson har været fyldt med gode oplevelser, vi har mødt masser af dejlige mennesker, både i Danmark og i Tyskland, vi har kørt 10.000 km i år.
Slut med at nyde morgenmaden med udsigt til Zugspitze, slut med BMWlagkager og gammeldags æblekager.
Slut med du og jeg ture, hvor vi har nydt hinandens selskab. Vi har set så mange smukke og skønne steder i Danmark, og vi glæder os til næste år.
Glæder os til selv at skulle arrangere en tur i vores område, så vi skal bruge vinterhiet til at køre rekognosceringsture i vores bil.
Glæder os til små og store oplevelser med den motorcykel, som jeg ikke var helt sikker på, jeg ville bryde mig om, men som jeg nu er blevet vild med.

EN NY DAG

Det er mørkt derude, i dag skulle vejret slå om, så kulden også indfinder sig. Jeg har masser af forventninger og forhåbninger til denne dag, noget som jeg venter skal ske, noget som jeg håber skal ske. Ikke de store ting, men ting som betyder noget i hverdagen.
Må dagen på arbejde glide let frem, og må vi få en god dag, hvor følelsen af at det lykkes er den herskende.
Må datteren få besked om, at lejligheden i Paris er booket til hende og veninden, det vil give ro til at glæde sig til 3 måneder i Paris til foråret.
Må de få en god dag herhjemme med sortering af kartofler.
Må sønnen opleve en god dag med kammeraterne på gymnasiet.
Må I alle få en god dag lige der hvor I er. :-)

DET GÅR OVER MIN FORSTAND

Jeg kan ganske enkelt ikke fatte det. At der er pengegriske mennesker også blandt læger, som vil gøre hvad som helst for penge, det kommer ikke bag på mig, men hvordan man som kvinde kan få sig til at få en provokeret abort i 7.- 8. måned, det overstiger min fatteevne. På det tidspunkt har man mærket liv i 3 måneder.
Jeg ved, at man kan være der, hvor man af en eller anden grund fortrænger fakta, til det er for sent, men hvorfor så ikke gennemføre graviditeten og efterfølgende bortadoptere.
Det gør mig så dårlig, når jeg tænker på, hvordan man måske må stå og kvæle det lille barn, for det er jo et barn på det tidspunkt.
Det har fyldt mit hoved i dag. Jeg fatter det ikke.

UDEN FORBINDELSE

To døgn uden fastnet forbindelse og et døgn uden internet har vist mig, hvad jeg bedst kan undvære :-) Hold fast hvor var der mange gange i går, hvor vi pr. automatik satte os hen foran computeren for at undersøge noget, skrive mails, læse blogs og så nå nej det kan vi ikke. Sønnen kunne ikke være på MSN eller spille med kammeraterne. Datteren kunne ikke booke lejligheden i Paris eller læse, om folk kommer til hendes fest.
Godt nettet er tilbage, selvom jeg ikke forstår, hvordan det ene er her og ikke det andet, når man nu mener, det er en kabelfejl, de følges da pænt ad ud af huset?
Ikke mere blog, nu er det regnskab og bogføring, der venter.

VÆGELSINDET

For et år siden købte jeg garn til en trøje, lækkert silketweedog Vivaldis mohairgarn, men jeg syntes det så kedeligt ud, så det røg i skammekrogen, og jeg har ikke strikket siden.








Inspireret af de mange strikkebloggere tog jeg igen op til Bindestuen i Saltum og købte hvid mohair, men tænk det, synes jeg, ser endnu mere træls ud. Så nu står jeg her og grubler, men det ender nu nok med første version, og så må jeg se om ikke det hvide mohair kan bruges til et eller andet.

PÅFYLDNING

De kloge siger, man skal mærke efter sin krops signaler. Min krop siger, der skal påfyldning til, og i går havde jeg apopleksidag, dvs. jeg var ikke med i plejen, men kunne sammen med min kollega gå i dybden med, hvad vi nu syntes var relevant i forhold til plejen af apopleksipatienter.
Der blev læst og diskuteret sygepleje med andre kolleger, og jeg øvede mig i, at ikke hver apopleksidag skal kunne måles i noget konkret færdigt produkt, så jeg fordybede mig i læsning og søgning på nettet om relevant materiale til vores idé om en væg med masser af pjecer, som folk kan købe.
Afdelingen har ikke råd til at købe en masse pjecer, så det vi udleverer til patient og pårørende, er vores egen pjece om apopleksi og så hjernesagens pjece om apopleksi. Der findes imidlertid mange andre gode pjecer, men hvor tit har folk overskud til at få bestilt disse, så nu søger vi en fond om startkapital til at indkøbe diverse pjecer, og så kan pårørende og patienter købe hos os.

I går aftes kombinerede vi hygge og samvær med det faktum, at fruen her ikke gider shoppe, men gerne vil have nyt tøj. Vi drog ned til et vennepar, som forhandler Greenhouse. Her fik vi lækker aftensmad med god rødvin til, hvorefter vi gik ud i butikken, og så prøvede jeg tøj til den store guldmedalje og landmanden kommentererede og vurderede.
Han ved nemlig godt, at hvis jeg selv skal købe ind, så ender det med intet, for det er altid for dyrt, eller jeg er for træt, eller jeg kan ikke tage en beslutning.
Nu er der handlet ind til mix, og går det som for 1½ år siden, så skal jeg ikke købe ret meget andet de næste par år, lækkert !

Påfyldning af gode oplevelser får vi også i aften, vi skal være sammen med 4 par til gourmetaften, hvor to af mændene startede i går i et sommerhus med at kreere årets udsøgte oplevelse i mad og vin. Uhm jeg glæder mig.

TAVLEN

Pigen kunne godt li den store tavle, allerbedst når den lige var vasket, så skinnede den så flot. Det måtte man bare ikke gøre før timen, for så fik læreren problemer, kridt og fugtig tavle blev til misk-mask.
Der var nogle lærere, der var vældig struktureret, havde en flot skrift på tavle, det var nemt at tage notater fra dem. Andre drønede hen over tavlen, intet system, viskede ud konstant, så alt blev svært at læse. De var svære at følge med. Hun prøvede selv at skrive pænt, men det var svært, så nogle gange øvede hun sig, lige når de kom ind fra frikvarteret, inden læreren kom, for dengang måtte man ikke være inde i pauserne.
Oppe i højre hjørne stod, hvem der var dukse, de skulle sørge for, at tavlen var visket ren, så næste lærer bare kunne gå i gang. Hun satte en ære i, at tavlen var pæn. Nedenunder stod, hvad de havde for i regning og læsning.
Det allerbedste var decembermåned, for så tegnede klasselæreren et kalenderlys med de blå, røde og gule kridt, dem brugte de ellers næsten aldrig. Hver dag fik en elev lov til at viske lidt af lyset ud og tegne en ny flamme. Hun syntes selv, hun var god til at lave en flot flamme. Den sidste uge før jul fik de lov til at tegne en flot ramme på tavlen, her måtte de også bruge alle farvekridtene, drengene gad ikke, og det var træls, når de var dukse, for de viskede sommetider noget af rammen ud.
Stadig i dag, når hun ser en tavle, så får hun lyst til at tegne på den.

Tak for udfordringen

MIT HJEM

Min datter og jeg er ikke altid enige om indretning herhjemme. Jeg elsker mit hjem, jeg synes, her er hyggeligt. Der er mange minder, ting, der betyder noget. På klaveret står familiebillederne, mine forældre, morforældre, min mands forældre og morforældre. Vore søskende og os, da vi var børn.
I stuen ved siden af englefiguren, som min datter gav os, for vi trængte til lidt nips, står det sidste familiebillede, billedet fra mine forældres guldbryllup. Det betyder meget for mig.

I det næste vindue står sønnikes mandsfigur. Sønnen mener godtnok den ligner Buddha, men for mig er det en mand, der funderer over livet, han reflekterer over dagligdagen, og jeg elsker den figur. Min søn har altid haft fantasien med sig, han er et varm og meget socialt menneske. Må han finde et job, hvor alle hans evner kan bruges.

I fjernsynsstuen hænger et billede, som vores datter har malet til os. For mig symboliserer det livets træ midt i håbets farve på vej til at springe ud. Jeg elsker det. Hun har sans for indretning, farver og sammensætning, må hun finde et job, hvor alle hendes kreative evner kommer til udfoldelse.

OG LYSET BRYDER FREM

Sikke da en dejlig lysstråle, jeg så i dag på vej til FDF møde. Jeg er ikke leder mere, men i forbindelse med BUSKgudstjenesten (Børn,Unge,Sogn,Kirke) hjælper jeg med at forberede FDFernes indslag. Jeg synes, det er sjovt at være sammen med børn i alle aldre, at fortælle dem historier og lege, men jeg bliver ikke leder igen, det kræver for meget.
Herhjemme gik datteren amok, hun skulle gøre folkerummet rent, det endte med total oprydning, hun fandt et gammel skab i laden, som blev gjort rent. Reolen i folkerummet blev rykket ind i de private gemakker, så nu er mine flyttekasser med alle børnenes og mine egne børne/ungdomsbøger kommet ud af de kasser, de har stået i længe ude i gangen.
Nu mangler landmanden bare at gå fire kasser igennem, som datteren mener skal kasseres.

HA MED MENNESKER AT GØRE

Når man vælger at blive socialrådgiver, ergoterapeut, fysioterapeut eller sygeplejerske, så begrunder man det tit med, at man gerne vil arbejde med mennesker, og inden for sygeplejen hører jeg tit, at man gerne vil gøre en forskel.
Hvad er det så der sker, når man glemmer mennesket i sit arbejde, når man fokuserer mere på reglementer, arbejdsgange etc.?
Jeg har før været der, hvor arbejdet kom til at fylde så meget, at jeg ikke kunne sove, typisk når der har været så travlt, at refleksionerne først kommer, når jeg kommer i seng. I nat var det ikke patienterne, der fyldte, men derimod Alexander og resten af Liselottes familie.
Jeg forstår ikke hvordan det er kommet så langt ud, som det er. Jeg er vred på den fabrikant af kørestole, som glemmer sin faglige stolthed, og bare siger nå og lader kommunen hoste op med 60.000 kr. for en nytteløs, ubrugelig stol. Det er muligt, det her er en af de svære opgaver, men det burde ikke komme bag på et menneske, som vælger at lave stole til mennesker med handicaps, at der vil være opgaver, hvor al ens tekniske snilde og iderigdom sættes på prøve. Det var jo her, at han skulle få et ”kick” ud af at løse den opgave til alles tilfredshed.
Jeg er vred på sagsbehandleren og ergoterapeuten, som glemmer at prioritere, for jeg ved godt, at de er hårdt presset, men det her handler altså om retten til et værdigt liv for et ungt menneske. Det ER ikke rimeligt, at en dreng/ ung mand på 17 år skal døje med tryksår overalt, fordi ingen har tid til at komme ud og hjælpe med at få tilrettet den gamle stol, indtil en ny stol kommer (forhåbentlig ikke fra samme stole firma som den sidste ”nye” stol).
Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, men jeg må også erkende, at her har forældrene langt mere kompetence og viden end jeg har. Jeg arbejder jo også med forebyggelse af tryksår, men mere i den akutte fase.
Kunne varme tanker og ønsker hele, så ville der ikke være et eneste sår tilbage, der er så mange mennesker, der har Liselotte og familie i deres tanker.

GOD MORGEN

Hvilken skøn fornemmelse at vågne ved urets kimen kl. 5 og så føle sig udhvilet!
Laika ser også ud til at ha sovet godt i sin nye kurv, og så har vi flyttet kurven hen i nærheden af døren til køkkenet, hun er jo en landhund, så hun bor i bryggerset.


Landmanden og jeg gik en lang tur oppe ved Kryle Klit mellem Blokhus og Hune i går eftermiddag. Pandrup Kommune har lavet og vedligeholder et sindrigt stisystem i hele sommerhusområdet, og der er altid noget at se på. I går gik vi ud til klittens skrænt og havde udsigt over havet og byen, videre gennem skov, mens skumringstimen indfandt sig. Det er et bakket terræn, så pulsen kom godt i vejret, og lungerne blev fyldt med frisk luft, og når så fruen var yderst fornuftig og gik tidlig i seng, ja så er resultatet en frisk nurse parat til arbejde. Ka I ha en god dag.

ROTTEJAGT

HVIN, ja videre kønt lød det ikke, men når man står der i sine egne tanker og er ved at stable brænde fra en trailer over i en stabel ved sommerhuset, og så der hopper en stor fed rotte frem bag et stykke brænde, så HVIN. Rotten skyndte sig at gemme sig, men den havde gjort regning uden vært, for jeg havde landmanden med mig.
Siden op på traileren, riven blev fundet, og så skulle jeg blive ved med at stable brænde, så vi kunne komme ind til midten af bunken, og alt imens stod landmanden parat. Rotten dukkede frem, og så gik den vilde jagt, kort efter havde en svedende landmand nedlagt byttet, en død rotte, og jeg havde bare kuldegysninger, jeg hader rotter.

DET GØR MIG GLAD

Landmanden havde ændret skærmbilledet, mens jeg var ude at gå. Han trængte til noget nyt at se på, og han har ret, jeg bliver glad når jeg ser billedet, kommer til at tænke på vores dejlige motorcykeltur i sommers ned til træf i Garmisch-Partenkirchen.
Billedet er taget oppe fra Hitlers tehus (the eagles nest), her var en fantastisk udsigt hele vejen rundt.
Landmanden er også ansvarlig for, at når skærmen går over til pauseskærm, så er det alle vore billeder, der bliver vist i tilfældig rækkefølge. Det gør mig også glad, for på den måde får jeg set billederne jævnt tit, computeren står nemlig i vores stue.
Min gåtur blev lige den oplevelse, jeg trængte til. At gå er meditativ for mig, jeg når at tænke en masse tanker, samtidig med at selve det at gå, fysisk gør mig godt. Laika og jeg gik faktisk 5 km , og mørket blev efterhånden til mange nuancer, så jeg havde det godt, da jeg kom hjem.

TÅGE,TRÆTHED,TAB AF ENERGI

Det grå vejr, tågen føles, som om det har overtaget mit indre. De 2½ times eftermiddagssøvn efter arbejde i dag har ikke hjulpet specielt, tværtimod.
I går satte jeg ellers ind med den store "trøstepakke": slik og DVD med "singin in the rain" , og humøret steg, de gamle sange som fyldte min barndom, jeg var VILD med musicals. Dengang genudsendte DR ikke så tit som nu, og der var jo ingen video, men jeg var på, når de var der.
Datteren har set dem med mig på en filmkanal, vi havde på et tidspunkt, så hun havde købt en musicalpakke til mig for nylig. "Seven Brides to seven brothers" blev slugt sidste weekend, og i går blev jeg overmodig, og gik videre med "my fair lady" med Audrey Hepburn, havde lige glemt, det var en helaftensfilm, så vi stoppede kl. alt for sent, og det hævnede sig i dag.
På arbejde er jeg 100 % på, her mærker jeg ikke trætheden, men jeg skal love for, den hoppede på mig, da jeg kom hjem.
En gåtur ville hjælpe, men fruen er mørkeræd !! Tror dog det skal forsøges, lommelygte, refleks og en hønsehund, mon så ikke det går. Jeg ved bare, når vi kommer fri af gårdens lys, så er der MØRKT, og så kommer Lenes fantasi farende, uh den kan høre stemmer, helt ærligt hvem gider at overfalde en gammel kone på landet ? Jeg går nu, basta !

TRYGHED OG RO

Dagen startede tidligt, nærmere bestemt kl.5.30, sønnike ringede, de var færdige med LAN, og når man går på et gymnasium med et stort opland, så har man kammerater vidt omkring, så det var 22 km i tæt tåge.
Bagefter fik jeg sovet lidt inden jeg begav mig til barndommens land. Tarzan skulle retur til mine forældre, og jeg benyttede chancen til at få et par timer alene med mine forældre.

Stearinlys, rundstykker, god musik indspillet med lillebror og tid til snak.
Senere en tur ud i haven, hvor jeg fik nye blomster med hjem til vaserne.
Det var ren afslapning, og jeg nød det.

FEMINISME

Ella har sendt stafetten om feminismen videre til mig. Hvad har feminismen betydet for mig? Jeg var barn i 60’erne, konfirmeret i 71, på sygeplejeskole i 77, så jo jeg var jo midt i det. Kvindetegnet med knytnæve indeni, diskussioner, milimeterfordeling, sort/hvid karakteristik, men der var jo også dem, der gik forud for dette. Noget tog vi som en selvfølge. Men her er mine 5 punkter :
- Retten til at stemme og mene noget som et ligeværdigt medlem af samfundet
- Retten til en uddannelse og følelsen af at jeg ku blive hvad jeg ville. Jeg valgte så et typisk kvindefag, men det var MIT valg.
- Et parforhold består af to ligeværdige partnere, som begge har lige meget at skulle sige, og som fordeler arbejdsopgaverne mellem sig, som de vil.(sådan så man ikke på det i 70erne, da skulle manden helst gøre de ”kvindelige” ting og omvendt)
- Jeg er mig, og jeg bestemmer over min krop. Et nej er et nej. Respekter mig som et menneske uanset køn.
- Pligt til at engagere sig, pligt til at have styr på min økonomi og alle mulige praktiske ting (bil, afløb, elektronik etc)

Jeg har ikke mere styr over, hvem der har fået stafetten , så føler du dig oplagt, så er den hermed givet videre til dig.

WEEKEND MINDER

Afslapning med svigerfamilien i en hel weekend. Grin, latter, underholdning, dvd'er med bryllupper i Frankrig og Danmark, spil, sang og masser af snak. Glade fætre og kusiner, der nød at være sammen.

Gåtur til stranden mens solen gik ned. Glæden ved at være sammen med niecers små piger.

Landmanden og jeg var lidt overmodige, vi tog i direkte forlængelse af familiekomsammen til kaffemøde i Laurbjerg med motorcykelklubben.

Der var fantastisk vejr, så vi sad ude i haven, 71 mennesker, de 50 motorcykler lod vi stå ude på vejen. De omkringboende naboer fik sig da en søndagsoplevelse

TID TIL REFLEKSION

En ganske almindelig dag i en sygeplejerskes liv:

Skulle møde kl. 8, men måtte allerede i bilen ringe ind, så jeg var sikker på, at jeg blev koblet på samme patient som i går, for jeg havde nemlig lavet en aftale med fys og ergo om denne patient. Patienten blev i går flyttet på en anden stue, lige inden jeg gik hjem for at få kabalen mænd/kvinder til at gå op.
Dagen startede med at læse rapport om de 4 mænd, som var mit ansvar. Jeg skulle også undervise i dag, derfor tog en anden sygeplejerske stuegangen på den stue. Ingen af mændene havde fået morgenmad, så først hilste jeg på en ny patient, forklarede ham, han skulle vente på en blodprøve, før han spiste morgenmad. Alle vore patienter får kontrolleret deres kolesteroltal første morgen, og her skal de være fastende.
Min patient fra i går, mr.G, havde skubbet sig helt ned i den anden ende af sengen og bleen havde ikke holdt tæt, så jeg var nødt til at skifte ble og lave en nødtørftig afdækning af seng, før jeg guidede ham til at flytte sig op i sengen. Han blev sat godt til rette, og jeg fandt mad til ham. Nogle gange kan han godt selv spise, og i dag var det heldigvis tilfældet, for i nabosengen var en gammel kending kommet tilbage, han var for afkræftet til at træne på genoptræningsstedet, mr. H. Han blev også godt lejret mhp spisesituationen. Mr,H havde i lang tid fået sondemad, men sonden var gentagne gange røget op ved et uheld, og det blev sværere og sværere at lægge den. Mr. H var rigtig ked af at have den, så min kollega i aftenvagten havde, da hun modtog patienten, lavet en vandtest, som han bestod, dog skulle han have fortykningsmiddel i tynde væsker for bedre at kunne synke dem korrekt.
Jeg tilbød at hjælpe ham med spisning, dels fordi han var meget afkræftet, dels fordi jeg så havde en chance for at observere hans synkefunktion. Det gik fint, og han nød at få mad i stedet for sondemad .

Min aftale med fys og ergo blev rykket 10 min. for at jeg kunne nå det. Jeg skulle lave et sengebad med mr.G, hvor jeg brugte plejende guiding, dvs hvor jeg prøver at give patienten masser af stimuli på hans føle og stillingssans (affolter). Fysioterapeuten havde været på større kursus i affolter og ergoterapeuten havde været på et kursus i plejende guiding, så hun havde de sidste nye principper med. De skulle supervisere mig, det havde jeg glædet mig meget til, for normalt er det mig, der superviserer. Det var lidt underligt, for når jeg laver plejende guiding, siger jeg ikke noget, meningen er jo, at patienten skal fokusere på sine sanser, og nu havde jeg jo to personer til at observere mig. Bagefter tog vi en snak, jeg var effektiv! (det bliver man på en neurologisk afdeling), så jeg skulle øve mig i at sætte tempo ned, noget var jeg rigtig god til, andet kunne jeg blive bedre til og noget havde jeg helt glemt hørte til plejende guiding, så det var meget udbytterigt for mig.

Klokken var nu 10, så jeg besluttede til at tage en tepause inden næste patient. Heldigvis havde en af mine gode kolleger T tid til at sætte sig og nyde en kop te, og vi fik drøftet mine oplevelser igennem. Jeg har i den senere tid haft en underlig fornemmelse af manglende gejst, og det ligner ikke mig, T var god til at påpege de ting, vi faktisk har opnået på afdelingen, hvor jeg har været tilbøjelig til at fokusere på det vi ikke gør, og det falder jo så tilbage på mig, da jeg har det overordnede ansvar for plejen i apopleksiafsnittet.
Mr.H. blev vasket i sengen af mig for at spare kræfter og kom så op at sidde i en stol. Herefter skulle jeg have mr. G på toilettet, det krævede et par portører, de var heldigvis hurtige til at komme. Så var det middagstid, og jeg havde stadig ikke fået fundet materialet til undervisningen, og lige der kom jeg i tanke om, at jeg havde taget det med hjem sidste gang, hvilket jeg normalt ikke gør. Nå ikke tænke på det nu, først patienterne, de to andre mænd var selvhjulpne, så de hentede selv mad, og jeg fik fundet mad til de to patienter, der skulle have hjælp og observeres under spisning.

Jeg fik sagt højt til mine kolleger, at nu var jeg nødt til at gå fra, og de var gode til at tage over.
Med to skiver rugbrød klappet sammen om to skiver ost satte jeg mig ved computeren og fandt heldigvis det meste af materialet, det blev kopieret og kl. 13 var jeg klar til at undervise studerende, elever og nye sygeplejersker om apopleksi og plejen af disse patienter.

Refleksion: jeg formåede at ændre min undervisning, så jeg fik taget det vigtigste først, og jeg fik holdt pauser, hvor de kunne stille spørgsmål, og jeg blev færdig til tiden. Der var ting, jeg ikke fik nået hos patienterne, men jeg fik det dokumenteret, og da jeg kom op på afdelingen for at være den sidste time, havde mine kolleger nået det meste.

Den sidste time er sådan en overgangsordning, hvor jeg tager klokker, mens aftenvagterne tager rapport. Jeg talte med pårørende, gav smertestillende medicin, sørgede for kaffe til mr. G, og så kørte jeg hjem.

OG DE FLØJ

Dragevejr var det ikke just, men vores familie havde besluttet, at der skulle bygges drager på familie weekenden ved Tranum Strand. Der blev bygget 8 flotte drager efter gammeldags principper. Og de fløj !

DRIKKELIG BELØNNING

I eftermiddags drog landmanden og jeg ud i Lizelotte land, nærmere bestemt i nærheden af Storvorde. Her ligger Landkær bryggeri, som foruden at brygge sodavand også har et mosteri. Her kan private komme med deres æbler og få ren æblemost i retur.

Navigatoren var vist ikke opdateret, ihvert fald kom vi af en omvej, men de er jo ikke de værste, så vi kørte på Kanalvej og Langelinie og til sidst kørte vi langs Lindenborg å. Vi følte os helt hensat til sydligere egne, det mindede om kanaler, husene lå tæt ved vandet, bådene var trukket op på bredden, og til sidst kørte vi over en bro, her var der ro og skønhed.

Vi fandt Landkær og afleverede 90 kg. æbler og 160 kr, og kørte derfra med 90 flasker ren æblemost, som jeg vil nyde at drikke som belønning for mine blå mærker, ømme muskler og en dejlig dag.