HA MED MENNESKER AT GØRE

Når man vælger at blive socialrådgiver, ergoterapeut, fysioterapeut eller sygeplejerske, så begrunder man det tit med, at man gerne vil arbejde med mennesker, og inden for sygeplejen hører jeg tit, at man gerne vil gøre en forskel.
Hvad er det så der sker, når man glemmer mennesket i sit arbejde, når man fokuserer mere på reglementer, arbejdsgange etc.?
Jeg har før været der, hvor arbejdet kom til at fylde så meget, at jeg ikke kunne sove, typisk når der har været så travlt, at refleksionerne først kommer, når jeg kommer i seng. I nat var det ikke patienterne, der fyldte, men derimod Alexander og resten af Liselottes familie.
Jeg forstår ikke hvordan det er kommet så langt ud, som det er. Jeg er vred på den fabrikant af kørestole, som glemmer sin faglige stolthed, og bare siger nå og lader kommunen hoste op med 60.000 kr. for en nytteløs, ubrugelig stol. Det er muligt, det her er en af de svære opgaver, men det burde ikke komme bag på et menneske, som vælger at lave stole til mennesker med handicaps, at der vil være opgaver, hvor al ens tekniske snilde og iderigdom sættes på prøve. Det var jo her, at han skulle få et ”kick” ud af at løse den opgave til alles tilfredshed.
Jeg er vred på sagsbehandleren og ergoterapeuten, som glemmer at prioritere, for jeg ved godt, at de er hårdt presset, men det her handler altså om retten til et værdigt liv for et ungt menneske. Det ER ikke rimeligt, at en dreng/ ung mand på 17 år skal døje med tryksår overalt, fordi ingen har tid til at komme ud og hjælpe med at få tilrettet den gamle stol, indtil en ny stol kommer (forhåbentlig ikke fra samme stole firma som den sidste ”nye” stol).
Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, men jeg må også erkende, at her har forældrene langt mere kompetence og viden end jeg har. Jeg arbejder jo også med forebyggelse af tryksår, men mere i den akutte fase.
Kunne varme tanker og ønsker hele, så ville der ikke være et eneste sår tilbage, der er så mange mennesker, der har Liselotte og familie i deres tanker.