FOR GODE?

Man har i forskellige undersøgelser påvist, at hvis patienter med apopleksi blev indlagt på apopleksiafsnit (en afdeling der kun eller næsten kun har apopleksipatienter) frem for medicinske afdelinger, så var der flere, der overlevede, bedre funktionsniveau ved udskrivelse og færre, der kom på plejehjem.

Det er jo sådan set meget godt, men der er en gråzone, som indimellem fylder meget hos mig og andre.

En meget gammel dame kommer ind med lammelser, manglende tale, nedsat synkefunktion, måske også meget sovende, vi har svært ved at komme i kontakt med hende.

I sådan et tilfælde vil vi ikke starte med at give noget at drikke eller spise, vi sætter et drop op med væske, vi sørger for at lejre den ældre dame, så hun undgår liggesår, undgår uhensigtsmæssige stillinger, som fremprovokerer øget muskelspænding i kroppen. Vi tjekker, at der ikke står en blære fyldt med urin, som hun ikke kan komme af med. Vi tænker på at give et afføringsmiddel, så hun ikke bliver forstoppet. Vi sikrer os, at hun får tilstrækkelig ilt, vi holder øje med temperaturen, feber kan forværre hjerneskaden i det akutte stadie. Vågner den ældre dame mere op, sikrer vi os først med en simpel vandtest, at hun kan synke vand uden at få det i luftvejene, før vi giver hende noget at drikke og spise.

Kan hun ikke det, eller er for træt til at medvirke til spisning, så overvejer vi at lægge en sonde gennem næsen ned i mavesækken og så give sondemad. Ifølge referenceprogrammet skal sonden lægges hurtigst muligt, men så kommer overvejelserne.

Måske har den gamle dame givet udtryk for, at hun har levet sit liv fuldt ud, er nået til vejs ende, måske har hun fået sine børn/børnebørn til at love, hun aldrig skal på plejehjem (LOV det aldrig, det vil plage jer den dag I er nødt til at gå imod ønsket). Alt i alt virker hun, også på os plejepersonale, til at være livstræt. Sonden er ordineret, men et eller andet sted synes jeg, det er forkert, hun kan ikke sige fra, og hendes børn må ikke sige fra på hendes vegne, de kan, hvis de tænker på det, sige hvad hun selv har ønsket, men i sidste ende er det lægens ansvar.

Vi har alle brug for næring, og som sagt starter vi med at give væske, og i ovenstående eksempel skynder vi os langsomt, ser tiden an en dag eller to før vi lægger sonden. I mange tilfælde retter patienten sig i løbet af et par dage, og så lægger vi sonden, men patienten er stadig hårdt ramt, og kan ikke genoptrænes til eget hjem, enten fordi hun har mistet livsgnisten eller/og fordi hun er hårdt ramt. Andre gange bliver patienten dårligere, og så bliver vi enige om i fællesskab ikke at opstarte sondemad.

Jeg ved, at mine forældre ikke ønsker livsforlængende behandling (og her diskuteres det om sondemad hører ind under den kategori), men de ved også, at jeg ikke har det sidste ord at skulle have sagt. Jeg går ikke ind for aktiv dødshjælp, men jeg vil gerne en værdig død, og jeg mener ikke, at man altid skal behandle, selvom man kan, men det er svært. Nogle pårørende vil ikke, at man eksempelvis starter antibiotisk behandling, når deres meget dårlige nærmeste får feber. Andre kan ikke holde ud til at se deres kæreste blive mere og mere febril med besværet vejrtrækning.
Også blandt plejepersonale og læger er der forskellige holdninger. I min afdeling er man ved at arrangere en undervisningsaften om døende og deres behov, eksempelvis væske kontra ingen væske eller smertebehandling. Det glæder jeg mig meget til, for vi trænger til at få den nyeste viden inden for det område.