tirsdag, oktober 17, 2006

TID TIL REFLEKSION

En ganske almindelig dag i en sygeplejerskes liv:

Skulle møde kl. 8, men måtte allerede i bilen ringe ind, så jeg var sikker på, at jeg blev koblet på samme patient som i går, for jeg havde nemlig lavet en aftale med fys og ergo om denne patient. Patienten blev i går flyttet på en anden stue, lige inden jeg gik hjem for at få kabalen mænd/kvinder til at gå op.
Dagen startede med at læse rapport om de 4 mænd, som var mit ansvar. Jeg skulle også undervise i dag, derfor tog en anden sygeplejerske stuegangen på den stue. Ingen af mændene havde fået morgenmad, så først hilste jeg på en ny patient, forklarede ham, han skulle vente på en blodprøve, før han spiste morgenmad. Alle vore patienter får kontrolleret deres kolesteroltal første morgen, og her skal de være fastende.
Min patient fra i går, mr.G, havde skubbet sig helt ned i den anden ende af sengen og bleen havde ikke holdt tæt, så jeg var nødt til at skifte ble og lave en nødtørftig afdækning af seng, før jeg guidede ham til at flytte sig op i sengen. Han blev sat godt til rette, og jeg fandt mad til ham. Nogle gange kan han godt selv spise, og i dag var det heldigvis tilfældet, for i nabosengen var en gammel kending kommet tilbage, han var for afkræftet til at træne på genoptræningsstedet, mr. H. Han blev også godt lejret mhp spisesituationen. Mr,H havde i lang tid fået sondemad, men sonden var gentagne gange røget op ved et uheld, og det blev sværere og sværere at lægge den. Mr. H var rigtig ked af at have den, så min kollega i aftenvagten havde, da hun modtog patienten, lavet en vandtest, som han bestod, dog skulle han have fortykningsmiddel i tynde væsker for bedre at kunne synke dem korrekt.
Jeg tilbød at hjælpe ham med spisning, dels fordi han var meget afkræftet, dels fordi jeg så havde en chance for at observere hans synkefunktion. Det gik fint, og han nød at få mad i stedet for sondemad .

Min aftale med fys og ergo blev rykket 10 min. for at jeg kunne nå det. Jeg skulle lave et sengebad med mr.G, hvor jeg brugte plejende guiding, dvs hvor jeg prøver at give patienten masser af stimuli på hans føle og stillingssans (affolter). Fysioterapeuten havde været på større kursus i affolter og ergoterapeuten havde været på et kursus i plejende guiding, så hun havde de sidste nye principper med. De skulle supervisere mig, det havde jeg glædet mig meget til, for normalt er det mig, der superviserer. Det var lidt underligt, for når jeg laver plejende guiding, siger jeg ikke noget, meningen er jo, at patienten skal fokusere på sine sanser, og nu havde jeg jo to personer til at observere mig. Bagefter tog vi en snak, jeg var effektiv! (det bliver man på en neurologisk afdeling), så jeg skulle øve mig i at sætte tempo ned, noget var jeg rigtig god til, andet kunne jeg blive bedre til og noget havde jeg helt glemt hørte til plejende guiding, så det var meget udbytterigt for mig.

Klokken var nu 10, så jeg besluttede til at tage en tepause inden næste patient. Heldigvis havde en af mine gode kolleger T tid til at sætte sig og nyde en kop te, og vi fik drøftet mine oplevelser igennem. Jeg har i den senere tid haft en underlig fornemmelse af manglende gejst, og det ligner ikke mig, T var god til at påpege de ting, vi faktisk har opnået på afdelingen, hvor jeg har været tilbøjelig til at fokusere på det vi ikke gør, og det falder jo så tilbage på mig, da jeg har det overordnede ansvar for plejen i apopleksiafsnittet.
Mr.H. blev vasket i sengen af mig for at spare kræfter og kom så op at sidde i en stol. Herefter skulle jeg have mr. G på toilettet, det krævede et par portører, de var heldigvis hurtige til at komme. Så var det middagstid, og jeg havde stadig ikke fået fundet materialet til undervisningen, og lige der kom jeg i tanke om, at jeg havde taget det med hjem sidste gang, hvilket jeg normalt ikke gør. Nå ikke tænke på det nu, først patienterne, de to andre mænd var selvhjulpne, så de hentede selv mad, og jeg fik fundet mad til de to patienter, der skulle have hjælp og observeres under spisning.

Jeg fik sagt højt til mine kolleger, at nu var jeg nødt til at gå fra, og de var gode til at tage over.
Med to skiver rugbrød klappet sammen om to skiver ost satte jeg mig ved computeren og fandt heldigvis det meste af materialet, det blev kopieret og kl. 13 var jeg klar til at undervise studerende, elever og nye sygeplejersker om apopleksi og plejen af disse patienter.

Refleksion: jeg formåede at ændre min undervisning, så jeg fik taget det vigtigste først, og jeg fik holdt pauser, hvor de kunne stille spørgsmål, og jeg blev færdig til tiden. Der var ting, jeg ikke fik nået hos patienterne, men jeg fik det dokumenteret, og da jeg kom op på afdelingen for at være den sidste time, havde mine kolleger nået det meste.

Den sidste time er sådan en overgangsordning, hvor jeg tager klokker, mens aftenvagterne tager rapport. Jeg talte med pårørende, gav smertestillende medicin, sørgede for kaffe til mr. G, og så kørte jeg hjem.

14 kommentarer:

  1. Lene, du er guld værd! Alle disse mennesker har behov for din hjælp og fantastiske ekspertise ...

    Man får jo åndenød af at følge med i dit tempo!

    Tak for et dejligt indlæg!

    SvarSlet
  2. tak Irene, nogle gange hjælper det at skrive dagens dont ned, for i et omsorgsfag kan man nemt finde alt det man ikke nåede,man bliver aldrig færdig.

    SvarSlet
  3. Som pårørende til en patient ramt af en stor blodprop i hjernen er det meget lærerigt at læse dit indlæg. Jeg var selv meget imponeret over sygeplejerskerne på min fars sygehus - travlt ud over alle grænser, men alligevel udstrålede de en ro, når de talte med os pårørende, som også kunne brede sig til os.
    Det er spændende at læse om dine overvejelser undervejs, og om samarbejdet mellem faggrupperne. Hospitalslivet er meget komplekst, ser man.
    Bliver dine patienter alle overført til et genoptræningscenter, eller foregår genoptræningen på jeres afdeling på sygehuset?

    SvarSlet
  4. Læsning, der virkelig vækker minder fra 11 ugers tid som pårørende på en apopleksiafdeling.

    Du og dine kollegaer rundt i landet knokler løs.

    Og formår trods presset ikke bare at hjælpe, men også at give en hjælp, der kan blive til selvhjælp.
    Jeg har lært meget ved at observere på sidelinien.

    Desværre savner jeg virkelig den tilgang til at hjælpe hos flertallet i hjemmeplejen i København. Her er det tempoet, der sætter rammen - og ikke behovet for at blive mere selvhjulpen end man allerede er.

    Men jeg har været meget positivt overrasket over hospitalets indsats. Også den lange genoptræning trods udskrivelse. Det var ikke det billede jeg havde fået af hospitalsvæsnet gennem medierne.

    SvarSlet
  5. Jeg vidste godt at I havde travlt - men som patient, ser man jo ikke sammenhængen. Tak for en lærerig indføring i din hverdag :-)

    Som Irene siger - du er guld!

    Og jeg forstår godt hvis du taber pusten engangimellem.

    SvarSlet
  6. Conny, jeg håber det går fremad med din far, det er en lang sej proces. Vi træner de patienter færdige, som er for gode til at komme på genoptræningsafdeling og for dårlige til at kunne nøjes med de kommunale tilbud. Vi har desværre ikke ambulant træning.Ligeledes træner vi også demente fra plejehjem, hvis vi mener,at de kan blive bedre, for de ville have svært ved endnu en flytning.

    SvarSlet
  7. fru green, jeg er glad for at i har haft en god oplevelse med hospitalet, det er faktisk også det de fleste pårørende giver udtryk for hos os.
    En neuropsykolog Louise Wive har engang så rammende sagt :"Det er tankevækkende, at de, der passer de hjerneskadede længst tid, er dem med den korteste uddannelse."

    SvarSlet
  8. Tak Ella, ja jeg kan så let blive utilfreds med mig selv, men som jeg læste i mit fagblad engang,hvis jeg kan svare ja til at jeg har givet mig 100 % på arbejde, så kan jeg jo ikke gøre mere.

    SvarSlet
  9. Lene, det du goer er fantastisk.
    Da du skrev at nu var det tid til en kaffepause, da troede jeg at du var naaet til frokosttid. Hold da op hvor har I travlt.

    Tak for disse indblik i din hverdag, det er en verden jeg slet ikke kender til.

    SvarSlet
  10. Travlt det har vi Susan, og det er ikke altid sundt, vi er nogle stykker som har mærket stress/udbrændtheds symptomerne puste os i nakken, så jeg har lært at slappe af herhjemme.
    Jeg er glad for at mit indlæg er læseværdig, det ved man jo aldrig helt selv.

    SvarSlet
  11. " ... Det er tankevækkende, at de, der passer de hjerneskadede længst tid, er dem med den korteste uddannelse ... "

    Det er meget rammende sagt. Man kan virkelig undre sig over hvad nogle af dem tænker på.

    SvarSlet
  12. jeg tror faktisk, at hvis der blev undervist mere i betydningen af hvor vigtig det er med konstant vedligeholdelse og guiding af opnåede færdigheder, så ville der blive en helt anden forståelse for mennesker ramt af apopleksi, sclerose, parkinson osv.. Der skulle dog også sættes mere tid af, for hvis man ønsker mest mulig selvstændighed, så tager det tid.
    På et genoptræningssted har man taget initiativ til undervisning i 7 kommuner om apopleksi i håb om at undgå mange genindlæggelser, hvor de kunne se, at de færdigheder patienten havde opnået, var svundet.

    SvarSlet
  13. Jeg kan se at de fleste af de apopleksipatienter, der kommer på Montebello, bliver noget bedre, bare efter 3 uger. Intensiv træning og socialt liv må være gode nøgleord. Jeg har før fortalt om min gode ven, der bliver bedre, jo mere man snakker med ham og skaber struktur.

    Det er et sted der ikke må spares!

    SvarSlet
  14. Lige nøjagtig Ella. Det er ikke som genoptræning efter et brækket ben. Hvis det ikke holdes vedlige, forsvinder funktionen, og f.eks en influenza kan sætte funktionsniveauet meget tilbage, så det er konstant træning.

    SvarSlet