Der er stille i nat, journaler er i første omgang ordnet, ingen skal have medicin, og tilsyn bliver gået jævnligt. Trætheden er mærkbar, så det er med at holde sig i gang.
Jeg har i den seneste tid genlæst syv ungdomsbøger, en serie som fik afgørende betydning for mit valg af karriere. Piger i blåt, i hvidt og i gråt osv. er historien om en amerikansk pige Sue Barton, som brændende ønsker sig at blive sygeplejerske. Bøgerne følger hende igennem elevtiden, som sundhedsplejerske(i USA en kombination af hjemmesygeplejerske og sundhedsplejerske) i New York, hendes liv som gift med en læge i et øde og bjergfyldt område, som forstander af en sygeplejeskole og sygehus i dette område og som mor til fire.
Den er præget af sin tid, kvinder bliver typisk hjemmegående, når de bliver gift, og den er meget idylliserende i forhold til Sue Bartons indsats som sygeplejerske. Men jeg kan stadig godt lide bøgerne.
Alle de overvejelser Sue gør sig om sygeplejen, om hvad der gør en god sygeplejerske, de små detaljer hun nævner: om man har bløde/hårde hænder, om man ser patienten som en person med værdighed og krav på respekt, om ikke at springe over hvor gærdet er lavest, om betydningen af de små ting som at ryste puden, skifte sengetøj, sørge for lidt lækkert til mellemmåltid, om at kunne se hvad der motiverer den enkelte. Hendes forkærlighed for arbejdet med mennesker frem for kontorarbejdet kan jeg følge. Dengang besluttede jeg mig til, at jeg også ville være sådan en sygeplejerske, som var medmenneskelig, som var faglig dygtig og kunne handle hurtig, når det gjaldt.
Bøgerne efterlod mig endnu en gang med følelsen af, at sygeplejerske er et fantastisk og mangfoldigt job. Jeg er vild med at være sygeplejerske, kort og godt, så jeg er glad for, at jeg den gang som 13 årig slugte bøgerne om Sue Barton.
Det er meget spændende at læse om Sue Barton og den indflydelse, bøgerne havde på dig som ganske ung. Det på være et dejligt, men hårdt job at være sygeplejerske, med skiftende arbejdstider og generelt alt for lidt tid til omsorg over for patienterne. Dejligt hvis du stadig er vild med dit fag.
SvarSletLene, bliv bare ved med at fortælle om din hverdag, om jobbet og inspirationen - jeg sluger det hele råt!
SvarSletTak for den indsigt, du med dine ord og tanker giver os andre. Jeg vil vove at påstå, at selvom vi ikke er sygeplejerske, så giver dine beretninger alligevel os andre noget, vi kan bruge i vores omgang med andre mennesker.
SvarSletDu er et varmt menneske, både i dit fag og i dit liv som landmandskone.
God weekend.
Jeg vidste du var pigen i hvidt, Lene.
SvarSletJeg slugte også piger i blåt, piger i hvidt osv råt, da jeg var teenager. Jeg husker specielt kapitlet på fødeafdelingen med overklassemoderen og den lille pige. Nå ja og så veninden der besvimer under operationerne og....
Hej Lene
SvarSletHåber du har fået sovet, føler med dig, kender selv alt for godt problemet. Var total umulig i de perioder, hvor det var nødvendigt med nattevagt, havde kvalme og var deprim.... kunne ellers godt li' at arbejde om natten, men manglen på søvn eller søvn i 12 timer, gjorde det ulideligt, måske spec. for familien, nyder nu kun at have dagvagt.
Mvh Jette
Madame - det værste, uanset hvad man laver, er, hvis man ikke har tid til at gøre sit arbejde ordentligt. Det er det, der giver stress symptomer, når man må gå på kompromis. Men jeg kan lide at være apopleksisygeplejerske, måske fordi der er så megen basal sygepleje.
SvarSletTak Nina, jeg kan slet ikke lade være, det er en stor del af mig :-)
Tak Johanne, og når jeg skriver tanker ned, så hjælper det også mig selv, og jeg bliver også klogere på andre mennesker ved at læse med hos jeg :-)
Pollyanna, endelig fandt jeg en, der også læste de bøger :-) det jeg huskede allerbedst før jeg genlæste bøgerne var Sues tid i New York, hvordan aviser var en uundværlig del af sygeplejerskens hjælpemidler :-) Men historien om overklassemoderen viser jo netop evnen til at finde veje, hvor andre har opgivet :-)
Johanne der skulle selvfølgelig stå : læse med hos jer :-)
SvarSletJette jeg må konstatere, at sovemønsteret ikke er så godt som tidligere, så jeg er glad for jeg normalt ikke har nattevagter :-)
SvarSletOg du er god til det. Tankevækkende er det under alle omstændigheder at man som teen-ager er så påvirkelig at man ved at læse en bog kan få det skub der skal til for at finde den vej man vil gå senere i livet. Vi har et stort ansvar os der arbejder med børn og unge til hverdag :-)
SvarSletTak Lene, det var jo det, de hed, de bøger jeg slugte som teenager. Har brudt min hjerne med hvad de hed og jeg lånte dem ellers hver sommer på det lille bibliotek i Rørvig og slugte dem med iver hver sommer fra jeg var 12-15...Fantastisk, men ikke overraskende, at de inspirerede dig til dit valg, det rigtige valg :-)
SvarSletfru koch. I og vi som forældre har et stort ansvar med at hjælpe de unge mennesker med at finde ud af hvad de vil være. Jeg synes det er så svært, der er så mange muligheder.
SvarSletMoster tulle jeg lånte dem også mange gange :-) og jeg er glad for at de vakte noget til live i mig.
Jeg har også læst de bøger som teenager, og jeg var også helt vild med Sue og Bill, som hun blev gift med. Jeg er ikke blevet sgpl, men læge, måske ikke kun pga de bøger, men de gav et godt indblik i hospitalslivet. Og ja, lidt idylliseret, det er jo amerikansk, men alligevel gode. Jeg har også været vild med "Skadestuen" i en periode.
SvarSletJeg læste også piger i blåt og resten af serien.
SvarSletJeg er ikke blevet sygeplejerske, men jeg har heller ikke det omsorgsfulde i mig som er så nødvendigt. Jeg har det faktisk ikke særlig godt med syge mennekser eller lugten af hospital.
Men især den der sygehuslugt, måske er det fordi den bringer så dårlige minder med sig, jeg ved det ikke men jeg kan bare ikke udstå den.
Det er vist meget godt jeg ikke blev læge alligevel som jeg gerne ville, da jeg gik i gymnasiet.
Jeg tror man som dig skal have det i sig, sammen med omhyggeligheden og iveren for at gøre det bedre krydret med ansporingen som ungdomslæsningen kan give.
Lisbeth, det er sjovt at se vores arbejdspladser som TV underholdning, for indimellem så falder de igennem trods research, og andre gange rammer de lige i øjet med deres beskrivelser.
SvarSletCarina, den der med lugten af sygehus, den er tit forbundet med netop dårlige oplevelser/erfaringer med sygehusverdenen. Jeg tror også at der skal være en klangbund i en selv for at man forbinder den spændende læsning med noget man gerne vil være.
En neuropsykolog siger at der er mange storesøstre, som er sygeplejersker, for de er tit blevet rost for deres omsorg for de yngre søskende, og derved bliver det tit i omsorgsverdenen at de finder deres ståsted.
Sjovt nok kender jeg slet ikke bøgerne om Sue Barton - dem tror jeg, jeg bliver nødt til at få læst, sådan for sjov skyld.
SvarSletJeg har læst et sted, at omsorgsfagene trækker mange storesøstre til - og undersøgelser viste, at de storesøstre, som har flest yngre brødre, bliver sygeplejersker og de, som har flest søstre oftere bliver socialrådgivere og lignenede. Man tilskriver forskellen, at sygeplejefaget faktisk kræver en vis interesse og flair for teknik og apparaturer og den side udvikler storesøstre med brødre mere end de andre.
Henriette, så er jeg atypisk med tre søstre og en bror :-)
SvarSletHej Lene endnu engang tak for dine gode og kloge betragtninger om stort og småt her i livet. Jeg elskede også bøgerne om Sue, da jeg var teenanger, og jeg ville også have været sygeplejerske.Det blev jeg nu ikke, jeg blev præst i stedet for.
SvarSlettak skal du ha Lone :-)
SvarSletMen du fandt jo alligevel et job, hvor det også handler om at møde mennesker der hvor de er, og at turde være tilstede også når det er svært.
Lene, der findes vist ingen regler uden undtagelser :-)
SvarSletJeg er derimod helt efter bogen - storesøster til to brødre.