SYGEPLEJENS VÆSEN

Der er stille i nat, journaler er i første omgang ordnet, ingen skal have medicin, og tilsyn bliver gået jævnligt. Trætheden er mærkbar, så det er med at holde sig i gang.

Jeg har i den seneste tid genlæst syv ungdomsbøger, en serie som fik afgørende betydning for mit valg af karriere. Piger i blåt, i hvidt og i gråt osv. er historien om en amerikansk pige Sue Barton, som brændende ønsker sig at blive sygeplejerske. Bøgerne følger hende igennem elevtiden, som sundhedsplejerske(i USA en kombination af hjemmesygeplejerske og sundhedsplejerske) i New York, hendes liv som gift med en læge i et øde og bjergfyldt område, som forstander af en sygeplejeskole og sygehus i dette område og som mor til fire.

Den er præget af sin tid, kvinder bliver typisk hjemmegående, når de bliver gift, og den er meget idylliserende i forhold til Sue Bartons indsats som sygeplejerske. Men jeg kan stadig godt lide bøgerne.

Alle de overvejelser Sue gør sig om sygeplejen, om hvad der gør en god sygeplejerske, de små detaljer hun nævner: om man har bløde/hårde hænder, om man ser patienten som en person med værdighed og krav på respekt, om ikke at springe over hvor gærdet er lavest, om betydningen af de små ting som at ryste puden, skifte sengetøj, sørge for lidt lækkert til mellemmåltid, om at kunne se hvad der motiverer den enkelte. Hendes forkærlighed for arbejdet med mennesker frem for kontorarbejdet kan jeg følge. Dengang besluttede jeg mig til, at jeg også ville være sådan en sygeplejerske, som var medmenneskelig, som var faglig dygtig og kunne handle hurtig, når det gjaldt.

Bøgerne efterlod mig endnu en gang med følelsen af, at sygeplejerske er et fantastisk og mangfoldigt job. Jeg er vild med at være sygeplejerske, kort og godt, så jeg er glad for, at jeg den gang som 13 årig slugte bøgerne om Sue Barton.

ARGH!

Det er ikke sjovt at vågne 2½ time, efter man er gået i seng og så ikke kan sove. Jeg er blevet for gammel til nattevagt, den gik ellers stille og roligt. Normalt har jeg aftenvagter og dagvagter, men i marts prøvede jeg en enkelt nattevagt, og det gik godt, så jeg lovede at jeg her i feriesæsonen nok skulle tage tre.

Jeg er udlånt til den anden gruppe, mens en af de unge sygeplejersker, som kun er vant til apopleksigruppen havde ansvaret for denne. Så kunne jeg hjælpe hende og den unge studerende, som var vikar hos os.

Om natten skal vi føre journaler ajour, føre værdier (blodtryk, temperatur, blodsukker osv.) ind i journal, gøre væskeregnskab op, tjekke at medicinkardex og journal stemmer overens. Mange af apopleksipatienterne kan ikke vende sig selv, så de skal vendes og lejres godt. Flere har forstyrrelser i deres opfattelse af, hvor de er i forhold til omverdenen, så de kommer tit til at ligge på tværs af sengen, har svært ved at falde til ro, så her må vi prøve, om vi med en god lejring kan hjælpe dem til at fornemme egen krop og hermed falde til ro.

Mange har også problemer med at kontrollere vandladning og afføring, så vi skal også sikre os, at de ikke ligger våde i sengen. Det betyder, at vi tit er rundt på tjekrunder. Der skal gives sondemad, måles værdier, måske katerisere de, der ikke kan komme af med vandet.

Men nu sidder jeg her, har prøvet at læse i et par timer, men intet hjælper, så nu har jeg opgivet. Jeg håber, at trætheden kommer, så jeg kan sove lidt mere, for ellers bliver det en lang nat i nat.

DAGENS GRIN

Latter er sundt, alt bliver gennemiltet, når lattermusklerne bliver rørt. Jeg har lige genset Dirch Passer med sit loppecirkus på DR1. Hans fænomenale sprogøre, som lader volapyk ord med fransk accent blande sig med rigtige franske verber, får latteren frem. Kombineret med hans mimik, timing og sjove indfald så giver det nogle dejlige minutter i selskab med en stor komiker, som desværre ikke passede på sig selv.

Han var en del af min barndom/ungdom, jeg elskede ham både som skuespiller og som komiker. Tak for grinet. Det gjorde godt.

AHHH

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, det er det perfekte høstvejr, men vores sidste marker er ikke klar endnu, ærgerligt.

Siden vi kom hjem, har jeg følt mig ved siden af, men de her to fridage, hvor jeg har haft tid til at få ryddet op, støvsuget al spindelvæv og uanede mængder af hundehår væk og læse bøger under parasollen, har givet mig mit hoved tilbage.

Blomsterne har fået vand og er blevet nusset lidt om, og en høstanemone har nu fundet ud af, at det er høst.Og tidslerne skyder op imellem roserne, kønne er de, men jeg må hellere få luget dem væk.



Datteren har også fri, så vi gik lidt omkring den varme grød, men så tog vi os sammen. Hun løb og jeg intervalløb(1 minut og 5 minutters gang) 3 km. Det luftede lidt, da vi kom ud på vejen, men jeg skal da lige love for, at sveden har fundet sin vej ud af huden nu. Jeg sidder med håndklæde og tørrer mig, mens jeg nyder en sommerdrink, datteren har lavet.


Det her er afslapning, og jeg skal først møde ved midnat, så jeg har endnu meget af dagen tilbage herhjemme. Ahhhh

DRYP-DRYP

Andre steder er der kommet byger, men ikke her, solen skinner stadig, og her er varmt. Da jeg måtte tage brillerne af for overhovedet at kunne se at støvsuge, blev jeg enig om, at det nu var tid til afslapning. Sveddryppende var ordet, men at sidde lige så stille under parasollen og indtage et let måltid var skønt.


Der høstes stadig, vi mangler nogle marker, men de er først klar i næste uge, så hvis bygerne holder sig væk, bliver vi færdige med det, vi kan i dag. Høstanemonerne har vist ikke opdaget, at der høstes, for de er ikke kommet længere end til knopstadiet.



En sen eftermiddagslur gjorde godt, så nu er jeg både kommet i gang med Stieg Larssons Pigen, der legede med ilden og har lavet frikadeller, kartoffelsalat, tzatziki og blandet salat. Nem og lækker sommermad efter mit hoved.

VISE ORD

Snakken gik vældig ved sølvbrylluppet, det er ikke så tit, at vi fire vennepar mødes, og på et tidspunkt kom vi ind på sommerhuse og ferier.
”Ja jeg smutter lige over huset, inden vi tager af sted, det er så lækkert at komme tilbage til et rent hus”
”Ja jeg stryger også lige henover sommerhuset, inden vi tager af sted, så det er klar når vi kommer næste gang”
”Ja jeg kan slet ikke rejse af sted på ferie, uden at hele huset er ryddet og der er nyt sengetøj lagt på”

Her var det så at Lene skulle komme som rosinen i pølseenden med sin kommentar, men jeg smilede bare og nikkede, jeg er enig, men praksis viser noget andet. Så jeg tager små skridt her i varmen og tænker i stedet på de kloge ord af Piet Hein, som hænger hjemme på mine forældres opslagstavle:

Alt det meget ingen når,
gråner mange menneskers hår.
Glæd dig alt hvad du formår,
over alt det lidt du når.

Og det gør jeg så.

”DET REGNER!”

Sønnen har kun været ansat i en uge herhjemme, men han har allerede ændret fokus. Han havde taget kartofler op sammen med medhjælperen, og landmanden sorterede imens. De var først færdige ved halvsekstiden, og så fik sønnen fri, mens de to andre gik i gang med at høste.
Det var her, sønnen pludselig opdagede regnen, og ærgrelsen i stemmen var tydelig nok.


MEN man har lov til at være heldige, regnen faldt her, og 300 meter længere henne af vejen, hvor landmanden høstede, regnede det ikke!

For nogle år tilbage ymtede jeg noget om at lære at køre med trucks, hvortil min svigerinde, der har været landmandskone herude i 37 år, sagde, gør det ikke, lige pludselig bliver det din faste opgave at læsse kartofler på lastbil, og du har nok at se til. Jeg er glad for, at jeg lyttede. I dag blev jeg sat i arbejde, da jeg skulle ud med eftermiddagsmadpakkerne. Først lige sørge for at affaldskassen ikke blev overfyldt, så jeg stod i pænt tøj og ingen handsker og rodede med kartoflerne. Så skulle jeg lige flytte to kasser med 500kg kartofler med palleløfteren. Jamen det gjorde jeg jo, og landmanden tænkte ikke over, at jeg ikke var i arbejdstøjet, for han havde travlt, og så skal det gå stærkt. Men jeg klarede det uden at snavse tøjet til, og hænderne kunne jo vaskes.

Da jeg kørte på arbejde i morges, var himmelen så smuk, og jeg havde selvfølgelig ikke kameraet med, så jeg måtte prøve min nye mobils kamerafunktion af.


Alt det her bloggen har virkelig fået åbnet mine øjne for skønheden i mine vante omgivelser. Jeg har aldrig kigget så meget på himmel, marker og blomster som nu, og jeg nyder det.

GOD NAT

Turen hjem fra mine forældre foregik med en smuk solnedgang i sidevinduet, men det blev sent, så trætheden i dag har været til at føle på.


Herhjemme høstes der på livet løs, aftensmaden bliver først indtaget ved 22 tiden, så der skal smøres nogle madpakker til hele dagen.


Vejrudsigten skifter lige så mange gange, som man klikker ind på tekst TV, så vi må se, hvor mange høstdage, vi får i denne omgang.

”Nu tændes alle stjernerne,
nu er det tid til at gå til ro.
Luk dine øjne og drøm noget sødt,
i morgen så ses vi igen”

Hvor er det længe siden, at jeg har sunget den sang som godnatsang.

Drøm sødt

HJEMME IGEN

Det blev mere og mere besværligt at arbejde med sommerhuset som base, så nu er vi flyttet hjem igen.

I morgen starter vi med at høste, det er ca. 10-12 dage tidligere end vanligt. Det er altid spændende, hvordan det går, om det er svært at køre, om kornet er tørt nok, om vejret begynder at drille igen igen, jo som landmand og landmandskone kan man af og til få spænding nok ved blot at studere vejrudsigter.

Forhåbentlig får de lov til at køre længe, sønnen er nu startet med at arbejde, og i morgen får han sin ilddåb med at få grise læsset på lastbilen. Det kan da kun gå bedre end moderens indsats. Normalt er de øvrige medarbejdere ikke på kost, men i høst og kartoffelsæsonen får de eftermiddagsmad og evt. også aftensmad, hvis de kører længe. Så lasagnen står og simrer i ovnen, og i morgen tidlig skal der smøres madpakker til hele dagen og laves salat, for jeg skal på arbejde, og bagefter kører datteren og jeg ned til mine forældre på en lille aftenvisit.

Jeg nåede at slikke sol og få dyppet kroppen i Vesterhavet i dag, men jeg syntes nu det var koldt, så en længere badetur blev det ikke til.

EN BUKET MARGUERITTER

Endemålet blev Himmelbjerget, det sjove var ikke at tage den lige vej derned, så kortet blev studeret, og vi plukkede nogle margueritter hist og pist.

Først tog vi vejen gennem Aalborg, Skalborg og Svenstrup og så videre til Støvring, hvor vi stødte på den første marguerit, som ledte os igennem Rebild, Skørping og ned gennem Rold skov, Hadsund og langs Mariager Fjord.

Vand er skønt både at kigge på og at indtage. Og over på den anden side af fjorden gik køer og græssede ned til vandet.


Vi drog videre med margueritten som følgesvend og nærmede sig min hjemstavn. Tjele Gods har jeg mangen gang rundet, når vi skulle tage 200 km mærket henover en vinter. Her var et cafeteria, som solgte æbleskiver, og det var passende stop midt på 25 km turen for en flok blå pigespejdere. I dag er der ikke et cafeteria, så frokosten blev ikke indtaget her.

Så gik det ned mod Øbakker og Viskum , her hoppede vi lige fra margueritten og fandt dens navnesøster længere nede ved Tange sø, hvor en tepause med chokoladespisning måtte til.


Så forlod vi margueritterne og sagde tak for nogle dejlige veje, de havde ledt os på og drog til Silkeborg, hvor vi fandt en god pølsevogn med en lækker kyllingesandwich.

Himmelbjerget blev indtaget, det er et dejligt område, og mange familier havde brugt det gode vejr til at holde storkomsammen på den store plæne ved Himmelbjerget.


Vi fik os en is og tog så en dejlig lur midt på græsset, undskyld hvis vi snorkede, men vi slappede så godt af.


Klokken var blevet mange, hjemme ventede grise og en traktor på landmanden, så vi tog motorvejen op gennem Danmark.

DET GØR MIG GLAD 5

At vågne med glæden i behold fra i aftes, hvor mine børn og jeg slukkede fjernsynet og snakkede, bare snakkede om alt mellem himmel og jord.
At jeg om et par timer kører på opdagelse på motorcykel i det danske land med den mand, som jeg stadig efter så mange år er vild med.
At køre hjem til gården i strålende solskin med Dire Straits og Sultans of Swings i radioen.


At vide, at selvom jeg ikke har set min familie(søskende og forældre) hele sommeren, så er de der for mig og jeg for dem. Denne følelse af at være elsket uden at jeg skal gøre mig fortjent til det, den er fantastisk.

Ha en god dag

FORESTILLING HVER AFTEN

De kommer i stimevis, bilerne kører i en lind strøm ned gennem Blokhus, og så parkerer de i forreste linie, så aftenens forestilling kan nydes. Folk kommer gående, cyklende og løbende. Hunde og små børn er også velkomne. Nogle sidder intenst og kigger, andre hopper rundt ved vandkanten og leger ”bliver jeg våd eller når jeg at løbe”



Nogle gør som os, går langs stranden alt imens vi nyder solens sidste stråler, mågernes flyveopvisninger hen over vandet og livet på stranden sådan en dejlig sommeraften.




Endnu har jeg badeturen til gode, men mon ikke jeg når det i weekenden.

FOR GODE?

Man har i forskellige undersøgelser påvist, at hvis patienter med apopleksi blev indlagt på apopleksiafsnit (en afdeling der kun eller næsten kun har apopleksipatienter) frem for medicinske afdelinger, så var der flere, der overlevede, bedre funktionsniveau ved udskrivelse og færre, der kom på plejehjem.

Det er jo sådan set meget godt, men der er en gråzone, som indimellem fylder meget hos mig og andre.

En meget gammel dame kommer ind med lammelser, manglende tale, nedsat synkefunktion, måske også meget sovende, vi har svært ved at komme i kontakt med hende.

I sådan et tilfælde vil vi ikke starte med at give noget at drikke eller spise, vi sætter et drop op med væske, vi sørger for at lejre den ældre dame, så hun undgår liggesår, undgår uhensigtsmæssige stillinger, som fremprovokerer øget muskelspænding i kroppen. Vi tjekker, at der ikke står en blære fyldt med urin, som hun ikke kan komme af med. Vi tænker på at give et afføringsmiddel, så hun ikke bliver forstoppet. Vi sikrer os, at hun får tilstrækkelig ilt, vi holder øje med temperaturen, feber kan forværre hjerneskaden i det akutte stadie. Vågner den ældre dame mere op, sikrer vi os først med en simpel vandtest, at hun kan synke vand uden at få det i luftvejene, før vi giver hende noget at drikke og spise.

Kan hun ikke det, eller er for træt til at medvirke til spisning, så overvejer vi at lægge en sonde gennem næsen ned i mavesækken og så give sondemad. Ifølge referenceprogrammet skal sonden lægges hurtigst muligt, men så kommer overvejelserne.

Måske har den gamle dame givet udtryk for, at hun har levet sit liv fuldt ud, er nået til vejs ende, måske har hun fået sine børn/børnebørn til at love, hun aldrig skal på plejehjem (LOV det aldrig, det vil plage jer den dag I er nødt til at gå imod ønsket). Alt i alt virker hun, også på os plejepersonale, til at være livstræt. Sonden er ordineret, men et eller andet sted synes jeg, det er forkert, hun kan ikke sige fra, og hendes børn må ikke sige fra på hendes vegne, de kan, hvis de tænker på det, sige hvad hun selv har ønsket, men i sidste ende er det lægens ansvar.

Vi har alle brug for næring, og som sagt starter vi med at give væske, og i ovenstående eksempel skynder vi os langsomt, ser tiden an en dag eller to før vi lægger sonden. I mange tilfælde retter patienten sig i løbet af et par dage, og så lægger vi sonden, men patienten er stadig hårdt ramt, og kan ikke genoptrænes til eget hjem, enten fordi hun har mistet livsgnisten eller/og fordi hun er hårdt ramt. Andre gange bliver patienten dårligere, og så bliver vi enige om i fællesskab ikke at opstarte sondemad.

Jeg ved, at mine forældre ikke ønsker livsforlængende behandling (og her diskuteres det om sondemad hører ind under den kategori), men de ved også, at jeg ikke har det sidste ord at skulle have sagt. Jeg går ikke ind for aktiv dødshjælp, men jeg vil gerne en værdig død, og jeg mener ikke, at man altid skal behandle, selvom man kan, men det er svært. Nogle pårørende vil ikke, at man eksempelvis starter antibiotisk behandling, når deres meget dårlige nærmeste får feber. Andre kan ikke holde ud til at se deres kæreste blive mere og mere febril med besværet vejrtrækning.
Også blandt plejepersonale og læger er der forskellige holdninger. I min afdeling er man ved at arrangere en undervisningsaften om døende og deres behov, eksempelvis væske kontra ingen væske eller smertebehandling. Det glæder jeg mig meget til, for vi trænger til at få den nyeste viden inden for det område.

SKRIV!

I disse tider, hvor jeg kun er hjemme med uregelmæssige mellemrum, så drager computeren mig hen til sig med det samme.

Når jeg så sidder her og vil skrive, så er hjernen tom, alt det kloge og mindre kloge jeg havde tænkt på vej på arbejde, er smuttet. Alle de ting, jeg vil fortælle om mit arbejde, tager for lang tid at skrive, og ordene vil slet ikke komme frem. Så snart jeg sætter mig ud i min bil for at køre videre, så vælter det frem med ord.

Det er lidt som diskussionen om kvalitetstid contra kvantitetstid sammen med sine børn. De små samtaler om løst og fast, som lidt efter lidt udvikler sig til, at barnet får åbnet op for de indre gemmer, kommer jo tit kun, når der er god tid.

I aften er sidste dag af seks på arbejde, og jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være brugt. Fem fridage venter forude og med den her vejrudsigt kan jeg kun glæde mig, og i morgen skal vi grille sammen med gode venner. Så nu skal bogen studeres for lækre salater til nyopgravede kartofler fra egen mark og en god skinkesteg fra egen stald (jeg har selv sagt farvel til grisen).


Og i sommerhuset glæder mit hjerte sig hver dag over en lille smuk blomst, som jeg fik på min bryllupsdag af en kollega.



Jo vejtrækningen er allerede blevet lettere, skuldrene er faldet ned, og jeg glæder mig til sol, varme og en motorcykeltur (har faktisk abstinenser efter en hel måned uden at være bagsædepassager)

Ha en god dag.

AFTENTUR

Med slige madvaner så må der motion til, vi var dog længe om at komme op af sofaen den aften, men så kunne vi jo eksperimentere med nattefotografering.



Jeg bliver aldrig træt af at studere himlen, der er så mange former og farvespil, også når mørket falder på.

NÅR VI BLIVER GAMLE

så håber jeg ikke, at de sidste 2½ uges vaner bliver rutine, for så skal vi da op i oversize møbler og tøj.

Hver gang de unge mennesker ikke er hjemme til aftensmad er vi endt med fast food til aftensmaden. Jeg har ganske enkelt mistet lysten til at lave mad, når vi kun er os to.

Forhåbentlig kan arbejdslivets vante rytmer og rutiner få mig ind i gængen igen, for pizza, grillkyllinger med pommes frites og kinaruller er vist ikke det, man kalder sund mad :-)

KOLLEGIALT SAMVÆR

Jeg har jordens dejligste kolleger, det var så skønt at komme tilbage på arbejde, og endnu skønnere at høre, at de havde haft det godt, trods fuld belægning.

Vi grinede, var seriøse, diskuterede sygeplejefaglige emner, snakkede om kartofler(så nu ved de lidt om landmænds genvordigheder), diskuterede mad, kort sagt, vi arbejdede og hyggede os.

Jeg har fået en ny apopleksikollega, dvs. hun har været der i al den tid jeg har været på afdelingen, men nu er vi to sparringspartnere, og det er godt. Hun stiller spørgsmål, hun reagerer, hun tager initiativ, og jeg kan mærke, hvordan hun lige så stille får trukket mig op igen, giver mig ny inspiration og lyst, det føles rart.

Jeg passede en gammel dame i går, som var afatisk og lam i den ene side. Hun virkede til at forstå alt, hvad jeg sagde, men hendes snak var sort tale for mig, ind imellem kom der dog enkelte genkendelige ord. Vi fandt ud af det sammen, og hun var en smilende og sød gammel kone.

En af mine andre kolleger kom til at se på hendes bopælsadresse, den hørte ikke til vores optageområde, så hvorfor hun var blevet kørt til Aalborg i stedet for det andet sygehus, vidste vi ikke. Jeg begyndte så med, at det måske ikke var så godt at overflytte hende, hvis hun også skulle videre til et genoptræningssted, det ville blive to flytninger. Så kiggede min nye apopleksikollega på mig og sagde, Lene hvis vi skal til at have flere patienter igennem apopleksiafsnittet, så nytter det ikke, du vil beholde patienterne. Touché.

Jeg ved det jo godt, der er lang ventetid på genoptræningsstederne, og vi er før sandet til med patienter, som er færdigudredt og opstartet træning, og har måttet sige nej til bl.a. unge apopleksipatienter, som helt klart har brug for den faglige ekspertise, der er på vores afdeling. Så jeg måtte give videre til personalet i dag om at få arrangeret overflytning, og måske kommer patienten tættere på sin familie, så de ikke oplever det som en træls beslutning.

Dagen i dag skal bruges på et andet af mine arbejdsområder, nemlig regnskab, så jeg må hellere komme i sving, for foran mig venter 6 sygeplejearbejdsdage, men jeg er klar. Dagen i går gav mig lyst og energi til at tage imod de udfordringer, der måtte komme.

EN KVINDE I EN STALD

Landmanden fik genopfrisket, hvorfor jeg syntes, det ikke var en succes sidste gang. Han er ikke holdt op med at svede endnu. Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af at stå og gå med det drivbræt, så grisene ikke bliver forvirret. I stierne går der nogle, som skal på slagteri og nogle, der ikke er klar endnu.

Hvorfor er det altid de forkerte, der vil ud? To gange måtte jeg løbe ned af gangen for at stoppe grise, så de ikke løb op i lastbilen. Én gang præsterede jeg at sætte drivbrættet på tværs i en lille mellemgang med det resultat at jeg faldt henover brættet og fik hænderne ned i al lortet, SKØNT.

Landmanden mener bare, jeg skal prøve det 15 gange i træk, men jeg foretrækker at blive ved sygeplejefaget.

Og kjole og billeder må I tænke jer til. Ingen kjole faldt i min smag, og billederne blev dårlige.

Godt jeg skal på arbejde i morgen, det kan jeg finde ud af ;-)

SLUT MED FERIE

Sidste dag og så i gang. De havde lovet lidt regn, men regnmåleren stod på 15 mm til morgen, nå men radioen snakker om sol senere i dag, så vi er optimister, er vi.

Landmanden har kun mig som hjælper i disse dage, så jeg skal hjælpe med at få grisene på vognen til slagteriet. Sidste gang, jeg hjalp ham med det, gik ikke så godt, de er altså store sådan nogle grise, og det var som om de vidste, jeg var lidt bange for dem. De skulle i hvert fald hele tiden prøve, om ikke de kunne få mig til flytte mig, hvis de løb hårdt ind i mig. Og selv om jeg havde et bræt foran mig, så havde jeg ondt i knæene flere dage efter. Nå men landmanden har lykkeligt glemt det, han syntes da, det gik godt, jeg kan godt huske det, så jeg sidder her og mander mig selv lidt op.

I morgen er det så atter arbejdsdag, og faktisk glæder jeg mig til at komme i gang, det er altid spændende, hvordan patientsituationen ser ud.

Nu håber jeg, at vejrmeldingen er korrekt, og at solen snart vil skinne lidt, jeg skal nemlig nå at købe en kjole, førend grisene får besøg af mig (dog ikke i kjole), og shopping er jo ikke mig, så jeg kan hurtig få mig selv overtalt til, at noget af det gamle tøj nemt kan bruges, hvis vejret er trist og gråt.

BIBLIOTEKET

Hjemme i mine forældres reol står en samling tykke bøger med fællestitlen Barndommens Land, så vidt jeg da husker korrekt.

Heri findes alverdens fortællinger fra hele verden. En af historierne husker jeg meget tydeligt, jeg kan stadig se billedet, der hørte til. Historien handlede om en dreng, der skulle have sit første lånekort, han var noget benovet over det store bibliotek og stilheden derinde og bibliotekaren, som var en nydelig dame. Han skulle udfylde en formular, men hans hænder var snavsede, så han fik lov til at komme ind bag skranken, ind i bibliotekarens lille rum. Her var der en håndvask, plads til at lave kaffe og bord og stole. Drengen syntes det var et helt fantastisk sted, og jeg, der er store søster til 4 og delte værelse med min lille søster, syntes, at sådan et lille sted helt for sig selv måtte være alle tiders.

Drengen var benovet over sådan at få lov til at låne alverdens bøger med hjem. Og det er jo også en fantastisk ide, sådan at kunne låne kvit og frit. Mit barndoms bibliotek var ikke et stort stateligt bygningsværk, men var et rum på den lokale skole. Her var en af mine yndlingslærere bibliotekar for skolebibliotek og folkebibliotek, som jo var et og samme, som det er mange steder i de små byer.

Jeg fik mange timer til at gå med at støvsuge biblioteket for bøger, jeg ville langt hellere sidde inde i en krog og læse end at være udenfor, så der kunne nemt lånes 40 bøger med hjem på en gang.

Mange af bøgerne husker jeg ikke i dag, men Alfred Hitchcock og de tre detektiver, Puk, Kim og Piger i hvidt serierne blev slugt.

I dag er jeg lige så glad for at komme på biblioteket, desværre er det ikke så tit, det med at læse kommer ofte i ryk.

Sommerferie har altid været ensbetydende med krimier, min far havde altid krimibøger med i sommerhuset. Agatha Christie, Maria Lang og Simenon fik jeg smag for, og så blev alle bøger efterhånden lånt på biblioteket.

Denne sommer er det Henning Mankell serie om Wallander, jeg lige er begyndt på, og det tegner godt, men jeg er desværre ikke den eneste, der vil låne i ferien, så nu låner jeg hos mine børn. Sønnen fik i julegave Christian Mørks De Ti Herskere, den er jeg startet på, han skriver letlæseligt, men den fænger ikke helt endnu. Nogle bøger skal man langt hen i før sammenhængen og meningen med de spredte historier går op for en, så bogen får en chance.

Hvad er din foretrukne sommerlæsning?