FORUNDERLIGT

Jeg undres over min hjerne ind imellem. Den lagrer visse ting og andre ting er pist borte, og jeg kan ikke altid se systemet.

Jeg ved med min viden, at for at ting bliver lagret i hukommelsen, skal man være i stand til at fastholde sin opmærksomhed, kunne koncentrere sig, også selvom der er støj omkring en og kunne forstå det, man prøver at huske.

Der er mange steder, det kan gå galt, også for os ”normale” mennesker.

Eksempelvis har jeg lige genlæst Marianne Fredrikssons Huset ved havet, en smuk fortælling, og normalt når jeg genlæser, så er der passager der vækker genklang. Det var der ikke her, jeg kunne godt huske, at den handlede om en ung mands liv, om at han også havde evnen til at sanse mere end hvad andre kunne, men det var også det. Men når jeg tænker nærmere over det, tror jeg, at jeg, da jeg læste den første gang, måske netop ikke evnede at fastholde opmærksomheden på bogen, der var andre ting, der stillede sig i vejen, men jeg kan ikke huske hvilke.

Til gengæld oplevede jeg igen i weekenden, at jeg midt under en motorcykeltur søndag kom i tanke om, at jeg fredag havde glemt at skrive nogle aftaler ned, som jeg havde lavet i forhold til en patient. Jeg havde endda glemt at informere patienten. Jeg greb mobilen og ringede til afdelingen, ganske rigtig, ingenting stod dokumenteret, så nu kunne sygeplejersken så nå at informere patienten inden aftalen mandag. Det er ikke første gang, jeg oplever, at min hjerne, når den slapper af, pludselig kommer i tanke om noget, jeg har glemt på arbejde. Det kan være en time efter, en til to dage, sågar en uge efter. Der er ikke noget der ”trigger” hukommelsen, det kommer bare ud af den blå luft.

Hjernen er forunderlig, fantastisk at den kan holde til det, vi udsætter den for.

Men som de siger, de kloge hoveder, Use it or lose it.